SB 2019 nr. 1
Af Grethe Marcussen
Fredag den 31. august var der en hel del at feste for på Fjelsted Skovkro. Firmaet Vestfyns El-Anlæg A/S fyldte 40 år.
Det var også 40 år siden, at en ganske bestemt medarbejder, nemlig Jørgen Nygaard Jespersen fra Kærby, lod sig ansætte og dermed kunne jubilere sammen med firmaet. Og så var det næsten 45 år siden, at Lene og Verner Jørgensen blev viet i Asperup kirke; men det var der ikke så megen tale om den dag.
Selv om det skal dreje sig om Lene og Verner som familie og som beboere på vores sted, kan deres livsværk på industrigrunden på Asperup Mark ikke gå upåtalt hen. Det er en solstrålehistorie, men da en længere beskrivelse er undervejs, bliver omtalen her kort:
Verner var fra august 1970 ansat som ledningsmand hos A. E. Andersen på Grand i Nr. Aaby. I 1976 blev Jørgen ansat samme sted. De to kendte hinanden fra Baaring Gymnastikforening, forstod hinanden, havde samme humor og udstrålede begge stor energi, og var, sagt mellem venner, begge lettere ”angrebet af damp”.
I 1978 standsede A. E. Andersen sin virksomhed, og næsten som en Fugl Føniks opstod Vestfyns El-Anlæg, idet Verner, Poul Ellemann Larsen og Hans Nielsen sammen førte ledningsarbejdet videre fra Hans Nielsens ejendom i Røjle Skov, nu som firmaejere.
De ansatte tre mand, deriblandt Jørgen. Firmaet blev efterspurgt og voksede med de opgaver, som udviklingen krævede. I 1983 flyttede firmaet fra Røjle Skov til Fabriksvej 15
på Asperup Mark. 10 år senere købte Verner de øvrige to ejere ud.
Fra 2002 blev sønnen Michael Jørgensen ansat som installatør på Vestfyns El-Anlæg, og firmaet voksede fortsat. Fra 2006 forberedtes et generationsskifte, som blev afsluttet 2012.
I dag er Michael direktør og Verner bestyrelsesformand i Vestfyns El- Anlæg A/S, hvor der nu er op mod 100 ansatte. Intet under, at Skovkroen måtte lægge rum til over 350 gæster, ansatte, forretningsforbindelser, familie og venner.
Til sagen
Lene blev født 1953 og voksede op sammen med sine fire søskende hos forældrene, Tove og Hans Nielsen på ejendommen på Kærbyvej 10.
Hun tog eksamen fra Brenderup Realskole 1969, stod derefter tre år i lære i møbelforretningen Werenberg i Brenderup, og handelsskolen ventede, men så ændredes planerne, for ude i Baaring skov på Badehotellet, hvor unge fra omegnen i fritiden samledes om den store sals bowlingbane, havde Lene fået øje på Verner fra Ejby, netop hjemkommet fra soldatertjeneste.
Uden at gå i detaljer kan det fastslås, at de sammen nød udsigten over Vigen og planlagde en fælles fremtid.
Flot var Verner så vist med tidens noget langhårede frisure; født i Ejby 1949 og opvokset sammen med fire søskende hos forældrene, Anna og Jens
Jørgensen. Faderen var ansat hos vognmand Stilund, og moderen var hjemme hos sine børn.
Efter endt skolegang kom Verner i gartnerlære hos gartner Egelund i Brenderup og var fire år senere udlært anlægsgartner. Men så …
Ikke til lange forlovelser
Lene og Verner var ikke til lange forlovelser; de giftede sig 10. november 1973, og samtidig fejredes sølvbryllup for Lenes forældre.
sig 10. november 1973 i Asperup Kirke.
De bosatte sig i eget hus på Søndergade 43 i Nr. Aaby. Her fik de i 1974 datteren Heidi, og måske var det dengang, Lene opdagede, at børnepasning
var hendes sag. I hvert fald er det faktum, at hun blev kommunal dagplejemor i 1977, det år, da de sammen med andre nybyggere, satte kryds ved en byggegrund på Fynsvej 20 i Baaring.
I 15 år passede Lene små børn, egne såvel som andres, for sønnerne Michael, f. 1979, og Kasper, f. 1986, kom jo til, så nu var der tre.
Ikke sig selv nok
Det var trygt for forældre i nærområdet at aflevere børn til pasning hos Lene, men fra 1992 kunne det ekspanderende Vestfyns El-anlæg ikke længere undvære ”vor mor”, som blev ansat på fuldtid i eget firma til at klare myndighedsbehandling og forefaldende arbejde, såsom løn, arbejdstøj og -sko, møder m.v. I dag som pensionist er hun på lidt nedsat tid, men kører alligevel på arbejde lige på minuttet klokken 8.32.
I 10 år var Lene i BGF’s bestyrelse og i håndboldudvalget. Old girls, som spillede 1980 – 2003, holder stadig sammen. Med stor fornøjelse tænker Lene på arbejdet med den årlige sportsuge, på forårsfesten og på konkurrencen med Føns om største heks til Sct. Hans. BGF endte faktisk i 1991 i Guinness Rekordbog.
Her i 2018 har Lene fejret 25 års jubilæum som menighedsrådsmedlem. Hun er udpeget til kirkeværge for Asperup kirke og har haft den post i
mindst 15 år. Lene går seriøst til værks, sætter pris på god orden og har som frivillig sammen med Eva Hansen fra Roerslev været ”det faste mandskab” ved åbent hus-eftermiddagene.
Hun er glad for rådsarbejdet, men tålmodigheden har i sagen om indvendig renovering af kirken været sat på en hård prøve. Men nu sker det – endelig.
Øvelse gør mester
Også for Verner lykkedes det at finde tid til fællesskabet i vores lille by. At bygge en ny virksomhed op, som Verner var med til fra 1978, kræver i høj
grad sin mand, men ikke mindst samarbejdet med Jørgen fra Kærby gav mod på at afse fritid til andet end sit eget.
Jørgen skulle egentlig have været på sygeplejeskole, men sådan gik det ikke. Som autodidakt tog begge fat på el-anlægsarbejdet. ”Øvelse gør mester” passer i den grad på de to, og når et forehavende for alvor lykkes, bliver de overskydende kræfter større.
Verner tog ligesom Lene en periode på 10 år i BGF’s bestyrelse. I to perioder fra først i 1980erne var han i skolebestyrelsen; det var, mens børnene var små. Han afløste N. Kr. Lohmann i kommunalbestyrelsen og var medlem i 13 år, 1992-2005.
I de år var han kommunens repræsentant i Forsamlingshusets bestyrelse. Husets ve og vel lå ham stærkt på sinde. I 1. periode var han medlem af Økonomiudvalget og i 5 år formand for Teknisk udvalg.
Indvielsen af klubhuset på Kærbyvej var et højdepunkt for Verner. Han har nydt at hjælpe til med loppemarkederne; men det bedste var dog, at det lykkedes at bevare Baaring Skole.
Som det fremgår af ovenstående, lod Lene og Verner ikke 5 og 7 være lige! Samtidig med travlhed på arbejdet og travlhed med børnepasning har de taget ansvarlig del i byens liv. Det er den indstilling, der gør en landsby værd at leve i.
Grethe Marcussen