Vends 2006
af Grethe Marcussen
I 1868 byggede Asperup-Roerslev og Vejlby sogne en fælles fattiggård på Kustrup mark, som fik navnet Fælleshåb. Den blev en af de tre største fattiggårde på Fyn og kom til at leve længere end de fleste. Ved hjælp af de bevarede protokoller i Middelfart Byarkiv, af institutionen litteratur og interviews er det lykkedes at skabe et indtryk og dens virke.
»Til Anstalten hører 12 Tdr. Land, og det er Bestemmelsen, at der skal holdes 46 Køer, men foreløbig ingen Heste. – Idet vi slutte disse Linier, tro vi at burde nævne de Mænd, der fortrinsvis have ledet dette Arbejde; de ere, foruden Bygmesteren Murer Anders Pedersen af Aalsbo, de to Sogneraads Formænd: Husmand Hans Nielsen, Professor Rasmus Nielsens broder, på Roerslev Mark, Formand for Asperup-Roerslev Sogneraad, og Gaardeier Rasmus Simonsen i Vejlby, Formand for Vejlby Sogneraad«.
Sådan slutter Middelfart Avis den 3. december 1868 sin omtale af indvielsen af en fattig-, arbejds- og forsørgelsesanstalt på Kustrup mark, omtrent en mils vej øst for Middelfart, tæt ved landevejen til Bogense på grænsen mellem Vejlby og Asperup Roerslev sogne.
Den rummelige bygning indeholdt 30 større og mindre værelser. Den ville kunne rumme 150 personer, men der var dog endnu kun optaget 56. Det store to-etagers forhus vendte mod syd, medens sidefløjene og bagbygningen indrammede en rummelig gårdsplads mod nord. De fattiges arbejds-, sove- og sygestuer var høje og lyse. Man var ikke ganske færdig med det indre. »Når det skete, ville to ægtepar med små børn forventelig få hver sin stue, fremfor den ene, de nu delte!«
Provst Fønss, Vejlby, holdt indvielsestalen: »Vi har villet, at de, som ikke kunne finde Arbejde, og derfor ikke have kunnet styre sig selv, her skulle finde et midlertidigt Hjem og Underhold; .. at de Børn, som vi have set opvokse næsten uden Tilsyn, her skulle blive bevarede mod Fordærvelse, her skulle finde Ly, Renlighed og Pleje; … ikke blot lette os selv Byrde, men også hjælpe de Fattige selv til et roligere, sorgfrit Liv, fri for de mange Fristelser, de have været udsatte for. Dette er det fælles Håb, som vi have tilstræbt«.
Herefter talte sognerådsmedlem, pastor Mads Melbye, Asperup. Udgifterne til fattigvæsenet var steget år for år, uden at sognerådene havde kunnet styre fattigvæsenet så godt, som det burde styres. Det var ikke for at spare, at huset var blevet bygget, – men med det fælles håb at gøre det bedre for dem, der trængte. Byggeregnskabet var ikke afsluttet, men der var optaget et lån på 22.000 rigsdaler, som skulle forrentes med 6 % ; en udgift på 660 rigsdaler årligt for hver af de to kommuner. Melbye priste det hidtidige samarbejde og udtrykte håbet om et godt udfald, både for yderne og nyderne! – Han udtalte ønsket om, at håbet måtte tage bolig hos alle på dette sted! – »Miskjendelse kan ikke undgås, thi det er umuligt at gjøre Alle tilpas og være efter Alles Sind ; men saa maa Kjærligheden komme til Hjælp, og hvor den er, der vil Miskjendelsen kunne bæres.«
Pastor Mads Melbye,
Asperup-Roerslev og pastor
Holger Basse Fønss, Vejlby,
foretog åbningen af den nye fattiggård.
Historiens Hus
Luftfoto af Fælleshåb omkring 1950.
Postkort i Asperup Roerslev Lokalhistoriske Arkiv
Baggrunden for fattiggården
En stor gruppe af danskere har altid trængt til andres hjælp, tænk blot på gamle, invalide og børn. Traditionelt foregik plejen inden for familiens rammer. Forældre tog sig af børnene, som til gengæld forsørgede dem som gamle. Omsorgen for “syge og svagelige var også et familieanliggende; men langtfra alle kunne få familiepleje. Fra 1803 havde sognene haft pligt til at tage sig af deres egne nødlidende, men den generelle velstand, der prægede tiden 1840 — 1870, nåede sjældent ud til de små i samfundet.
Lokale gårdmænd som Hans Vædele Henriksen bakkede op omkring Fælleshåb. Han både aftog gårdens produkter som simer og måtter, fik kartet og spundet på anstalten og tog unge i sin tjeneste. Her ses Hans Vædele og hans kone med søn (til højre) og gårdens folk omkring 1900.
Fra 1860 – 1870 steg eksempelvis antallet af danskere med 11,5 %, mens antallet af danskere, der var registreret som almisselemmer, steg med af 41,6 %! Holdningen til samfundets håndtering af marginalgrupper, såsom invalide, sindssyge, gamle, ugifte mødre, tiggere og syge, ændrede da karakter. En af de nye måder at håndtere problemet på, var at opføre arbejdsanstalter, der byggede på en institutionel og kollektiv forsørgelsesform. Ideen bredte sig fra Sønderjylland og nåede Fyn i 1860erne og inden 1886 var der 55 fattiggårde i det fynske område. Af disse var der tre, der skilte sig ud ved deres størrelse – Nr. Lyndelse med 120 pladser, Kværndrup og Fælleshåb med hver 80.
Betegnelsen »fattiggård« var for så vidt dækkende: »fattig«, fordi der var tale om en forsørgelsesanstalt, hvor de fattige fik fuld forplejning, klæder og en seng at sove i; »gård«, fordi der var tale om et landbrug. Det forudsattes, at den fattige selv ydede en arbejdsindsats. Landbrugsarbejdet var så at sige de fattiges afbetaling på de udgifter, som sognet havde. I perioder, hvor landbrugsarbejdet lå stille, skulle den fattige gøre sig nyttig ved den daglige husholdning eller med husflid.
Landbruget skulle gøre gården selvforsynende med fødevarer, overskydende produktion skulle sammen med husflidsproduktionen sælges på nærmeste markedsplads eller til omkringliggende gårde. Den ideelle fattiggård skulle økonomisk hvile i sig selv.
Fattiggårdens dagligdag
Dagen var lagt i meget faste rammer, idet der på grundlag af skrivelser fra indenrigsministeriet og det respektive amt blev udarbejdet et ordensreglement for hver anstalt. Dette skulle ikke virke for tillokkende på landbounderklassen! Fælleshåbs reglement og husorden kendes ganske vist ikke, men har sikkert ikke adskilt sig meget fra andres.
Mænd og kvinder, også ægtefæller, anbragtes på hver deres afdelinger. Lemmerne levede afsondret fra lokalsamfundet. Eventuelle ejendele var ikke med på afdelingen, men stuvet væk under opholdet. Fattiglemmer var reelt umyndiggjort, og de skulle have tilladelse, hvis de bevægede sig uden for anstaltens domæne. Dage mellem april og oktober begyndte kl. 5.30, om vinteren 0,5 time senere. Efter at have vasket sig gik turen til morgenmad i spisestuen. Arbejdsdagen gik nu frem til kl. 12, kun afbrudt af en mellemmåltidspause på en halv time. Efter middagsmad optoges arbejdet igen kl. 13.30 og varede til det blev tid til aftensmad kl. 19. Midt på eftermiddagen var der en halv times pause. Kl. 21 var alle i deres senge på sovesalene.
De eneste, der ikke skulle arbejde, var de endnu ukonfirmerede børn. Bestyreren førte tilsyn med . deres opdragelse og lektielæsning. Søn- og helligdage var arbejdsfrie, og det var velset, at lemmerne gik i kirke.
I Vesteraaby – Aastrups reglement lyder paragraf 6:
Ethvert Lem er forpligtet til at udføre saadant Arbejde, som det kan, og som bliver det anvist, hvorved dog bliver at iagttage, at Lemmerne ikke mod deres Ville kunne udlejes til Arbejde hos Private udenfor Anstalten. Udbyttet af dets Arbejde tilfalder Anstalten, undtagen forsaavidt en liden Deel deraf maatte tillægges det som Anerkjendelse af Flid og god Opførsel eller som Opmuntring.
Til at lede og føre tilsyn med fattiggården, dens drift, dens økonomi og dens beboere ansattes et bestyrerpar, på de store gårde tillige tjenestefolk og daglejere. Bestyreren måtte ikke uden tilladelse fra sognerådet forlade fattiggården i mere end 2 timer ad gangen.
Der var indrettet lejlighed specielt til bestyrerparret, som til sig og familien fik gratis kost og logi; dertil kom en løn på mellem 250 – 400 kr. årligt. Det lyder ikke af’ meget; men kost og logi var højt regnet. Havde en nyansat bestyrer ikke særligt kendskab til ledelse, kunne sognerådet sende ham til oplæring på de nærmestliggende anstalter.
Antallet af mandfolk, fruentimmere, forældreløse børn og forhutlede fattigfolk på anstalten vekslede med årets gang. For de fattige var nogle tidspunkter på året vanskeligere at komme igennem end andre.
Fattiggårdene blev tidligt kritiseret for deres uheldige sammenblanding af værdigt trængende, børn og gamle, med arbejdssky personer, tiggere og alkoholikere.
Igennem 1870erne og 1880erne bragte bl.a. det socialistiske talerør »Socialdemokraten« artikler, hvor der efterlystes en sondring mellem værdigt og uværdigt trængende. Signalet blev forstået og anmodningen efterlevet med reformer o. 1890.
Bestyreren og familie på trappen til deres bolig på Fælleshåb. Privateje.
Omkring 1880 udnyttedes 50-59% af kapaciteten på fattiggårdene, ved århundredskiftet kun ca. 25%.
Fra slutningen af 1800-tallet fungerede fattiggårdene mere og mere som alderdomshjem for “gamle, uarbejdsdygtige mennesker. Antallet af børn faldt drastisk. Efter 1892, hvor alderrenten til de værdig trængende blev indført, fik Fælleshåb 2 afdelinger, en for aldersrentenydere, en for folk på forsørgelse. Fattiggårdene med arbejdsanstalter blev erstattet af alderdomshjem. Middelfart fik sit første alderdomshjem i 1919, oplandet De Gamles Hjem i Nørre Aaby i 1938.
Hvad protokollerne fortæller
I Middelfart Byarkiv findes tre protokoller fra Fælleshåb. Blandt andet en regnskabsbog for husholdningen 1868ff. I november og december 1868 fik anstalten således leveret: kød,. flæsk, byggryn, havregryn, bygmel, ærter, kartofler, kål, mælk, valle, sirup, rugbrød, smør, sennep, kommen, eddike, petroleum, kul, tørv, brænde, sæbe, soda, sand, ost og fedt. Blandt anmærkninger står fx: Kartofler leveret af gårdejer Petersen, Røjle; 1 lispund kaffe, 1 lispund sukker, 28 3/4 pot petroleum og 3 pot brændevin af købmand H. Nielsen. Nederst siden læses: »Til julen modtaget mål af 1 tdr. hvede, hvoraf blev bagt kage til lemmerne, både til juleaften og -dage, samt nytårsaften og -dag«!
Tilsvarende kan vi se, at Hans Vædele Henriksen, Roerslev, den 6. januar 1870 købte en tæppekost til 1 mark og 12 skilling. Den 7. maj samme år fik han kartet og spundet for 1 rigsdaler 4 mark og 2 skilling. Endelig erhvervede han en måtte til 5 mark og 15 skilling. I øvrigt var der generelt indtægt af simer, dvs. snore eller bånd, snoet af rugstrå, og der solgtes ost, huder af kalve, køer og lam, fedesvin m.m.
Fattiggårdsbestyrer Mathias Thomsen og hans kone Sørine. Han var bestyrer fra 1889 -1926, og takket være kontakt til hans efterslægt er det i dag muligt at få indtryk af livet på gården. Privateje.
Smør har haft sine forholdsvis faste aftagere på nærliggende gårde, bl.a. Th. Jensen, Kustrup, Niels Simonsen, Roerslev, Jørgen Larsen, Blanke Mark, Jens Hansen, Blanke, Anders Jørgensen, »Blankesholm«, Mads Hansen, Kustrup, Søren Larsens enke, Asperup, og Erhardt Christensen, Baaring.
Udgifter kunne være til kød, fisk, grise til opfodring, foderstoffer, håndværkerudgifter til istandsættelser, tøj, træsko, lædersko til konfirmation, løn til daglejere, til vaskekone, til dag- og nattevagter ved sygdom, ligkister, ligsyn, ligsynsattester, ligtøj, ringepenge, plaster og andre apotekervarer, des- uden til slagter for slagtning og saltning, og hver måned uddeltes flidspræmie.
Bygningstegninger fra 1868. Privateje.
Fælleshåb blev bygget i 2 etager og indrettet til 80 personer. På øverste etage, forbeholdt fattiggårdslemmernes soveværelser, fandtes en lang midterkorridor gennem bygningen. I underetagen var gjort plads til. bestyrerlejligheden, køkken, ; arbejdsværelserne og et par børneværelser. I vestre sidefløj var endnu et par soveværelser. Hovedbygningen har en enkel, klassicistisk arkitektur uden nævneværdig dekoration. Der er klar symmetri mellem placeringen af døre og vinduer, de sidstnævnte virker næsten som søjler. I udlængen var der udover stalde en ligstue og et arrestlokale.
Fælleshåbs indtægter 1904/5.
Bemærk indtægt af landbruget med korn og mejeriprodukter samt salg af simer mv., lavet af lemmerne. Den største indtægt var dog »fremmede lemmers bespisning«, dvs. betaling for lemmer fra andre kommuner. Denne indtægt betød, at Fælleshåb gav overskud.
I beboerprotokollen kan vi følge alle, som i perioden 1868 — 1936 blev indskrevet. Den førstoptegnede fra Asperup-Roerslev kommune er Niels Nielsen, 48 år, født i Vedelshave, sidste opholdssted i Vedelshave, ankommet den 11. november 1868. Han medbragte 1 frakke, 1 par bukser, kvest 2 tørklæder, 1 hue, 2 skjorter, 2 par. strømper, 1 par. træsko, 1 hovedpude, 1 dyne og I par lagner. Han modtog til brug i anstalten 1 par stadsbukser og 1 par træsko. Han døde den 23. marts 1886. Da kassebog mangler fra 1871 — 1889, kan vi ikke se, hvad hans begravelse kostede. Hans nøje optegnede ejendele tilfaldt kommunen, der havde betalt for ham. Derfor den omhyggelige notering af ejendele.
Jette Sophie Nielsen,. 12 år, født på Gastrup Mark, kom fra Baaring Mark den 2. december 1868. Den 16. juli 1870 var hun udtrådt til Vejlby hos Jens Christensen. Den 29. september 1870 vendte hun tilbage; men den 30. april 1871 udtrådte hun til gårdejer Hans Vædele Henriksen, Roerslev.
I 1868 medbragte hun 1 kjole, 1 skørt, 1 trøje, 3 særke, 1 par strømper, 1 tørklæde, 1 par træsko og 1 forklæde. Til brug i anstalten modtog hun1 kjole, 1 klokke, 1 par træsko, 1 par strømper, 1 forklæde, 1 par strømper, 1 par træsko, 1 kjole, 2 Par strømper, 1 trøje,1 hætte og 1 tavle.
Ved udtrædelsen modtog hun 1 kjole 6 alen hvergarn (3 rigsdaler-1 mark-3 skilling), 2 % alen bomuld til foer (”-2-12), 1 kjole halvslidt hvergarn (1-3-12) dertil foer (”-1-8), 1 klokke 4 14 alen vadmel (41-8), 1 klokke halvslidt (2-”-12), 1 par ny strømper (”-2-8), 47 qvint uldgarn (”-2-”), 1 alen bomuldstøj (”-1-8), 1 ydertørklæde (”-3-”), 1 hætte (”-3-8), 1par halvslidte lagner (1-3-”), 7 alen lærredslagner (1-3-10), 1 halmsæk, hovedpude (2- 4”), konfirmations tøj (8-46). I alt 28 rigsdaler 3 mark 4 skilling. At hver af de modtagne ting ved udtrædelsen blev prissat, kan betyde, at de blev betalt af den familie, hun skulle være ung pige hos. Det er et gæt, for der står ikke mere.
I 1871 var der i alt 96, der havde været beboere på anstalten, mange af de unge dog kun på ganske
korte ophold. I alt var der fra Asperup-Roerslev: af mandfolk 9 mellem 18 og 89 år; af fruentimmere 12 mellem 32 og 81 år; af drenge 11 mellem 3% og 14% år; af piger 10 mellem 1 og 16 år. Og fra Vejlby: af mandfolk 12 mellem 18 og 79 år; af fruentimmere 16 mellem 22 og 86 år; af drenge 14 mellem log 11% år; af piger 12 mellem 1 og 12 år.
I 1889 fortæller beboerprotokollen: Fremmede lemmer, 12 mandfolk mellem 18 og 63 år, 2 kvindfolk mellem 10 og 60 år. Et forældrepar kom den 5.. marts fra Tommerup med 5 børn. Den 1. maj udtrådte faderen, den 2. november resten af familien. Tør man håbe på, at faderen har fundet “arbejde og derefter har kunnet klare at brødføde sin familie? Fra Asperup Roerslev sogne: 11 mandfolk mellem 6 og 88 % år, 10 kvindfolk mellem 1% og 66 år. Fra Vejlby kommune: 9 mandfolk mellem 24 og 88 år, 3 kvindfolk mellem 18 og 85 år.
Ved årsopgørelse blev følgende regnskabsposter delt efter dageantallet for hver af de 2 kommuner: bespisning, beklædning, belysning, vask, ildebrændsel, sygepleje-læge-medicin, kjørsler, flidspræmie og begravelsesudgifter. Resten af udgifterne samt indtægterne deles lige. Samlede udgifter udgør 7113,83 kr., de samleden indtægter 2406,34 kr. Efter det vedtagne kom Vejlby til at betale 1977,26 kr., Asperup – Roerslev 2730,23 kr.
Fattiggårdsbestyrer M. Thomsen
De første bestyrere vekslede hurtigt. Fra 1. november 1868 var ansat forstander Mathiesen, fra 12. maj 1871 Christian Jørgensen, 8. marts 1874 M. Madsen, og fra 1. november 1879 Anders Sørensen. Men fra 1. januar 1889 kom Mathias Thomsen, og han blev der i 37år.
Det lange åremål kunne vel tyde på, at han har været glad for og engageret i sit arbejde, og at de to kommuner har været tilfredse med ham. Det er et gæt; men sikkert er det, at han var far til Johannes Thomsen, som i en årrække sammen med sin kone Ellen f. Suder havde en manufakturhandel i Baaring. Med hjælp fra Mathias Thomsens yngste barns erindringsbog og oplysninger fra børnebørn er følgende bragt til veje.
Mathias Thomsen blev født i Broager sogn ved Sønderborg i 1855. Forældrene var Jep Thomsen og Trinicke Lorensen. For at slippe for at være tysk soldat flygtede han sammen med to brødre til Danmark, hvor han efter soldatertiden tog plads som karl på bl.a. Brahetrolleborg. Som 25-årig kom han i 1880 til Skjold ved Vejle som tjenestekarl hos gårdejer Hans Lauritsen Jensen, hvis plejedatter, Ane Katrine, han i 1885 blev viet til i Skjold kirke. I 1886 drev de to egen gård i Asperup og fik samme år sønnen Niels Juel. Fra januar 1889 blev de bestyrerpar på Fælleshåb og afhændede Rue i Asperup.
Ane Katrine var ikke så rask. Hun døde efter 12 års ægteskab. Efter en hård periode som bestyrer og alenefar, viedes Mathias Thomsen 1898 til Sørine Marie Larsen, f. 1869 i Asperup, datter af Søren Larsen og Mariane Nielsen. I dette andet ægteskab fødtes 6 børn: Alfred (1900 – 1995), Kathrine (1902 .- 1982), Johannes (1904 – 1995), Dagmar (1906 – 1999), Aage (1909 – 1980) og Margrethe (1912 – 2005).
Alle børn voksede op på Fælleshåb, hvor forældrene arbejdede til april 1926. Da var Mathias 71 år og Sørine 57 år. De købte så et husmandssted på Indslev Mark, i dag St. Landevej 4, »Lærkegård«. Her døde Mathias i 1938 og blev begravet på Indslev kirkegård. Sørine fortsatte med at bo i Indslev, hvor sønnen Alfred med sin kone Ingrid var flyttet ind kort før Mathias Thomsen døde. Sørine døde 1943 og blev begravet ved sin mands side.
Mathias Thomsens yngste datter, Margrethe, fortæller: »Der var både ældre og nogle, der ikke var så gamle, samt ægtepar, som ingen steder havde at bo. Der var en maler, som hver dag cyklede ud og malede hos folk. Hans kone hjalp til hos os med rengøring, og så malkede hun. Der var seks-syv køer, grise og høns. Ingen heste. Der var fjorten tønder land til stedet, men to naboer havde forpagtet jorden. De såede, høstede og kørte roer hjem.
Der var ikke elektrisk lys, så der hang store lamper i stuerne og en masse små lamper på gangene. Hver morgen kom de små lamper ud på et bord i køkkenet. Her blev glassene pudset, og der kom petroleum på, og de store lamper blev også ordnet. om morgenen, så alt var i orden til aften.
Vores hushjælp hed Jørgine. Hun kom til os, da hun var atten år, og hun blev, til hun var 52 år. Det: var en god hjælp for mor. Jeg tror, vi børn blev født, mens hun var der.
Far og mor tog en pige til sig. Hun var ca. 30 år, da hun mistede sin mor, så hun var ene. Hun havde haft børnelammelse, tæerne var bøjede. Hun gik mest i kludesko. Alle fingrene var også bøjede, men hun hjalp med flere ting, og så var hun barnepige for os. Hun sad tit ved min seng, når jeg var syg. Hun fik et pænt værelse ved siden af Jørgine. Hun hed Louise.
Én gang hver måned kom sognerådet fra begge sogne og talte med far om det hele.
Far førte selv regnskab. De var 7 fra hvert sogn. De fik kaffe, når de kom, og koldt bord til aften med hjemmelavet pålæg, steg, små frikadeller, bøf med løg, æg og ost. Vi bagte selv rugbrød.
En gang hver måned kom præsten fra Vejlby og prædikede. Så kom naboerne, og der blev sat bænke ind i de gamles stue. Hver søndag læste far en prædiken for dem. Vi børn skulle helst være med.
Det skete jo tit, at en af de gamle døde. Når lægen havde været der og konstateret døden, ordnede far det hele. Der var en ligstue, som ikke blev brugt til andet. På. begravelsesdagen var der tændt levende lys. De, der kunne, var med. Far bad en bøn, og der blev sunget et par salmer. Det var ikke tit, at der var familie med. Mor bandt gerne seks kranse, og somme tider kom et par nabokoner med en krans. Der var ingen, der sørgede. Jeg tror, nogle af de gamle syntes, at det var en festdag, for der var ekstra kaffe med købte kager.
Den 28. september havde vi altid høstgilde. Så fik vi suppe med kødboller og hvide boller og ris med rosiner, oksekød og hønsekød. Når de gamle havde spist, kom de ud i køkkenet, gav hånd og sagde tak for mad. Aage og jeg stillede op. Vi syntes, det var sjovt. Så blev der leget i: de. gamles opholdsstue. Jørgine stod for legen »Så går vi rundt om en enebærbusk«, og så var der kaffe og kager til slut.
Juleaften var der stort juletræ i vores bagerste stue. Der var dobbeltdør ind til de gamles opholdsstue. Så blev dørene lukket op, og de, der kunne, var med omkring træet.
Der blev bagt i den store ovn i bryggerset. Far stod for at varme ovnen op med tjørn, kvas og tyndt træ. Når ovnen var varm, blev asken skrabet ud. Så kom først rugbrød ind, så sigtebrød, franskbrød, julekage og formkage til sidst. I køkkenet blev der bagt lagkage, småkager og klejner. Juleaften fik vi risengrød og kalvesteg. Efter middagen fik vi appelsiner, æbler og sukkergodter«.
Mathias og Sørine Thomsen foran Fælleshåbs hovedbygning en sommerdag i 1920erne. Privateje.
Verner Thomsen, en søn af Johannes Thomsen, har også hørt meget om Fælleshåb fra sin far: »Mange af de håndværksmæssige færdigheder, som jeg lærte af min far, havde han selv lært af sin far, der var bestyrer på Fælleshåb, og ikke mindst af nogle af de ældre mennesker, som boede på Fælleshåb. Eksempelvis viste han mig, hvordan man lavede fløjter af pilekviste. Barken blev forsigtigt banket med skæftet af en lommekniv, indtil barken løsnede sig fra selve kvisten, således at der opstod et rør af barken, som kunne trækkes af. Efter at der var udskåret det nødvendige hul i fløjten og genindsat noget af kvisten i barken, kunne den primitive fløjte give en skarp lyd fra sig.
Min far viste mig, hvordan han selv havde lært at lave en snurrebasse af nogle stykker sejlgarn og en skive af en cirkulær læderlap, som var savtakket i kanten. Sejlgarnet i læderlappen, blev snoet og derefter bundet i et, der var stukket igennem 2 huller dørhåndtag. Når man trak i snoren, roterede den savtakkede læderskive rundt i en rasende fart og gav samtidig et kraftigt og frygtindgydende brøl fra sig. Far havde også lært at dekorere spadserestokke med lommekniven, og nogle af stokkenes mønstre, der var i svagt relief, mindede lidt om de karvesnit, som findes på gamle manglebrætter og bondemøbler.
Nogle af de gamle på Fælleshåb kunne flette stolesæder, og andre kunne snitte i træ, lave drejerarbejde og mange andre husflidsarbejder. De ældre deltog efter evne i pasningen af urtehave og prydhave, og de underholdt hinanden med historiefortælling, brætspil og harmonikamusik. Til fastelavn skulle vi i vores hjem lege »bide til bollen«, som man gjorde det på Fælleshåb. En nybagt bolle blev hængt op i en snor, således at bollen kunne hejses op og ned fra loftet af en særlig betroet person blandt selskabet. Deltagerne skulle efter tur have bind for øjnene og forsøge at bide et stykke af bollen, som ved hjælp af snoren blev firet ned i næsehøjde.
Far var god til at spille skak. Det havde han lært i sit barndomshjem. Derfor var det naturligt, at jeg også skulle lære det. De fine brikker, som vi benyttede til spillet, var en foræring fra en af de gamle, som egenhændigt havde drejet og udskåret dem til far. Skak kan være et meget barskt spil, hvor selv det mindste fejltrin kan få fatale følger senere i spillets forløb. Når jeg således tog et uigennemtænkt skaktræk, blev der dyb tavshed, hvorefter far sagde: »Du må godt fortryde og gøre trækket om«. Efterhånden som jeg blev dygtigere til spillet, blev denne uofficielle spilleregel gældende for os begge to. Da jeg senere kom ud i verden, måtte jeg bittert erfare, at der gjaldt andre barske regler. Her var ikke altid samme muligheder for tilgivelse og fortrydelse. Jeg er sikker på, at far havde lært disse mere følsomme spilleregler fra de gamle, som har haft overskud til både at give og modtage, selvom de på mange måder, set med nutidens øjne, havde gennemlevet en barsk tilværelse.
Far kom i skole hos lærer Kollerup i Roerslev. Far blev meget hurtigt glad for sin lærer, som belønnede far med ekstra svære regnestykker, fordi far var den dygtigste af hans elever til regning. Dette medførte, at min vist nok meget strenge og pligtopfyldende bedstefar, som jeg i øvrigt aldrig har kendt, et år satte sin lille søn Johannes til at føre institutionens regnskaber for sig. Så kom revisionen, som var et tilsynsførende udvalg, bestående af høje herrer fra øvrigheden. Bestyreren fremlagde regnskaberne og fik megen ros af udvalget for sin embedsførelse og for den gode orden i regnskaberne, hvor alt stemte på kroner og ører. Mathias Thomsen, som var en ordentlig og retskaffen mand, fortalte naturligvis, at det var hans søn Johannes, der havde fået uddelegeret det store ansvar at være bogholder. »Må vi godt hilse på den unge mand«, spurgte udvalget, og der blev kaldt på lille Johannes, hvorefter udvalget straks besluttede at udbetale et kontant beløb på 2 kroner til Johannes for hans vel afstemte regnskaber.
Da min far som voksen var blevet selvstændig erhvervsdrivende, betroede han af gode grunde ikke på samme måde sine regnskaber til mig. I stedet uddelegerede han store bank- og posthusforretninger, som medførte, at jeg var kurer med i ansvar for transport af tykke tegnebøger med mange store bundter af pengesedler, når min fars forretningsforbindelser skulle betales.
På fars ældre dage blev han kasserer for kirkekassen i Asperup og Roerslev sogne. Min ældste bror, Karl Erik blev statsautoriseret revisor i egen virksomhed, og min yngre søster Inger Marie blev pianist og organist i kirker, koncertsale og på Det Kongelige Teater. Jeg blev konservator på Nationalmuseet, hvor jeg ligesom i barndommen blev betroet det. store ansvar at være kurer, denne gang ikke med en pengetransport, men med ansvar for nogle af landets nationalklenodier, som skulle udstilles i andre dele af verden.
Når min far fortalte om sin barndom på Fælleshåb, var det altid med megen respekt og solidaritet overfor sin brogede storfamilie af slægtninge og beboere på hjemmet, og derfor udpenslede min far aldrig enkeltheder om menneskeskæbner på Fælleshåb. Han sagde ofte, at beboerne i grunden havde det godt på Fælleshåb.«
Nye folk og ombygning på Fælleshåb i 1926.
I Mathias Thomsens 37 år som leder dokumenterer protokollerne den ændring i klientellet, som ovenfor blev forudskikket. Fælleshåb. blev alderdomsasyl, i høj grad også for omegnskommunerne, ligesom institutionen på forsørgelse havde mange fremmede.
Ikke færre end 35 ansøgninger blev det til, da stillingen blev ledig efter Mathias Thomsen. Bestyrelsen antog arbejdsmand Niels Jørgen Jacobsen, Røjle. Han var 32 år. Hans hustru var uddannet sygeplejerske og havde i 4 år passet syge i Røjle.
Arkitekt Andersen, Baaring, havde på opfordring udarbejdet tegninger og overslag til en ombygning, der tilgodeså ønsket om at kunne skille aldersrentenyderne fra de fattigdomsunderstøttede. Desuden skulle der ombygges i bestyrerboligen, og centralvarme skulle installeres tilligemed et badeværelse, som hidtil havde været savnet. Efter licitation blev det alt sammen sat i værk og færdiggjort.
3 år senere kom igen nyt bestyrerpar. Ellen Jensen fortalte som 93-årig i et interview med Johnny Wøllekær om sin og mandens periode som bestyrerpar.
Selv om der stadig var lokum i gården, helt præcis i den ene sidefløj, som også rummede hønsehus og brændeskur, var bygningerne tilfredsstillende. Der var som nævnt indlagt centralvarme; men der var ikke elektrisk lys, så folk gik rundt med små tællelamper. Der var halm i sengene og hvidskurede gulve med sand på. En tid var de slemt plaget af lopper; men efterhånden blev gulvene ferniseret, og så slap man for utøjet!
I midterfløjen var vaskehus, og i den anden sidefløj var forsørgelsesværelserne. Alleryderst mod nord i sidstnævnte blev sprittere anbragt. De var der ofte kun 1 dag eller 2, så forsvandt de igen; men på Fælleshåb stod altid en opredt seng parat. Ellen Jensen huskede spritterne som meget fredsommelige. Skulle et spædbarn køres en tur, var de parate, selv om de måske var stædige og vrangvillige, hvis andet arbejde skulle udføres.
På alderdomsasylet havde beboerne hver sit værelse, på forsørgelsesafdelingen var der 2 på hvert værelse. De 2 afdelinger havde hver sin spisestue, men fik samme gode mad. De havde ingen omgang med hinanden. Ingen var dog ildeset; mange af de gamle havde jo selv været på forsørgelse, før de fik aldersrente.
Fælleshåb som den ser ud i dag. Historiens Hus.
Ellen Jensen husker en pige, som kom med et næsten nyfødt barn. Pigen løb kort tid efter bort og lod barnet ligge med dåbsattesten. Senere hentede hun sit barn. En anden episode brændte sig ligeledes fast. Kort tid efter Ellen Jensens ansættelse kom en pige, ligeledes med et spædbarn. Pigens forældre var også med. Da barnet skulle døbes, ville præsten hverken have barnets mor eller hendes forældre med i kirken, for »det lille barn var uægte, forældrene omstrejfende og pigen selv en allemandspige«! Ellen Jensen måtte i kirke med barnet, som hun så blev gudmor til.
Folk, på aldersrente beskæftigede sig selv, mens folk på forsørgelse skulle have noget at lave. Der var ikke »arbejdsstuer« som før i tiden, alt arbejde foregik udendørs i have, stald og på mark. 10 køer, grise og høns gjorde institutionen selvforsynende med mælk, fløde, æg og fjerkræ.
Da Ellen Jensen begyndte, var der i første halvår 16 personer mellem 43 år og 90 år fra fremmede i andet halvår var tallet 18.
I første halvår havde herudover 12. personer ophold på forsørgelsesafdelingen, i andet halvår 13. De fleste af disse kom fra landevejen og vendte hurtigt tilbage dertil. Fra Asperup – Roerslev kommune var i første halvår kun 1 person på 85 år på alderdomsasylet. Derudover kom en ugift pige med et spædbarn, der blev døbt under det kortvarige ophold. I andet halvår var der kortvarigt en hel familie, 2 voksne og 4 børn. Fra Vejlby kommune var der bare 4 personer på et kortere ophold, heraf en fra Middelfart arrest, samt en fra arresten i Nykøbing F. En person kom fra sygehuset og døde kort efter.
Regnskabssiden udviste et overskud på 761,53 kr., som udbetaltes til de 2 kommunekasser. Indtægterne på 19.835,82 kr. stammede fra salg af produkter fra mark og have; men den største indtægt kom fra bespisningen af beboere fra andre kommuner. Udgifterne beløb sig til 19074, 29 kr. Bestyrerlønnen androg siden 1926 1800 kr. årligt.
Men fattiggårdens tid var ved at rinde ud. Fra 1932 var Fælleshåb alderdomshjem, men da var bygningerne for store, for afsides og for uegnede. Den 6. november 1936 blev Fælleshåb derfor overtaget af særforsorgen, og Ellen Jensen søgte og fik andet arbejde i Odense.
Vi takker arkivar Johnny Wøllekær, Stadsarkivet i Odense, for velvilligt at have stillet sit materiale om Fælleshåb til rådighed.
Kilder:
Johnny Wøllekær: Fattiggårdene på Fyn
Johnny Wøllekær: Interview med Ellen Jensen
Åge Petersen: »Den ærede fattiggård -« fra »Vejlby minder, virke og tro«
Middelfart Avis 1868, 1926
Historiens Hus, Arkivfond A 679
Verner Thomsen, søn af Ellen og Johs. Thomsen
Margrethe Aamand, f. Thomsen, datter af Sørine og
Mathias Thomsen
Jørgen Aamand, søn af Margrethe f. Thomsen og
Gunner Aamand
Gunnar Gertsen, søn Dagmar f. Thomsen og
Axel Henry Dyhrberg Gertsen
Mogens Hansen, søn af Kathrine f. Thomsen og Laurits Hansen
Grethe Marcussen