Der er ikke to zebraer, som er ens

SB 1987 nr. 2

Af Kresten Drejergaard

Båring gamle mejeri bebos nu af en kunstner. Det er Jan Jensen, som traver rundt i de tidligere mejerihaller med en walk-man, der leverer musik til arbejdet, som lige for tiden består i at sætte i tusindvis af farveprikker på nogle store lærreder.

Både arbejdspladsen og hjemmet fortæller om en betragtelig kunstnerisk flid, som ikke blot har fundet udtryk i billeder, men også i digtsamlinger og andre litterære frembringelser. Jan Jensen er medlem af den fynske kunstnersammenslutning FLASH. Sammen med kollegaen Per Kramer har han stået for udsmykningen af Esbjerg Rådhus, og i 1985 var han holdkaptajn for en stor udstilling om sport og kunst på Brandts Klædefabrik i Odense.

Om dette og meget andet fortæller Jan Jensen selv:

Hvorfor jeg er blevet billedkunstner? – Det er svært at forklare, men jeg har altid vidst, at jeg skulle være det! Jeg kommer af en håndværkerfamilie, hvor man har fusket med at lave billeder i fritiden, og så blev jeg jo slæbt med, når man skulle ud at male ude i landskabet. Jeg fik min egen akvarelblok med tilhørende farver at arbejde med. Så det med at lave billeder har altid ligget for.

Det gjorde det også, selv om jeg fik en studentereksamen og begyndte at læse dansk og historie på Odense Universitet. Det viste sig nu snart, at jeg ikke kunne med det ghettoagtige miljø, som jeg stiftede bekendtskab med dér. Det var jo lige i begyndelsen af 70erne, hvor det skulle være fint at beskæftige sig med ideologikritik og gøre sig klog på kapital og økonomi ud fra en eller anden socialistisk synsvinkel – og dvs. at kunsten blev fuldkommen væk.

Et revideret oprør
Jeg havde venner, som var kunstnere. Og det var skam ikke, fordi vi ikke selv var kritiske. Dengang startede kunstnergruppen FLASH, og vi protesterede mod alt muligt og talte med store bogstaver. Vi lavede store demonstrationsudstillinger og krævede USA ud af Vietnam og lignende. Det havde selvfølgelig ikke nogen effekt, hvad der senere gav os selv nogle nedture, for vi troede jo selv på, at kunsten havde en effekt, også storpolitisk. Men det havde den ikke.

Om jeg så er blevet apolitisk og konservativ? – Nej, det mener jeg ikke! Selvfølgelig interesserer det mig, hvad der sker i verden, og hvad mennesker gør mod hinanden.

På den anden side har jeg jo også opdaget, at det er så forfærdelig lidt, man kan gøre. Men man kan da forsøge at gøre det, at man lærer sine børn at lægge mærke til det poetiske i tilværelsen og prøve på at vise dem, at verden altså også kan være smuk. Selv om meget er ad helvede til, skal man da ikke overse de værdier, der gør livet værd at leve. Vi behøver heller ikke at tage til Hollywood og tro, at det er virkeligheden. Livet foregår nu engang ikke på TV. Vi har en hverdag, som er fantastisk rig på oplevelser, f.eks. kan vi allerede nu mærke, at foråret er på vej. Man skal bare være åben for det. Det, man måske kan være med til som kunstner, er at forsøge på at åbne folks øjne for deres hverdag, så de opdager, at den også kan være poetisk.

Det kan da godt være, at nogen vil kalde det et borgerligt synspunkt. Selvfølgelig er der noget, der forandrer sig undervejs. Man kan måske sige ligesom Niels Bohr, der efter en videnskabelig konference blev spurgt, om han var blevet klogere: »Nej, det er jeg ikke«, svarede han, »jeg er blevet meget mere forvirret – men på et højere niveau!«

Man bliver da nødt til at tro på, at der kan blive en bedre verden – eller at verden bare kan være til. Eftersom man har sat børn i verden, bliver man da nødt til at tro på, at der også skal være en fremtid for dem, ellers ville det da være absurd. Vi har kun dette ene liv, og så må vi se at få det bedste ud af det og selv gøre noget for det. Det kan vi ikke bare overlade til politikere, de er ikke kreative, og de tænker derfor alt for kortsynet. Som kunstner tror jeg, at man kan være med til at få dem til at tænke bare lidt længere end den næste 4-års periode. Det er det begrænsede ansvar, som jeg forhåbentlig har en mulighed for at påtage mig.

Svensk husalter
Jeg har engang lavet billeder med et politisk indhold i indignation og forargelse over alle de frygtelige ting, der sker i verden – myrderier og sådan noget. Det har ændret sig noget. Der er kommet flere nuancer på. Ganske vist har jeg også lavet billeder, som er inspireret af mordet på Oluf Palme; men i dem har jeg været opmærksom på noget andet, bl.a. det at han jo allerede er blevet en myte. I det billede, der hedder »Kuglens gotiske katedral«, som i sin form viser det projektil, der fældede Palme, forestiller jeg mig en katedral, en slags helligdom, hvor den myrdede nu allerede som en myte ligger på »lit de parade«. Ser man kynisk på det, kunne han vel egentlig ikke ønske sig nogen flottere død. Han har jo på en vis måde fået levendegjort sine tanker ved selv at blive fældet på den måde, som det nu skete. Han er næsten blevet en nordisk helgen, hvorfor jeg også i en parentes har kaldt billedet »Svensk husalter«.

»Kuglens gotiske katedral«

Jeg lavede også et andet billede inspireret af den samme begivenhed. Det hedder med et citat fra et digt »I revolverens kammer sover kuglen«. Kuglen sover der bare, dvs. der sker ikke noget, så længe vi ikke trykker på aftrækkeren. Der sker først noget, når den vækkes. Billedet er rundt, fordi det er set fra revolverens kammer, og i silhuet ser man Palmes profil, som ser opad – optimistisk kan man sige, fordi han har nogle visioner netop i det øjeblik, hvor han bliver fældet.

Selv midt i den makabre mordsituation kan man finde en form for poesi.

»I revolverens kammer sover kuglen«

Virkeligheden på Esbjerg Rådhus
Måske er vi igen ved at løbe ind i en periode, som er romantisk i den forstand, at vi bliver mindre opmærksomme på os selv og mere opmærksomme på vore omgivelser, sådan at f.eks. naturoplevelsen kommer til at spille en større rolle. Vi må da håbe det alene af den grund, at den medieskabte virkelighed på mange måder har erobret os, så vi bilder os ind, at virkeligheden bare foregår på den måde, at det er celluloid og sirup det hele. Vi må prøve på at komme ud over os selv, så vi ikke bare er fikseret på vor egen oplevelse af selve det at opleve. Vi må tilbage til, at det at opleve sine omgivelser i et vist omfang består i at glemme sig selv.

Jeg har haft en pragtfuld opgave, som egentlig har noget med det at gøre. Det er udsmykningen af Esbjerg Rådhus, som jeg lavede sammen med Per Kramer. Med to store billeder skulle vi pynte på dette i sig selv noget uinteressante bygningsværk. Det skulle have noget med byen at gøre. Det skulle have noget at gøre med mennesker, som er til midt i det, der sker omkring dem i denne by med al dens pionerånd og off-shore-branche.

I stedet for at lave et maleri af borgmesteren valgte vi at portrættere nogle mere eller mindre anonyme hverdagsmennesker i byen på baggrund af byens valgsprog: »Rask må det gå, i hæsblæsende modvind«. I portrætterne indlagde vi noget om fiskeindustri, søfart og olieeventyr samt et portræt af en historiker, der prøver at overskue det hele. På den modsatte væg lavede vi en slags skyggebillede af det første, sådan at disse typer som silhuetter spejler sig i det glitrende hav, som hele byen lever af. Altså mennesker, sådan som de ses i deres industrielle og naturlige omgivelser.

Det, vi har villet vise, er et sanseindtryk af mennesker i deres omgivelser – et umiddelbart og helstøbt sanseindtryk, for så vidt som det ligger forud for en hvilken som helst politisk stillingtagen til det, billederne viser.


Anne og Rasmus til fernisering

Billeder til rejsebrug

Skyggebilledet med det glitrende hav består egentlig kun af en masse farveklatter. Og det med at prikke farven ind på lærredet er blevet mere udpræget i billederne med Oluf Palme. Det, jeg prøver at opnå, er en slags »farverytme«, som også kunne have været lavet på en computer, men det ville være umenneskeligt. Den menneskelige ufuldkommenhed i maleriet gør, at der ikke er to farveklatter, der bliver ens. Det er næsten ligesom vores verden. Selv om man siger, at alle zebraer er stribede, så er der alligevel ikke to zebraer, der er ens. Det er spændingen og rytmen i forskelligheden, det kommer an på. Derfor lytter jeg også meget til musik, når jeg arbejder.

Det med at lave »prikbilleder« er noget, jeg har fundet på for at lave billeder, som man kan gå på »rejse« i. Det kan være billeder, der indbyder til, at man ligesom fortaber sig selv, nar man betragter dem og altså bruger dem som en slags meditationsbilleder, om man vil. Jeg vil gerne, at man oplever billedet som et umiddelbart sanseindtryk og deri glemmer sig selv. Så er billedet virkeligt!

Hvad er virkelighed? – Jeg tror ikke på, at den bare er én virkelighed. Der er mange virkeligheder! Men jeg prøver altså at male virkeligheden på min måde. Jeg tager ikke patent på nogen virkelighed eller nogen sandhed. Alligevel håber jeg selvfølgelig på, at der er nogen, der kan genkende deres egen virkelighed i det, jeg maler.

Ovenstående er en redigeret udskrift af en båndoptaget samtale på Båring Mejeri en dag i februar 1987.

Kresten Drejergaard

Til toppen