Det omflakkende liv i en klokkestreng

SB 2018 nr. 4
Af Grethe Marcussen

Om konger, kanoner, kirkeklokkerne i Asperup
og klokkeskatterne i 1526 og i 1601.

 

 

 

 

 

 

 

Klokkerne i Asperup kirke

 

Begiver man sig op ad den snoede trappe i Asperup kirkes tårn og åbner lågerne til glamhuller i tårnet, så lyset kan strømme ind, ses midt i rummet to klokker, ophængt i hver sin klokkestol/-bom af gammel eg. Deres lyd er velkendt gennem generationer, for de har hængt her i 400 år. Men inden de blev hængt op, levede de et omflakkende liv.
Det er en ganske spændende historie og fortælles hermed:
Kirkens to klokker er støbt af samme mand, nemlig Mattias Benninck fra Lybæk. Klokkerne behøver imidlertid ikke at være støbt i Lybæk og derpå transporteret herop. Støberen var en omrejsende håndværker, og som regel blev en klokke støbt i selve kirken, hvor den skulle ophænges, eller i kirkeladen eller på kirkegården. At støbe var en uhyre vanskelig proces, der foregik således, at klokken blev formet i voks over en lerkerne, der havde nøjagtig form som klokkens indre.
Vokslaget blev så forsynet med inskriptioner og ornamenter, hvorpå der over dette vokslag blev lagt en kappe af ler. Når det smeltede metal blev hældt ned i formen, smeltede og fortrængte det vokslaget, og klokken var støbt mellem lerkernen og lerkappen.
Dette er en meget forenklet beskrivelse, for det kræver stor erfaring og specialviden at få en klokke til at klinge rent. Den klokkemalm, som hældes ned i formen, skal for eksempel opvarmes til 1090 grader for at blive flydende.

 

 

 

 

 

 

 

 

Tegning med angivelse af en klokkes navngivne dele.

 

Asperups to klokker lavet af samme støber
Kirkens mindste klokke kan imidlertid, ifølge indskriften, ikke være støbt her på stedet.
Indskriften lyder på moderne dansk: Herrens ord forbliver til evig tid. Mattias Benninck gjorde mig 1596. Matz Olefsen til Thisted + Hr. Christoffer Bang, sognepræst til Skyum kirke.
Den store klokke er måske heller ikke støbt her, men i Lybæk, hvor støberen Mathias Benning havde sit værksted. På den står: Jeg kalder Eder til Helligdommen for at I tilsammen skal lære at dø. Mattias Benning gjorde mig i Lybæk i året 1598.
Klokkernes vægt vidner om, at det har været et meget stort arbejde at transportere dem over lange afstande. Det er derfor værd at spørge, hvorfor de mon er endt her. Indskrifterne hjælper os på vej.
Det kan nemlig spores på vore klokker, at Martin Luther i en række henseender gjorde op med katolicismen.
I katolicismen var en klokke aktiv som formidler af bønner og fordriver af ondskab. Klokken ansås for hellig, ja, den fik allerede sin hellighed ved dens ophængning, hvor biskoppen velsignede den, vaskede den syv gange udvendigt og fire gange indvendigt med vievand og indsmurte den lige så mange gange i en særlig indviet blanding af olivenolie og balsam, den såkaldte krisma.
Den blev så at sige døbt og fik ofte sit eget navn, som kunne læses i den støbte indskrift. ’Jeg hedder Maria’, står der i Vallekildes klokke fra 1508.
Klokkens virksomhed anes tydeligt på en klokke i Roskilde domkirkes nordre tårn frai 1511, altså ca. 80 år tidligere.
Der står: ’Jeg priser den sande Gud, jeg kalder folket, jeg samler præsteskabet, jeg klager over de døde, jeg dyrker helgenerne, jeg pryder festdagene. Min røst er en skræk for alle onde ånder. Johannes de Fastenowe støbte mig i Herrens år 1511’.
Denne forståelse af klokken som en hellig ting, som endog kan døbes, ændres, da Luthers udtaler sin kritik af denne skik, og en klokke blev nu blot det, som skulle inddele tiden for sognets beboere og kalde til gudstjenste. Denne nu mere nøgterne tilgang til kirkeklokken, fik dog skæbnesvangre følger for mange klokker i Nordeuropa. Det var efter reformationen fyrsterne, som havde råderet over kirkerne og dermed over klokkerne. De var nemlig lavet af et meget brugbart materiale.

Klokker og kanoner

Kirkeklokker er lavet af samme materiale som kanoner. På den tid støbte man endnu ikke kanoner af jern, og derfor var klokkebronzen oplagt anvendelig, når man kom i nød for metal. Klokkebronze består af 79% kobber og 21 % tin, og heri indgik 1% urenhed af zink og bly.
Der var brug for mange kanoner i tiden omkring reformationen i 1536. Perioden var præget af stor usikkerhed, især efter 1523, hvor kongen hed Frederik I. Den fordrevne Christian II arbejdede syd for grænsen på at samle økonomiske og militære midler til et felttog, som kunne bringe ham tilbage til magten. Frederik havde grund til bekymring, for Christians svoger var den mægtige tysk-romerske kejser og spanske konge Karl V, og trods Frederiks delvise accept af de protestantiske prædikanter, så var der oprør i dele af befolkningen, der ønskede en reformation. Frederik havde altså brug for kanoner.

Tvangsaflevering af kirkeklokker

Ved herredagen i Odense i 1526 bad Frederik I rigsrådet, som udover dele af adelen bestod af landets biskopper, om samtykke til indsamling og omsmeltning af landets kirkeklokker. Biskopperne svarede bekræftende, hvis blot kongen ville nøjes med de klokker, der kunne undværes, og som de kunne få af almuen med lempe. Selv ønskede de at beholde kobber til 2 langløbende kanoner!
Desuden ønskede de, at kongen ville lade det foreskrive i et åbent brev til almuen, samt at kongens egne embedsmænd fulgte biskoppernes folk rundt i landet ved afhentningen. Biskoppernes ønske om selv at få kobber blev ikke opfyldt. De bøjede af, og indsamlingen kunne begynde.
I 1528-29 udstedte kongen åbne breve til almuen: dens klokker på nær én skulle sendes til bøssestøber mester Fadder i København. I vores sogne lod lensmanden på Hindsgavl brevene læse op på Vends Herreds Ting i Nørre Aaby. Det bestemtes, at klokker fra herredet skulle sættes på bryggen i Assens for udskibning til København.
Hvor der var tre klokker skulle den største og den mindste afleveres, og hvor der var to, skulle den største af sted. Såvel Asperup som Roerslev står på Nationalmuseets liste over kirker, der afleverede klokker i 1528-29.
Det blev dog ikke sidste gang, kongen manglede metal til at støbe kanoner af. Christian IV gjorde samme øvelse i 1601-02. Han måtte dog begrænse sig til kirker, hvor han havde retten til at udnævne præster, patronatsretten. Alle klokker undtagen den største skulle nu afleveres, også de små messeklokker, der efter reformationen ikke længere var i brug ved gudstjenesten.
Ingen samlet oversigt over denne aflevering findes på Nationalmuseet, men da lensmanden her igen var på arbejde, findes den i Hindsgavl Lens regnskaber: ’Af Asperup kirke 1 klokke, vejer 2 skippund 8 lispund, nok af samme kirke tvende små klokker, vejede 5 lispund’. Omregnet vejede klokken 384 kg, de to små klokker 40 kg. ’Af Roerslev kirke 2 små klokker, vejede 11⁄2 lispund’. Det blev fra Roerslev 12 kg omregnet.

 

 

 

 

 

 

Skyum kirke. Privatfoto.

 

Fra Skyum til Asperup
Dette giver os en forklaring på, hvorfor den lille klokke fra 1596 hænger i Asperup og ikke i Skuym. Det var sådan, at ved begge tvangsafleveringer af blev der indsamlet flere klokker, end der var brug for, og begge gange blev de overskydende klokker selvfølgelig efterfølgende udbudt til salg.
Derfor har den lille klokke fra 1596 givet fra begyndelsen hængt i Skyum kirke, hvorefter den er blevet afleveret til København i 1601-02 og derpå som overskydende solgt til Asperup kirke, sikkert i 1617, hvor salget blev bekendtgjort. Den er altså faktisk ’en berejst lydgiver’, som flere gange har hængt med livet i en klokkestreng.
Den store klokkes rejser kan vi desværre ikke vide noget om.

Grethe Marcussen

Til toppen