Brentebjerg og omegn


 Luftfoto fra 1959. Brentebjerg nr. 1. Ejer er Martha Jacobsen.

SB 1998 nr. 4

Af Arne Nielsen og Johannes Christensen

Helt tilbage i vikingetiden var områderne langs kysterne dækket af skov. Det var ikke betryggende at bo helt ude ved kysten; man søgte en boplads ved vandløb 3-5 km inde i landet.

I middelalderen var næsten alt placeret omkring store byer, herregårde og kirkegodser, som besad al jord, med det enkle ønske let at kunne inddrive penge i form af tiende og fæsteafgift fra befolkningen med opretholdelse af militær som et meget vigtigt formål. Her i området var de nærmeste skatteopkrævere Hindsgavl, Wedellsborg, Harritslevgaard og Gyldensteen.

Der fandtes ryttergårde i området. Ryttergårde tilhørte kronen og havde det formål at tjene til underhold for ryttere til rytterregimenter. I slutningen af 1700-tallet ophævedes ordningen. I 1736 sælger Billeshave en mindre fæstegård til fri selvejendom. Det er formentligt den første selvejergård i Baaring. I 1796 er der 8 selvejergårde. At det var et yderligt liggende interesseområde har sikkert bidraget til, at gårdene heromkring meget tidligt blev købt fri for hoveri og fæstemål. Roerslev kirke har tilhørt Hindsgaul, der benyttede den som begravelseskirke.

En dejlig plet
Der findes tilsyneladende ingen oplysninger om Brentebjerg i meget gamle skrifter. Før stavnsbåndets ophævelse i 1788 og landboreformen, som gennemførtes fra slutningen af 1700-tallet, lå alle huse, ejendomme og gårde samlet i landsbyer bortset fra fiskerhuse ved stranden. Brentebjerg er formentligt først blevet beboet i midten af 1800- tallet. Det kan synes mærkeligt, at så dejligt et sted ikke har fået et ord med på vejen. Niels Hansen, som er født på Baaring Ve-stergaard i 1847 var en dygtig og meget agtet mand i Baaring/Asperup. Han har i sin erindringsbog ikke nævnt Brentebjerg med et eneste ord, skønt hans mor og stedfar i mange år har boet kun 100 m derfra på Dyrehøj, hvortil Vestergaard blev udflyttet i 1862.

Måske er Brentebjerg en forholdsvis ny betegnelse. I 1845 er en del af området ifølge et matrikelkort betegnet som Baaring Byes Marker. På et kort fra 1870 er det benævnt som Brendebjerg. Johannes Christensen, Ll. Dyrehøj, mener, at de fleste af Brentebjergs ejendomme, der oprindeligt er opført i bindingsværk og med stråtag, må være væsentligt ældre end Dyrehøj.


Brentebjerg 8, set fra sydvest, 1960.

Området er temmelig kuperet med Dyrehøj som højst beliggende punkt, ca. 60 m højt. Da afstanden til vandet er mindre end 2 km, giver det en fantastisk udsigt mod nord og nordøst ud over Baaring Vig, Kattegat med indsejlingen til Lillebælt, Jylland til Trelde Næs, indsejlingen til Vejle Fjord, Bjerre og Juelsminde samt Æbelø og Bogense. Mod sydøst, syd og sydvest er der ligeså flot udsigt, idet terrænet på kun 750 m falder til punkt 23 m ved bækken syd for den gamle bane. Da alt i mange kilometers omkreds ligger væsentligt lavere, er der fri udsigt til Vissenbjergskovene, det sydlige Lillebælt med Brandsø og Aarø, Skamlingsbanken, begge Lillebæltsbroer, Skærbækværket plus meget mere. Mod øst når udsigten kun til Baaring, hvor højeste punkt er 70 m.

Omtalte bæk er ikke nogen bæk, men i virkeligheden en åben kloakrende kaldet ‘Renden’, der tidligere transporterede ildelugtende spildevand fra Baaring Mejeri samt alt kloak- og overfladevand fra området helt ned til den gamle station. Vandet løber igennem Slivermosen, Roerslev, Voldby, Aulby ud i Baaring Vig øst for Vejlby Fed som Aulby Mølle Å.

Nordvestbanen
I 1911 blev Nordvestfynsbanen fra Middelfart til Brenderup, Bogense og Odense indviet. Linieføringen gik forbi Brentebjergs sydlige område lige nord for bækken og kun ca. 100 m sydvest for Brentebjerg nr. 1 og nr. 8. Der var ikke noget trinbræt her; men da toget i forvejen kun kørte med en gennemsnitsfart på 25-35 km/t, kunne det ske, hvis det var en af de flinke togførere, at toget kom til at køre så langsomt, at man kunne nå at hoppe af. Men på legal vis måtte man benytte enten Blanke eller Asperup station.


Blanke station ca. 1965.

Der var et vældigt leben i området og ved stationerne i banens tid. Alle gårde havde tjenestefolk og bær- og frugtavlen krævede mange flittige hænder. Befolkningstætheden var væsentligt større dengang, hvilket gav mulighed for levebrød til mere servicebetonede virksomheder. I mellemkrigsårene og senere var der i Roerslev udover Blanke Station både brugsforening, skole, forskole, sypige, elektricitetsværk, mejeri, købmand, brødudsalg, ishus, karetmager, barber og slagter; endvidere forsamlingshuset,en elektriker og en smed, der er de eneste tilbageblevne virksomheder.

Også i Blanke har der været skole, købmand, måttemager og en siv- og træskomager. Brentebjerg var orienteret mod Roerslev/Blanke. Banen anvendte motorvogne til persontransport og lettere fragt, og to gange om dagen, morgen og aften, kom et damplokomotiv, ‘Slæberen’, trækkende med godsvogne til transport af tunge ting som roer, grise, kreaturer etc. På hver station var der udover stationsbygning og pakhus til stykgods en overdækket indhegning til kreaturer og grise, som blev transporteret til slagtning i Odense.

Men dyrene skulle jo transporteres til stationen, og det kunne der godt være nogle problemer med, idet traktorer og biler før krigen var få. Omkring Vedelshave boede to brødre Mathiesen. De var umanerligt stærke. Engang var de kommet i den situation, at de skulle have transporteret nogle grise til stationen til videreforsendelse til slagtning i Odense. Den ene af brødrene startede en Nimbus motorcykel, mens den anden satte sig på bagsædet med en gris under hver arm, og så gik det af sted til stationen.

En anden vigtig transport var smør i dritler til England. Der var således en stor trafik af mennesker med ærinde til stationen, hvilket naturligvis gav anledning til megen hyggelig snak, når man mødtes. Der var også læsseramper til omladning. Roer blev læsset og ligeledes sendt til Odense. Johannes Christensen kan snakke med om dette; han var som helt ung kommet i tjeneste på Roerslev Vestergaard og blev sat til at læsse roer fra hestevogne over i en jernbanevogn. Det var desværre en af de lukkede vogne, som ellers blev brugt til kvægtransport, så roerne skulle kastes ind ad midterdøren og derefter så højt som muligt op i begge ender. Til sidst skulle midterdøren lukkes, og vognen måtte fyldes helt op ved, at roerne blev kastet igennem ventilationslemmene foroven. Han var meget træt, når det blev aften.

Efterhånden, som vejene blev bedre og lastvognene mere driftsikre, større og forsynet med læsseagregater, slap man for alle de mange arbejdskrævende omladninger. Bl.a. derfor forsvandt grundlaget for banens berettigelse mere og mere. Banen gav underskud, og materiellet var efterhånden kommet i en meget dårlig forfatning. Banen blev nedlagt i 1966, og sporarealet blev inddraget til marker.

Øst for muldbjerget, Baaring Banke
Baaring Banke og skovområderne gav læ. Dette, sammen med god muldjord gjorde egnen ved Brenderup og Harndrup velegnet til sarte afgrøder som humle. Allerede tidligt i 1800-tallet begyndte selvejere og frie bønder at dyrke humle og lidt senere tobak. En del huguenotter, som var meget dygtige og vidende mennesker, kom hertil fra Fredericia under krigene. De har medbragt en nyttig viden om disse afgrøder. Humlen blev en stor succes.


Foto fra 1956. Herman og hans far Thorvald Ahlmann Petersen kører børn hjem i den travle høsttid til Breidablik, Middelfartvej nr. 71. Fra venstre: Herman Ahlmann Petersen, Jutta (tysk feriebarn), Steen Eriksen, Lene (Ingrids datter), Jette, Niels Erik Eriksen, Lis Ahlmann Petersen (nu Sørensen), Thorvald Ahlmann Petersen.

I Middelfart-Snoghøj overfarten noteredes i 1800-tallet sortlerspotter fra Jylland og humleførere som den helt dominerende trafik. Når H.C. Andersen digter ‘mellem æblegård og humlehave’, kommer inspirationen herfra. Det blev sagt, at man ikke kunne se skoven for bare humlestaver. Efterhånden tager brygger I.C. Jacobsen ved sin import af den bedre humle fra Bayern livet af humleavlen samtidig med, at der opstår sygdom i humlen. De sidste humlesælgere forsvinder 1910-14. Tobakken tager mere og mere over, hvilket især under de to verdenskrige giver succes, men slet ikke i samme grad som humlen.
Hele egnen omkring Baaring og Brenderup, udviklede sig først i 1930’ene til et vigtigt område for professionel dyrkning af bær, blomster, frugt og grøntsager. Alle Brentebjergs 9 ejendomme, bortset fra Middelfartvej 69, har været anvendt til frugtplantage og bærdyrkning med tiden fra 1940-1960 som “guldalderen”. Under 2. verdenskrig genopstod begrebet ‘maksimalpriser’, som gjorde denne nicheproduktion til en guldgrube. Særlig under den sidste krig var dyrkning af tobak en vigtig afgrøde heromkring.

I bærproduktionen blev de fineste, sorterede bær solgt i bakker, mens usorterede bær indleveredes til en pulpindleveringsstation. Sådan en var der f.eks. ved Baaring Handelshus. Her blev bærrene hældt i tønder og overhældt med syre, så de kunne holde sig for senere at blive transporteret til Langelands Frugtindustri til yderligere forarbejdning til saft, marmelade etc. Til afsætningen af bær, frugt osv blev oprettet Brenderup Frugtcentral, som var et andelsforetagende med solidarisk hæftelse. Det var ikke nogen lille forretning. Rekordforsendelsen på én dag var 10 jernbanevogne udelukkende med jordbær til København.

I den korte jordbærsæson gjaldt det om at plukke jordbær i alle lyse timer. Regnvejr var fint vejr til plukning af hindbær til pulp, for så vejede de noget mere! Bærplukningen gav hænder så sorte, at de ikke kunne vaskes rene. Det var godt det samme,- for hvis der var en fødselsdag eller anden komsammen en aften, var det bydende nødvendigt at have sorte hænder. Alle andre vidste ikke noget om noget og kunne således ikke deltage i snakken!

For mange om budet
Mange af de store gårde i området lugtede lunten og anlagde i 60’erne store arealer med disse afgrøder, hvilket resulterede i for mange varer og ødelagte priser. Dette sammen med en inkompetent ledelse bragte omkring 1965 Brenderup Frugtcentral i en kæmpe konkurs med alvorlige følger for hele Nordvestfyn. På grund af den solidariske hæftelse måtte alle leverandører betale gildet. Man fandt frem til en afregning baseret på antal leverede kilo, hvilket ikke var morsomt for den, som havde specialiseret sig i lavprisprodukter som f. eks. gulerødder. Det var ikke småpenge leverandørerne måtte betale. Beløb som kr. 50-100.000 var ikke ualmindelige. Mange måtte gå fra hus og hjem, og nogle begik selvmord.

I 1992 blev der placeret en vindmølle på Brentebjerg på trods af protester fra 75% af de omkringboende, som fandt den malplaceret her i et af landets smukkeste områder. (Forkortet af red.)

Arne Nielsen og Johannes Christensen

Til toppen