Om Båring Højskole

SB 1984 nr. 4

Af fhv. forstander ved Båring Højskole (1959-1982) Johs. Engberg

Ved starten af Båring Højskole I 1959 faldt det vist ingen ind at foretage en »markedsanalyse« – om der nu var brug for en ny højskole. Der kunne have været god grund til betænkeligheder. Elevtallene på højskolerne havde efter krigen været faldende, og den landbrugsbefolkning, der traditionelt havde været højskolernes elevbasis, var i rivende tilbagegang. Men man troede på sagen og gik i gang!

På højskolerne var man begyndt at lave fællesskole om vinteren, og det betød, at sommerskolerne for piger kæmpede for livet. På Båring afstod vi fra at være med i »kampen om sommerpigerne« og anlagde fra begyndelsen sommeren som en periode med korte kurser. I begyndelsen med kurser for familier med børn, senere også for pensionister. Vi dyrkede disse kursusformer – og i en tid, hvor flere og flere fra byerne tog på højskole, har der været god tilslutning til disse korte kurser.

Højskolerne har jo principielt hævdet, at de var skoler uden for det almindelige uddannelsessystem. De skulle »oplive«, kaste lys over tilværelsen, og med denne »oplysning« kunne man så tage fat på dagens gerning. – Men den kontante viden, man fik under skoleopholdet, kom til at spille en ganske stor rolle. I efterkrigstidens samfund, med voldsomt opbrud i erhvervsmønsteret, stilledes der nye krav til undervisningen. I begyndelsen af 60’erne kom en stor del af eleverne stadig fra landbruget, og en del ønskede at fortsætte som landmænd. Vi tilrettelagde derfor en landbrugsundervisning, som kunne blive en god forberedelse til landbrugsskolerne. Men allerede midt i 60’erne var landmændene forsvundet fra de fleste højskoler. Til gengæld kom der mange piger fra landbruget, som benyttede højskolen som et sporskifte over i andre erhverv, sygepleje, undervisning m.m.

Samtidigt begyndte unge fra byerne at dukke op på højskolerne. Tilgangen til uddannelsessystemet var voksende, og det gav nyttige erfaringer, navnlig til brug inden for de pædagogiske uddannelser, at lægge vejen om højskolen.

Disse forhold var nok ikke af særlig betydning for planlægning af skolens undervisning fra begyndelsen. Men de behov for undervisning, som eleverne kom med, måtte jo finde et udtryk i undervisningsplanen. Det betød naturligvis ikke, at højskolen koncentrerede sig om disse ting. Det var stadig skolens udspil, dens syn på, hvad der var væsentligt i menneskers personlige og samfundsmæssige situation, der var basis for tilrettelæggelse af undervisningen. Og mens Båring måske nok lidt tidligere end nogle andre skoler reagerede på den samfundsudvikling, der skete i 60’erne og 70’erne og indrettede en del af undervisningsplanen derefter, så var den højskolemæssige holdning vel nok så traditionel.


Johs. Engberg med sommerkursister 1960

Højskolen og egnen
Højskolen har været sig meget bevidst, at den var rejst af en egns befolkning, også med det formål at spille en rolle i egnens liv. Det skal nævnes, at skolen kom til at spille en økonomisk rolle som sognets største arbejdsgiver. Handel og håndværk fik en stimulans af skolens tilstedeværelse, og kommunen fik gode skattepenge.

Vigtigere var det dog forhåbentlig, at højskolen var et mødested, hvor alle kunne komme, først og fremmest ved de store nytårsfester, men også ved så godt som månedlige møder året om.

60’erne og 70’erne har jo været en brydningsperiode, hvor der på få år skete mere i landsamfundene end i de foregående 100 år. Udvikling inden for erhvervsliv, undervisning og uddannelse og i familielivet brød gamle kulturmønstre op, og højskolen søgte at være et sted, hvor disse ting kunne debatteres. Og det kunne nok bedre lade sig gøre på højskolen end i det foreningsliv for mere afgrænsede kredse, som i øvrigt med dygtighed blev holdt levedygtigt.

I det samfundsmæssige opbrud, der har været i landsognene i de sidste 25 år, og den følelse af usikkerhed, der måtte gribe folk, der var påvirket af nedarvede kulturmønstre, måtte det, der skete på højskolen, af og til forekomme foruroligende. Der var ting, der kom til højskolen, før de trængte igennem i sognet i almindelighed, mærkelige frisurer og klædedragter, støjende musik, respektløs holdning over for den ældre generation og andre ydre tegn på samfundsudviklingen. Og når folk fra højskolen på deres side holdt fast ved eller genfandt holdninger fra de folkelige bevægelsers tid, når de støttede f.ex. andelsbevægelsens oprindelige idegrundlag og modarbejdede de centralistiske tendenser i samfundet, som nu er de fremherskende, så føltes det også, som om højskolen var ude af fodslag med det omgivende samfund.

Jeg tror, det er positivt, at der er et vist spændingsforhold mellem højskolen og egnen. Højskolen er oprettet på besættelsestidens erfaringer. Det væsentligste heri er, at det er de politiske modsætningsforhold, der forener os som mennesker i det demokratiske samfund. Uenigheden og samtalen om modsætningerne er netop det, der holder et samfund levende.


Lærerpersonalet ved skolens start 1959. Fra venstre er det:
Carl Damgård, Hanne Lohmann, formanden Kaj Thaning,
Jytte Brandt-Petersen, Kirstine Rask, Else Damgård, Jytte og
Johs. Engberg samt Finn Brandt-Petersen

Det skal være mit jubilæumsønske til egnen og dens højskole, at de to parter fortsat vil leve i et positivt og levende modsætningsforhold til hinanden.

Johs. Engberg

Til toppen