Vends 1992
Af Grethe Marcussen
At fynboer blandt danskere er lettest at vække til åndeligt liv, var sandheden for jyden Christen Kold, da han ville rejse en folkelig højskole.
Hvad der sidenhen fulgte af friskoler, frimenigheder og andre fælles foretagender af forskellig art — altsammen inspireret af Grundtvigs tanker — fandt ligeledes gode betingelser på vores ø, måske fordi Grundtvig på mødrenes side havde sin rod i den fynske folkenatur. De gudelige vækkelser Forud for alt dette gik imidlertid en dyb kristelig vækkelse i begyndelsen af 1800-tallet. Man kalder fænomenet »de gudelige vækkelser«. Det påstås, at de var kilden til alle senere folkelige bevægelser, og det skønt de langtfra havde Grundtvigs billigelse. Han blev dog meget fortørnet ved at høre om retsforfølgelse af lægprædikanter: »Det er såvel kristeligt som borgerligt uforsvarligt at bekæmpe dem med udvortes straffe«. Mens de gudelige vækkelser blomstrede og udvikledes på Syd-, Øst- og Midtfyn, synes de ikke at have vundet større indpas pa Nordvestfyn. I Gamborg havde Anders Larsen dog dannet en kreds af vakte, som mødtes i hjemmene til gensidig opbyggelse. 
Pastor Mads Maalge Melbye og hustru Elisabeth, født Hansen.
Student Melbye Først i 1845 fik egnen en virkelig vækkelsesprædikant med Grundtvigs kirkelige anskuelse, da Mads Maaløe Melbye blev sognepræst i Asperup og Roerslev. Han var født 1817 i Middelfart, hvor faderen Thor Melbye var præst til 1826 og døde tre år senere. Moderen, Caroline Maaløe, der var præstedatter fra Gamborg, sad nu i små kår og kunne ikke yde sønnen Mads, den- gang 12 år, megen støtte. Han kom dog i latinskole i Odense, som sluttede 1835. Med klassekammeraten Ludvig Helveg rejste Melbye derefter til København for at tage eksamen og påbegynde det teologiske studium. På smakken over Storebælt traf de C.J. Brandt fra Nyborg, og disse tre blev venner for livet, og sammen har de givet hørt Grundtvig.
Melbye oplevede trange kår som studerende, men han blev teologisk kandidat 1840. Som nybagt kandidat blev Melbye nu hovmester for kammerherre Fønss’ arving til Hindsgavl og opholdt sig i den anledning en tid i Kiel, hvor Christian Flor var professor ved universitetet. Flor åbnede til fulde Melbyes øjne for det folke- lige og danske. Da han senere blev først huslærer på Gavnø og 1844 hjælpepræst i Vejlø ved Næstved, blev en af hans tilhørere Marie Toft på Rønnebæksholm, som blev Grundtvigs fjerde kone.
Med hende brevvekslede Melbye, også efter at han i 1845 på anbefaling af kammerherren på Hindgavl, der havde kaldsret, var blevet præst i Asperup-Roerslev.
Brud med de gudelige I oktober giftede Melbye sig med Elisabeth Hansen, datter af prokurator C.M. Hansen og frue, Viveka Margrethe, f. Melbye. Hun forlod da det livlige byliv til fordel for det »stille« liv på landet, med alt hvad det indebar af forpligtelser i en stor præstegård.
I de første 10 år arbejdede Melbye som vækkelsesprædikant i samarbejde med pietistiske kredse, især Anders Larsen, Gamborg. Men da Melbye ikke ville svigte sine grundtvigske venner, kom det til et brud mellem de to, idet Anders Larsen aldrig nåede at tilegne sig Grundtvigs kirkelige anskuelse. 
Asperup præstegård med det gamle stuehus fra Melbyes tid og det nye stuehus fra 1905. Foto: mellem 1905 og 1915.
Asperup bliver kirkeligt centrum Fra at være et pastorat med meget lidt kirkeligt liv, blev sognene med Melbye et samlingssted for et meget stort antal faste kirkegængere. Som præst havde han ingen ligesindede nabopræster at udveksle tanker med — hvorfor han ivrigt skrev breve og inviterede sine venner som foredragsholdere. Selv talte han djærvt, mildt og hjerteligt — og hans ord blev vel modtaget, stærkest i Asperup. Om Roerslev sagde Melbye: »Roerslev er ikke dødt, men det sover!« Det var ikke kun sognets folk, der sad i kirken. Fra de omgivende sogne, ja helt fra Bellinge kom opvakte folk med hestekøretøjer, som blev opstaldet i præstegården. Melbye fik nemlig sognebåndsløsere i stort tal. Fra en sogns optegnelser vides det, at kirkegængerne rejste sig, når præsten gik på prædikestolen. Selv havde Melbye ikke indført denne skik. Efter kirketid samledes mange i Melbyes stuer til kaffe og samtale. Foruden gudstjenesten om søndagen — og i fastetiden tillige om onsdagen — holdt Melbye om vinteren i nogle år bibelløsninger en aften om ugen, med så stor tilslutning, at kirken var overfyldt i stolene og midtergangen!
Troens, håbets og kærlighedens tre M’er Mads Maaløe Melbye plejede skæmtende at tyde de tre M’er i sit navn som en påmindelse om at være »munter, mild og modig«. Disse tre tillægsord betegnede træffende hans eget væsen. Han havde et godt hoved, men hjertet rådede mere end forstanden over hans handlinger. Han var folkeligt anlagt, og der er næppe nogle af Grundtvigs disciple, der så levende tilegnede sig hans syn på folkeligheden. Melbye elskede menigmand og havde en barnlig tro på, at den danske folkeånd var en Guds engel, som vågede over den historiske udvikling i vort land. Han havde mod til at tro på en levende forening af folkeligt selvstyre og kristelig fremgang. Hans søn siger, at han var munter i håbet, mild i kærligheden og modig i troen. Han var sig sin tro bekendt og talte ikke, at de hellige blev spottet. Ved et selskab på Hindsgavl rejste han sig engang og talte så myndigt, at al spot forstummede. Melbye glædede sig også ved konfirmandundervisning, som han havde et godt tag på. Det skete ved en konfirmation, at en lille pukkelrygget konfirmand, som var på fattigvæsenet, valgte at fremsige verset: »Så er vi alle kongebørn, skønt fattige og ringe«. Det gjorde indtryk i kirken!
Melbye havde et sindelag med kærlig omsorg for høj såvel som lav. En kvinde (det viste sig at være Morten Nielsens kone på Vesterdal) skrev efter hans død: Han fik barnesæde tit os sat ved Herrens fod. Der kom vi til at ånde frit, der steg det faldne mod. Han kunne finde guldkorn små selv på den alfar vej, hvor de i støvet nedtrådt lå, af andre ænset ej.
Forbindelsen med Askov Højskole Melbye levede med i alt, hvad der rørte sig, også på skolens område. På hans foranledning startede Rasmus Knudsen fra Bubbel, elev fra Jelling og Blågård seminarier, i 1865 en friskole i Asperup og var dens leder til 1873, da han købte gård i sognet. I november 1865 sendte Melbye fire unge mænd til Askov Højskole. Det var hans søn, Basse Melbye, Anders Madsen fra Hedegård, Jørgen Nørrelund og Niels Hansen, Dyrehøj. De blev fulgt til skolen af Melbye selv, som sammen med Birkedal fra Ryslinge var foredragsholder ved højskolens månedsmøder. Og inden de fire karle var færdige, blev fire piger fra sognet indmeldt til sommerskolen.
Når de unge vendte hjem, kunne de få en udmærket fortsættelse af deres højskoleophold ved at deltage i ungdomskredsen. Hver lørdag aften om vinteren holdt Melbye »Dansk Samfundsmøder«, ved hvilke han gennemgik digterværker og ordsprog. Og om sommeren afholdt Melbye møder i haven, hvor man bl.a. hørte Carl Ploug og professor Rasmus Nielsen, som var født i Roerslev.
I 1867 foretog elever og lærere på Melbyes opfordring en rejse til Fyn. Niels Hansen m.fl. hentede gæsterne i Strib og indkvarterede dem hos højskolens venner i Båring, Asperup og Kærbyholm. Ved den lejlighed blev der holdt et stort folkemøde i laden på Dyrehøj. Det store opbud af tilhørere befandt sig i ladegangen og i den halvcirkelformede hestegang, mens tærske- maskinen var talerstol. Melbye indledte og så fulgte taler af Schrøder, Nutzhorn og Fenger. Ind imellem sang eleverne korsang under ledelse af Nutzhorn. Noget tilsvarende var aldrig for hændt i sognet, og mon ikke grobunden for en højskole i Båring da blev skabt?
Gerning, embede og hjem Som det er fremgået, var Melbye en handlingens mand. En af ham ofte citeret leveregel lød: »Handle kjækt og tale frit / sukke småt og græde lidt / med ordet i dit hjerte«. 
Asperup kirke, ca. 1900-1914. Hans motto var: »Først min gerning, så mit embede, så mit hjem«. Om det sidste fortælles, at han med kone og børn delte alle sine tanker, al sin glæde og sorg. Der levedes et usædvanligt rigt, livligt og varmt familieliv i dette hjem. Og det kunne praktiseres trods Melbyes store iver efter at deltage i mødevirksomhed og trods flittige besøg i hjemmene i triste som i glade stunder. Selv fik han en rolig død i januar 1879 efter få dages sygdom. Vilhelm Birkedal talte i kirken, og adskillige andre, deriblandt Schrøder fra Askov, tog ordet ved mindehøjtideligheden. Han indledte med et udsagn af Grundtvig, der gik ud på ønsket om, at hans venner ved hans bortgang mindre ville tale om, hvad de havde tabt ved hans død, end hvad de havde vundet ved hans liv. Schrøder mente, at Melbye også gerne ville gøre disse ord til sine, og han priste Melbye for den ungdomsfriskhed, der havde præget hele hans virke og for den iver, hvormed han havde villet hæge om alle de grønne spirer, der spåede om en fremtid. Ligesom han gerne havde villet hjælpe andre til at se så mildt som muligt på, hvad der kom frem i en gærende tid, og afværge, at man brød staven over det på grund af den skrøbelighed, der også fandtes ved det.
Grethe Marcussen, Asperup-Roerslev Lokalhistoriske Arkiv
Litteratur H.P.B. Barfod: Minder fra gamle grundtvigske hjem
Holger Begtrup: Dansk menighedsliv i grundtvigske kredse
Niels Hansen: Optegnelser om mit levnedsløb
Ludvig Schrøder: Mads Melbye — et mindeskrift, 1879