Min nabos hus

Matrikel 39a, Asperup by og sogn,
beliggende Lærkestræde nr. 1

SB 1994 nr. 1
Af Asger Frederiksen

Når jeg betragter mit nabohus, tænker jeg ofte: Gid alle dets beboere gennem tiderne kunne komme ud af døren og fortælle vort lands historie, som de har oplevet den! Tænk, hvis Mathias Bendixen og hans kone, Kirsten Hansdatter, kunne berette, hvorledes der så ud i Asperup, da de købte huset for godt 200 år siden. Det var just i de år, gårdene i Asperup blev udstykket. Mathias har temmelig sikkert taget huen af og bukket ærbødigt for krigsråd Wedel fra Kjærsgaard og hans landmålere, når de sammen med landsbyens bønder red rundt og vurderede jorderne, så de kunne fordeles retfærdigt.


Huset som det fremtræder nu med forside ud mod Lærkestræde.

Mathias Bendixen og hans samtid
Mathias og hans familie har ganske givet mærket dønningerne fra napoleonskrigene, om ikke andet har de sikkert set, da de spanske lejetropper blev ført over Fyn fra deres kvarterer i Fredericia og Kolding. Man kan forestille sig, at Mathias og Kirsten med andre folk i Asperup og Båring oppe fra bakken har set himlen rødme natten mellem den 29. og 30. marts 1808, da spaniolerne havde sat ild til Koldinghus.

Fem år senere kom statsbankerotten. Mathias har sikkert bandet fælt, da han skulle betale en statsskat på 6% af ejendomsværdien, og hvis han havde gemt penge i dynevårene, var det endnu værre, for samtlige seddelpenge blev nedskrevet til en sjettedel af værdien. Året efter i 1814 har Frederik VI’s ophold på Hindsgavl Slot sikkert været et spændende samtaleemne på egnen, så meget mere som kongen lå syg på Hindsgavl, alt imens de sejrende parter efter napoleonskrigene sad og delte hans rige nede i Wien.

Med disse antydninger er der tegnet et rids af Mathias Bendixens samtid. Om ham selv ved vi med sikkerhed, at han i 1791 købte »et Huus med Hauge i Asperup uden Hartkorn« af gårdmand Niels Jørgensen i Kjærby. At huset er uden hartkorn, betyder blot, at der ikke hørte jord til, bortset fra haven. Huset må have været ret nyt for på et matrikelkort, som er opmålt i 1781, vises intet hus på matrikel nr. 39, selv om små huse er vist andre steder. Huset må altså være bygget i tidsrummet 1781-91.


Husets bygningshistorie

Vurderinger af hus og løsøre
Mathias Bendixen var jordløs husmand og træskomand. Da han døde i 1818, 76 år gammel, arvede børnebørnene huset, idet hans kone Kirsten Hansdatter, som på det tidspunkt var 77 år, dog blev boende. Grunden til, at børnebørnene arvede, var den, at ægteparret kun havde én søn Hans Mathiasen, og han døde i 1815. Der blev gjort testamente i 1817 på den måde at det var en sønnedatter, som skulle have huset og alt indboet imod at betale 50 rigsdaler til hver af sine to brødre, Mathias Hansen og Niels Hansen.

Der må have været små kår, for enken Kirsten Hansdatter måtte modtage fattighjælp fra sognet, og i 1822 fik fattigvæsenet pant i huset. Huset med alt indboet blev vurderet. Ved at studere opgørelsen får man et godt indblik i, hvor meget der var brug for på den tid:

»Først Huuset, som er 9 Fag taxeret for den Summa med Haugeplads 90 Rd., et Egebord 1 Rd., 2 smaa Stole 1 Mark, 1 Puster 1 Mark, 8 Lerfade 2 Mark, 1 Saltkar 12 Skilling, 1 ulden Overdyne 3 Rd., 1 ulden Underdyne linned 2 Rd., 2 korte Hovedpuder 4 Mark, 1 Par Blaagarnslagener 3 Mark, 1 Jerngryde 1 Rd., 2 Balier og 1 Egekar 2 Rd., 1 Træspand 1 Mark, 1 Salttrug 2 Mark, 1 Bord med Ben 1 Rg., 1 Skab med Ben under 1 Rd. 3 Mark, 2 Øltønder og 1 Fjerdinger 2 Rd., 3 Simmestole 1 Mark 8 Skilling. Sammenlagt vil dette i 1993 priser svare til ca. 80.000 kr.

Også dengang kradsede krisen. I 1822 var landbrugspriserne helt i bund. Da Kirsten Hansdatter døde i 1823, 82 år gammel, blev alt igen vurderet. Løsøret blev opgjort til 25 Rd. og selve huset til 60 Rd. Denne gang omtales huset som et 9-fags hus med 2 fag torvehus. Ved den første vurdering har vurderingsmændene sandsynligvis glemt de 2 fag udhus, idet det er usandsynligt, at den gamle kone kort for sin død skulle have bygget 2 fag til huset samtidig med, at hun modtog fattighjælp.

Huset kom efter Kirsten Hansdatters død på auktion, hvor det blev solgt til »Fruentimmer Christiane Christensdatter og hendes Søster Gertrud Marie Christensdatter«. Christiane havde sin 16-årige søn Anders Madsen med. Hvordan det slægtsmæssigt forholder sig med sønnen, ved vi ikke. Ved folketællingerne i 1801 og 1834 omtales begge søstre som ugifte, først i 1845 omtales Christiane som enke. Anders blev væver, og den ugifte Gertrud Marie har sandsynligvis syet for folk. I al fald siger folketællingen i 1845, at hun lever af håndarbejde.

Huset blev brandforsikret i 1829, og i den forbindelse fandt der en taksation sted. På det tidspunkt er huset svundet ind til 6 fag foruden de 2 fag tørvehus i vestenden. Det må være de 3 østligste fag, som er faldet sammen eller revet ned – hvorfor eller hvordan vides ikke. Huset beskrives i 1829 som bygget af egetømmer i bindingsværket, mens tagkonstruktionen var af blandet tømmer. Tavlene var muret dels af brændte, dels af ubrændte sten. Taget var tækket med strå. Beboelsen havde bræddeloft, mens gulvene var lerstampede, Vinduer og døre havde jernhængsler og var beslået med jernklinker. Skorstenen var muret af brændte og ubrændte sten.

Væver Anders Madsen og hans samtid
I 1836 fik Christianes søn Anders Madsen skøde på huset. Han var da 30 år og gammel nok til at være husbond. Moderen og mosteren skulle blive boende, og Anders byggede derfor flere fag til huset. Efter ombygningen blev det takseret, og huset omtales da som et hus på 12 fag. De 8 østligste fag havde bræddeloft. Det var beboelsen. I et af fagene var der også lagt bræddegulv, mens resten af gulvene fortsat var af ler. De resterende 4 vestlige fag var indrettet til stald og lo. Der nævnes nu også en bagerovn. De 8 fag beboelse blev hver vurderet til 25 Rd., mens de 4 fag mod vest blev vurderet til 20 Rd. pr. fag.

I 1845 blev Anders Madsen gift med Ane Dorthe Pedersdatter, med hvem han fik to børn.

Igen kan det være fristende at kaste et sideblik til samtidens historie. Om Anders Madsen nu havde kunnet tage ordet, ville han have haft meget et berette. Det var blevet økonomisk gode tider for landbruget, hvilket også fik betydning for væveren Anders, som nu havde råd til at bygge til. Men på andre områder var tiden utryg. I 1848-50 var der krig med Tyskland. Mon Anders Madsen havde talt med de danske soldater, da Olaf Rye førte dem fra Helgenæs over Fyn til Fredericia? Har han mon hørt larmen under udfaldet fra Fredericia den 6. juli 1849 og senere stået ved landevejen over Fyn og tiljublet soldaterne, da de var på vej tilbage til Sjælland efter sejren. Og hvordan mon han havde det under »slavekrigen« i 1848, da tugthusfangerne i Rendsburg var undsluppet og spredte panik op igennem Jylland. De nåede ikke til Fyn, men rygtet om dem kan nok have givet anledning til frygt alligevel. I hvert fald har frygten haft sit tag i både Anders Madsen og hans familie i dagene fra den 29. juni til den 20. juli 1864, da der var fare for, at den prøjsiske hær ville gå over til øerne efter sejren ved Dybbøl. Men våbenstilstanden kom heldigvis øboerne til hjælp.

Og mon ikke Anders Madsen og hans familie i 1872 gjorde en søndagsudflugt til Strib for at se vidunderet af en jernbanefærge, som just blev taget i brug dette år. Hvilket hastværk for samfærdslen! Familien ville have korset sig, om de vidste, at togene i dag farer afsted over Fyn med en fart af 180 km/t.

I 1879 overtager sønnen Hans Peter Andersen huset. På det tidspunkt var Anders Madsen død, og sønnen forpligtede sig til at tage sig pænt af moderen, som blev boende i huset. Hun fik tildelt 16 kvadratalen stort værelse til venstre for indgangen, og hvert år skulle hun have 25 kr. samt 3.500 skp. tørv, som skulle indsættes på et tørt sted i huset. Endvidere skulle der ydes kærlig og omhyggelig pleje i sygdom. Også dengang var ældre menneskers væsentligste behov varme og omsorg, så betød boligens størrelse ikke så meget!

De senere ejere
I 1902 døde Hans Peter Andersen, men hans enke Elise Andersen, født Henriksen blev boende i huset. I 1912 frasolgte hun en grund på 1060 kvadratalen vest for huset til landmand Rasmus Julius Hansen fra Indslev. Denne grund er nu matrikel nr. 39b, Byvejen 2, som i dag bestyres af Hanne og undertegnede for kreditforening og sparekasse. Sammen med grunden sælges 3 fag forhus, hvori der er indrettet svine- og hønsehus. Vi må antage, at det drejer sig om den del af huset, som Anders Madsen indrettede til stald og lo, altså de 4 vestlige fag af huset, som delvis bliver revet ned. På et senere tidspunkt opføres et nyt vestligt fag med grundmuret gavl, ligesom husets nordside bliver grundmuret.

Kilderne kan ikke fortælle, hvornår præcist huset fik sit nuværende udseende. I 1967 var det gulkalket. Omkring 1970 blev det rødmalet med sort tømmer og sokkel. Til husets moderne forandringer hører også den støbte sokkel, som skjuler syldstenene.

I august 1921 sælger boet efter Elise Andersen til Mads Peter Jespersen, som samme år videresælger til malermester Peder Pedersen. Herefter skal ganske kort nævnes de efterfølgende ejerskifter: I 1940 sælger Peder Pedersen til Otto Niels Christoffer Pedersen. I 1955 køber gårdejer Hans Laurits Hansen huset, og hans enke Hedvig Hansen sælger så i 1967 til de nuværende ejere Ruth og Christian Ditlevsen.

Efterskrift
Udgangspunkt for ovenstående historie er et skrift, som nogle kursister fra Dansk Kulturhistorisk Museumsforening har udarbejdet under et ophold på Båring Højskole i 1982.

Øvrige kilder:
Matrikelkort, skøder, brandtaksationer, folketællingslister fra Vends Herreds foged arkiv, skifteprotokollen, Middelfart Branddirektorat samt Landsarkivet i Odense.

Asger Frederiksen

Til toppen