– eller om det kildevæld, der gav
Blanke sin digter.
Vends 1995
Af Grethe Marcussen
Påskedag 1982. Det er køligt, men højt og klart vejr. Fra Kystvejen tegner sig en grusgul plet i Peter Hansens nytilsåede mark. Han peger: »Netop der lå gården, som min bedstemor købte og lagde ind under Vanggaard omkring århundredskiftet. Det mørke område, du ser Lige syd for, er den fugtige jord omkring et gammelt kildevæld, som sprang frem af bakkehældet. Der er sat 4 brønde, og store dræn leder nu vandet ud i Tangmosen. «
Vi drejer ned til blanke strand og standser ved Strandvejen nr. 8. “Nakjælen” -står der på sommerhuset. Om dette navn, om husets oprindelige placering og om en digtsamling af samme navn, skal der her fortælles.
“Nakjælen” og udsigt over Båring Vig. Oliemaleri af “Maler Knudsen”, Kauslunde. Privateje. 
For længe siden
“Vi sagde nu altså ‘No’kjælen’, fortæller Åge Møller Hansen, tidligere Fisker, nu pensionist i Strib. Han Boede lige ved renden på Blanke Mark. “Det var ham digteren, der hørte det som “Nakjælen”. Det betyder NordKilden, og hvor den sprang, har der fra gammel tid ligget en gård af samme navn.
Her laa en Gaard i gammel Tid.
Det tegner sig i Tanken
med mosset Tag og lang og hvid
bag Ælmene paa Banken.
Gårdens sidste ejer hed i Følge Kirstine Madsen, tidligere bosat i Kustrup og beslægtet med denne Per Jørgen Pedersen. I daglig tale sagde man slet og ret Per Jørgen Nørkjæl. Gården var gammel og lå på bakkehældet med sine 20 tønder i små mål, som man dengang brugte. Omregnet til i dag, det svarer til 15 tønder land. Rundt om bygningerne lå en jordvold med masser af høje træer af alle slags. 2-3 heste hørte til samt 7-8 køer. Lidt besværligt må det have været at drive den. Langt som der var til alt, bl.a. mejeriet i Roerslev. Det lå dengang ved Vestergård.
Den klareste kilde
Men fortrin manglede gården ikke. Syd for den sprang den dejligste kilde. Blot tanken om vandets smag får øjnene til at stråle på dem, der har smagt det. Kilden tjente som vandforsyning både ude og inde og løb så i en grøft. På gårdspladsen sås et stort stenvandtrug, og noget blev ledt gennem staldens grebning. Endelig var der fred og en betagende udsigt over Båring Vig, fra pynten i vest til Bogense kirketårn i øst.
Hvordan kom man egentligt dertil:
Da Odense var trang og ny, løb
Rugaardslandevej af by.
Men da den tappert havde stridt
sig op ad Baaring Banke
Og nu langs Søndenhældet frit
skred frem og bare pusted lidt
gennem sin Poppel-Flanker,
da fik den selv for Løben-bort
at lide Fødebyens Tort:
en lille Bivej, så sit Snit
en Bitte Vest for Blanke
og rendte stik mod Norden op,
skønt Landevejen råbte: «Stop,
Hvor skal du hen, sin Pjanke!
Den lille lo og vred sin Krop:
Farvel du gamle Rugaardsvej,
og Tak for Skyds og hav det rart.
Men følge dig til Middelfart
og ende der som Gyde – nej!
Det var en grufuld Tanke!
Nej, op på Bakkedragets Top
og se sig om og vide
lidt om den nordre Side,
det huer mig – hej hop!
Markvejen fortsatte naturligvis til Blanke Mark.
Du lille muntre Markvej,
jeg fulgte sig saa tit,
Jeg følger dig endnu i mine Tanker
til Toppen, hvor du skænker
et Udsyn, milevidt,
Det skønneste, jeg saa fra danske Banker.
Og aldrig buer Himlen
et Loft så lyst og vidt
som det, jeg her Kærmindeblaat saa smile.
Her skænker Luften Havets Duft,
her vandrer Blikket frit.
Her hviler Sindet sødt i Sommerhvilen.
Gården sælges og rives ned
I 1899 solgte Per Jørgen Nørkjæl alle herligheder til Kirsten Hansen, der sad som enke med to børn på Vanggård, idet manden tidligt døde af spansk syge. Da der ikke var brug for de gamle bygninger, blev de i 1901 revet ned. Træværk fra gården og nogle af de høje træer fandtes der senere anvendelse for på Vanggård. Det var Peter »Tømmer« på Blanke Mark, der savede de gamle bøge- og egetræer ud på sin bloksav, og det fortælles at de så godt som alle havde været ramt af lynnedslag. Kildevandet har formodentlig tiltrukket de mange lyn, træerne har virket som lynafleder for bygningerne.
Der lå nu tomten, omkranset af sine træer, og forår efter forår myldrede vintergækker og anemoner frem til glæd for de mange, der lagde søndagsspadsereturen deromkring. Kilden sprang – i hvert fald i 1907 – men også længere frem.
Jens Hansen
Omkring 1910 overtog Kirsten Per Hansens enke Jens sin fædrenegård. Til nabo har han Erna Nielsens svigerforældre
Jens Peter Nielsen og hans kone Marie. Hos sidstnævnte ferierede digteren Marinus Børup med sin forlovede Karen. Hun var beslægtet med familien Nielsen, og gennem disse besøg forstærkedes den kærlighed til Fyn, som digteren fra barndommens sommerferieophold hos faderens familie i Maderup længe havde næret. Her brød den ud i lys lue, kilden stemte hans sind, og han kunne skrive:
Huske du den første Gang?
Alt var mildt og stille .-
Med Nakjælen i vort Blik
vi to nedad Banken gik.
– Huske du den rene Klang,
Klangen af en kilde?
Marius Børup – ‘Nakjælens’ digter. Foto:
Det kongelige bibliotek.
Nu var Dagens trygge Ro
signet Aftenstille;
stille under Himlen blaa
Vigen mild og perleblaa.
Tavse Marker, tyste Bo,
Tonen fra en Kilde.
I en Hal of Ælm og Løn
stod vi andagtsstille.
Mellem Nordengrøftens Trær
drømte Dagens Mindeskær.
Tyst til Lærkens Aftenbøn
sang den lyse Kilde.
Mellem digteren og de to nabogårdes folk samt de blanke markere, han på sine ture faldt ind hos, opstod et varmt venskab. Jens Hansen har han tegnet i det følgende digt:
På Fyns det fagre Solskinland
ved jeg saa sund en Bondemand,
saa lykkelig – hvor han har traadt,
der svulmer Grønt og Glæde – blot
at se og høre ham gør godt.
og Manden er Jens Hansen.
Jens Hansen i roerne.
Jeg ser ham gaa i Roerne,
hvor Solen gløder Ho’erne.
Jeg hilser ham, han standser lidt,
hans friske Tænder smiler bredt:
Hi-Jane dog, hvor er det hedt
– saa herlig er Jens Hansen.
Saa kildefrisk i Sjælen
– vel nok fordi Nakjælen,
der troner – som en lille Park
med Kilde! – paa Jens Hansens Mark,
velsigner baade Ælmens Bark.
og Brødet for Jens Hansen
Men staar hans Rug som luer
Med Kornblomst og Malvuer,
det huer mig – det bluer ham,
de kornblaa -Øjne truer: Kram!
og fint paa Kinden luer Skam
– vi skilles her, Jens Hansen!
Men ellers: blid som Engen.
Hver Lyd fra livets Vrængen,
der, naar hans Sind, får Sang til Svar
saa morgenfrisk, som Dugg er klar.
Det Land er Lykkens Ø, der har
en Bonde som Jens Hansen
Kilden rørlægges
Når talen faldt på kornblomst og malvuer, kunne bonden og digteren ikke blive enige, men da digteren efter længere tids fravær forstår, at Jens Hansen har rørlagt kilden, er den rent gal:
Saae jeg dem atter i Aftensol.
tavse, de mægtige Kroner.
Fældet den Abild med Bogfinkebol
– Fuglen vel fanget i Doner!
Furen, som før
glitrede, tør.
Svundne de rislende Toner.
Blødende Sol over Ælmens Brus,
Pilen saa fattig og runken.
Ned over Tomten en Vold af Grus,
Lav som en Grav, der er sunken.
Længe jeg stod.
Løn-Toppens Blod
gløded- og slukkede Funken.
Gysende hvisked de dunkle Træer.
Fjendtlig og angst laa Haven.
Hviskede: Mennesket, Mennesket nær.
Snart er vi faldne for saven.
Tøvende Drys,
Slyngrosens Kys
visnende værgede Graven.
Digterens sommerhus.
Fra den fine, poetiske, men truende resignation fortsætter Marinus Børup meget ironisk:
Dig laster jeg ikke, Jens Hansen;
Du handle som Barn af din Tid,
Og Tiden vil prise det Fremskridt,
Kulturen har gjort ved din Flid.
Du ved, hvor vi skilles Jens Hansen.
Men Tiden har Ret – den er stor! -:
Som Kornblomst og Valmuefjenden
maa Bonden forædle sin Jord.
Og Tiden har talt: »Jens Hansen!
Den Kilde – hvad skal du med den!
du har jo din Brønd og din Vandpost,
den jord maa forædles igen!«
Du adlød. Glæd dig, Jens Hansen:
den store Tid raaber sit:«Hør!»
nu da det flydende Ukrudt
ligger visnet i Drænlejets Rør.
Som Stortidens Barn, Jens Hansen,
din Skærv til Kulturen du gav.
Men da maa du oprejse Tiden
et Minde paa Kildens Grav.
Saa rejs da paa Graven, Jens Hansen
en Sten, og hug Vidnesbyrdet
om Tidens Storhed usletteligt ind:
Her var det, en Kilde blev myrdet.
Digteren bygger sommerhus
Alligevel hænger digterens hjerte i den grad ved stedet, at han 1920 lejer tomten af Jens Hansen, og for penge Af Carl Møllers legat lader han Peter “tømmer”, bådebygger og hustømrer, rejse et sommerhus derpå. Det kunne selvfølgelig kun hedde ‘Nakjælen’. I 5-6 år kom familien Børup hver sommer og nød naturen langt borte fra hovedstaden, men pengesorger tvang dem til at afhænde det til Jens Hansen. Han holdt også af denne plet og ingen gæster hos Martha og Jens Hansen blev snydt for en markvandring dertil. Ofte var det lejet ud, mange har her fået sindet bragt til ro .
I 1945 overtog Peter Hansen Vanggård. Omkring 20 år senere flyttede han “Nakjælen” ned til stranden og sløjfede gårdtomten. Alt sammen har det på en måde været udviklingens lov.
Jeg vil lade Børups sidste digt fra “Gækkeliljer” slutte denne Fortælling:
Når Lærkernes Jublen forstummer
For Ager motorers Tøf-tøf’en
Naar Bøndernes blankbrune Heste
kun lever i sagnet om Bøffen;
Naar maalet er naaet – naar Naturen
er dræbt af Maskinernes Drage,
da rejser det sidste Kuld af Fugle
for aldrig at vende tilbage.
Men da ligger jeg under Stenen,
hvor Kildens begravne Vande
ustandseligt rindende risler
henover min Hovedpande.
Med tak til alle, der velvilligt har fortalt mig, hvad de kunne huske.
Artiklen blev bragt ind i Sognebladet Asperup Roerslev, 2. årgang, 1982.
Kilde: Marinus Børup: Nakjælen, en Krans af Rim og Digte om en kilde, 1919.
Grethe Marcussen