Karetmageren i Roerslev

SB 2007 nr. 3

Lige over for skolen i Roerslev boede mine morforældre i en menneskealder. Morfar var  karetmager fra 1918 til midt i 1980erne. De sidste år han levede, boede han på Eisbjerghus i Nr. Aaby. Han døde i 1988, 95 år gammel og mæt af dage. De sidste år var præget af savnet efter mormor, der døde i 1985.

Karetmageren, som han huskes.

Morfar var en stille mand, venlig, beskeden og med jysk lune. Han formåede at få det bedste ud af livet. Hans motto var: ”Kom glad hjem!”

Hvorfra ?

Karl Stinus Nielsen, som han hed, blev født den 16. december 1892 i Jordrup sogn. Han var fjerde og sidste barn af Jens Jørgen Nielsen og Petrea Pedersen Falther.

Karls forældre købte Lille Tærsbølgård i Veerst ved Bække og boede der, indtil faderen døde. Moderen flyttede i et lille hus i Veerst indtil sine sidste leveår, hvor hun boede på et alderdomshjem i Jordrup. Hun blev 96 år.

Karl mødte Nikoline i Bække. Han arbejdede hos en karetmager, og hun var tjenestepige på Stenbrogård, få hundrede meter borte fra hans arbejdsplads.

Nikoline Kristensen Kjærgård, blev født den 30. juni 1894 og kom fra Mors, datter af gårdejer Søren Kristensen Kjærgård og Sidsel Jensen. Nikoline var femte og næstsidste barn i børneflokken.

Nikoline og Karls brudebillede fra 1917. Foto: fra Anna Jacobsen i Nykøbing Mors.

Hvortil ?

Karl og Nicoline blev gift på Mors i Elsø kirke den 28. september 1917. De boede et års tid i Bække, før de flyttede til Roerslev, hvor de købte et hus med værksted, Blankegårdsvej 21. De havde fået deres førstefødte, Søren, i Bække i 1918. I Roerslev blev Petrea født i 1920 og Sidsel i 1922.

Familien levede trygt og godt i Roerslev. Børnene voksede op. De havde deres pligter. Som jeg har hørt det, var Trea den mest fornuftige. Hun skulle gerne holde lidt øje med min mor Sis, som der var krudt i. Søren, som jeg har hørt mindst om, gik vel sine egne veje. Han var jo en dreng.

Straks efter konfirmationen kom de ud at tjene. I starten var det i nærheden af Roerslev og hos folk, som forældrene kendte.

De havde ikke bil, så skulle venner og familie besøges, foregik det på cykel eller i tog. Jeg har hørt om cykelture til Vejers og til Åle, som om det var noget!

Nikoline og Karl Nielsens hus med karetmagerværksted på Blankegaardsvej 21 i Roerslev o. 1926. Børnene, Petrea, Sidsel og Søren står foran stakittet.

Karetmager med mere

Morfar havde nok at se til. Ud over at være karetmager passede han elektricitetsværket fra 1921 til 1954. Under krigen dyrkede han tobaksplanter.

Som karetmager havde han mange forskellige arbejdsopgaver, bl.a. at fremstille smørdritler til mejeriet i Roerslev. Kunderne kunne komme til ham, eller også cyklede han ud til dem med værktøjstaske, og hvad ved jeg.

Som barn kan jeg huske, hvor spændende det var at komme med ham. Jeg kan endnu huske et helt typisk besøg, som udviklede sig således. Han var bestilt til at kitte vinduer. Men før han nåede at blive færdig, kom konen ud og spurgte, om han lige ville komme ind og kikke på stueuret, som ikke gik præcist nok. Og på vej ud af døren fik han lige 2-3 knive med, som han skulle sørge for at få slebet. Resultatet derhjemme var, at der hang ure rundt omkring på væggene, og i skrivebordsskufferne lå lomme- og armbåndsure. Flere gange hver dag checkede han urenes gang og justerede dem, inden de blev afleveret til de rette ejermænd. På værkstedet var der sedler på diverse mærkværdige opgaver.

Hele familien ved Petreas konfirmation i 1934. Fra venstre Sidsel, Karl, Petrea, Søren og Nicoline. Bemærk skolegården bagved med den karakteristiske bænk omkring flagstangen, samt den hvide lærerbolig. Den gamle skolebygning skimtes mellem træerne i billedets venstre side.

De lidt atypiske opgaver var nok et udslag af hans store interesse for alt elektrisk og mekanisk. Han fulgte begejstret og undrende med i alt det nye, både i små og store ting: radioer, biler, flyvemaskiner og så videre.

Værkstedet

Morfars arbejdstøj bestod af et par blå arbejdsoveralls og en blå arbejdsjakke. For at fuldende billedet af ham må jeg nævne, at han ofte sås med en kasket i en lidt kedelig farve.

På værkstedet var der en båndsav og en tykkelseshøvl, der blev drevet ved hjælp af en elmotor. Samme elmotor kunne drive slibestenen udenfor. Han havde en høvlebænk ved vinduerne ud mod haven. Desuden brugte han et gammelt komfur til at varme værkstedet op med. I mine pigeøjne virkede det meget uoverskueligt på og omkring hans høvlebænk. På gulvet lå en masse træspåner, og rundt omkring hang spindelvævene. Der blev nok fejet for spåner og spindelvæv; men det var et gammeldags værksted, og han har nok sat arbejdet højere end rengøringen. På trods af forholdene var der faktisk hyggeligt på værkstedet.

Morfar arbejdede i et roligt tempo. Der skulle være tid til en kaffetår. Var der kunder på dette tidspunkt, blev de inviteret med ind.

Søndag

Om søndagen tog han ikke sit arbejdstøj på. Det var familie- og fridag. Den kunne f.eks. bruges til en tur til vandet. Min mormor og jeg havde badedragt, men morfar badede i undertøjet. Først sidst i 50erne kan jeg huske, at han havde badebukser på. I det hele taget badede mine bedsteforældre ikke meget. Dengang klædte man sig om på stranden. Man vendte ryggen mod de andre badegæster i  blufærdighed, blev tørret og klædt på. Min morfar var lige hvid, om han havde undertøj på eller ej!

Haven

Som jeg husker det, var det mormor, der regerede i haven. I mange år havde mine morforældre en gris og høns nede bag værkstedet. Blomster og urtehave var altid finkæmmet for ukrudt. Der var mange slags grønsager i urtehaven. Familien var i høj grad selvforsynende. Jeg erindrer f.eks. flotte rækker af sølvbeder, som smager dejligt stuvede. Der var mange frugttræer og nede ved mosen nødde- og humlehegn. Ved mosen kunne man lokke svanerne hen til sig med franskbrødsklumper. Der var bundløst i mosen, så det var farligt at falde i eller begynde at bade i den.

Karetmageren passede også elektricitetsværket i Roerslev.

Jeg kan huske, at morfar havde fanget ål i mosen og lagt dem i en tønde foran køkkenvinduet. Næste morgen var de væk. De var smuttet ud af tønden og ned i mosen. Man mener, ål kan lugte vandet. Morfar var ærgerlig, men ikke sur. Han skulle have lagt låg på tønden!

Det var morfars faste opgave at rive indkørslen senest søndag morgen.

Husligt arbejde

Inden døre tog mormor sig af det huslige. Hun holdt meget af at bage. Jeg har arvet den bagebog, som hun brugte, og der er mange sjove og gode opskrifter i den. Det er tydeligt, at alle Roerslevs opskrifter er samlet i den; opskrifterne har nemlig leverandørnavn på. Jeg kan nævne Annas smørkringle, fru Kollerups tvebakker, Ingrids lagkage, Johanne Nicolajsens brune lagkage, Berthas brunkager og  Ingeborg Holsts ingefærkager.

Husets indretning

I mange år havde mine morforældre ikke badeværelse. De vaskede sig i køkkenet. Toilettet var et das i et rum i forlængelse af værkstedet. De gik på mejeriet for at få sig et bad, når det var nødvendigt. Badeværelse blev senere indrettet som et rum til bagindgangen mellem køkken og værksted.

Foruden køkkenet var der et spisekammer, et soveværelse, en entré, en dagligstue og en pæn stue. De to stuer blev på et tidspunkt slået sammen til én stor. På 1. sal var der to børneværelser, et til pigerne og et drengeværelse. I dag ville man kalde dem soverum, for det var, hvad man brugte dem til. Senere blev de lavet til gæsteværelser.

Fritidsfornøjelser

Mormor og morfar elskede at spille kort. Alle kunne lokke dem med til kortspil. Som barn fik jeg lov til at sidde hos en af dem og stable småpenge. Det var dengang, det hed to-øres stik. Min mor og far aflagde besøg hos dem hver uge i årevis og spillede kort med dem. Min mor arvede spillegenet og nåede at spille i turneringer. Der var altid tid til at få et slag 500 hos mormor og morfar i deres hverdag.

Ofte gik søndagsgåturen op til Bogense-landevejen eller ned til kirken.

Karetmageren ved båndsaven o.1940.

Hvad blev der af  de tre børn?

Søren, Trea og Sis klarede sig godt. Søren blev landmand og gift med Mie Hansen fra Pejrup ved Fåborg. Mie blev landmandskone. De fik Bodil og Jens og boede på Nyhøj i Skovby ved Bogense, da Søren døde i 2003. Mie flyttede så til Bogense og boede til sidst på et plejehjem. Hun døde 31. januar i år.

Trea blev operationssygeplejerske på Middelfart sygehus. Hun blev gift med Aksel Madsen, som var fuldmægtig. Aksel havde fra et tidligere ægteskab en datter. Sammen fik de ingen børn. Trea er blevet boende på Bros Allé i Middelfart efter at Aksel døde i 1985.

Min mor, Sis, blev gift med Olaf Knudsen. Han var tapetserer og sadelmager. Han hjalp sin far med en sadelmagerforretning på Bladstrupvej i Lumby på Nordfyn. Der blev bygget til sidst i 1940erne, således at der herefter var værksted, møbelforretning og en ekstra lejlighed. Min mor og far boede i den nye lejlighed, som lå på 1. sal. Far overtog forretningen og huset i 1951, inden  min farfar døde i 1953. Mor var medhjælpende hustru. I starten hjalp hun til på værkstedet. Senere, da der blev ansat en svend, hjalp hun mest med i forretningen. De fik Torben og mig. Far døde i 1983, og mor flyttede i et mindre hus i Lumby og døde der i 1996.

I dag

Det er lidt pudsigt, at min mand og jeg har valgt at bosætte os tæt ved Roerslev i Båring-Asperup, for vi har boet på Sydfyn i mange år og har mange gode minder derfra. Men huset blev for stort, da vore to piger flyttede hjemmefra. Desuden ville vi gerne finde vores fremtidige pensionistbolig, mens vi endnu var på arbejdsmarkedet. Vi ønskede os bl.a. et sted med udsigt, tæt ved vandet, i gå-afstand til dagligvareforretning, mulighed for et ktivt ældreliv og  i nærheden af en mindre købstad.

Vi er allerede rigtig glade for at bo her på Drejøvej nr.10.

Ulla Pedersen

Til toppen