“Drenge, der lytted, gik ud som mænd!”

SB 1983 nr. 1

Af Grethe Marcussen

Hvor tit har vi ikke læst disse linjer, når vi passerede mindestenen ved
Båring Skole! Den er blevet flyttet lidt i dette efterår på grund af indretning
af en praktisk rundkørsel. Det kan være anledning til, at vi kommer rundt om
historien bag stenen for Knud Larsen. Når melodistumpen til linjerne er nynnet til
ende, spørger man uvilkårligt sig selv: »Hvad var det, den dreng lyttede til?«
Ved at lægge øret til de mennesker i vort sogn, der gik i skole omkring 1920, fremgår
svaret klart: »Han lyttede til sin far«!


Knud Larsen

Landsbylærer Larsen
Faderen, Jens Kristian Larsen, var en markant person af ydre, såvel som med
hensyn til meninger. Sammen med sin kone, Ane Petrea, og sine fire børn, Karen,
Erik, Ellen og Knud, gav han Båring Skole liv, samtidig med at han på mange felter
prægede sognets liv. Kom man ind i det overfyldte klasseværelse, var der
overraskende mange blomster i de lave vindueskarme. Margueritter og røde
pelargonier blev herfra plantet ud under vinduerne i skolegården med det store
lindetræ. Læreren havde en fortid som gartner. Ikke værst, når man betænker, at
hele det nuværende skoleområde var have til lærerboligen.
Skoledagen startede klokken otte. Knuds bror, Erik, husker, at han som treårig sad
på dørtrinet, når faderen sang for til morgensang, læste trosbekendelsen og bad
Fadervor. Alle i huset, den unge pige, kone og børn, var med. Hvad ville lærer Larsen
med sin skole? Støbe knager, hvorpå der ad åre kunne hænges mere! Ikke alt skulle
på én gang fattes af små hoveder. Sangene blev sunget ind, ikke først forklaret i
detaljer. Men lød det: »En røverdatter, dybt begrædt… «‚ måtte det dog rettes til:
»En røvet datter, dybt begrædt, er kommet frelst tilbage«. Sang havde en fremtræd-
ende plads i skoledagen tillige med danmarkshistorien. Larsen var en levende
fortæller, ikke vittig, men alvorlig engageret, både i skolestuen, og når den årlige
udflugt gik til historiske steder, f.eks. Dybbøl Banke. Undervisningen i bibelhistorie og
dansk litteratur lå ham ligeledes stærkt på sinde.


Familien Larsen på et gammelt skolebillede:
J. Kristian, Erik, Ellen, Kirstine Riber
(lærerinde), Ane Petrea, Karen og Knud

Ungdomsforeningen.
Der var nok at lytte til, også når man efter konfirmationen kom med i ungdomsforeningen,
der ugentligt holdt møde i forsamlingshuset med Larsen som leder. Han holdt foredrag eller
fortalte, pigerne strikkede, og samtalen gik livligt ved kaffebordet. På skift læste medlem-
merne i øvrigt selv op. Såvel skolebørn som unge havde stor juletræsfest. Midt i salen stod
et kæmpe træ omgivet af fire mindre træer pyntet med juleklip, som pigerne havde klaret,
og med masser af lys, som drengene havde smeltet knappenåle i, så de kunne sidde
fast. Sang, julehistorier, godteposer og dans var festens indhold. Og var gildet for de
mindre, havde de store pligt til at svinge de små. Det nyttede ikke, at Knud hellere ville
danse med jævnaldrende.

Da degnen forlod kirken

Betegnelsen »striks« er gennemgående om denne far, der havde sine meningers
mod. Han fandt sig ikke i hvad som helst, slet ikke dengang en Odense-præst med
stor stemme ved en gudstjeneste i Asperup vandrede op og ned ad kirkegulvet
og tog tonen fra degnen. Kirkesanger Larsen forlod ganske enkelt gudstjenesten.

Hvad forlangte han af sine elever? Slet ikke, at de skulle være dydsmønstre. Det
var ikke ønskværdigt aldrig at være blevet skældt ud. Den blændende dygtighed
imponerede ham ikke, men derimod glædede han sig, når hans elever forstod at
lytte med et åbent og modtageligt sind. Han skabte rammen om en tryg
skoletilværelse.

Det skal ikke glemmes, at han var en energisk formand for den stedlige afholdsforening.
Det faste standpunkt til denne sag forhindrede ham på ingen måde i jævnligt at stikke en
tier til en spritter. Det var ingen klatskilling dengang.

Knud Larsens opvækst og virke

I dette skolemiljø voksede Knud op, blev elev hos sin far, fik lejlighed til at udvikle sine
musikalske evner sammen med Ellen Suder (senere gift Thomsen) ‚ og han forberedtes
sammen med skolekammeraten, Niels Ludvig Havndrup, af faderen til optagelse på
seminariet. Han tog lærereksamen i 1932 fra Tønder Seminarium, 21 år gammel. En kort
tid var han lærer i Als Skole i Sønderjylland, hvilket givet har påvirket ham nationalt. I 1934
blev han vikar ved Nørrevold Skole i København, og fra 1936 fik han fast ansættelse
ved Hellig Kors Skole. Skoleinspektør V. Mathiasen karakteriserede ham i en mindetale
som et menneske med et strålende humør parret med dyb alvor, i besiddelse af en lys og
varm idealisme, et menneske, der virkede ved sin absolutte uegennytte og ved en
fast karakter. I sin lærergerning havde han især opdragelsen for øje, det at
udvikle de menneskelige egenskaber, som han mente var af værdi for den enkelte,
såvel som for samfundet: Flid, pligtfølelse, retskaffenhed, ærlighed og hjælpsomhed.
Hans virkelyst rakte ud over barneskolen. Han startede en frivillig ungdomsskole i
Gothersgade for den ufaglærte ungdom, om hvis uddannelse diskussionen længe
havde bølget frem og tilbage. Det var det praktiske arbejde og ikke diskussionen
om problemer, der interesserede ham.

Modstandsbevægelsen
Hans had til uretfærdighed og vold måtte føre ham ind i modstandsbevægelsen. I 1943
indtrådte han i en modstandsgruppe. Fra februar 1944 knyttedes han til sabotage-organi-
sationen »Holger Danske« gennem Hans Edvard Teglers. Han gik ikke blind og tankeløs
med, men vidste, at det var med livet som indsats. Selv om faderen var dybt bekymret,
har denne helt givet styrket sønnen i beslutningen. Inden der var gået en måned, var han
gruppefører, kort efter delingsfører og i juni1944 sabotageleder for hele »Holger Danske«.
Det usædvanlig hurtige avancement nåede han uden ambition og uden at trænge sig frem.
Hans personlighed gjorde det naturligt. Hans talent for at organisere, hans omsorg for
den enkelte, samt hans mod og enorme energi fremhæves. Man kan blandt andet i Teglers
bog» Kæmp for alt, hvad du har kært« få et levende indtryk af, hvor farligt og intenst livet
levedes af modstandsfolk.
Fra juni 1944 var Knud »under jorden«, efter at Gestapo havde stormet hans
lejlighed. Den 4. september 1944 havde Gestapo fået et tip om, at ledende
modstandsfolk havde aftalt møde i grosserer Bomhoffs villa. Da Knud ankom for
at advare kammeraterne, var villaen omringet. Han forsøgte at flygte, men blev
kort efter anholdt på en politistation, hvor han havde søgt beskyttelse. Han
forsøgte at sluge en cyankalium-kapsel, men blev forhindret og ført til det tyske
hovedkvarter. Her døde han den 9. september under ukendte omstændigheder.
Opholdet i det tyske hovedkvarter kunne være blevet skæbnesvangert for »Holger
Danske«, men hemmelighederne blev begravet med ham i Ryvangen.

Mindestenen i Båring
På årsdagen for hans død afslørede pastor Thaning en smuk granitsten i Båring
Skoles have. Den var transporteret hertil nede fra stranden. En stor del af sognet var
mødt op, flagene vajede overalt på halv, og der blev udtalt smukke mindeord, blandt
andre af Knuds far. Mange havde bidraget til rejsningen af stenen, og for de tilovers-
blevne penge blev der oprettet en vedligeholdelsesfond, der stadig forefindes. I
adskillige år satte Marie Olsen 4. maj om aftenen lys ved stenen, senere fortsatte Eva
Nørregaard denne smukke tradition.

DE FALDNE
Drenge, I Drenge, som døde, I tændte for Danmark i dybest Mulm, en lysende Morgenrøde. Danske velsignede Drenge! vort Øje har Taarer. Men Hjertet slaar saa stolt som ikke – aah! længe. For nu kan vi atter være, se Verden i Øjne roligt og frit. I frelste jo Danmarks Ære. I gav os tilbage til Livet. Forbød de jer atter at gøre Brug af de Vaaben, de selv har givet? Hil jer da Vikingesønner! Ulydige danske Soldater, Tak! Gud jer det evigt lønner.
Kaj Munk

Uddrag af en tale, som Knud Larsen holdt om ungdomsproblemer på en
afholdskongres, synes mig at være aktuel. Knud får ordet til slut:

Ungdomsproblemer –
Af lærer Knud Larsen, København

“Skal vi overvinde Skepticismen og Materialismen, da maa vi lære at tro og at ofre,
ofre alt, om det saa er Livet. Vi maa have Idealer og være rede til at kæmpe, ja til
at dø for dem. Vi kan ikke undvære Oplysningsvirksomheden; men følges den ikke af en
moralsk Paavirkning af Karakteren, er den som Vaaben betragtet et sløvt Sværd. –
Grundtvig siger det endnu skarpere: Lys uden Varme er Helvedes Kval. – Vi
stolede alt for meget paa Hjernen og glemte Hjertet. Det var vor Bevægelses, ja
Tidens store Fejltagelse. – Der blev talt saa meget om Lykken. Der blev sunget saa meget
om Lykken. Man havde en Drøm om Lykken som en Tilværelse med Adspredelser,
Bekvemmeligheder og et Minimum af Arbejde, en Tilværelse uden Sorg og Nød og Savn
og Strid. Man vilde ikke vide, at skal man gennem et harmonisk Menneskeliv opnaa en
harmonisk Karakterudvikling, er Sorg og Modgang nødvendige Elementer. – Man
drømte om Lykken en falsk Drøm, en Drøm bort fra Virkeligheden, og det var en farlig
Drøm, fordi den gav Lede ved Verden, som den er, og medførte en Tomhed, en
Depression, som ogsaa var blevet karakteristisk for Ungdommen.
Men Ungdommen skal vide, at Lykken kan findes. Og den skal vide, at den kan
findes gennem Kærligheden til vort Folk, at den kan vindes i Kampen for de Idealer,
vore Fædre kæmpede for, men en realitetsbetonet Kamp, hvorunder man holder sig
klart, at Lykken ikke findes i Sejren, men vindes i og gennem selve Kampen,
Kampen for det gode, for Frihed, for Sandhed, Billighed og Fred, men mest gennem
den Kamp, der koster!”

Grethe Marcussen

Til toppen