Hver stormfuld jævndøgnstid

SB 1999 nr. 1

Af Laura Thaning

Kaj og jeg besøgte engang en af vore gamle venner. Da vi kom, sad han og skrev i en stor foliant, nærmest en kirkebog. Han var ved at være på en af de sidste sider. »Hvad skriver du?« – »Jeg skriver på mine erindringer.« – »Hvor langt er du nået?« – »Jeg er nået til mit 6. år.«

For at det ikke skal gå mig ligesådan, har jeg måttet beskære tiden i Asperup meget og i øvrigt samle mig om et bestemt tema i de erindringer, man har bedt mig skrive fra »mine tre præstegårde«.

Kirkely set fra haven.

Ryslinge
Jeg er vokset op i det grundtvigske Midtfyn, i Ryslinge, i »Kirkely«, den smukkeste og mest romantiske præstegård på Fyn. Præstegården og kirken blev bygget, mens menighedens betydelige præst Vilhelm Birkedal var blevet smidt ud af folkekirken, fordi han i sin kirkebøn var kommet med en uheldig politisk bemærkning. Hans menighed, som ikke blot var Ryslinge sogn, men med tiden også folk fra hele Sydøstfyn, ville imidlertid ikke undvære deres præst og hans forkyndelse, så man dannede derfor den første valgmenighed efter valgmenighedslovens indførelse i 1865. Til denne »vakte« menighed kom min far Torkild Rørdam først som hjælpepræst hos og senere som efterfølger for Karl Poulsen, som havde efterfulgt Birkedal.

Ryslingetiden blev dog ikke den dejlige idyl, som det rent udvortes så ud til at kunne blive. Det varede ikke længe, før min fars syn på Bibelens underberetninger førte til en strid både i menigheden og i de kirkelige kredse navnlig på Fyn. Der blev holdt store møder ikke blot blandt teologer, men spørgsmålet kunne samle 2-3000 mennesker i Fyns Forsamlingshus, lægfolk som teologer, og det blev debatteret i aviserne. Til sidst medførte det, at menigheden deltes, idet de mere traditionelle grundtvigianere forlod den og valgte sig en ny præst, mens de af menigheden, som ikke ville undvære min far og hans forkyndelse, blev, og senere dannede en frimenighed, efter at far var blevet smidt ud af folkekirken. Striden var bitter, familier delte sig for og imod, og den dag i dag præges egnen deraf.

Aasted-Skærum-Kvissel
Mange år senere, da min mand og jeg som præstefolk kom til Vendsyssel, mødte vi igen et for og imod, men denne gang præget af et dømmende og lukket Indre Mission. Jeg havde aldrig været ude for den form for kristendom, som herskede blandt 1/3 af beboerne i Aasted-Skærum-Kvissel sogne, dømmende og moralsk på en måde, som også satte skel i kredsen selv. Man måtte f.eks. godt drikke øl i Skærum, men ikke sige skål. Det måtte man under ingen omstændigheder i Kvissel.

Aasted præstegård set fra haven. Salen, Kaj fik bygget, ses til venstre.

»Vi har fået en vantro præst. Herren har straffet os!« erklærede formanden for Indre Mission i sin »velkomsttale« til os. Jeg var nærmest knust, men Kaj gik veloplagt i gang, og vi fik meget lykkelige år i sognene, der var meget at tage fat på. Den præst, som Kaj fulgte efter, var blevet gammel og træt. Vi kom begge fra stillinger på højskoler, så det var naturligt, at vi kastede os ud i et ungdomsarbejde. Vi var jo selv unge, 23 og 27 år. Men der var hverken konfirmandstue eller forsamlingshus, kun et missionshus, så vi begyndte med at holde ungdomsmøder i vore stuer. Det blev en kæmpe succes. Der foregik ellers intet i sognet for de unge, så de strømmede til og sad overalt, også på gulvet. Bagefter blev en del for at vaske op og rydde til side. På den måde fik vi hurtigt lært dem at kende. De unge havde hidtil kun haft lejlighed til at mødes i missionshuset, og der kom kun en del af dem. Hos os kunne alle mødes på tværs af det religiøse skel. Det gjorde ikke tilstrømningen mindre og førte også til en del »blandede« ægteskaber.

Møder for de ældre var det vanskeligere at arrangere. De kunne jo ikke sidde på gulvet, og vi manglede stole. Altså måtte der bygges en sal, og Kaj tog fat på at skrabe penge sammen. Blandt andet holdt vi en meget velbesøgt basar, hvor man kunne købe kaffe, 5 øre pr. kop, og smørrebrød til 10 øre stykket, 2 stk. for 25 øre!! Pengene blev skaffet, og salen blev bygget, og den fik vi megen glæde af. Her blev holdt foredrag, oplæsninger, ja, også et sangkor blev stablet på benene. Selvfølgelig udelukkede det ikke, at Indre Mission indkaldte missionske præster i kirken og missionshuset.

På trods af, eller måske netop på grund af den religiøse modsætning i sognet, blev det for os 6 gode år, og det var med sorg, vi søgte derfra. Det skyldtes, at min mor blev meget syg af kræft, og det var langt, dyrt og besværligt at rejse til Fyn.

Asperup-Roerslev
Kaj søgte så til Asperup, men da han havde slået tre buler i en bil med sit hoved samt brækket sit bækken, regnede vi ikke med, og håbede heller ikke at få det. Det var med mange tårer, vi tog afsked med Vendsyssel og i frost og kulde flyttede ind i Asperup præstegård med vore tre små piger.

Det var overvældende at komme fra den lille spartanske præstegård i Aasted til den nærmest herskabelige, store bolig i Asperup. Børnene var begejstrede. De tog turen fra det store køkken, som lå, hvor den nuværende konfirmandstue ligger i nord, op gennem alle fløjdørene til den dejlige stue i syd. Kirstine Væver havde fyret op i alle 13 kakkelovne, så der var varmt og dejligt overalt. Og så var der den store have. Hvor var det spændende at se, hvad der kom op i den. Der var landbrug og forpagter på gården. Det var et paradis for de tre små, og det blev det også for de to børn, der kom til, ikke mindst fordi forpagteren også havde børn, så der var masser af legekammerater i den store, lukkede gård.

Lige så forskellige Aasted og Asperup præstegårde var, lige så forskellige var sognene. I Asperup-Roerslev havde der været nogle betydningsfulde grundtvigske præster gennem de foregående 100 år: Melbye, Lassen og Øllgaard. Det var et grundtvigsk sogn i ordets bedste betydning.

Asperup præstegård set fra haven.

Under krigen
Krigen kom et år efter, at vi var kommet. Den medførte, at folk sluttede op omkring den mødevirksomhed, som opstod af mangel på informationer. Der kunne komme op til 2-300 til møderne. I præstegården havde vi megen glæde af det. Foredragsholderne blev jo indkvarteret hos os, og om vinteren kunne besøget komme til at strække sig over nogle dage. Børnene har spillet mange spil kort med Jens Otto Krag.

Højskolen
I Ryslinge og Vendsyssel havde man været delt på grund af religiøse spørgsmål. I Asperup var det politik, der satte skel. For at udjævne det fik Kaj dannet Sognesamvirket, hvis bestyrelse bestod af medlemmer fra alle de politiske foreninger. Samarbejdet førte efterhånden til, at ideen om at bygge en højskole tog form. Det blev endelig vedtaget i 1944, men vanskelighederne tårnede sig op på grund af tiderne, og først i 1959 blev højskolen bygget efter utallige generalforsamlinger og rejser til København. Forinden havde der været stor mødevirksomhed både i forsamlingshuset og hos os i præstegården, blandt andet de såkaldte »Asperupmøder«. Ideen til dem kom fra den senere forstander på Søhus, Johannes Rosendal, som ville have en debat mellem to forskellige højskolesyn, det mytologiske og det historisk-poetiske. Mødet skulle holdes hos os og vare tre dage. Jeg syntes måske nok, at det lød lidt uoverkommeligt, men Rosendal sagde: »Hvorfor tror I, at I har fået sådan en stor præstegård?« Enden blev, at 40 højskolefolk rykkede ind, og diskussionerne mellem de to retninger slog undertiden gnister. Spændende var det, men det praktiske var ikke gået, hvis ikke folk havde lagt hus til indkvartering, og hvis ikke unge piger fra sognet havde meldt sig til husarbejde.

Der blev holdt ikke mindre end tre af den slags møder i tiden 1950-57. De førte meget med sig, men for os personligt medførte det dannelsen af »rødvinskonventet«. Vi fik faktisk rødvin til maden! Det var nogle meget inspirerende sammenkomster mellem digterne og forfatterne Ole Wivel, Thorkild Bjørnvig, Tage Skou-Hansen og teologerne K. E. Løgstrup, Knud Hansen og Kaj, samt deres koner.

Kamp mod skel
Hvor Kaj har boet, har han arbejdet med at udslette mulige skel. I Aasted ved at der i salen, som var fælles for alle, blev holdt forskellige foredrag om emner, som var fælles for alle uanset det religiøse skel, i Asperup ved Sognesamvirket og gennem højskolen, som i en stærkt politisk præget egn blev en upolitisk fællesnævner, som samlede de adskilte om menneskelivets spørgsmål.

»Menneske først og kristen så« hed Kajs disputats. Har man ikke sans for menneskelivet og dets spørgsmål, hvordan så fatte hvad det er, evangeliet taler om? Og menneskelivet har vi tilfælles.

Der skete meget i de år, vi var i Asperup; men de var alle præget af den stædighed og tålmodighed hvormed Kaj gennemførte de mål, han satte sig. Om såvel rejsningen af højskolen som om hans disputats kan man bruge titlen fra disputatsen »for menneskelivets skyld«.

Kaj Thaning på Asperup præstegårds gårdsplads.

Hjem
35 år boede vi i Asperup præstegård. Der voksede vore børn op, og der slog vi rod. Nu er et langt liv blandt andet i tre præstegårde ved at være slut, et privilegeret liv, men som menneskelivet med både sorger, skuffelser og glæder. ‘Arbejdstiden’ i ens liv en nok det tidsrum, der kommer til at betyde mest, når man ser tilbage. Derfor var det at komme hjem, da vi flyttede tilbage til Asperup sogn. Her hørte vi til.

Laura Thaning

Til toppen