… om naboskab og om fællesskab…
SB 2006 nr. 2
Af Grethe Marcussen
I dagene omkring nytår kan man let overfaldes af sortsyn, og det på trods af statsministerens forsikring om, at vi har gode kort på hånden! – men, men – Vil sammenhængskraften i små og store sammenhænge fortsat være til stede? Er stordrift i alle foretagender at foretrække? Hvad med repræsentationen i de ny storkommuner? Og hvad med strukturændringer i folkekirken? Lader vi os blot køre med uden at ville tage hånd om udviklingens retning?
Min nabo
Min nabos færden kan dog tage toppen af min nytårsængstelse. Trods sin egen rigelige part af modgang, tager han ufortrødent fat på det nye år, i hvilket han fylder 95. Mandag aften gælder det korsang i forsamlingshuset, onsdag formiddag svømning i Strib. Han deltager i diverse foreningers møder, i åbent-hus-eftermiddage i præstegården, og efter at være blevet pensionist svigter han ikke gudstjenesten om søndagen, hvis da ikke en omfattende tandlægebehandling sætter en stopper for planerne.
Efter sin kone Anna Sofies død er han ene om at passe hus og have. Det klares med meget lidt hjælp, dog kører han ved middagstid til sønnen Eskild og svigerdatteren Bente og spiser der sin varme mad.
Et er så sikkert som amen i kirken: dagligt spiller han på den Violin, som han i 1931 købte hos musikhandler Andersen i Vejle. Det er hans violin nr. 3, og til den købte han ny violinkasse, da han i maj 1990 var med Baaring/Asperup sangkor på kortur til Bremerhaven. Der skulle spilles til folkedans, forstås!
Violinkassen er sjældent lukket! Over lærkehækken til nærmeste nabos have når instrumentets fine klang. Ofte er »Der dukker af disen min fædrene jord . . .« på repertoiret. Dén sang var Anna Sofies foretrukne.
Herkomst
De stammer begge to fra det storslåede bakkeland nord for Vejle Fjord. Anna Sofies forældre, Frederikke og Kristen Jacobsen, drev »Salemgård« i Ulkær, Sindbjerg sogn, som var annekssogn til Tages fødesogn, Grejs.
Anna Sofie, 1916-1994, var nr. 7 af en søskendeflok på 8. Farfaderen, Hans Jacobsen, tilhørte »De stærke Jyder«, den ældste af vore vækkelsesbevægelser. I hans hjem blev der ikke danset; men i den næste generation var forholdene anderledes. I 1934/35 var Anna Sofie elev på Rønshoved højskole, hvor Åge Møller, der lagde stor vægt på det mytologiske, dengang var forstander.
Eskild
Tages forældre, Gudrun og Eskild Gormsen, ejede gården »Romsdal«, der lå forenden af en 400 m lang, privat markvej én km fra Grejs.
Eskild stammede fra Gamborg fra gården »Eskedal«, som hans far, Hans Gormsen, havde erhvervet sig. Moderen Anne Marie fødte her 11 børn.
I året 1900 tjente Eskild på en gård i Grejs til en årsløn af 300 kr. Det fortælles, at to tredjedele af den første årsløn gik til indkøb af en cykel; men så havde den også friløb!
Da »Romsdal« i 1905 blev sat til salg, købte Eskild gården og havde de første år sin søster Kirstine som husbestyrerinde.
Gudrun
Eskilds udkårne hed Gudrun og var datter af lærer Jens Hasseriis Jensen og hustru Karoline i Gamborg. Sidstnævnte begyndte som lærerfolk i Lind ved Herning, flyttede så i 1880’erne til Brund skole, ikke langt fra Snaptun, og endelig i 1888 til Gamborg, hvor lærergerningen sluttede i 1925.
Som bekendt bestod en lærers løn dengang i slutningen af 1800-tallet til dels af afkastet fra den jord, der var tillagt degneboligen; derfor skulle familiens to køer naturligvis med ved flytningen fra Lind til Brund; men hvordan? Jo, Gudruns farfar, Thomas, trak dem de små 100 km! Den gæve mand havde i sin tid været kusk ved Opels fabrikker i Aalborg og havde deltaget i 3-års-krigen såvel ved Fredericia som ved Isted. Så det skulle vel…
I øvrigt hed Tages tipoldefar på mødrene side Carl Chr. Balle, 1806-1855. Han var præst i Nebsager ved Hornsyld og komponerede salmemelodier, som stadig er i brug, f.eks. til »Det kimer nu…« og til »Et lidet barn så lysteligt … «.
Tages musikalske anlæg er arv fra moderen, der spillede klaver, og fra morfaderen, der spillede violin. Tages morbror, Frode Hasseriis, fik ligeledes del i denne arv. Han var lærer på Askov højskole i fagene dansk, engelsk og musik. Desuden var han korleder med nær forbindelse til og formodentlig megen inspiration fra Oluf Ring, 1884 – 1946, seminarielærer i Skårup. De to var for øvrigt seminariekammerater fra Jelling.
»Romsdal« i højsommeren 1911. Fra venstre: tjenestepige; i vognen ses Gudrun med Tage som »blind passager« i maven; Eskild med tømmerne.
Hjemmet
Som ung havde Gudrun været i Norge, i 1905 ansat ved et gartneri nær Kristiania. På nærmeste hold oplevede hun her, hvordan den danske prins Carl blev til den norske kong Haakon.
Ved sit bryllup i 1909 blev hun Eskilds kone på »Romsdal«. Her var reglen, at der var en ung pige til hjælp inde og en karl ude. Disse pligter overtog børnene på skift, efterhånden som de voksede til.
I 1911 kom Tage til verden, i 1914 Eva, i 1916 Lisbeth og i l9l8 Knud.
Alle er stadig ved god helse og tæt forbundne.
Det var hjemmets skik, at Eskild før hovedmåltidet fremsagde et bordvers:
Velsign vort hus,
velsign vort bord
velsign den hele, vide jord
velsign os med din egen hånd
Gud Fader, Søn og Helligånd.
Juleaften sang Gudrun for til følgende vers:
Kom, Jesus, vær vor hyttegast
hold selv i os din julefest
da skal med Davidsharpens klang
dig takke højt vor nytårssang!
Ingen begyndte at spise, før faderen havde sat sig.
Landbrug
Indtil 1905 tærskede karlen på »Romsdal« med en plejl , hvis to dele, slaglen og håndvolden, her var bundet sammen med åleskind. Selv om Tage kom til noget senere, kan han faktisk håndtere en plejl, ligesom han er ferm med en »hjølle«! Længe gik jeg omkring i den vildfarelse, at udtrykket gjaldt en person; for når Tage sagde: Jeg henter lige »hjølle«, ja, så kom der aldrig nogen! Der er nemlig tale om en hø-le, og bemærkningen faldt, hvis græsset omkring mit birketræ ikke var slået tilstrækkelig tæt.
Børnene deltog i alt forefaldende arbejde med køer, grise, får og de som trækkraft nødvendige heste.
Eskild købte 1905 et tærskeværk i Gamborg! Det blev trukket via hesteomgangen. Børnene fulgte hestene rundt. Samme fremgangsmåde gjaldt hakkelsemaskinen. Eskild brød sig ikke om petroleumsmotorer! Han ville afvente elektriciteten, som blev lagt ind i 1930. Overgangen var brat fra hesteomgangen til elektromotorer. Samtidig fik gården selvrensende tærskeværk og kværn.
Når kornet var tjenligt, blev der høstet for med le; derpå klarede slåmaskinen med aflægger resten. Kornet blev bundet op med hånden, indtil selvbinderen tog over.
Skole
I forskolen gik børnene hver anden dag hos frk. Johansen, en meget dygtig lærer. Undervisningen blev ikke ringere i hovedskolen hos degnen hr. Kristensen. Der blev arbejdet grundigt med alle fag, også med skrivning. Det ses tydeligt på Tages håndskrift.
Læreren var meget musikalsk, spillede violin og har sikkert sammen med Tages musikudøvende familie givet drengen mod på sagen. Morfar i Gamborg købte ham den første lille violin. Tage var da 10 år og tænkte vel ligesom morfar, at han nok engang skulle vare lærer.
Førstelærer Ditlevsen i Grejsdals skole blev hans violinlærer de næste 4 år. Undervejs voksede han fra den lille violin; men han var så heldig, at en onkel, lærer Johan Jensen i Nørre Sundby, lånte ham sin. Undervisningen bar frugt. Han har spillet alene eller sammen med andre lige siden. En jævnaldrende skolekammerat, Otto Larsen, var dygtig på klaver, og sammen spillede de hjemme i Grejs bl.a. til komedien med efterfølgende dans.
Ungdom
Tage gik i den stedlige ungdomsskole, spillede ofte til folkedans og gik ivrigt op i gymnastik. Højdepunkter var landsstævnet på Dybbøl i 1928 og i 1935 i 0llerup.
Hjemegnen var levende, ikke mindst på grund af 1800-tallets folkelige vækkelser. Som Tage husker det, var indre mission og det grundtvigske ligeligt repræsenteret. Hans eget hjem var udpræget grundtvigsk.
Indtil 1929 arbejdede Tage derhjemme, derefter skiftedes han med broderen til at have plads ude. Gudrun havde frarådet ham at blive lærer. Der var alt for mange ledige!
I vinteren 1930/1931 finder vi ham på Rødding højskole, hvor forstander Hans Lund og lærerne bliver husket for oplevelsesrig undervisning af holdets 132 karle. Disse var i øvrigt ret så imponerede over, at forstanderen, efter ved ankomsten at have trykket hver enkelt i hånden, samme aften hilste dem ved indgangen til spisesalen med et nik og med navns nævnelse!
I vinteren 1937/38 bliver Tage sammen med 150 landmænd og 100 mejerister elev på Ladelund landbrugsskole. Derfor står han godt rustet, da faster Kirstine og onkel Ole Christensen fra maj 1938 får brug for hans hjælp på deres gård, »Birkelund«, i Vedelshave.
Eget hjem
Herfra vender han igen hjem og tager senere plads dels på Voldby Højgård, dels som gårdbestyrer for en moster i Jørlunde ved Slangerup på Sjælland.
I 1945 traf han Anna Sofie i Grejs ungdomsforening. Efter en komedieforestilling på Uldum højskole var han med hende hjemme,og kort tid derefter blev de ringforlovet; de kendte faktisk en del til hinanden, idet Anna Sofies bror Hans og Tages søster Eva havde indgået ægteskab allerede i 1941.
Kirstine og Ole Christensen i Vedelshave fik ikke børn. Derfor satte de i 1946 gården til salg. Tage købte den den 1. maj og flyttede ind hos dem, mens det hus, som de besluttede at bygge tæt ved gården, blev opført.
Den 25. september samme år kunne Anna Sofie og Tage holde bryllup med vielse i Sindbjerg kirke og gilde for familiemedlemmer på »Salemgaard«. Næste dag gjaldt det venner og naboer i Lindved forsamlingshus. Da brudeparret nåede Vedelshave, var der rejst en fin æresport! Nu kunne hverdagen med foden under eget bord begynde!
Anna Sofie og Tage ved æresporten på »Salemgaard« 1946.
Landmandsliv
Gården blev drevet med malkekøer, søer og høns. En karl og en pige, som også vaskede mælkejungerne, når de kom fra Baaring Andelsmejeri, udgjorde folkeholdet. Når der var særlig travlt hyredes en eller to daglejere, i starten oftest Martin Rovang fra »Kragelund«. Arbejdsmiljøet må have været særdeles godt, idet Tage stadig er i kontakt med 11 tidligere ansatte. Trækkraften i marken blev leveret af to jyske heste samt en lidt lettere reservehest, der var med foran den tunge dobbeltplov.
Anna Sofie, Eskild, Kirsten og Tage i foråret 1959.
I henholdsvis 1960 og 1964 var det slut med at have pige og karl til hjælp. Maskinstationen lettede herefter hø-, korn- og roehosten.
Og to børn var kommet til, sønnen Eskild i 1949 og datteren Kirsten i 1953.
Familien klarede sig med cykler indtil 1971, hvor en hvid Volvo Amazon blev anskaffet. Indtil da lejede Tage ved særlige lejligheder en næsten ny Opel Rekord hos Asta »Snedker« og Peter »Tømrer« på Kirkestræde 3.
»Birkelund«, Kohavevej 5, 1946. Stuehus bygget 1916, udlænger om-og udbygget 1916 – 1921 for penge tjent ved tobaksavl under 1. verdenskrig af Ole Kristensen. Bemærk hestene, der har begyndt forårsarbejdet på lerknotten. Bag hestene anes vindmøllen, der gjorde det muligt at avle hø i maen. Bag møllen ses brede agre, tilhørende »Varbjerggaard«. Til venstre herfor 3 af 4 småejendomme, hvoraf jorden til de yderste i dag er fyldt med sommerhuse. Ejendommen er i 2005 solgt af Eskild Gormsen til Niels Edlefsen.
I 1977 solgte Anna Sofie og Tage gården til Bente og Eskild og byggede hus på Højskolejorden, Fyns vej nr. 16.
Selv om de var nået pensionsalderen, fortsatte de med at arbejde i Vedelshave, Anna Sofie som husmoderafløser og barnepige for 3 børnebørn og Tage som karl. Indtil 2001 pløjede han al jorden, og det var ham, der var vejmand på Kohavevejs en kilometer lange grusvej. I en alder af 90 år måtte han gradvis vænne sig til en arbejdsuge på kun 37 timer, fra halv syv om morgenen til efter kaffetid om eftermiddagen var de i sving. I den sparsomme fritid passede de have og fik en sludder med de nye naboer i Baaring.
Opmærksomhed
Trods travle dage var der imidlertid overskud til at være opmærksomme naboer og medarbejdere på det folkelige fællesskab på det sted, de var havnet. Deres opvækst i opvakte jyske sogne fornægtede sig ikke.
Tage påtog sig således bestyrelsespost i Brenderup Realskole, hvor børnene gik i de store klasser for at kunne afslutte med en eksamen, i Brenderup Elforsyning og Brenderup Kontrolforening. Der blev tid at arbejde med Grænseforeningen og til Asperup menighedsråd, hvor Tage tog sig af præstelønningskassen. Der blev leveret musik til folkedanserne!
Allerede i 1949 måtte han rykke ud med sin gode tenorstemme som del af jægerkoret i »Elverhøj«, der gik over scenen i Baaring skov.
Siden engang i 1950erne har han været tenor og i en periode formand for Baaring/Asperup sangkor. Han var således på pletten, da »Fynsk forår« blev opført til indvielsen af Baaring højskole i 1959, og han er der igen på mandag aften!
Hvis du er til gudstjeneste i Asperup eller Roerslev kirke på en søndag, hvor »Min Jesus, lad mit hjerte få… « bliver sunget, kan du selv få tenoren at høre!
I Anton Berntsens digt fra 1922, Højskolesangbogen nr. 125, om »Mi nååbo, Pe Sme« lyder vers 3:
Musik a no åldti så godt
hå ku li
å sommti a nynner en
kjøn melodi
men træffer et så, te a
mødde Pe Sme
han spøer, som han plejjer:
Hwa nøtt er et te?
Det spørgsmål ville aldrig komme fra Tage, ej heller om det gjaldt glæden ved blomster eller fuglesang!
Af folk som min nabo holdes fællesskabet i live.
Kilder: Nabosnak over hækken med min nabo og hans søn.
Grethe Marcussen