Af Marion Strandgaard
Huset og æbleplantagen på Kærbyvej har igennem et halvt århundrede dannet rammen om et ganske særligt familie – og kunstnerliv.
Frede Troelsen og Birgitte Thorlacius var ikke kun et ægtepar, de var også kolleger og soulmates, ikke mindst i deres kunstneriske skaben. Mens Frede huggede i granit og skabte de mange udtryksfulde sten, som sognet har glæde af at kunne betragte, sad Birgitte ofte midt i skræpperne på Kærbyvej og tegnede dem om og om igen. Skræpperne er hendes varemærke, og de indgår da også i det store værk, hun skabte til Fyens Stiftstidendes nye mediehus i Odense.
Frede Troelsen, skulptur
Det var ikke det frodige, det blomstrende og overdådige Birgitte skildrede i sine tegninger, grafiske værker og akvareller. Det var det sidste stadie i naturens gang, hun var optaget af, det visne løv, frøstandene på en mælkebøtte eller de nøgne stilke på en plante. Hun så ikke forfald og død i disse ting, hun så det nye liv, der spirer frem, når en plante har kastet frø og visner.
Birgitte havde altid sin skitsebog i nærheden, når hun var på rejser eller blot på besøg hos familie og venner. Hun tog ikke billeder med sin telefon af de oplevelser, hun havde på sine mange rejser ud i verden, dels sammen med Frede, men også alene i de senere år, når hun havde fået legater til at arbejde på danske kulturinstitutter i flere lande.
I stedet blev skitsebogen flittigt brugt, og sammen med små tekster var det hendes personlige måde at dokumenter oplevelserne på. Man kunne ikke forvente en snap eller whatsapp med eksotiske billeder fra rejserne, nej hendes skitser og tegninger i skitsebogen blev til kunstværker, når hun kom hjem til atelieret.
Der er ingen tvivl om, at Birgitte savnede sin mand og kunstnerkollega, da han gik bort i 2014. De havde, ud over et ægteskab og et fælles barn, Ingrid Marie, også et arbejdsfællesskab i huset i Kærby. De kunne diskutere og tale om deres værker og ikke mindst respektere den andens arbejde. Derfor måtte det også føles tomt, da Fredes atelier og huggeplads pludseligt stod tomt. Derfor søgte Birgitte ofte ud for at arbejde blandt andet på Gammel Dok i København, et grafisk værksted, danske kunstnere kan søge legater til at arbejde i.
Hun var en flittig udstiller og havde ved sin død flere udstillinger i gang rundt om i Danmark, men hun var også fast udstiller på Asperupgård. Hun nåede desværre ikke selv at være med til ophængningen, men hendes børn stillede billederne til rådighed, så hun, som alle de andre år, var repræsenteret.
For et par år siden donerede Birgitte den store stele, som står på hjørnet Hindballevej/Kirkestræde. Stelen er lavet på huggepladsen i Kærby af Frede, som kaldte den en gave til sin hustru og som er hans livstestamente. I stelen er der indhugget de tegn og tekster, som betød mest for Frede. Han sagde om dem, at de er uden betydning men fulde af mening. Altså, at der er op til den enkelte at lægge sin egen betydning i værket.
Birgitte Thorlacius ved Stenen.
Anderledes klart er budskabet på stenen ved kirken. FØDSLEN – KØNNET-DRØMMEN-DØDEN. Det var de begreber, der optog Frede, og når det kommer til stykket også Birgitte. For det er jo netop denne livscyklus, som var inspiration til begge kunstneres værker, udtrykt på meget forskelligt vis.
Både Frede og Birgitte er der ikke mere, men deres kunst er tilstede og ganske nærværende i Asperup / Roerslev sogne, og der er ikke tvivl om, at de har sat et blivende aftryk på deres hjemegn.
Marion Strandgaard