Om at lytte til kirken

SB 1987 nr. 2

Ved arkitekt Poul Brøgger


Den gamle jernbundne egetræsdør med inskriptionen:
Anno d(omi)ni MD VIII – tutores her hans nielsen og
anders hansen – anders smed fecit. På nudansk:
I det Herrens år 1508 – kirkeværger hr. Hans Nielsen
og Anders Hansen – Anders Smed gjorde den

Når man har arbejdet en del med de gamle kirker fra middelalderen, kan man nu og da få den fornemmelse, at en sådan kirke på en eller anden måde er et væsen – endda et noget usædvanligt væsen.

Den kan nu og da være temmelig forbeholden. Ligge tilknappet, fåmælt, som om den for enhver pris vil vogte sin viden. Det er ikke sjældent tilfældet, når man de første gange kommer tæt på den, fordi man skal finde ud af, hvorledes den skal sættes i stand, og hvad der egentlig er grunden til, at den ikke har det helt godt. Man skal jo ligesom en læge have stillet en diagnose for at kunne foreslå en egnet behandling. Men patienten, kirken, kan være af den knarvorne og umeddelsomme type, som hellere vil døje end buse ud med alt, hvad man véd, til en fremmed. Arkitekten må så lirke og liste, til tider næsten trygle og true for at komme frem til diagnosen.

Det er lidt af en stille magtkamp, som her gennemspilles. Men – når arkitekten så på et tidspunkt har bevidnet sin tilbørlige respekt for kirkens ærværdighed og betydning – så indtræder der en tilstand af gensidig forståelse, og i de lykkelige tilfælde begynder kirken tilmed at fortælle. Ikke bredt og malende, men lige præcis nok til at fange og fastholde opmærksomheden hos den, der lytter. Og – lige præcis sådan, at den, som lytter, også må blive ved at spørge.

Asperup kirke har ikke været nogen undtagelse i så henseende. Den har også det til fælles med andre kirker, at den altid fortæller noget, som har med mennesker at gøre: Nogle vilkår, et snilde eller en tanke, som ligger nedfældet i noget, som man kunne tro blot var døde ting.

Tager vi blot en lille klump mørtel ud fra det indre af de tykke mure, giver den rigelig anledning til, at man undres. Klumpen er hård og sej, næsten ikke til at bryde, og alligevel er den mere fed, mere kalkholdig end de mørtler, vi bruger i dag. I brudfladen ser vi mange, lidt større, kalkkorn og en del trækulspulver. Vi kan sagtens lave en mørtel med nøjagtig de samme ingredienser, men den vil uvægerlig revne, smuldre, være ubrugelig. Vores viden er af en anderledes beskaffenhed end de gamles. Den er snæver og bygget op på analyse, mens de gamles viden byggede på møjsommeligt opsamlet erfaring, som gjorde den bredere. Manden, som brød den rå kalksten op, kunne se på den, om den var egnet til murermørtel eller til pudsemørtel. Kalkbrænderen måtte afstemme sin brænding efter råkalkens forskellige karakter, og endelig kom kalkslageren ind i billedet. Det var et selvstændigt fag, for netop så vigtigt var hans arbejde. Han stod for fremstillingen af mørtlen, han bestemte kvaliteten, vurderede om der her skulle tilsættes lidt ulæsket kalk eller måske lidt trækul. Hans viden er ulykkeligvis gået i glemme, men hans mørtel kan vi stå med i hånden, og vi må sige, at mage til håndværkere har vi ikke siden haft. Så godt er deres arbejde stadig efter 800 år.

Teologisk arkitektur
Vi har også i Asperup fået et fingerpeg om, hvorfor de blev sat til at bygge netop for 800 år siden. Det lille, oprindelige trævindue, som dukkede frem i korets nordmur, er blevet dateret ved hjælp af årringenes forskellighed, og sandsynligvis er træet hertil fældet i året 1170 eller 1171. Det er en 3-4 år efter, at Valdemar den Store og kirkens repræsentanter finder sammen og sætter en stopper for stormandsslægternes forsøg på at holde kongens og kirkens indflydelse nede. Rivalisering, fejder og drab havde gjort tilværelsen usikker, især for kirkens folk, som var de fremmede, det nye. Fra 1167 blev der ro, og det kan være en forudsætning for, at man skifter trækirkerne ud med de mere bestandige og mere bekostelige stenkirker. Disse kirker var formet, så arkitekturen omsluttede og understregede et ganske bestemt teologisk syn.

Få århundreder efter viger dette syn for et nyt, og kirkerne ændrer skikkelse, således som også Asperup kirke viser det: Tårn, trappegavle, blændinger i det ydre, hvælvinger inde i kirken. Altrenes antal er blevet forøget, og selv om de siden er forsvundet, husker kirken dem. I hvælvingens oversider fandt vi en hel del gennemboringer, som var blankslidte, fordi de har været huller til klokkereb. Fra altrene har man kunnet trække i rebet til kirkens lille messeklokke, som hang i et messespir over taget. Dette spir ses på den lille ubehjælpsomme skitse, som biskop Jacob Madsen tegnede i sin visitatsbog i 1589.

Biskop Jacob Madsens tegning af kirken i 1589.
Biskoppen fortæller i sin visitatsbog, at kirken
dengang var blytækket, og over koret var den
forsynet med et lille spir, der rummede to små
klokker

Fra romansk til gotisk
Da den ombyggede kirke stod færdig, må den have gjort et overvældende indtryk. Hvor den gamle bygning havde trykket sig i lavningen og kun fra ganske nært hold tegnet sig som en anseelig bygning, der rejser huset sig nu op – højere end de største træer og lysende hvid markerede den langt ud, at her var kirkestedet, her var der by. Selv dem, som af veneration for det gamle hus må have været ængstelige over for det nye, har nok måttet indrømme en vis betagelse, da det nye nu havde taget form.

Udadtil kunne det nye hus fortælle, at man var godt med her på stedet, og i det hjemlige har man fundet det betryggende, at det helt var sket til Vorherres ære, og at det kunne ses. Det storslåede har dog nok kunnet gøre en og anden lidt forknyt, når man kom ind i kirken. Hvælvingerne havde gjort rummene så høje, at man følte sig lille og lidt fremmed i det nye. De gamle rum med bjælkelofterne havde man været fortrolig med – her var alt anderledes. Alle de gamle, små vinduer, som havde siddet højt oppe og over for hinanden i begge langvægge, var blevet muret til. Østvinduet var forsvundet, da apsiden blev revet ned. I stedet havde man fået store, falsede vinduesåbninger mod syd og kun et enkelt mod nord – det sad bagest i skibet, for her hindrede det nye våbenhus, at vinduet kom i sydmuren. Hvælvene og vinduerne havde taget tyngden fra rummet – det var som at gå ind i en svimlende, uendelig verden.

De, som i det nye fornemmede et brud med noget fortroligt, er vel blevet imødegået med, at man ikke i al evighed blot kan klynge sig til gamle vaneforestillinger. De nye ideer står stærkt – man har svært ved at argumentere imod, så i Asperup tav man nok også stille med sine fornemmelser og gav sig til at vente på Grundtvig og Mads Melbye.

Men – den ombyggede kirke var virkelig et udtryk for et af de mest dybtgående brud i vor kirkehistorie. Brudfladerne står ikke så skarpt tegnet i teologi og i kirke-organisation, men det gør de til gengæld i kirkearkitekturen.

Fra »Kød« til »Sjæl«
Det gamle kirkehus var med sin vandrette udstrækning et hus, som hørte sammen med den jord, som det lå på. Det nye hus rejser sig op fra jorden og rækker med kamtakkernes himmelstige op mod det guddommelige – bag skyerne, borte fra jorden.

Trådte man ind i den ældste kirke, var der dunkelt inden for dørene, men lyset blev stærkere og stærkere fremefter i kirken, og rigest vældede det ind gennem apsidens østvindue. Ind i dette lysvæld rækker kirkens vandrette akse, og hvor akse og lys forbinder sig, dér mødes jord og himmel. Netop dér er det guddommelige til stede inde i kirken, nærværende i det jordiske.

I det nye kirkerum er netop den gamle, bevidste placering af vinduerne blevet elimineret. Vinduerne blev fjernet eller tilmuret, og de nye vinduer sendte et lys ind, som huggede den gamle akse op i småstykker. Lyset var blevet ændret fra »kød« til »sjæl«. Det var et brud med en forståelse og tradition, som havde rod i oldkirken. Grundtvig tog den tabte tråd op igen, og Mads Melbye i Asperup fulgte ham, men brudsårene fra middelalderen sidder stadig i kirken.

Den grå tegning er en rekonstruktion af den romanske
Asperup kirke. Den stiplede tegning angiver den gotiske
ombygning af kirken i 1400-tallet


Den gotiske ombygning af Asperup kirke, som
illustrerer det store skift, som i senmiddelalderen
fandt sted inden for både teologi og arkitektur

Glimt af historien
Endnu flere ting har kirken fortalt om denne omformning. Kalkmalerierne, som dukkede frem over korbuen, udtrykker på sin vis den nye holdning i forkyndelsen. Indvielseskorsene, som lå gemt bag kalklag på korbuens vanger, fører os tilbage til det tidspunkt, hvor biskoppen genindviede den ombyggede kirke og rensede den symbolsk ved at stænke de indridsede kors med vievand. På loftet over hvælvene lå der i en bred murrevne et udtryk for en langt ældre tankegang: Et byggeoffer med 5!! fodknogler fra lam. Det har også med indvielse og beskærmelse at gøre. Fra revnen blev også udtaget gamle tagstensstumper med teglstrygerstempler. De fortæller, at man ikke selv fremstillede tagsten til kirken, men hentede dem fra Lübeck-området. Sildeskudernes ballast på hjemturen – hvem ved?

Små ting er det – men glimt ind i en lang og spændende historie.

Poul Brøgger

Til toppen