Digteren Fra Båring Skov

SB 1984 nr.2

Fortalt af Sanne Skovbo Hansen og Olof Skovbo

Vort steds hidtil eneste digter hed oprindelig Martin Frederiksen, men udgav alle sine bøger under pseudonymet Martin Skovbo. Og det hang ved. På Middelfartvej 25 bor nu Henning Skovbo, en sønnesøn. Hennings far Olof Skovbo bor i Nymark og bliver snart 84 år. Sanne Skovbo Hansen, digterens nu 95-årige datter, bor tæt ved Olof på ”Lindekildegård”. Hvad ville være mere naturligt end at bede disse fortælle om faderens liv:

»Far blev født 22. august 1853 i Båring Skov, hvor hans far Frederik Petersen havde en lille ejendom på tre tønder land, som han delvis drev som gartneri. I dag bor Ditte og Eigil Jensen der. Farfar var af gammel bondeslægt, hvis navne kan følges i fars slægtsbog »Fynske Bondeslægter« . Farmor hed Dorthea og var datter af skrædder Peder Andersen, Vedelshave.

Som dreng var far spinkel og stilfærdig med vågen sans for, hvad der rørte sig omkring ham. Forældrene mente ikke, at han var stærk nok til at blive landmand, og meget mod sin vilje blev han skrædderlærling. Han stod også læretiden ud og arbejdede nogle år som svend, bl.a. i Haderslev. Som 25-årig brød han imidlertid af og tog på Askov Højskole. Her kom navnlig Poul la Cour til at betyde meget for ham, men derudover vandt han sig venner for livet, deriblandt Rasmus Nielsen, Særslev, Grønvald Nielsen, Vestbirk og Peter Andreasen, Vinding. Efter tre vintre på denne skole blev han – uden at have været på seminarium – friskolelærer i Snesere på Sydsjælland. Det var kun en lille skole, og efter nogle års forløb fandt forældrene det for dyrt at holde skolen i gang.


Sortkridttegning af hans mangeårige ven kunstmaleren Holger Havrehed.
Billedet er velvilligst udlånt af Marie Persson, Morud

Far rejste til Fyn og blev i 1886 gift med mor, Mette Kirstine. Hun blev født i Båring 1858 som datter af drejer Rasmus Hansen og hans kone Karen Marie, begge fra Vejlby Sogn. Som ung pige kom mor til »Dyrehøj«, som ejedes af fars farbror, Claus Petersen. I nogle år var hun mejerske, først på Gelsted Mejeri og senere på et par herregårde i Jylland. Sammen med sin veninde Sanne Jørgensen, datter af Anders Jørgensen, blev hun elev på Rødding Højskole, hvor Cornelius Appel var forstander og frimenighedspræst. Her blev hun styrket i det livssyn, som den grundtvigske præst Mads Melbye i Asperup vel havde lagt grunden til, og som hun fastholdt hele livet.

Efter giftermålet boede mor og far et års tid i Kolding, og her sluttede de sig til frimenigheden i Ågård, den havde den omstridte Valdemar Brücher til præst. De vendte dog snart tilbage til Fyn og boede en kort tid i Køng, men flyttede så til Kærby, hvor de boede til leje hos Karen Nygårds forældre. Siden flyttede de til Båring, hvor de lejede den ene af de tre lejligheder på æbleskivetorvet, som ejedes af købmand R. Rasmussen. Senere boede de i mors forældres hus, den lå lige syd for det hus, far fik bygget, nemlig Byvejen 41, hvor nu Arne Johansen bor. I adskillige år havde far af og til timer i forskellige skoler, bl.a. i botanik, men fulgte ellers den beslutning om forfattervirksomhed, han tog ca. 1883, en virksomhed han siden drengeårene havde puslet med. Derudover havde far anlæg for tegning, og fra den tid han boede i Kærby, gav han sig en hel del af med portrættegning, mest efter fotografi. Det var på den tid ikke så almindeligt med fotografiske forstørrelser. For et billede kunne han opnå en pris på ca. 5 kr. Tegningerne udførtes med sortkridt, som pensledes ud med en blød »stub« af sammenrullet skind. Far malede også lidt, dels akvarel, dels olie.


Familien på æbleskivetorvet:
Bageste række: Sanne, Tormod, Martin.
I midten: Margrethe, Karen, Mette Kirstine
Forrest: Olof, Sigurd, Frede.

I 1883 blev hans første fortælling optaget i »Husvennen«, og den første bog »Fra den gamle færgegård«, udkom i 1893. Den efterfulgtes af en lang række bøger. I 1923 blev skuespillet »De Vissenbjerg Røvere« optaget pá Odense Teater. En anden side af fars virksomhed var hans topografiske artikler. Redaktør Nygård, Middelfart Venstreblad, blev meget interesseret i disse egnsbeskrivelser og bragte dem med glæde ud til sin vestfynske læserkreds. Omkring århundredeskiftet oprettedes ”Folkelige forfatterforening”. Mange af medlemmerne besøgte vort hjem, bl.a. Johan Skjoldborg, som imponerede os ved at optræde i sort fløjlsvest og rødt slips. Marinus Børup kom til os gennem mange år og var med i udvælgelsen af de digte, der indgik i den lille digtsamling »Sange fra min hjemegn«, hvormed far debuterede som lyriker i 1933, da han fyldte 80 år.

Han viste mig på Vandring
sin skønne Skovbo-egn,
når Vinden sagte hvisled
i mørke, blanke Hegn.
Og gid jeg mange Somre
skal se den gamle Mand;
blandt mange fynske Venner
blev få mig kær som han.

(Marinus Børup)

Som voksne har vi børn jo nok kunnet forstå, at det mange gange har været svært at klare dagen og vejen med en stor børneflok. Engang havde far udredet slægtshistorien for den daværende ejer af »Bubbelgård« og forlangte 200 kr. for sit arbejde. Mor mente, at det var alt for lidt i forhold til tiden, han havde brugt, og de rejser han havde måttet ofre til Stiftsarkivet i Odense, men fars kommentar var, at det var nok for den, som skulle betale. – En anden gang blev der vist lysbilleder i forsamlingshuset, og adgangen for børn beløb sig til 10 øre. Vi ville gerne med, men da vi var 4 børn hjemme, syntes mor, at det var for meget at ofre og sagde : »Hvis I bliver hjemme, får I kakao i stedet«. Der blev købt kakao for 10 øre, og således var der sparet 30 øre minus 4 halve stykker hvedebrød med margarine.

Mor og far kendte andre værdier end de materielle. Tidligt fik vi lært at læse gode bøger (Sanne læste som 1O-årig Bjørnsons »Over evne« – det mener hun også, at det foretagende var). Mor lærte os mange sange, bl.a. »Undrer mig på … « og »Holder du af mig … « Som aftensang valgte hun ofte »Den skønne jordens sol gik ned«. Mor havde på trods af den store arbejdsbyrde, som opretholdelsen af hjemmet gav, tid til at følge med i ny litteratur og til at læse manuskripterne til fars bøger og drøfte dem med ham. De var ikke altid enige i deres syn på tingene. Romanen »Egelykke« kan siges at være en nøgleroman. Mor var af grundtvigsk observans, far havde fra sit hjem en mere pietistisk holdning. Far var ivrig afholdsmand. Hjemmet deltog i alle foredragsforeningens arrangementer, og vi kom meget i kirken, dog vel nok mest mor. Mor og far var omsorgsfulde forældre, der ikke prædikede moral, men deres vurdering af mål og midler blev alligevel rettesnor for os børn.


Mette Kirstine og Martin Skovbo i Morud.

Familiesammenholdet var meget stærkt. I de sidste år boede mor og far hos søster Karen i Morud. Mor døde 9. marts 1938. Far overlevede hende i 4 år. Han var åndsfrisk til det sidste, men efterhånden ebbede kræfterne ud, og han sov stille ind den 5. september 1942. Martin Skovbo blev, efter eget ønske, begravet på Asperup kirkegård. Det var helt naturligt her, han hørte til, – på den egn, hvis historie, natur og folkeliv han havde fordybet sig i gennem et langt liv.

Som Barnet segner mod sin Moders Favn,
saa trygt i Søvn i Hjemmets Muld han hviler.
Og Stenen staar med Martin Skovbos Navn,
og mange Somres blaa Kærminder smiler.

(Marinus Børup)


Sortkridttegning af Martin Skovbo.

Jeg elsker dig, du stille Skov,
du dybe, hemmelige…
min Barndoms skønne Legeplads,
min Ungdoms Drømmerige.
Hos dig, hvor hundred Minder bor,
jeg altid er som hjemme;
du gav mig Navn, du gav mig Digt,
det vil jeg aldrig glemme.
(Af »Sange fra min hjemegn«)

Sanne Skovbo Hansen og Olof Skovbo


Til toppen