– Skitse af en selvhjulpen kvinde, datter af landsbyens eneste digter
Vends 1998
af Grethe Marcussen
Digteren Martin Skovbos datter Sanne var en bemærkelsesværdig kvinde, et stykke levende lokalhistorie fra landsbyen Baaring. Her hører vi om hendes barndomshjem og forældre, hendes energisk ungdomsår ægteskab og børn.
At være ung er at være vågen,
at skimte livsmålet gennem tågen,
at splitte tågen, gå frem i gryet
Og se, at kravene er fornyet.
Sanne Skovbo Hansen som 75-årig i 1964. Foto i privateje.
Sådan udtrykte Sanne Skovbo Hansen sig i en sønnedatters poesibog. Elsb var hun beviset herpå. livsglad, -åndsfrisk og utroligt selvhjulpen som hun var til det sidste. Hun døde næsten 100 år gammel den 1. november 1988.
Hele rejsen gennem de stadigt hastigere forandringer på alle områder, som dette åremål kunne opvise gjorde hun med. I fin stil. Historien bar hun med sig og var samtidig levende optaget af nuet. Hun gjorde sig ikke offentligt bemærket, men var bemærkelsesværdigt trofast overfor det og dem hun fik med at gøre.
Derfor, og fordi hun havde rod i vort sogn og omfattede det med den varmeste interesse, og fordi hun selv på sæt og vis var levende lokalhistorie, skal hendes egen historie Fortælles. Hun har selv leveret det meste af stoffet igennem de seks år, hun fortalte om Baaring-Asperup til mig og min båndoptager.
Stemmen er sjælens spejl, har jeg forstået på en talepædagog. Det bekræftes, når jeg lytter til båndene med Sanne. Den sprøde klang, den energiske vilje til at være redelig, nænsomheden hvormed ulykkelig begivenheder omtales, samt den kultiverede formuleringsevnen er karakteristisk.
Til venstre for vejen ligger Jørgen Hansens købmandshandel i Kærby, hvor Sannes forældre boede til leje fra 1889. I dag Kærbyholmvej 4. Postkort i Asperup- Roerslev Lokalarkiv.
1889 i Kærby
I huset på Kærbyholmvej 4 drev Jørgen Hansen for godt og vel 100 år siden købmandshandel og udleje værelser. Hos ham boede Martin Skovbo med sin kone Mette Kirstine, da de den 22. januar fik datteren Sanne. Martin Skovbo var tegner, lærer og digter. Desuden udarbejdede han slægtshistorier. Det gav alt sammen ikke mange penge, men nok til familien, som med årene kom til at tælle ialt otte børn. Sanne var næstældst. Fra Kærby flyttede familien i 1893 til en lejlighed på ”Æbleskivetorvet” i Baaring, for senere at flytte i eget hus, det nuværende Byvejen 41.
Æbleskivetorvet i Baaring. Hertil flyttede familien i 1893. I dag Middelfartvej 93. Postkort i Asperup- Roerslev Lokalarkiv.
For tidligt i skolen
Da begge Forældre havde højskoleophold som baggrund, ønskede de børnene i friskolen, som lå i byens vestlige ende, MiddelfartVej 67. Til skolen hørte et par tønderland jord .Lærer H. C. Nielsen og hans kone, som var et forskolelærerinde, forestod undervisningen. For Sannes vedkommende blev det her til hele ni års skolegang.
Det var da dengang reglen, at i det mindste bogstaverne skulle være indlært hjemme før skolestart. Da forældrene tog fat på at undervise storesøster Karen, lyttede Sanne med, og som 5 ½ årig var hun for så vidt klar til skolegang, men for ung. Da storesøsteren imidlertid var blevet syg og ikke kunne komme i skole, som det var planlagt og aftalt med en veninde, blev det Sanne, der begyndte. Veninden skulle ikke gå alene.
Ni år i en to-klasse skole kunne ikke undgå at byde på mange gentagelser, men det bekymrede ikke Sanne, som gik videre på egen hånd. Hun og vores lille bys senere kendte Købmand, Karl Rasmussen, kappedes og nåede gennem Chr. Hansens regnebog 3. del. Nogle vil kende til rækkevidden fra af den oplysning.
Friskolen husede læseforeningens bogsamlingen, og Sanne tog sig af retterne, godt vant som hun var med fortælling og oplæsning hjemmefra. Litteraturinteressen blev grundfæstet og holdt sig livet igennem. På sine gamle dage havde hun Karen Blixen som sin foretrukne forfatter.
Sanne mindedes skolen til det som et sted med meget fri disciplin. Der var ingen udenadslæren.
Let beskæmmet genkaldte hun sig konfirmationsforberedelsen hos pastor Søren Lassen. Det var børnene fra friskolen, der ikke kunne skriftstederne uden ad!
H. C. Nielsen bagerst T. V., foran hans kone. De var Sannes lærere i 9 år i Baaring Friskole.
Foto i privateje.
Hjemmet
Hvad Sanne vidste om hendes hjem bad hende helt naturlig. Engang fortalte hun sammen med en bror Olof Skovbo, Nyark, om sin far og mor.
‘Far blev født den 22. august 1853 i Baaring Skov, hvor hans far Frederik Petersen er en lille ejendom på 3 tønder land, som han delvis drev som gartneri. Det er den nuværende ejendom Fader Tanggyden 5. Farfar var af gammel slægtsbog en slægt hvis navne kan følges i Fars slaveri ‘Fynske bondeslægter’.Farmor hed Dorthea og var datter af Skrædder Peder Andersen, Vedelshave.
Som dreng var far spinkel og stilfærdig med vågent mente for, hvad der rørte sig omkring ham. Forældrene troede ikke, at han var stærk nok til at blive landmand, og meget mod hans vilje blev han skrædderlærling. Han stod læretiden ud og arbejdede nogle år som svend, bl.a. i Haderslev. Som 25-årig brød han imidlertid af drog op Askov Højskole. Her fik navnet Poul La Cour stor betydning for ham. Herudover vandt han livslange venner for livet, deriblandt Rasmus Nielsen, Særslev, Grønvald Nielsen fra Vestbirk og Peter Andreasen, vinding.
Martin Skovbos portræt af datteren Margrethe, Sannes lillesøster. Tegning i privateje.
Arbejde og ægteskab
Efter tre vintre på Askov var far lærer i Snesere på Sydsjælland. Det var kun en lille skole, og efter få år fandt Forældrekredsen, det for dyrt at holde den i gang.
Far kom tilbage til Fyn og blev i 1886 gift med mor, Mette Kirstine. Hun var født i Baaring som datter af drejer Rasmus Hansen og hans kone Karen Marie, begge fra Vejlby sogn. Som ung pige kom mor til ‘Dyrehøjgård’, som ejedes af Fars farbror, Claus Petersen. I nogle år var hun mejerske, første på Gelsted Mejeri og senere på et par herregårde i Jylland. Sammen med en veninde Susanne Jørgensen blev hun elev på Rødding Højskole, hvor dengang Cornelius Appel var forstander og frimenighedspræst. Her blev hun styrket i livssyn, som den Grundtvigske præst Mads Melbye i Asperup vel havde lagt grunden til, og som hun fastholdt hele livet.
Efter giftermålet boede far og mor et års tid i Kolding og sluttede sig til frimenigheden i Ågård, der havde den omstridte Valdemar Brücher til Præst. De vendte dog snart tilbage til Fyn, boede en kort tid i Køng og siden i Kærby, hvorefter de kom til Baaring. I adskillige år havde far timer i forskellige skoler, ofte i botanik, men fulgte ellers den beslutning om forfattervirksomheden, han tog 0.1883, en virksomhed han siden drengeårene havde puslet med. Desuden havde far anlæg for tegning, og fra den tid han boede i Kærby, gav han sig en del af med portrættegningen, mest efter fotografi, for på den tid var det ikke så almindeligt med fotografiske forstørrelser. For et billede fik han 5 Kr. Tegningerne udførte han med sortkridt, som pensledes ud med en blød ‘stub’ af sammenrullet skind. Far malede også lidt, dels akvarel, dels olie.
Forfatteren
Martin Skovbo tegnet af hans mangeårige ven,
kunstmaleren Holger M. Havrehed. Privateje.
I 1883 blev hans første fortælling optaget i ‘Husvennen’. I 1893 udkom den første bog, ‘Fra den gamle Færgegård’. Den efterfulgtes af en lang række bøger. I 1923 blev skuespillet ‘De Vissenbjerg Røvere’ optaget på Odense Teater.
En anden side af fars virksomhed var topografi- ske artikler. Redaktør Nygård, Middelfart Venstre- blad, blev meget interesseret i disse egnsbeskrivelser og bragte dem med glæøde ud til sin vestfynske læser- kreds.
Omkring århundredskiftet oprettedes Folkelig Forfatterforening. Mange af medlemmerne besøgte vort hjem, således Johan Skjoldborg, som impone- rede os ved at optræde i sort fløjlsvest og rødt slips.
Marinus Børup kom til os gennem mange år og var med i udvælgelsen af de digte, der indgik i den lille digtsamling ’Sange fra min hjemegn”, hvormed far debuterede som lyriker i 1933, da han fyldte 80 år. Blandt disse sange står:
Arve
Du lille r¢de Arve,
som blomstrende i Senhøst staar,
til Bondens Plov og Harve
hen over Agren gaar!
Hver Blomst hun har sin Ynde fin,
men mig er ingen kær som din
den fine, rene Farve,
du lille, røde Arve!
Du kommer som det sene
og sidste Skær af Farven rød,
derfor du staar saa ene,
hvor Somrens Flor er død.
Men i din røde Farvepragt
er hele Somrens Ynde lagt!
Jeg elsker dig, du sene,
du fine, røde, rene!
Om far som digterven skrev Børup:
Han viste mig pa Vandring
sin skønne Skovbo-egn,
når Vinden sagte hvisled
i mørke, blanke Hegn.
Og gid jeg mange Somre
skal se den gamle Mand;
blandt mange fynske Venner
blev få mig kær som han.
Små kår….
Som voksne har vi børn jo nok kunnet forstå, at det mange gange har været svært at klare dagen og vejen med en stor børneflok. Engang havde far udredet slægtshistorien for den daværende ejer af Bubbelgård og forlangte 200 kr. for sit arbejde. Mor mente, at det var alt for lidt i forhold til tiden; han havde brugt, og i forhold til de rejser, han havde måttet ofre til Stiftsarkivet i Odense; men fars kommentar lød, at det var nok for den, som skulle betale. En dag skulle der vises lysbilleder i Baaring Forsamlingshus. Adgang for børn beløb sig til 10 øre. Vi ville gerne med; men da vi på det tidspunkt var fire børn hjemme, syntes mor, at det var for meget at ofre og sagde:”Hvis I bliver hjemme, får I kakao i stedet”. Der blev købt kakao for 10 øre, og således var der sparet 30 øre minus fire halve stykker hvedebrød med margarine.
men…
Far og mor kendte andre værdier end de materielle. Tidligt fik vi lært at læse gode bøger, bl. a. Bjørnsons ”Over evne”. Mor lærte os desuden et væld af sange. Som aftensang valgte hun ofte “Den skønne jordens sol gik ned”. På trods af den store arbejdsbyrde med hjem og mange børn skaffede mor sig tid til at følge med i ny litteratur og til at læse manuskripterne til fars bøger og drøfte dem med ham. De var ikke altid enige i deres syn på tingene. Romanen ”Egelykke” kan siges at være en nøgleroman. Mor var af grundtvigsk observans, mens far fra sit hjem havde en mere pietistisk holdning. Han var således ivrig afholdsmand.
Vores hjem deltog i foredragsforeningens møder, og vi kom meget i kirken, dog vel nok mest mor.
Vi havde omsorgsfulde forældre, hvis vurderinger tidligt blev rettesnor for os. Familiesammenholdet var stærkt. I de sidste år boede mor og far hos søster Karen i Morud. Her døde mor den 9. marts 1938. Far overlevede hende i fire år. Han var åndsfrisk til det sidste, men kræfterne ebbede ud, og han sov stille ind den 8. september 1942.”
Til Asperup
Martin Skovbo blev efter eget ønske begravet på Asperup kirkegård. Det var helt naturligt her, han hørte hjemme, på den egn, hvis historie, natur og folkeliv han havde fordybet sig i gennem et langt liv.
Som Barnet segner mod sin Moders Favn,
så trygt i Søvn i Hjemmets Muld han hviler. Og Stenen står med Martin Skovbos Navn, og mange Somres blaa Kærminder smiler. Således formuleret af Marinus Børup i digtet *Martin Skovbo in memoriam”.
Baaring Mejeri 1906. Bestyrer N. J. Nielsen med familie og mejerister samt mejersken i midten. Foto i privateje.
I lære på Baaring mejeri
Tilbage til Sanne. Fra lille havde hun hjulpet sin mor med alt husligt arbejde og med små søskende. Som 15-årig tog hun plads som barnepige hos A. O. Andersen på Stadagergård. Året efter hjalp hun stadig her som pige både ude og inde.
Derefter gik turen i 1906 til Baaring mejeri. Som moderen ville hun uddannes som mejerske. Det var dengang et af de få erhverv, hvor mænd og kvinder fik ligeløn, og hvor kvinderne tillige blev højt respekteret for faglig dygtighed. Læretiden strakte sig over et år med lille løn, men som uddannet kunne man tjene 30 kr. om måneden.
Om arbejdet berettede Sanne, at mejersken havde ansvaret for smørfremstillingen. Når fløden var skummet, blev den hældt i en stor tønde, hvor den blev syrnet til næste dag. Derpå blev den kernet, til smørret skilte sig ud. Dette blev så anbragt på æltemaskinen. Her gjaldt det om at få vandet presset ud. Nu skulle smørret tillige saltes i forskellig grad. Herefter blev smørret pakket i dritler og kasser.
Der skulle gode kræfter til! Dagens arbejde gik i gang kl. 5.30 og fortsatte i mejeriet til kl. 14, hvorefter turen kom til regnskabet. Men det generede ikke Sanne, som holdt af sit arbejde.
Engang fortalte hun muntert følgende historie: En dag fandt man en død kat i flødekarret på Baaring mejeri. Gode råd var dyre, for fløden var værdifuld. Katten kom væk i en fart, og en seddel blev sat pa kærnemælken til leverandørerne. Her stod ‘uegnet til menneskeføde’. Smørret kom til England!
Vidt omkring Efter et par år som mejerske her tog hun syd for grænsen til Spannet mejeri.
I sommeren 1910 fik hun råd til et højskoleophold pa Vestbirk Højskole. Den oplevelse ville hun ikke have været foruden. Forstander Grønvald Nielsens foredrag, sangen, delingsføreruddannelsen, turene i den smukke omegn og kammeratskabet blev prist i høje toner.
De følgende år arbejdede hun dels som mejerske på Skydebjerg mejeri i tre år, dels som husholder i Hobro, i Viborg, i Vestbirk hos Grønvald Nielsen og på Baaring Lykkegård. En tid var hun kontordame hos købmanden på Middelfartvej i Baaring.
I havn på Lindekilde Som 33-årig tog Sanne plads som husbestyrerinde hos ungkarl Julius Hansen på Lindekilde, en ejendom pa 5’/2 tønder land ved Nymark. Her blev hun og giftede sig i 1922 med sin husbond. I løbet af 4’/2 år fik de fire børn, fortæller deres ældste søn, Knud Skovbo Hansen. Der blev købt mere jord og bygget stalde, således at ejendommen, der i 1938 var pa 19 tdr. land, kunne have medhjælp både ude og inde.
Sanne og Julius Hansen blev viet den 9. november 1922 i Hårslev kirke.
Her står de i æresporten på Lindekilde, hvor festen blev holdt. Foto i privateje.
Julius Hansen var ivrigt engageret i sognets liv, mens Sanne så udpræget var blevet hjemmemenneske, optaget af sine børn, til hvem hun syede, og hvis skolegang hun fulgte tæt. Pligter skulle klares, for børnene kunne lege. Hun var en retfærdig mor, men lidt streng.
Dagene havde fast struktur, søndagen var helligdag, kun det nødvendigste skulle laves. Alle var søndagsklædt. Cykelturen gik til Hårslev kirke.
Alle børn kom godt i vej. Knud blev landmand, giftede sig i 1952 og indrettede sig med sin kone Edel i vestenden af Lindekildes stuehus. Samtidig overtog han gården med den klausul, at forældrene kunne blive boende på aftægt så længe, de levede.
De tre andre søskende stiftede ligeledes familie, og børnebørn blev nu Sannes store interesse. Hun knyttede sig på en måde stærkere til dem end til sine egne børn, og Knud mener, at det var medvirkende til, at hun holdt sig så ung i sind. I hendes stue var der fred og ro til trøst, til fortælling og til meget kvalificeret lektiehjælp.
Med sin mand delte Sanne interessen for lokalhistorie. Hun fulgte sin slægts historie op, mens han tog sig af sit fødesogn. Julius Hansen døde i 1958, og Sanne byttede så lejlighed med søn og svigerdatter, som med årene udvidede gårdens jordtilliggende til 59 tdr. land. I dag ejes og drives den af Knuds og Edels datter, Anne.
Under samme tag
Spørger man Knud, hvordan flere generationer kunne dele hus, svarer han, at det med held kan praktiseres, hvis respekten for hinanden er til stede. De to ‘husender’ bankede altid på hos hinanden og førte hver sin husholdning. På få kvadratmeter er det lykkedes til gensidig glade, ikke mindst for børnebørnene.
Lindekilde, 1922. Foto i privateje.
Sanne blev begravet på Hårslev kirkegård. I en mindetale karakteriserede et barnebarn Sanne som et menneske med udpræget selvdisciplin. Hos hende oplevede de, at det at blive gammel kunne være noget rankt, yndefuldt og værdigt.
Hun levede et nøjsomt liv materielt, men der fandtes ikke nøjsomhed i den måde, hvorpå hun gjorde sig umage med livet eller i hendes idealer. To forhold var kendetegnende, dels en accept af de livskår, der blev hendes, dels sansen for de værdier, der ikke kan købes.
Sanne holdt kontakt til sin store familie ved flittig brevskrivning. Da føromtalte barnebarn en gang var langt nede, sendte Sanne følgende citat fra et digt af Nis Petersen:
Mørket er aldrig så mørkt,
som det synes den dag,
da glæderne ødes,
når kun man erindrer,
at det er i mørket
morgenrøden skal fødes.
Lindekilde, 1922. Foto i privateje.
Det var ingen tom opfordring til blot at se på livets lyse sider, men klar erkendelse af, at det både er mørke og lys, sorger og glæder, der former et menneske.
Grethe Marcussen