De gamle fiskere og læmolen ved Båring Vig
Vends 1993
Af Grethe Marcussen
Vores forfædre levede gennem jagt og fiskeri. Vi har det fra små, og fordi fisk var en væsentlig del af den daglige kost, blev folk hårdføre og stærke. Vi husker ligeledes fra historien noget om øresundssilden og vi kender betydningen af limfjordens fiskebestand. Men hvorfor gå over bækken efter vand? På Blanke Mark og Båring Mark, samt ved Varbjerg, hvor vi nyder at komme for udsynets skyld og for at få frisk luft i lungerne, ja, der Kan vi blot komme ind hos gæstfri mennesker og fra deres erindringer og fra øvrig gemmer få indblik i et stykke dansk fiskerhistorie.
Starten på erhvervsfiskeri Gamle dokumenter vidner om, at fra midten af 1800 tallet tog Fiskeriet rigtigt fart. Man havde ikke kun skøde på sin jord, men erhvervede sig rettigheder til områder i selve vigen. Allerede i 1841 var 2 bundgarn udsat i 1860 var 14 af dette områdes hovedredskab i brug. Kysten og landingsforholdene, egnede sig til dette sæsonfiskeri. I 1879 blev der desuden drevet garn og kroge Fiskeri. I takt med udviklingen toges andre driftsformer op, og fiskeriet blev hovederhvervet for flertallet af dets udøvere. På landsplan havde indenrigsministeriet i 1859-60 Ladet foretage en undersøgelse af fiskeriets forhold i den hensigt at kunne lovgive på området. Der dannedes organisationer til fremme af erhvervets. I 1884 blev De slået sammen til Dansk Fiskeriforening. Lokale foreninger opstod sideløbende, og på det felt var vore Fiskere nogle af de første til at slutte sig sammen i en faglig forening. Det skete i 1884, og den første formand var Laurits Rasmussen. Der skulle dog gå 20 år, før man indmeldte sig i hovedforeningen.
Læmolen og træbroen. Postkort 0. 1930, Asperup-Roerslev Lokalhistoriske Arkiv.
Læmolen
Båring Vig Fiskeriforenings område dækkede kysten fra Stavrshoved til Bogense. I den protokol, som dækker tiden 1907 til 1946, bestemmes formålet: at hjælpe medlemmerne under sygdom, at arbejde for at få en læmole, hvor fiskerne kan ty hen i stormvejr, og i det hele taget at støtte hinanden. Af lovene fremgår, at formanden lønnes, at hustruer mod betaling af kontingent kan optages, men i øvrigt intet har at gøre med generalforsamling eller kapsejlads, at generalforsamlingen indvarsles ved nytårstid med mindst en aftens varsel. 1 1907 vedtoges at bruge 1000 kr. af foreningens midler til en læmole, samt at betale tegninger til en sådan. Desuden skulle stat, amt og kommune ansøges om tilskud, og man ville optage et lån i Nørre Aaby Sparekasse.
Målebordsblad 1946, med læmolen aftegnet ude i vandet. Gengivet med G. I. tilladelse A 461/84, copyright.
Læmolen stod færdig 1909. 13.500 kr. fra staten, 3000 kr. fra amtet, 1000 kr. fra kommunen, egne 1000 kr., samt et lån pa 10.000 kr. var det økonomiske grundlag. Entreprenør Hoffman forestod byggeriet. Skonnerter sejlede hertil med store sten bl. a. Fra Samsø. Havnebisserne, der arbejdede herude var indlogeret privat.
Da den stod færdig, var selve stenmolen 70 m lang med pæleindfatning på læsiden og opført på 2,5 m vand. Den var ved en 180 m lang pælebro forbundet med land.
Et stolt syn!
Fra ministeriet for offentlige arbejder fik man rekvireret en bro- og havnetakst, hvori der står at læse, hvad medlemmerne skulle betale for liggeplads og losning, samt hvad fremmede skibe skulle erlægge hos havnekassereren i enhver tænkelig situation. En årrække foregik det hos Hans Henrik Knudsen, der sammen med sin kone, Oline, boede nærmest.
Vanskelighed Fiskeri er underlagt uforudsigelige forhold. Årene omkring 1. verdenskrig var virkelig gode år, men Indtægterne svingede meget. Havnens drift har igennem årene voldt bestyrelsen meget hovedbrud. Var der ”Lavvande” i medlemmernes private pengekasse, var det svært at inddrive brotaksterne. Fik det rent skidt, lossede man på strandbredden. Det krævede desuden stor energi at vedligeholde anlægget. Det sandede let til; Men så Længe ålegræsset var til stede, var det muligt at holde det i ave ved at fjerne sandbankerne med salg for øje. På et tidspunkt i 1938, gik der syge i ålegræsset, og sandmængden voksede. Allerede fra 1920 var det på tale at få staten til at overtage havnen. Der forhandledes i flere år; Men det lykkedes aldrig. Til at begynde med havde 40 familier fiskeri som hovederhverv, i 1935 kun 25 familier. Det kneb at holde sammen om læmolen, efterhånden som vedligehold og tilsanding gav større problemer. Tidens tand og især de hårde vintre under anden verdenskrig sled på broen. I vinteren lige efter krigen førtes træværket bort af isen. Fiskerihavnens æra var slut.
Vedtægter indføres Ud over anlæg og drift af havn havde bestyrelsen i adskillige ar til deltagelse i år før deltaget i drøftelser om vedtægter angående rettigheder og pligter som fiskeri i vandet nord for Fyn. Selvfølgelig har der været rift om pladser og strid om rettigheder. I 1908 kom vedtægten, og uenigheder kunne klares af fiskekontrolløren. Der var højst forskellige meninger om den nye lov. Læge Andreas Munck, Skovshøjrup, som var læge for og ven med fiskerne, uanset hvilken slægt de tilhørte, skrev i avisen en morsom vise i den anledning. Et enkelt vers skal citeres:
Sikket pæleri ved stranden!
Venskab, frændskab, gav de fanden,
råbte, medens med en hammer
mærkepæle ned de rammer:
Dit er mit, og mit er dit!
Mit er frit, og dit er skidt!
Det var dog et syndigt sjov. –
Ja! Det er en yndig lov!
Et medlem af den store Møller-slægt, P. Møller, Svarede igen i avisen til den ‘poetisk okse’ af en læge, der ikke havde skrevet sit eget navn under visen:
Som gammel ven kom blot til mig,
så skal jeg gerne hjælpe dig
at digte sange til dit gavn,
så du kan skrive under navn.
Digt dine viser, skriv dine sange
ikke skarpe, ikke lange.
Hold din tunge og pen i tøjle,
hvis du ej i snavs vil sejle.
Livet som fisker Vejr og årstid bestemte dagens Gøremål. I vintertiden bødede fiskerne garn, købte graner i Wedellsborgskove eller på Stenderup Hage, fjernede bark og knaster og spidsede dem til. Garnene blev tjærede og så tidligt det lod sig gøre, blev pælene slået, garnenemed synk og senere bly hængt på, alt sammen helst i februar eller marts. Sild, torsk, stenbider, hornfisk og Makrel gik ind. Tidligt om morgenen røgtedes garn fra jollerne, som i mange tilfælde stammede fra Blanke Mark, hvor Peter Pedersen og sønnerne Ejler og Kristian havde bådebyggerværksted. En 6-8 mand var på arbejde her, hvor savene blev drevet med vindkraft.
Når vigens vand blev sommervarmt, trak fisken sig til havs, og der blev tid til at høste. Høstsild, rødspætter og skrubber gik i garnene om efteråret, inden pæle og garn blev taget ind for vinteren. Vinterfiskeri fandt foregik bl. a. andet. med trawl fra motorbåd eller kutter, hermed turen kunne gå længere end vigen rakte. Af og til har sjældne fisk overrasket brødrene Ditlev og Kristian Møller: Blækprutter, havål, klumpfisk og hajer har de bragte i land.
Afsætning Når fisk skulle afsættes, kom de såkaldte »trækkere« med hest og gig eller andet transportmiddel, købte fisk og solgte dem langt inde i landet, ja, helt i Gribsvad. Navne som Hans Jørgen Sørensen og sønnen Valdemar fra Asperup, samt Anders K. Jørgensen fra Roerslev hører til blandt dem. Fiskeimportører som H. Munck og M. Jensen, Fredericia, og Peter Jensen, Middelfart, aftog store mængder.
Kapsejlads Indtil 1929 var foreningens kapsejlads sommerens højdepunkt. Ved siden af grundlovsmøderne var denne begivenhed ved badehotellet det største tilløbsstykke. Denne sommersøndag i juli blev adskillige »løb« afviklet alt efter bådtype. Præmieoverrækkelsen fandt sted ved musiktribunen. Dommerne var i mange år politibetjent Keldsen, sognefoged Rasmus Rosendahl, læge Munck samt bestyrelsen. Ølund, som havde guld- og sølvvarehandel i Middelfart, leverede de flotte præmier, som med tre tårne stadig gemmes i skufferne. Dagen sluttede med en gevaldig fest.
Anders og Marianne i 1890.
Sådan var det De fleste blev og bliver meget gamle. Det var et godt liv, der levedes herude med landbrug, frugtavl eller et håndværk som andet erhverv. Familierne var så godt som selvforsynende med sund mad. Livet var ikke karakteriseret ved stress og jag. Roligt kunne man stå til søs, konerne var det solide bagland, der passede hus, have, dyr og mark. Desuden hjalp de med at tjære, skære fisk op og hvad der ellers skulle Klares. Læge Børge Nielsen, Nr. Åby, har engang udtalt, da en 90-årig herudefra for første gang søgte hjælp hos ham: »Har folk derude ved vigen mon fundet livets kilde?« De gamle slægter flytter ikke og opgiver ikke deres arbejde, før de er højt op mod de firs. – Noget kunne tyde på det! Blanke- og Båringmarkere som Møllerne, Lillelunderne, Larsenerne og hvad de allesammen hedder, samt fiskeriforeningens gamle protokol har været mine kilder.
Fiskerparret Marianne og Anders Møller (1850-1951)
Grethe Marcussen