SB 1992 nr. 2
Af Thinne Nielsen og Hedvig Larsen
Tegning: Birgitte Thorlacius
Birgitte Thorlacius, 1992
Når man kører ad Vedelshavevej ud mod stranden kommer man forbi en skov, som hedder Kohaven. Den ligger just i det område, hvor man under gravning efter mergel i 1937 faldt et velbevaret kranium og dele af et skelet fra en vildhest, se Sognebladet nr. 1/1984. Fundet viser, at der altså var liv her for omkring 10.000 år siden.
Hvem kunne nu forestille sig at denne idylliske plet, der i nogle uger om sommeren genlyder af glade børns ferieaktiviteter, har været anledning til en større retssag? Men det er ikke desto mindre tilfældet. På landsarkivet i Odense ligger en tyk bog, der alene handler om en retssag, som i året 1780 blev ført mod provst Bertel Clausen som var præst i Asperup og Roerslev i årene 1755 – 1795.
Lidt kirkehistorie
For at forstå sagen skal man kende lidt til kirkens ejendomsforhold på den tid.
Efter svenskekrigene 1657-60 var Danmark faktisk på alle måder gået fallit. Statsgælden var enorm. For at dække statens gæld forlangte den nu enevældige konge, at præsterne skulle købe deres præstegårde, hvilket førte til, at præsterne let blev fristet til at forsømme deres embeder for i stedet – for udkommets skyld – at interessere sig mere for deres jorder. Senere begyndte kongen ved offentlige auktioner at sælge ud af kirkerne. Køberne var pengestærke adelsmænd og andre velhavere, som havde tjent sig rige på krigsleverancer. Disse nye kirkeejere fik dermed det, man kalder patronatsret over kirker og kirkejorde, dvs. man fik ret til at opkræve og indkassere tiendeafgiften mod til gengæld at sørge for vedligeholdelsen af kirkerne. I mange tilfælde nøjedes man med det første, og adskillige kirker gik i et ynkeligt forfald. Denne ordning af kirkernes økonomiske forhold bestod i store træk indtil begyndelsen af vort eget århundrede.
Hindsgavl Slot fik omkring 1700 patronatsretten over vore kirker i Asperup og Roerslev. Dermed fik man også tilsynet med de jorder, som tilhørte kirken. Det er baggrunden for den retssag, hvor kammerherre Adeler på Hindsgavl i 1780 på et fint stemplet papir indstævnede provst Bertel Clausen for at have foretaget ulovlig skovhugst i Kohaven.
Af retsprotokollen kan man læse, hvad kammerherrens klage går ud på – nemlig, at “Sognepræsten til mine Kirker i Asperup og Roerslev, Provst Bertel Clausen, helt uforsvarlig i forrige Forår alene i Præsteskoven uden Udvisning har hugget en Mængde Giærdsel (= pæle og lægter til hegn og gærder) og deriblandt 30 m3, der for Størstedelen skulle blive til Gavngøring af Tømmer”. Klagen går nok i virkeligheden på to forhold, hvoraf kun det ene bliver nævnt. Det drejer sig om bestemmelserne i den “Kongelige allernådigste Skov-Forordning udi Danmark” fra 1733 som havde det formål, at skovene i Danmark ikke blev udsat for rovhugst, hvilket de førhen havde været. Tværtimod skulle der ske en “Opelskning” af skovene. Skovforordningen fastslår, at der ikke må fældes træ som ikke først er blevet udvist dvs. udpeget af en synsmand. Hvad specielt kirkernes skove angår, så tilstås der gejstligheden ret til at hugge bygningstømmer, hjultømmer og gærdsel, forudsat at træet er udvist af tilsynet, som altså i dette tilfælde udøves af synsmænd, der er udpeget af kammerherren på Hindsgavl. Det er denne bestemmelse, provst Clausen har forsyndet sig imod.
Men bag klagen ligger der givetvis også en ufortalt kompetencestrid mellem provst og kammerherre, for provsten har jo også en embedsmæssig myndighed at forsvare, idet han som provst skal føre tilsyn med kirkerne og det, der tilhører dem. Det kan man også indirekte læse i kammerherrens klage. For ikke nok med at provsten har fældet træ, som ikke er udvist; men han har også haft den frækhed selv at indstævne kammerherren, repræsenteret ved synsmænd, “til at syne og efterse hans Giærdselhugst og hans Forhold med sin Præsteskov i Almindelighed”. Det havde provsten ganske vist ret til. Men det frække bestod ifølge kammerherren i, at provsten inden synsmændene dukkede op havde skjult betydelige stabler træ ved at tildække dem med jord og grene så synsmændene ikke kunne konstatere, at der havde fundet ulovlig skovhugst sted.
En tvivlsom vidneforklaring
Man kan sagtens fornemme kammerherrens forargelse i klageskrivelsen: “Een saadan Forhold af een Præst imod sin Patron kan vel ingen billige, saa meget mindre siden Provst Clausen i dette og øvrige Forhold imod mig har vist, at det har været ham om at giøre ved alle Lejligheder baade at chikanere og faa Proces imod mig”.
Kammerherre Adeler må på den baggrund – nødtvunget! – erkende, at såvel den ulovlige skovhugst af gærdsel og egetræ som manøvren med at tildække træstablerne virkelig har fundet sted, sådan som det er blevet anmeldt for ham. På den baggrund bliver han derfor nødt til at indstævne provst Clausen for Baag og Vends Herreders Tings Ret med en påstand om, at provsten idømmes bøder og betaler sagens omkostninger.
Under retsforhandlingen har begge parter naturligvis fremført hver deres vidner. Provst Clausen måtte have ikke mindre end 22 vidner i skranken for at sandsynliggøre sin uskyld – 21 mænd fra Asperup, Båring, Kærby og Skovshøjrup plus Anders Hansens kone fra Roerslev (Gud ved, hvad hun har lavet i Kohaven?) . Alle disse gode mænd og den – som vi tror – gode kvinde forsøgte at bevise provstens uskyld ved at fremhæve hans “Forsorg til Præstegaardens Skovs opelskning derved, at han til den Ende har kiøbt og ladet hente Ege og Bøgetræer fra Andre Skove”. Det vil sige, at de netop henviser til formålet med den kongelige skovforordning, som provsten således efter vidnernes udsagn til punkt og prikke har opfyldt. Desuden aflagde de ed på, at provst Clausen aldrig havde givet ordre til at hugge træ, som var tjenlig til opvækst. Desværre måtte provsten dog indrømme, at han havde fældet træ uden udvisning fra kammerherrens synsmand.
Kammerherre Adeler kunne nøjes med at føre ti vidner i skranken, hvoraf to mand måtte hentes så langt væk som fra Voldby. Disse brave mænd var kommet på en svær opgave. Dels skulle nogle af dem vidne mod deres egen præst – det kan selvfølgelig have været dem en fornøjelse, hvem ved? – dels var der vitterlig ikke beviser på, at noget egentlig ulovligt havde fundet sted. Men provst Clausen skulle have en afklapsning, da han var en strid person. Det var ikke første gang, han lå i klammeri med kammerherren på Hindsgavl, som på sin side nok ville fastslå, at han var provst Clausens patron. Derfor måtte kammerherrens vidner gribe til den udvej at aflægge ed på, at provsten havde gjort noget ulovligt.
Dommen blev afsagt ved Baag og Vends Herreders Tings Ret den 18. marts 1781.
I dommen fremhæves det, at provst Bertel Clausen er ansvarlig for præstegårdens skov, jvf. bestemmelserne i den kongelige skovforordning. Han kendes skyldig i at have fældet seks egetræer, uden at de var blevet udvist. Denne forseelse takseres til 5 rigsdaler pr. træ, i alt 30 rigsdaler. Desuden straffes han også, fordi han i sin selvrådighed har hugget gærdsel uden udvisning. Det takseres til 4 rigsdaler, som skal tilfalde Asperup Sogns fattige. Et tilsvarende beløb skal “Justitskassen” have. Til dækning af kammerherre Adlers udgifter i forbindelse med sagen skal provsten betale 30 rigsdaler, og til “Justitskassen” skal der yderligere for dom og segl betales 7 mark og 4 skilling – altså i alt 68 rigsdaler, 7 mark og 4 skilling, som skal betales inden 15 dage efter, at dommen er blevet forkyndt.
En samtidig boopgørelse over en gård tilhørende Hindsgavl viser, at værdien af ti køer og to heste opgøres til netop 68 rigsdaler.
Til gengæld bliver provst Clausen frikendt for påstanden om, at han skulle have skjult og tildækket nogle stabler træ, så de ikke blev opdaget af synsmændene. Denne “for Hr. kammerherre Adeler med Fuldmægtig gjorte Beskyldning imod Hr. Provst Clausen kiendes som uskreven død og magtesløs at være”.
En strid om myndighed
Sagen om skovhugsten i Kohaveskoven er på sin vis ganske banal. Det er en stridighed, som man kan genkende i utallige variationer – også nu om dage, hvor folk kan føre årelange retssager mod hinanden om hegn og markskel og meget andet, som man synes kunne være klaret ved en fornuftig og besindig snak om tingene. Men som tidligere nævnt rummer striden mellem Clausen og Adeler nok også noget andet, som ikke kommer åbent til orde i retssagen, men som man alligevel mærker mellem linjerne. De er begge to øvrighedspersoner, som har deres myndighed at forsvare. Provsten har sin gejstlige og kammerherren sin verdslige, og det har alle dage været vanskeligt at holde disse to områder af tilværelsen adskilte så de ikke kommer i konflikt med hinanden. I den store historie har det været et spørgsmål om, hvor vidt kejseren skal adlyde paven eller omvendt. Skal biskoppen underordne sig kongen, eller hvordan er det med det? I vores lille sognehistorie har det været et spørgsmål om, hvordan magtforholdet skulle være mellem provst og kammerherre, og i den sag har ingen af dem villet bøje sig for den andens myndighed.
Ti år senere hører man fra dem igen. Det var under de store landboreformer, hvor jordene blev udskiftede og gårdene flyttet ud. Krigsråd J. Wedel på Holsegaard havde et par gårde i Båring og havde derfor udtænkt en plan for, hvordan arbejdsbyrden i forbindelse med udflytningen kunne fordeles mellem gårdene alt efter deres størrelse. I denne beregning havde han måske nok skånet sine egne folk en smule, men de øvrige parter i sagen affandt sig med det – bortset fra provsten og kammerherren. De stod skulder ved skulder og forfattede harmdirrende breve til krigsråden, som da også måtte tage retræten og lave sin beregning om. Det kan man alt sammen læse om i Laurids Larsens lille bog “Fra gamle Dage. Nogle minder fra Asperup Sogn”. De har været et par stridbare herrer – Clausen og Adeler!
Thinne Nielsen og Hedvig Larsen