Vends 1999
af Anne Kathrine Nielsen
Når man kører gennem Baaring på landevejen fra Middelfart, ligger på højre hånd de sørgelige rester af byens tidligere stolthed, Baaring Mejeri. Mange husker endnu. det’liv og den virksomhed, der udgik fra det. I 1990erne blev mejerierne genstand for en fredningsvurdring – Baaring mejeri vår med i finalen, men kom ikke med i den endelige udvælgelse. Men. undersøgelsen gav stødet til, at Asperup Roerslev Lokalhistoriske Arkiv begyndte at se nærmere på protokoller og papirer fra mejeriets storhedstid.
Baaring Andelsmejeri, 1888. Bag den daværende dam, tilhørende Baaring Lundegaård, hvis stuehus ses til venstre i billedet; skimtes det dengang 4 år gamle mejeri.
Foto: P. Fangel. Middelfart Museum.
Mejeriernes epoke
Mejerierne hører sammen med udviklingen af landbruget i 1800-årene og den omlægning til animalsk produktion, der fandt sted efter 1870. Dansk smør havde dog længe været en eksportartikel, især til England. Større gårde kunne have “hollænderi”, hvor uddannede mejersker sikrede et højt kvalitetsprodukt, men “bondesmørret” var ringe. Det blev fremstillet på den enkelte gård, ofte af fløde, der var blevet samlet gennem en periode, og resultatet var derefter. Fra 1860 blev ingeniør Segelcke lektor i mejerilære ved Landbohøjskolen; øg med ham begyndte den videnskabeligt funderede mejerilære. “Der er ingen grøde i; dårligt smør”, som han hævdede. Hans afløser blev docent N.J. Fjord, som i 1874 indledte forsøg med indsamling og opbevaring af is, og isens indflydelse på flødedannelsen. Med indførelsen af centrifugen i slutningen af 1870erne blev der basis for egentlig storproduktion af smør, og herefter opstod en række fællesmejerier, mejerier ejet privat eller på aktier.
Men højskoleidealerne førte til en hel ny form for organisation: andelsmejerier, hvor hver mand havde en stemme, uanset antal af køer. “Når. Den enkelte får ansvar i lige værdighed med sine naboer, følges menneskelig vækst og væksten i erhvervet ad”, lød. devisen. Det første andelsmejeri blev åbnet i 1882 i Hjedding. Efterhånden kom næsten et mejeri i hvert sogn, og antallet kulminerede i 1930erne med 1802 mejerier, heraf 1413 andelsmejerier. Mejerierne betød en mærkbar satsning på kvalitetsudvikling på alle fronter. I deres kølvand kom bl.a. kontrolforeninger, der satsede på udviklingen i avlsarbejdet,. og med en kontrolassistent, der bevæbnet med sit apparatur, drog fra gård til gård for at kontrollere og vejlede. Fortidens håndværk, der gik på fornemmelse ‘og håndelag blev afløst af temperaturmålinger, vægt og mål.
L.C.Nielsens centrifuge, Maglekildecentrifugen, i: Mads Stages streg. Hentet fra Poul Graae: Fra drittel til dåse, 1963, og gengives med kunstnerens tilladelse.
Mejeri i Baaring.
Hvornår andelssamvirket startede på Fyn er usikkert; (den første landboforening, Vends Herred og Wedellsborg Birks Landboforening, blev oprettet i 1841. I 1882 blev der startet: et fællesmejeri i Roerslev, og den 21. januar 1884 indbød en annonce i Middelfart Avis til et møde, hvor mulighederne for at oprette et fællesmejeri i Asperup Sogn skulle drøftes. Samme aften, som mødet blev afholdt, blev der tilmeldt leverance fra 230 køer. Derefter afholdtes. adskillige. møder, og både ved disse møder og gennem en ”avisfejde” førtes heftige diskussioner med tilhængerne af privatmejerier. Pennefører var lærer Jørgensen, Baaring, og bag ham stod Baaring-mændene, der var særligt ivrige for oprettelsen af mejeriet, hvor “de Asperup-bønder”” holdt sig lidt tilbage. Da Blanke-mændene sluttede op om mejeriet, var det naturligt, at det kom til at ligge i Baarings vestlige ende.
En af initiativtagerne var direktør Niels Hansen, og første. formand. blev gårdejer og friskolelærer Rasmus Knudsen. De første år blev omtalt i en sang til mejeriets 25 års jubilæum:
Blandt de mænd, som først forstod at nytte ”sjansen”
og for disse mænd vi tage af vor hat —
vil jeg nævne Rasmus Knudsen og Niels Hansen,
lærer Jørgensen tog også kraftig fat.
Sognefogeden straks var med på at “levere”;
Jørgen Larsen, Karl Jørgensen faed flere.
Og Niels Hansen Larsen, Blanke, vil jeg nævne,
Han skal ikke glemmes her ved dette stævne!
Mejeriet startedes den 7. maj 1884. Det var oprindeligt et fællesmejeri med 44 aktionærer, der ejede fra l.til 16 aktier. I følge 84 i lovene stemtes der efter antallet af aktier. I 1892 ændredes mejeriet. til. Et andelsmejeri, hvorved 84 blev ændret, så der stemtes efter “hoveder”. I mejeriet første tid skiftedes der ret jævnligt bestyrelse og bestyrer; men den 1. maj 1890 ansattes N. J. Nielsen, der kom fra en bestyrerstilling på Højrup Fællesmejeri. Han var bestyrer i 30 år og udtaler i anledning af sit 25 års jubilæum: ”Mit arbejde her har altid været en fest for mig. Jeg har hos både bestyrelse og andelshavere mødt den forståelse, som er nødvendig for, at én er glad i sin gerning”, og ien sang til mejeriets 25 års jubilæum skriver læge Andreas Munch fra Brenderup:
Pedersen:og. Kragholm sender vi en hilsen,
De: var mejerister i de første år.
Siden er det som bekendt Niels Jørgen Nielsen,
som for smør og ost og kærnemælken står.
Og se, ordnen i hans sager er, det ved je’, hel.
Derfor er han ofte i den bedste tredjedel,
Under alle forhold holder han sin hjerne sval.
Han er kort sagt, hvad man kalder en
kærneka’l,
Aktionærerne kunne købe valle og kærnemælk til 1 og 3 øre pr. kande, og “småfolk, som ingen køer har, kan købe til samme pris”. Valle kunne købes af alle til 1/2 øres overpris pr. kande. I 1912 vedtoges det at opføre et nyt mejeri, helst uden for byen, og to pladser blev taget på hånden. I løbet af sommeren og den første del af vinteren blev der foretaget boringer på disse pladser efter vand, men uden resultat. Efter at have brugt 4.100 kr. på disse undersøgelser besluttede bestyrelsen at købe en naboejendom til det gamle mejeri og se at skaffe en ny brønd på den anden side landevejen, da vandet i den gamle brønd ikke var godt. Det lykkedes at skaffe vand her, og byggeriet med en bestyrerbolig i haven og mejeriet med facade mod landevejen blev påbegyndt, og i løbet af sommeren 1913 blev det fuldført.
Udgifterne var:
Prøveboringer og brøndgravning 5.700 kr.
Køb af naboejendom 12.100 kr.
Opførelse af beboelse 6.000 kr.
Opførelse af mejeribygning 18.500 kr.
Mejeriets maskiner 17.300 kr.
59:600 kr.
Mejeriet efter ombygningen 1913, set fra syd med den nye bestyrerbolig.
Postkort i Asperup-Roerslev lokalarkiv.
Mejeriet var tegnet af arkitekt H.C. Andersen fra Baaring; maskinerne. blev leveret af “De “danske Mejeriers Maskinfabrik” i Kolding og kølemaskinen af A/S Atlas, København. I 1915 havde mejeriet 140 leverandører med 860 køer.
I bestyrer Nielsens tid.
Når man læser protokollerne fra bestyrer Nielsens månge år på mejeriet, får man indtryk af ‘en periode, hvor to formænd, Jørgen Nørrelund, Baaring og Jens Martensen, Blanke, bragte en stabilitet, der i høj grad kom mejeriet tilgode, og referaterne fra de mange bestyrelsesmøder og generalforsamlingerne efterlader én med en stor beundring for det kæmpearbejde, der blev udført.
Stadig indførtes forbedringer; nyt. pasteuriseringsanlæg, ishuset isoleres med tørvejord, der anskaffes et mælkeforvårmerapparat fra Konstantin Hansen og Schrøder i Kolding; efter distriktslægens anmodning graves og cementeres en gødningsbeéholder; en smøræltemaskine og en ny kærne med egetræsstativ kommer til, dampkedlen ommures, og i 1893 indgås akkord med en blikkenslager om rensning af dampkedlen fire gange om året for kr. 80 pr. år. Et nyt flødekølingsapparat med tilhørende’ pumpe kom til, og i 1901 anskaffedes et selvløftende pasteuriseringsapparat til fløde. I 1902 blev den hidtil brugte dampkedel ved kedelprøven erklæret ubrugelig, og det blev besluttet at anskaffe en ny 12 hk kedel; i den anledning måtte kedelrummet udvides med en tilbygning, og der blev hævet. kr. 2.250 af reservefonden.
Ved generalforsamlingen den. 16. september 1908 blev det vedtaget åt indmelde mejeriet som andelshaver “i elektricitetsværket. Mejeriet. Skulle betale installationen og bestyreren årligt erlægge kr, 50 eller 1/3 af det samlede lysforbrug. Som nævnt i forbindelse med bygning af det nye mejeri blev der anlagt ny brønd. Dette havde forbindelse med den tyfusepidemi, der hærgede. Mejeribestyreren og to mejerister blev syge, og da vandet i brønden ved det gamle mejeri blev undersøgt, viste detsig, at det var stærkt forurenet. Alle på mejeriet blev dog raske, og N. J. Nielsen fortsatte som bestyrer til 1920.
En af de trofaste formænd Jørgen Hansen Jørgensen (efter navneforandring Jørgen Nørrelund), “gårdejer på »Nørrelund«,
Ravnskovgyden I. Foto 1 privateje.
Så godt som hele tiden solgte mejeriet smørret til Esmann. Købmand E.F. Esmann fra Odense var eksportør, først af korn og senere af: smør til England. Han oprettede sammen med andre Sanderum Fællesmejeri. Hvert:år vidner protokollen om prisforhandlinger, som de skiftende. bestyrelser altid kom ‘sejrrigt” ud af, idet mejeriet normalt fik en pris lidt over Berlingske Tidendes notering.
Drittel:1 Mads Stages. streg, fra Poul Graae: Fra drittel til dåse, 1963. Gengives med kunstnerens tilladelse.
Emballagen til: smørret, smørtræerne, blev købt hos bødker Nielsen, Asperup, der startede med en pris på 155 øre pr. stk. og slutter med at få 185 øre pr. træ. I 1893 pakkedes smørreti “nye, smukke, ensartede, hvide, af tørt bøgetræ velforarbejdede træer, som. må være fyldte og: velpakkede”. Mejeriet var ikke alene aftager og forarbejder af landmændenes mejeriprodukter. Det ‘spillede også en rolle i lokalsamfundet i øvrigt. Som før nævnt kunne alle købe valle og kærnemælk. Senere blev der indrettet en butik, hvor mejeribestyreren stod for salg af alle mejeriprodukter.
1891 blev der installeret telefon på mejeriet, og også ikke-andelshavere kunne benytte den formedelst 15 øre for ‘en opringning. 1905 vedtoges det at indrette et badeværelse i en tilbygning, og også her var der adgang for alle til følgende priser:
Karbad 15 øre
2 ugentlige 25 øre
Brusebad alene 10 øre
Damp- og brusebad 15 øre
2 ugentlige 25 øre
Dampbad alene 12 øre
2 ugentlige 20 øre
Både den offentlige talecentral og badeværelset blev med tiden overflødige; men jeg husker, at min far i begyndelsen af 30’erne tog op til mejeriet for at komme i bad/I 1920 opsagde bestyrer Nielsen sin stilling; han døde året efter.
Ruinerne af kedelhuset. Gavlen er fuldstændig sprængt bort. Avisfoto fra 1933. Asperup-Roérslev lokalarkiv.
Ny mejeribestyrer.
Da bestyrelsen i 1920 annoncerede efter en ny bestyrer, var der 91 ansøgere, og blandt dem blev Holger Rasmussen valgt. Rasmussen var bestyrer til 1958, da mejeriets sidste bestyrer Jens Jensen, trådte til. Som i bestyrer Nielsens tid gik det godt på mejeriet med Rasmussen som bestyrer. Mange gange fik mejeriet sølvmedalje for smør og bronzemedalje for ost ved mejeriudstillinger. Men også besværligheder kendte mejeriet til. I 1923 kan man i protokollen læse om bekæmpelse af kvægtuberkulose, en sygdom, der drillede i mange år. I 1925 og nogle gange siden var det mund og klovsyge, der gav problemer, og under krigen, i 1943, berettes om smitsom kalvekastning.
I Holger Rasmussens tid indtraf den hændelse, der rystede alle, og som i Middelfart Avis den 27, november 1933 fik kæmpeoverskrifter på forsiden:
Frygtelig Eksplosionskatastrofe paa Baaring Mejeri i Gaar.
Videre hed det: “Dampkedlen sprængt med voldsom kraft og farer som et projektil ud af kedelhuset, spredende ødelæggelse på sin vej gennem bygninger og haver’og havnende ca. 100 m fra mejeriet”.
Lørdag den 25. november var dampkedlen blevet renset; arbejdet var afsluttét kl. ca. 1.30, kedlen vår afprøvet, og der skulle fyres op. Mejeribestyreren havde bedt førstemejeristen, Aage Pilgaard Christensen, kalde ved denne tid; men førstemejeristen havde sagt til de to mænd, der rensede kedlen, at han godt selv kunne” klare opfyringen. Således var Pilgaard Christensen alene, og ingen ved, hvad der skete i de timer, der gik før kl. 4.20, da dampkedlen eksploderede: med ét øredøvende brag, hvor det elektriske lys i Baaring gik ud: Dampkedlen på 3:000 kg kom ved eksplosionen til at virke som en raket, ‘der på sin vej gennem luften næsten smadrede ishuset, der lå bag ved kedelrummet. På et tidspunkt ramte kedlen jorden, slog nærmest en kolbøtte, fortsatte ind i have nr. 2 og lagde sig endelig til ro.
Alt i mejeriet var kaos. Kedelrummet var fuldstændig’ raseret, og:gavlen var blæst ud; i osterummet var de to:store ostekar slynget tilside, og ostepressen kastet hen over det ene kar. I maskinrummet var muren væltet, og her fandt man førstemejeristen begravet under murmasserne, formodentligt dræbt på stedet. Mange, både sagkyndige og ”menige”, prøvede at forklare ulykken. Man nåede til, at den sandsynligste årsag var et for højt damptryk i kedlen.
Den frygtelige. katastrofe berørte naturligvis mejeribestyrerfamilien, de unge medarbejdere og bestyrelsen dybt; men heldigvis blev det konstateret, at ansvaret for ulykken ikke kunne lægges på nogen. Mælken blev sendt til nabomejerierne Roerslev og Højrup. Allerede dagen efter eksplosionen blev der holdt. bestyrelsesmøde, og genopbygningen kom hurtigt igang, så mejeriet genåbnedes allerede den 12. december 1933. Den nye skorsten, der blev bygget ved samme lejlighed, toges i brug den 18. februar det følgende år. De endelige udgifter blev 36.077,91 kr..
Fester
Efterfølgende var der nogen. diskussion, om der kunne blive tale om at fejre mejeriets 50 års jubilæum i 1934: Bestyrelsen syntes ikke rigtigt, der var råd; men generalforsamlingen ville have fest, og dermed faldt afgørelsen. Festen blev holdt den 7. maj på Baaring Skov Badehotel med koldt bord, øl, kaffe og cigarer formedelst 3 kr. pr. kuvert. ‘Talerne var mange og muntre, og til lejligheden havde de lokale visemagere været i sving, f.eks: lærerinde Rigmor Vesterdal, der lader den røde ko synge:
I dag jeg røde ko
igen må stå og glo,
mens I til fest i skoven bisser to og to,
i båsene på rad
I tøjrer jer ved fad
Og gumler løs på det, I kalder gildesmad.
I tygger drøv om krisen,
Der vokser år for år,
Og brøler op om prisen,
som I for smørret får.
I tørrer mulen lang
Og brumler i en sang
Om bedre kår for kvaj i gamle Dannevang.
I det hele taget kunne andelshaverne: i Baaring Mejeri lide at feste, så mange gange er der i protokollerne omtalt sammenkomster med kaffebord: og foredrag. Også 25 års jubilæeti 1909 blev. fejret — to aftener med 300 deltagere hver aften. Ved den lejlighéd var der rejst et stort telt i Nørrelunds gård; det kostede for begge 75 kr., og der var aftale med Mortensen på badehotellet om levering af koldt bord med øl og snaps til 1,60: kr. pr. kuvert, ‘og prisen på 1 fl. Rødvin måtte ikke overstige 1 kr. De unge, der kom aftenen efter selve festen, fik kaffe med smørrebrød og senere på aftenen chokolade med brød; alt i alt 45 øre pr. person. Begge aftener var der sange, og efter traktementet gik dansen. lystigt. til midnat. Også ved den lejlighed havde Rigmor Vesterdal skrevet om den røde ko og sluttede sangen med:
Og hvis I nu i dag vil sende
en hilsen til vi røde hen.
Så vi må få det ret at kende,
at ven vil mindes ven igen,
til jeres ry
med Baaring By
vi gir’ et brøl i vilden sky!
Holger Rasmussen var mejeribestyrer under krigen; ifølge protokollerne gik arbejdet roligt og støt. I 1939 blev et langtidspasteuriseringsanlæg installeret og i 1941 fik mejeriet et nyt ostelager, da isolationen i det gamle var for dårligt. Da det i 1944 kneb med brændsel, fyredes med halm, og det gik udmærket. Det fremgår af protokollen, at mejeriet ligesom egnen ikke mærkede meget til krigen og besættelsen.
Baaring. Ko Foto: P. Fangel, 1888. Middelfart Muséum.
En ung mejerists hverdag.
1. november 1949 kom en ung mejerist, Bent Kristiansen, til Baaring Mejeri Han deltog 1994 ; projektet ”Fynboer i 100-år” og skrev en levnedsbeskrivelse, som lokalarkivet siden har fået foræret, Lad Bent Kristiansen selv fortælle om sit år på mejeriet:
… Den: 2. november 1949 tog jeg toget til Asperup, jeg havde været i Vejen hos mine forældre et par dage, inden jeg skiftede arbejde. Jeg kan huske, jeg gik på stien mellem Asperup og Baaring, en tur på et par kilometer. Jeg mødte en mand på stien, og han begyndte at tale med mig, men jeg forstod ikke meget af det, han sagde, så jeg tænkte, at nu havde jeg vovet mig for langt hjemmefra, når jeg ikke engang kunne forstå det sprog, de talte. Det viste sig senere, at det var en gammel ungkarl, der boede næsten ved siden af mejeriet, jeg havde mødt, og han havde bevaret sin fynske dialekt. Men det var godt, sat jeg ikke vendte om; jeg kunne også se mejeriskorstenen i det fjerne, så den styrede jeg imod.
Baaring Andelsmejeri havde ca. 120 leverandører, der kom 6-mælkevogne med deres mælk hver dag, også lørdag og søndag, for køerne skulle jo malkes hver dag, uanset om det var helligdag. Jeg kom til at bo på et stort værelse oven på mejeriet. Jeg kom til at dele værelse med en mejerist, der hed Preben. Inde ved siden af havde Krogh værelse; han var førstemejerist på mejeriet og var forlovet med Magda, der var pige hos mejeribestyrerens. De kom begge fra Sønderjylland. I deres fritid kørte de rundt på en gammel motorcykel. Værelset, jeg skulle dele med Preben, indeholdt en seng til hver, et skab til hver og ét bord med to stole. Der var et vindue ud til vejen, men vi opholdt os ikke meget på værelset.
Jeg havde et sæt hvidt tøj med i en taske, så jeg kunne begynde at arbejde, hvis min dragkiste, som jeg havde sendt med fragtmanden et par dage før, ikke skulle være ankommet; men den stod neden for trappen, så jeg fik Preben til at hjælpe med at slæbe den op på værelset. Jeg kan endnu huske den ejendommelige lugt, der var på det værelse. Her havde der altid boet to mejerister, og deres beskidte tøj blev bare smidt ind i skabet. Lugten blandede sig med mejerilugten nedefra og den lugt af øl, som Preben drak mange af, i det år vi boede sammen. Jeg havde på det tidspunkt næsten ikke smagt en øl, men jeg var jo heller ikke fyldt 18 år endnu.
En arbejdsdag i sommeren 1950; Jeg vågnede med et sæt. Var det allerede morgen? Krogh stod og ruskede i Preben, han var altid svær at få op om morgenen. Nu var jeg vågen og svingede benene ud, over sengekanten. Jeg vaskede mig ikke, for så skulle jeg helt ned i mejeriet for at finde en spand med vand. Jeg tog mit hvide tøj på, der lå i bunden af skabet. Tøjet var ikke hvidt længere. 5 dages arbejde med forskellige ting havde sat deres tydelige spor på det hvide tøj. Det var stift af berøring med ostene på ostelageret fra dagen i forvejen.
Bent Kristiansen. Foto i privateje.
Mejeriet gik langsomt i gang. Klokken var fem, det var sommer, og det var lyst i vejret, solen skinnede. Jeg var jo osterielev, så jeg lukkede vandet ud af ostekarret for at få fat ide Danbo-oste, der lå i bunden, og som vi havde lavet i går. Jeg begyndte at bære dem over gårdspladsen over i saltningsrummet. Her plumpede jeg dem ned i saltlagen og dryssede salt oven på dem. Derefter rokerede jeg rundt med de andre oste; for når de havde ligget i saltlagen i 4 dage, havnede de oppe på lageret. Her var der masser af oste, der lå på nogle lange hylder, helt optil loftet. 8 til 10 hylder oven på hinanden. Der var oste i alle aldre, men jo ældre de blev, jo lettere blev de at passe. De oste, jeg lige havde båret op, blev smurt ind i noget hvid madolie. Det var vigtigt at smøre dem godt ind, for ellers var de ikke lette at holde senere hen. Men det tog ikke lang tid at smøre dem ind, så jeg begyndte at vende de lidt ældre oste. De skulle helst vendes hver dag og tørres over med en klud dyppet i saltvand.
Krogh og Magdas afrejse fra. Baaring, 1950. Fra venstre fru Rasmussen, Magda, Krogh, Preben, mejeribestyrer Rasmussen med kuffert og Bent Kristiansen. Foto i privateje,
Ved 7-tiden var jeg færdig på ostelageret, og jeg var efterhånden godt sulten, så jeg gik op i mejeribestyrerboligen. I køkkenet tog jeg en ordentlig portion øllebrød, der stod og blev varmet på komfuret. Hver morgen sneg jeg mig til at tage lidt fløde på øllebrøden. Jeg tror ellers ikke, at fløden var beregnet til andet end kaffen, mén der var ingen, der sagde noget. Efter mit ensomme morgenmåltid gik jeg ned i mejeriet. I den tid jeg havde været på ostelageret, havde Krogh fået damp på kedlen. Det var et “Stookerfyr” dvs, at det brunkul, vi fyrede med, blev malet til smuld og ved hjælp af en snegl transporteret ind i kedlen. Det var ret moderne på dét tidspunkt. Damp-maskinen var også sat i gang og trak nogle pumper og kølemaskinen ved hjælp af en lang aksel, der gik oppe under loftet. Den første mælkekusk var også kommet med mælk fra leverandørerne; det var han ved at veje ind sammen med en ældre landmand, der kom og hjalp til. Når vognen var tom, blev den kørt frem, og den næste hestevogn holdt parat, mens den første blev læsset med valle og syrnet mælk i de junger, der var blevet tømt for sødmælk. Det var Preben, der stod og vejede det ud til leverandørerne. Han var blevet færdig med det arbejde, han skulle i smørkammeret. Smørret var blevet kærnet og kærnemælken var tappet fra, og kærnen stod nu og kørte langsomt rundt for at ælte det sidste vand ud af det. Det kunne passe sig selv i lang tid, så Preben kunne sagtens veje ud og holde lidt øje med, hvad der foregik i smørkammeret.
Mejeriet i 1930’erne. Det fremgår tydeligt; at virksomheden har gårdpræg med ‘stuehus og udlænger’. Bestyrer Rasmussens kone Valborg: ses 1 gården, og sønnerne Svend Erik og Aksel leger i haven. Til venstre Baaring Bageri. Luftfoto i privateje.
Mejeribestyrer Holger Rasmussen stod i forretningen og udleverede’ det smør og den ost, som mælkekuskene skulle have med hjem til leverandørerne; de havde gerne nogle små sedler med, og rationeringskort, for man kunne ikke købe det smør man ville, selvom man egentlig selv leverede råproduktet, mælken. Der kom også folk fra byen og handlede. De kom gerne med en lille spand, som de fik fyldt med sødmælk eller kærnemælk. Når den sidste mælkevogn var kørt, lukkede Rasmussen forretningen og gik ind for at lave ost.
Ostekarret var i mellemtiden blevet fyldt med mælk, hvorpå Rasmussen satte løbe til osten. Så gik han gerne ind og drak formiddagskaffe, mens osten stod de 40 minutter, den skulle. Rasmussen og jeg hjalp hinanden med at skære osten i små stykker på størrelse med en hasselnød. Derefter begyndte han at røre i osten med en skovl eller en greb; frem og tilbage, så osten ikke lagde sig på bunden og brændte sammen. På et tidspunkt blev meget af vallen tappet af, og Rasmussen fik travlt med al hælde varmt vand ned over ostemassen, så den havde den rigtige temperatur.
Når jeg var færdig på ostelageret, begyndte jeg at vaske mælkeflasker. Det var nogle klare flasker, som kunne rumme en liter sødmælk. Jeg vaskede ca. 120 flasker hver dag. Derpå fyldte jeg dem fra en junge med en hane på. De stod i nogle rammer med 12 i hver. Derefter blev der sat en kapsel på med ugedagen stemplet på. Mælken skulle jo lavpasteuriseres, så de blev sat op i et kar fyldt med vand. Der stod de og blev varmet op i en times tid.
Jeg var ved at være færdig med mit arbejde, og Preben havde vejet smørret af og slået det ned i de syv, otte dritler, som nu var sat ind i kølerummet. Her ventede de på, at der skulle komme en fragtmand, så de engang kunne havne ovre i England. Det var et slæb at læsse de dritler, som vejede 55 kg. Smørret i dritlerne vejede nøjagtig 50,8 kg.
Vi hjalp alle fire hinanden med at lave osten færdig, og til sidst var osten havnet i nogle pressere, der pinte det sidste valle ud af osten; her sad de i spænd ca. tre timer. Nu var det ved at være middag, så vi gik op til mejeribestyreren og spiste. Vi spiste alle på mejeriet. Til middag sad vi i køkkenet. Vi spiste hurtigt, så havde vi lidt tid til os selv, inden vi gik ned i mejeriet igen og gjorde os færdige. Bagefter vaskede vi os og gik op på værelset og sov én times tid; vi havde jo været tidlig oppe. Der var lidt leverandørregnskab, der skulle ordnes, så vi sad på kontoret et par timer. For at glæde os selv gik jeg ind til bageren, der boede lige ved siden af, og købte en stang wienerbrød, som vi spiste med velbehag. Sådan en stang kostede 40 øre, men så fik vi også brugsanvisning med, forstået på den måde, al bagerkonen sagde, at vi bare skulle lægge wienerbrødet på en varm radiator; så smagte det som nybagt.
Det var ved at være aftensmadstid, og kl. 18 gik vi op til mejeribestyreren og. ind i stuen. Her var vi alle samlet til aftensmaden. Holger Rasmussen og fru mejeribestyrer Rasmussen, Preben og Krogh og Kroghs kæreste Magda; og når vi var samlet, kom. mejeribestyrerens gamle mor trissende ind. Hun var utrolig gammel, helt klædt i sort fra øverst til nederst. Når hun var nået om til sin stol, var det min opgave at skubbe stolen ind under hende, så hun kunne komme til at sidde ned. Når vi var færdige med at spise, var det også min opgave at tage stolen væk, så hun kunne rejse sig igen. Om aftenen kunne vi lave, hvad vi havde lyst til. Det var den 1. juni 1950, så jeg spurgte, om jeg ikke kunne få min løn. Rasmussen. fandt otte tikronesedler frem til mig. De 80 kr. var min månedsløn; men så fik jeg også gratis kost og logi, og en fornemmelse af, at de, passede på mig i alle døgnets 24 timer.
Bent Kristiansen forlod Baaring Andelsmejeri med en meget flot anbefaling fra mejeribestyreren.
De sidste år.
I 1952 blev Roerslev Mejeris fremtid diskuteret, og Baaring fik en forespørgsel, om mejeriet kunne modtage mælk fra Roerslev, hvis mejeriet blev nedlagt. I 1954 blev svaret, at mejeriet i Baaring kunne aftage fra de Roersleygårde, der lå naturligt. For Baaring. Villy Niélsen, Risumlund, var formand i 1950′ erne og var som sådan med til at tage afsked med Holger Rasmussen i 1958,’ efter at denne havde været mejeribestyrer i 38 år. Da. Mejeribestyrer Rasmussen fratrådte, indløb fra Sønderbys fabrikker v. Ebberup tilbud om at afhente mælken ved stalddøren; kun tre andelshavere stemte for. Flertallet ønskede mejeriet bevaret, og 1. november samme år ansattes Jens Jensen. Ingen havde vel da forestillet sig, at han kun skulle’blive i Baaring i 7 år; På generalforsamlingen den 6. juli 1958 redegjorde Villy Nielsen for de store svingninger, mejeribruget havde været ude for; men netop det år havde de to sidste udbetalinger af mælkepenge været de største i mejeriets historie. Siden var indtruffet en periode uden regn, så leverancen af mælk var dalet med 12.000 kg pr. uge. Formanden omtalte ved samme lejlighed modernisering af mejeriets osteri og udvidelse af ostelageret, så det kunne rumme 50 t ost. Moderniseringen havde kostet kr. 45.000.
En centralisering af mejerierne på Vestfyn og tilbud om afhentning af mælk: ved ‘stalddøren hos andelshaverne blev diskuteret på generalforsamlingen den 29. oktober 1963. Da afhentning af mælk krævede tankanlæg og dermed større investeringer, blev beslutningen udsat et år; men allerede den 18. juni 1964 blev mejeriet indmeldt i fusionen af mejerier ved et møde i Broby, og på generalforsamlingen den 24. februar 1965 måtte formanden erkende: ’Udviklingen gik hurtigt; for bare syv år siden vedtoges al fortsætte og ansætte ny bestyrer. Nu er mejeriet tilsluttet Fyns Mejeriselskab. og skal nedlægges’.
Mejeribestyrer Jensen havde fået ansættelse hos Constantia A/M en epoke var slut. Sammenlægningen af mejerierne, der for alvor begyndte i 1950′ erne, har måske været lige så logisk, som oprettelsen af andelsmejerierne var engang. Mange steder har rationaliseringen gjort mejeribygningerne overflødige og tomme. Nogle mejerier er blevet til brandstation, andre flygtninge-center, kro: eller bibliotek. En trøst, vist så! Men vi synes vel alle, at mejeriernes byggestil er så karakteristisk og i den grad passer til. landskabet, at vi kunne ønske, at mejeribygningerne gennem en fredning kunne bevares.
Harmoni ved vintertide Postkort i Asperup-Roerslev lokalarkiv.
Mejeriet i 1930’erne. Det fremgår tydeligt; at virksomheden har gårdpræg med ‘stuehus og udlænger’. Bestyrer Rasmussens kone Valborg: ses 1 gården, og sønnerne Svend Erik og Aksel leger i haven. Til venstre Baaring Bageri. Luftfoto i privateje.
Anne Kathrine Nielsen