Guldklumpens sidste vilje

SB 1994 nr. 3

Af Kresten Drejergaard

Mandag den 28. juli 1924 om aftenen vendte proprietær Anders Simonsen efter en togrejse tilbage til Rønnemosegård i Hårslev sogn. På stationen var han blevet afhentet af karlen Laurits, som i hestevogn kørte ham til den fædrene gård, hvor han var kommet til verden den 2. oktober 1852.


Anders Simonsen i 1914.
Detalje af gruppebillede fra
den 18. juni 1914.

Vel ankommet til Rønnemosegård, hvor familien From fra nabogården »Diget« netop var kommet på besøg, tændte proprietæren sin lange pibe, som han dog snart efter lagde fra sig.

»Simonsen befandt sig i Aftes ikke vel og gik til Sengs. Men ved 11 -Tiden lod han sige til sin Husbestyrerinde, at hun godt kunne gaa til Ro. Kort efter hørte Husbestyrerinden en Gurgle-Lyd i Soveværelset, og da hun kom derind, var Simonsen død«. (Middelfart Venstreblad 29.7.24).

Dermed begynder en af datidens – i alle fald her på egnen – mest omtalte arvesager. Anders Simonsen var eneste barn af Niels Julius Simonsen, som også er født på Rønnemosegård, og hustruen Kirstine Andersdatter Kam. Men Anders Simonsen kan næppe have haft nogen erindring om sin mor, eftersom hun døde den 4. august året efter hans fødsel.

Anders Simonsen kom på Odense Latinskole og tog studentereksamen. Derefter overtog han en anden af faderens besiddelser, nemlig Båringgård i Båring, som dengang var på 100 tdl. Faderen selv blev boende på Rønnemosegård, som var en anselig proprietærgård på 140 tdl., og hvis hovedbygning er opført i en art tillempet herregårdsstil.

Julius Simonsen døde i 1892, hvilket betød, at Anders Simonsen som eneste arving også overtog Rønnemosegård med tilhørende besiddelser, deriblandt Hindevad kro. Andens Simonsen boede lige til sin død skiftevis på begge sine gårde, som hver havde sin husbestyrerinde – frk. Kjær på Rønnemosegård og frk. Rasmussen på Båringgård.

Testamentet
Anders Simonsen blev regnet for en hovedrig mand. I folkemunde blev han kaldt »Guldklumpen«, og det var den almindelige mening, at han måtte være millionær regnet i kontanter, forstår sig. Hans store familie på både fædrene og mødrene side, husbestyrerinder, venner og bekendte, ja selv hans sagfører, Valdemar Beck i Middelfart, må have haft interesse i, at testamentets bestemmelser hurtigst muligt blev ført ud i livet.

De legale arvinger i familien og sikkert også andre må være blevet godt skuffede, da indholdet af testamentet blev kendt. For det første var boets kontante formue langt fra så stor, som man havde ment. Efter testamentet at dømme har der ikke været på mere end godt og vel 350.000 kroner. For det andet fik de legale arvinger – altså familien – umiddelbart ikke en øre ud af det. Det hænger sikkert sammen med, at visse familiemedlemmer »først med list og siden med ondskab« tidligere havde forsøgt at fravriste Anders Simonsen dele af formuen. Der er i øvrigt intet, der tyder på, at han havde noget særlig nært forhold til sin omfattende familie. Det gælder også hans fætter Hans Bendt Simonsen, som var gårdejer på Ringstedgård i Asperup.

I testamentet, som er oprettet i 1922, bestemmes det, at Rønnemosegård med tilhørende ejendomme »skal tilfalde min gode Ven og Nabo, Proprietær Jesper From til »Diget«, i hvis Familie jeg er blevet mødt med større Venlighed og Forstaaelse, end der ellers er blevet mig til Del fra nogen Side, medens jeg har levet«. Denne bestemmelse er dog ved en tilføjelse i 1923 ændret således, at arven skal tilfalde Jesper Froms hustru Petrea som hendes særeje. Det skyldes, at Jesper From i mellemtiden var kommet i økonomiske vanskeligheder med et gods i Tyskland.

»Frøken Kirstine Rasmussen fra Skallebølle, som i adskillige Aar med Venlighed og Troskab har været Husbestyrerinde hos mig i Baaring«, kom efter en ændring i testamentets bestemmelser 24. januar 1924 til at arve Båringgård med »Løsøre af alle Slags, som findes tilstede dér ved min Død, og hvorunder skal henregnes mit Automobil«.


Fotografi fra Båringgårds have antagelig omkring
1920. Til venstre Anders Simonsen og til højre
Kirstine Rasmussen. Stående ses stuepigen
Mathilde Havndrup. Den fjerde person er ukendt.

Den kontante formue blev delt i tre legater. For det første oprettedes »Rønnemosegaards Legat« med en kapital på 300.000 kroner. Renterne skal udbetales i tolv portioner først til trængende medlemmer af den fædrene slægt, derefter til medlemmer af den mødrene slægt eller til værdige og trængende i Hårslev og Asperup sogne samt i Middelfart kommune.

Dernæst betænkes Dyrenes Beskyttelse i Danmark og Det danske Missionsselskab med hver 25.000 kroner.

Hvad der derefter måtte være tilovers skulle tilfalde sagfører Valdemar Beck i Middelfart.

En fintfølende original
Alle og enhver synes at have vidst, hvem »Guldklumpen« var. Til gengæld er der næppe mange, der har kendt mennesket Andens Simonsen – måske har det kun været familien From på »Diget«, sagfører Beck, læge Munk i Brenderup og kunstmaler Mourits Mølmark Hansen, Båring, som af og til ledsagede Simonsen på rejser til udlandet.

Anders Simonsen beskrives som noget af en enspændernatur, en fintfølende original med et noget sky væsen, der gjorde, at han kun skænkede få mennesker sin fortrolighed. Han blandede sig heller ikke meget i det offentlige livs anliggender, selv om han vel kunne have gjort sig gældende, hvis han ville. Han var i alle fald i besiddelse af en stor kulturel indsigt og viden, som han havde erhvervet sig gennem megen læsning og ved de rejser, som han næsten hvert år foretog i udlandet. I betragtning af at masseturismen dengang var et ukendt begreb, er det bemærkelsesværdigt, at han både har besøgt Palæstina og Ægypten, ligesom han foretog adskillige rejser til Tyskland, Italien og andre europæiske lande, hvilket han gerne fortalte om ved selskabelige lejligheder.

Anders Simonsen var selv af den opfattelse, at han ikke var udrustet med særlig store evner, hvorfor han heller ikke følte trang til at blande sig offentligt. Men han dyrkede gerne selskabelighed. Det fortælles, at det var ham en stolt glæde at fremvise sit hjem på Rønnemosegård for folk, som forstod at vurdere hans malerier og kunstgenstande, og hvad der ellers var af bohave i gammel fynsk bondestil, som stammede fra hans forfædres tid. På Rønnemosegård blev der holdt mange selskaber med egnens prominente folk, som kom til fine middage med efterfølgende l’hombrespil. På Båringgård var selskabeligheden knap så omfattende. Den begrænsede sig mest til, at naboerne – blandt dem især bageren Lars Kristiansen – jævnligt blev kaldt til som selskab for Simonsen, som ikke brød sig om at indtage sine måltider alene.Til gengæld blev Båringfolkene hvert år inviteret til sommerfest på Rønnemosegård.


Gruppebillede fra et selskab på Rønnemosegaard den 1. oktober
1903. Anders Simonsen står yderst til højre i bageste række.

En godgørende gnier
Det fortælles, at Anders Simonsen på mange måder var en godgørende mand, som indimellem skænkede penge til forskellige velgørende foretagender, ligesom han af og til kunne yde økonomisk hjælp til folk, som virkelig trængte til det. Men når der kom folk til ham og bad om penge til både det ene og det andet, var han som regel afvisende. Derfor var der mange, som kaldte ham en gnier. I folkemunde opstod der i forbindelse med ham en ny møntenhed, nemlig en »Rønnemose-daler«, som var den 5-øre, han havde for vane at give i drikke penge til kørekuske og andre, som havde ydet ham en større eller mindre tjeneste.

Der er også noget, der tyder på at han har været nærig med hensyn til sig selv. En skrædder skulle engang have sagt. »Nu har jeg sørme vendt Guldklumpens jakkesæt tre gange!« I øvrigt påstås det, at han forud for sine rejser til udlandet gik tiggergang til venner og bekendte for at låne kufferter, tøj, paraply og andet, som var nødvendigt til rejsen.

Anders Simonsen var ugift hele sit liv – til nogen ærgrelse for begge hans husbestyrerinder, som vel af samme grund også havde vanskeligheder med at omgås hinanden. I den forbindelse har Mathilde Knudsen (f. Havndrup), som en tid var ung pige på Båringgård, citeret Simonsen for følgende beklagelse: »Jeg har to gårde, men jeg har – Gud døde mig – ikke fred på nogen af dem!«

På et eller andet tidspunkt har Simonsen dog haft planer om at gifte sig, men opgav det efter råd fra sin sagfører, som mente, at det var for risikabelt. En sikkert noget fantasifuld erindring om dette kan berette, at Simonsen og den udkårne i karet kørte til Middelfart for at blive gift i kirken der. Men undervejs skulle Simonsen have fået «kolde frierfødder«, så da de kom til Middelfart, efterlod han sin brud i kareten, mens han i hast opsøgte sin sagfører, som rådede ham til at flygte ud gennem bagdøren. Hvad bruden har sagt til dette forsvindingsnummer, melder historien ikke noget om.

Tvivl om dødsårsagen
Her fra Asperup sogn har flere mennesker været i tjeneste hos Anders Simonsen. Foruden Mathilde Knudsen kan nævnes Anna Jørgensen (f. Nielsen), som først var stuepige på Rønnemosegård, siden blev hun gift med Jørgen Jørgensen, som var bestyrer på Båringgård, som de efter Simonsens død forlod skuffede over, at de ikke som lovet havde fået gården i forpagtning. Indtil 1951 havde de en lille ejendom på Vestermarken. Desuden kan nævnes Jørgen Karlsen, Båring, og Niels Jørgensen, Båring Skov. Endvidere har Alfred «Bager« Kristiansen i sin barndom haft sin jævnlige gang på Båringgård, mens Simonsen havde den. Sammen med en søn af familien på «Diget«, gartner Kaj From, Søndersø, har de alle ydet deres bidrag til at oplyse om »Guldklumpens« liv og færden.

Avisens nekrolog dagen efter dødsfaldet fastslår, at Anders Simonsen døde af et hjerteslag. Men med den interesse, der var for hans testamente, kan det ikke undre, at der også opstod det rygte, at han var blevet forgivet. Denne mulighed kan vel ikke helt udelukkes. Når Simonsen opholdt sig på Båringgård, sov han ikke i stuehuset, men i en sidelænge i nærheden af bestyrerens bolig, efter sigende fordi han frygtede for sit liv.

Muligheden har heller ikke kunnet bekræftes, for Anders Simonsens kiste blev i strid med testamentets bestemmelse bragt til København med tog for at blive brændt på Bispebjerg krematorium. I testamentet står der, at Simonsen har ønsket at blive jordfæstet i stilhed på Asperup kirkegård. Til stede ved bisættelsen på krematoriet var kun sagfører Beck samt nogle få bekendte fra København. Pastor Høyer bad en kort bøn, men holdt efter afdødes ønske i testamentet ingen prædiken. Urnen blev derefter nedsat på Asperup kirkegård, hvor en beskeden sten endnu fortæller om hans tilstedeværelse i Asperup sogn.

Som bestemt i testamentet arvede husbestyrerinden Kirstine Rasmussen Båringgård. Det blev hun ikke lykkeligere af. Efter at Jørgen Jørgensen sammen med Anna var flyttet til Vestermarken, antog hun en bestyrer ved navn Jørgen Peder Kjærby, som hun kort efter giftede sig med. Om ham er der ingen, der har sagt noget pænt. Kirstine hjalp sig selv ud af denne verden den 18. juli 1928. Hun var da 38 år gammel.

Således må vi endnu engang bekræfte sandheden i det gamle ordsprog, som siger, at kærligheden til penge er roden til alt ondt!

Kresten Drejergaard

Til toppen