Købmandskab på Byvejen 37 gennem 100 år

SB 1993 nr. 1

Af Bodil Pedersen og Grethe Marcussen

Kun tre butiksindehavere dækker perioden, hvori navnlig de sidste tyve år har krævet stor omstillingsevne. Betegnende for de pågældende købmænd er, at de udover en naturlig optagethed af deres erhverv, har udvist stor interesse for lokalsamfundet.

Mette og Rasmus Rasmussen
På en tur til Båring kikkede den unge handelsbetjent Rasmus Rasmussen fra Kjøng indenfor i R. Hansens handelshus og blev så fascineret af egnen, befolkningen og stedet, at han den 18. april 1884 købte forretningen sammen med sin kone Mette. Købesummen udgjorde 5.000 kr. – nemlig 4.000 kr. for den faste ejendom og 1.000 kr. for de overdragne »løsøregjenstande«, dvs. vægte med lodder, mål, ankre, diskskabe og reoler. Det nygifte købmandspar etablerede sammen en købmands- og kolonialforretning. Det er uvist, hvad der tidligere var blevet handlet med i forretningen. Men det lykkedes at drive forretningen frem til en god landforretning med korn, foderstoffer, pænt udvalg i manufaktur, brændsel samt naturligvis det store udvalg i kolonialvarer.


Rasmus Rasmussen år ca. 1895.

Eksempler fra en kassekladde fra 1884 viser, at 1/4 pund tobak blev solgt for 19 øre, 4 pund boghvedegryn for 64 øre og 12 alen lærred for 3,96 kr. Alle kassekladder fra Rasmus Rasmussens tid og 100 år frem er bevarede.

Pladsforholdene var små. I den samme bygning var der både butik og privatlejlighed. Butiksarealet udgjorde 20 kvm. Da der senere kom fem børn til, blev der bygget en ny privatbolig.

Kunderne kom langvejs fra i hestevogn f.eks. fra Vejlby Skov. På den tid herskede nemlig »læbælteordningen«.Ved »læbælte« forstod man i ældre næringsret det opland omkring en købstad – i dette tilfælde Middelfart – inden for hvilket kun enkelte former for næring måtte drives. For købmænd gjaldt to-milegrænsen – altså ingen købmænd nærmere end to mil fra købstaden. Rasmus Rasmussen lå netop på den rigtige side af grænsen. Denne købstadsbeskyttelse blev først endeligt ophævet i 1920. Rasmus Rasmussen drev sin forretning indtil sin død i 1917, hvorefter hans kone Mette fortsatte med den ældste søn Karl Rasmussen som daglig leder. Mette døde i 1943, og ved bodelingen overtog Karl Rasmussen forretningen.

Karl Rasmussen
Blandt årenes mange medhjælpere kan til eksempel nævnes forhenværende manufakturhandler Johannes Thomsen, Byvejen 27. Han kom i lære den 1. november 1918. De første tre år var det uden løn, men dog med kost og logi. Det fjerde år var lønnen 45 kr. om måneden. Efter militærtjeneste kom han tilbage til forretningen og var førstekommis indtil 1933.

Arbejdsdagene begyndte kl. 7, og der var længe åbent – fredag til kl. 20 og lørdag til kl. 21. Ofte var oprydningen først færdig kl. 22.30. Byens unge mænd stod ofte i butikken om aftenen med deres snak og løjer. De tænkte først på at bryde op, når det gamle bulede trægulv skulle fejes med savsmuld tilsat olie. For øvrigt blev det samme gulv skuret og ferniseret én gang årligt, nemlig onsdag før skærtorsdag.

Butikssortimentet var stort, selv i fine kjolestoffer. Som kuriosum kan det fortælles, at der solgtes briller. Disse havde numrene 1-5. Synsprøven gik ud på at starte med at prøve nr. 1. Kunne man ikke læse den gamle avis, som lå på disken, fortsatte man med at prøve nr. 2, dernæst nr. 3 indtil man fandt de rigtige briller.

På lageret var der linolie, petroleum, sirup, eddike m.m., alt sammen i tønder og dunke, fra hvilke man tappede. Aerolit og fænghætter blev solgt til bortsprængning af træstubbe. Aerolitten skulle opbevares i et »krudthus« bagest i haven, fænghætterne i pengeskabet.


Billedet er fra før århundredskiftet. Rasmus og Mette fik fem børn.
Her ses de tre ældste, Karl, Rigmor og Aage foran butikken sammen
med moderen og en ung pige.

Der førtes nøje kontrol med salget. Til forskel fra i dag var alle varer mærket med både indkøbs- og udsalgspris. Indkøbsprisen var anført i en kode. Systemet var sindrigt. Købmanden skulle have et kodeord på ti bogstaver, hvor hvert bogstav repræsenterede et tal fra 1 til 10. Rasmus Rasmussen valgte i sin tid ordet »kjærlighed« hvis enkelte bogstaver fik talværdi: k=1, j=2 osv. F.eks. var et par briller, som i indkøbspris kostede 37 1/2 øre, mærket »g 1/2«. Derefter var så anført udsalgsprisen, som var 50 øre. Sønnen Karl Rasmussen overtog sin fars kodeord og lod det senere gå videre til sin efterfølger. Efterhånden gennemskuede kunderne systemet, og så var købmandens avance ikke mere nogen hemmelighed.

Den rituelle fødselsdag
Karl Rasmussen var en dygtig købmand og arbejdsgiver. Han deltog ivrigt i sognets foreningsliv og skrev mange lejlighedssange til Skytte- og Gymnastikforeningen.

Desuden var han meget optaget af sit arbejde i Luftmeldetjenesten.

På hjemmefronten var hans årlige fødselsdagsfest den 30. november omgivet af ritualer så urokkelige, at en omtale af dem hører med i byens historie. »De 12 apostle« – alle kortspillende herrer – udgjorde den faste gæsteliste. Stuerne, som kun blev brugt denne ene gang om året, blev varmet op en uge i forvejen. Menuen, som år efter år var den samme, blev tilberedt under opsyn af lærerinde Marie Olsen, og den blev indtaget præcis kl. 18.00. Gæsterne havde deres faste pladser ved bordet, og munterheden var høj. Derefter blev der spillet kort: I dagligstuen bridge, i mellemstuen l’hombre og i spisestuen mausel. Var en »apostel« forhindret i at deltage – det skete yderst sjældent – blev en herre, som kunne det samme kortspil, inviteret med som vikar. En sådan kaldtes »discipel«. Præcis kl. 24 sluttede festen.

Karl Rasmussens 88 års fødselsdag var den sidste i rækken af de rituelle fødselsdage. Han blev nemlig til sin død i 1977 boende i privaten, altså sytten år efter, at han havde bortforpagtet forretningen til Vagn Aage Pedersen, der selv var en af »de tolv«.

Bodil og Vagn Aage Pedersen
Vagn Aage, der blev født på Båring Mark i 1933, startede 14 år gammel som bud hos Karl Rasmussen i 1947. Han stod i lære i årene 1948-52. I forretningen tog han sig blandt andet af en omfattende vareudbringning til hele byen og Båring Mark. Det var kendetegnende for den tid, at landsbyen havde alle specialforretninger intakte, og at de handlende respekterede hinandens vareudbud. Det var f.eks. kun bageren, der forhandlede brød! Derfor var det intet særsyn, at købmandsbudet – for at yde god service – bragte kunden ugeblade fra Anna “Barber”, for 50 øre leverpostej fra slagteren samt brød fra bageren foruden købmandens egne kolonialvarer. I læretiden gik Vagn Aage efter fyraften på handelsskole i Ejby. Turen foregik på cykel. Som udlært havde han job i Odense, Nørre Aaby og Middelfart. Derefter vendte han i 1957 tilbage til Karl Rasmussen som førstekommis. Da Vagn Aage var blevet gift med Bodil, sagde de ja til at forpagte forretningen.


Bodil og Vagn Aage bliver nye købmandsfolk den 15. juni 1960, da de
forpagter butikken af Karl Rasmussen, som står imellem dem.

I 1960 trak Karl Rasmussen sig tilbage til privaten. De første år derefter skete der ingen større ændringer. Gryder, potter og pander hang stadig under loftet i kroge. Eddike, sprit, sirup og meget andet blev stadig tappet i bagbutikken. Alt sammen skulle det vejes af efter kundens ønske. Kaffemøllens hjul snurrede, og kaffebønnerne blev kværnet ned i en skuffe, hvorfra kaffen blev vejet af, efterhånden som kunderne købte den – ofte tillige med en pakke kaffeerstatning Richs eller Danmark. Duften fra varerne slog en i møde, når man trådte ind, ikke mindst ved juletid, når appelsinerne var kommet hjem, for man fik kun appelsiner til jul. Der blandede duften sig fra de forskellige krydderier, såsom nelliker, kanel og ingefær til brug for kundernes brune kager. Det kunne nemt hænde, at smagsprøver på kagerne kom købmandsfamilien til gode.

I julemåneden var der rigtig pyntet op, og gavesalget gik strygende. Undertiden måtte man låne Erna Rasmussens store vindue på Byvejen 52 til juleudstilling.

I de første år havde Vagn Aage ingen bil til vareudbringning, men problemet blev en gang om ugen klaret af mælkehandler Thomsen, som var færdig med sin egen rute ved middagstid. Udover vareudbringningen nød kunderne også godt af den service, at man i butikken kunne bestille varer hjem fra dag til dag. De ankom til Asperup station, hvorfra de blev bragt ud af Hans Fragtmand, Byvejen 33.

Nye tiltag
I slutningen af 60’erne krævede udviklingen mere plads. Der blev bygget om, så bagbutikken blev inddraget i selve butikken, senere også kontoret, hvorefter der blev lavet et nyt kontor. I 1970 byggede Bodil og Vagn Aage deres eget hus bag butikken, hvilket betød, at deres to små piger altid var omkring dem, selvom arbejdsdagene var lange.


Købmandsbutikken i 1966.

I 1977 døde Karl Rasmussen, og Bodil og Vagn Aage overtog derefter forretningen helt og holdent. Konkurrencen og udviklingen i øvrigt overbeviste Vagn Aage om, at en helt ny butik var nødvendig. Den åbnede i december 1978 som Oceka-marked, og som nye tiltag blev den efterhånden forsynet med posthus, tips og håndkøbsudsalg.

Vagn Aage deltog ivrigt i forskelligt bestyrelsesarbejde. Blandt andet var han i en årrække formand for Båring Forsamlingshus på hvis førstesal han gerne havde set indrettet et lille lokalmuseum. Byens historie og liv optog ham meget.

I 1981 blev Vagn Aage syg og han døde i 1987. Bodil havde ikke kræfter til at klare købmandsjobbet alene, hvorfor hun i 1988 solgte til Kirsten Jespersen, som på det tidspunkt havde hjulpet i forretningen nogle år.

Bodil Pedersen og Grethe Marcussen

Til toppen