Vends 2009
Af Grethe Marcussen
Den 22. november 1959 blev Baaring Højskole indviet. Den kan altså fejre 50 års fødselsdag, om end i skikkelse af Rytmisk Efterskole, som i august i år tog bolig i de gule bygninger på Baaring Banke. Højskolens forhistorie er en væsentlig del af Asperup-Roerslev sognes lokalhistorie, og indeværende år synes at være rette tid til at fortælle den. Desuden har skolekredsen haft sine medlemmer over hele Vends Herred, og skolen har derfor med rette kunnet betegnes som egnshøjskole.
Vil man redegøre for Baaring højskoles tilblivelse, kommer man ikke udenom en omtale af fem faktorer. Det drejer sig om Asperup/Roerslev sognes præst i årene 1845 — 1879, Mads Melbye, om Askov højskoles virke i almindelighed og samme skoles besøg i vore sogne i foråret 1867 i særdeleshed, om de mange unge, der fra vore to sogne søgte på landets højskoler i tiden 1860 – 1950, om Kaj Thaning, der som sognepræst her fra 1938 – 1973 gjorde tanken om en højskole til virkelighed på Baaring Banke, helt præcist på Rosbjerggaards jord. At denne gård blev sat til salg i 1945, var en meget håndgribelig forudsætning for tankens realisering. På gårdens højeste punkt, kaldet Rosbjerg, stod skolen færdigbygget i 1959 og blev vel, hvad udsyn angår, landets smukkest beliggende skole. På samme gårds jord bygger og bor små hundrede af Baarings husstande i dag.
Baaring 1792, aftegnet af Martin Skovbo 1930. Gård nr. 3 er Rosbjerggård , og gård nr. 4 er Ringgård. Bemærk marknavnene.
Rosbjerggaard bliver til Højskolegaarden
For at tage sidst nævnte faktor først, så lå Rosbjerggaard, matr. nr. 18a m.fl. af Baaring by, ud til nuværende Byvejen med gavlen af sit sydvendte stuehus med have, hvor i dag Byvejen 46 ligger, og med sine udlænger mod nord, hvor vi i dag har Byvejen 48, 50 og 52, altså over for Baaring skole og lokalarkivet. Gården med udenomsarealer strakte sig fra nuværende Dagli brugsen til og med Byvejen 58. Dens markjord lå øst for, nemlig der, hvor vi i dag har Fynsvej, Æbeløvej, Samsøvej, Læsøvej, Bågøvej, Lyøvej, Drejøvej og Højskolevej. De husejere, der på disse veje og på omtalte stykke af Byvejen har matr. nr. 18, tilføjet et eller to bogstaver, bor på denne gårds jord. De, der har matr. nr. 153 med tilføjet bogstav, bor på jord, der tilhørte Ringgård, hvis bygninger stadig ligger på Byvejen 66. Dens frasolgte jord ligger lige nord for Rosbjerggaards jord. Indtil for nylig har alene disse to gårdes jorder givet plads til byens udvikling med villaer langs Byvejen og parcelhuskvarterer østfor.
Beliggenhed
På et håndtegnet kort over Baaring ved udskiftningen 1792, udfærdiget i 1930 af Martin Skovbo, ses, at et af gårdens markstykker hedder Rosbjerg. Øvrige marknavne er Storkerede agre og Høne agre. Gårdens markskel mod syd fulgte skellet mellem Baarings og Asperups jorder. Det samme gør den sydlige ende af Baaring Højskoles, nu Rytmisk Efterskoles, have. Syd for skellet ligger de meget stejle haver til husene i Kærbyvejens vestende. En sti fra Kærby gik i gårdens tid tværs over markerne og udmundede mellem husene på Byvejen 34 og 36.
Detaljerne må med, da det ikke har været muligt at opdrive et luftfoto af gården og dens omgivelser. Stuehuset er dog gengivet i Fynske Årbøger og omtalt som det første grundmurede hus i byen, opført 1832. Forsikringspapirer fra 1902 fortæller, at stuehuset var grundmuret med en Il-stens mur, samt at der af de 20 fag var 14 fag med bræddegulv, 6 fag med sten og betongulv.
Udlængerne var opført i egebindingsværk og muret af brændte sten. Det gælder lade i øst, lade i nord, staldbygning i vest og et maskinhus i nord, indrettet som hestegang. Derudover forsikredes et brændeskur i øst, opbygget af granstøtter, og en mindre svinesti i vest, opført i grundmur. Alle nævnte bygninger havde stråtag. En mindre lade i øst, opført i granstolper med brædder, havde paptag. I et lokalhistorisk hæfte, udgivet af Laurids Larsen fra Blanke Østergaard, med titlen ”Fra gamle Dage – Nogle Minder fra Asperup Sogn”, står følgende: ”Niels Hansen overtog 1873 sin Hustrus Fødegård i Baaring. Her virkede disse to Ægtefæller sammen, indtil de 1914 afstod Gaarden. Denne var en af de gamle typiske Bøndergaarde. Straks ved Gadeporten mødtes man af et Pust fra de gamle Tider, når man saa Navnepladen med Gaardens Ejernavn og dens Matrikels Numre. Disse gamle Navneplader er nu nærmest Museumsgenstande, og dette Indtryk af Pietet mod det gamle, det overleverede, blev ikke svækket, når vi kom ind i Køkkenet, der tillige var daglig Spisestue. Det sandstrøede Murstensgulv, Kobber-karrene på Væggen, det store Spisebord med den mægtige Bordplade af flere tommer tykt Egetræ og det gamle Bornholmerur i Krogen – alt fortalte om gamle Tider”.
Stuehuset til Rosbjerggård er som det første i byen grundmuret og fra 1832. Foto 0. 1940. I privat eje.
Her kunne tilføjes, at det vandtrug, der er at finde på højskolens, nu efterskolens, gårdsplads, stammer fra Rosbjerggaard. Det samme gælder et vægskab, som har hængt i kælderetagen.
Indkørsten til Rosbjerggård
Fæste- og ejerforhold
Meget langt tilbage kan man følge gårdens historie. Den tilhørte 1688 “Morten Michelsens arvinger. Morten Michelsen ejede en tid 3 fynske herregårde, men døde ifølge ovennævnte Laurids Larsen i relativ fattigdom. 1710 var den under Harritslevgaard ved Bogense og pantsattes af Hans Lassen. 1747 overdrager Fru Obrist-Løjtnantinde Agedom gården til Jørgen Jørgensen i Baaring. Denne tilskøder den i 1760 til gårdens fæster, Niels Poulsen, som 1775 skøder den til sin søn, Jørgen Nielsen. Sidstnævnte overlader den i 1806 til sin svigersøn Niels Nielsen af Asperup. Derefter overtager Hans Andersen gården, og i 1873 bliver det den ovenfor nævnte Niels Hansen.
Hans fødehjem var Vestergaard i Strandgyden, dengang beliggende på venstre hånd over for Nørregaard. Om forældrene, Hans Nielsen og Ane Margrethe Andersen, kan nævnes, at faderen døde, da Niels Hansen blot var 12 år. Moderen gifter sig efter et år til stor glæde for alle i hjemmet med Klaus Petersen, som var barnløs enkemand. Denne flytter i 1862 Vestergård ud på markens højeste punkt og giver den navnet Dyrhøjgaard.
Om Niels Hansens liv, 1847 – 1935, kunne meget berettes, dels om hans ungdoms højskoleophold i Askov, dels om den mængde af tillidshverv, der blev ham betroet dels i hjemsognet, dels på amtsplan. Men her nøjes vi med at konstatere, at han i 1873 giftede sig med Maren fra Rosbjerggaard, 1845 – 1943.
Maleri fra 1936 af Mølmark-Hansen. Rosbjerggårds nord- og østlænge, som samme år blev fjernet, da Poul Nielsen begyndte at sælge byggegrunde ved vejen. Bemærk den gamle gig med foderroer.
Deres i øvrigt lykkelige ægteskab var barnløst. Til deres store glæde valgte Sigrid Nørrelund, datter af en søn fra Baaring Østergaard, friskolelærer Thomas Nørrelund, Haastrup, og Niels Hansens søster, Maren Dorthea, efter faderens alt for tidlige død at være hos dem. Det var til Sigrid og hendes mand, Aage Rasmussen, Maren og Niels Hansen i 1914 overdrog Rosbjerggaard. Aage Rasmussen var søn af Kamilla og Karl Rasmussen, Baaring Lundegaard. Til eget brug havde Maren og Niels Hansen samme år bygget den hvide villa, i dag Byvejen 42, på matr. nr. 22g, 22h og 103 af Baaring by, hvorfor disse var undtaget fra overdragelsen. Men det var ikke det eneste, for i skødet står at læse, at ”undtaget er tillige den sorte Hoppe – Ellen – med Seletøj og Giggen, som ført tilfalder Gårdens ejer ved Sælgerens og Hustrus – den længstlevendes – død!”
Familietræf i Rosbjerggårds have efter overtagelsen. i 1914. Bagerst Karl Rasmussen, Lundegård, Aage Rasmussen og Aage Knudsen. Forrest Sigrid, datter af Karl og Kamilla Rasmussen, gift og bosat i Søddinge, Sigrid Nørrelund og Kamilla Rasmussen.
På nye hænder
Aage Rasmussen, der i 1919 mistede sin første hustru, giftede sig senere med Rasmine Nygaard. De solgte Rosbjerggaard i 1929 til Johan Johansen og overtog fra slægtninge den midterste gård i Kærbyholm.
Niels Hansen
Johan Johansen døde efter få år, og hans enke solgte i september 1932 Rosbjerggaard til Poul Nielsen, søn af Marie og Niels Nielsen, Grindløse. Senere i samme måned indgik han ægteskab med Bodil, som var datter af Ingeborg og Andreas Hansen, som fra Særslev var draget til Bornholm, hvor Andreas Hansen først var højskoleforstander og siden valgmenighedspræst.
Fra februar 1936 foreligger et brev fra Bodil til forældrene om, at store forandringer med gården allerede er i gang, således er en englod på 2 tdr. land ved Pave Å i Vedelshave solgt for 2500 kr. To byggepladser ved gården er ligeledes solgt, den ene beliggende bag gården, i dag Byvejen 56, den anden i haven, i dag Byvejen 44. Begge pladser var 20 alen brede, dvs. 12,5 m, og de gik igennem fra Landevejen, i dag Byvejen, til markvejen, som lå øst for gården. For hver betaltes 2000 kr. Poul Nielsen kunne for 3000 kr. bygge en ny lade, hvorefter de to gamle længer mod nord og øst kunne nedrives. Med årene ville hele gården være flyttet væk fra vejen, for folk var, som Bodil skriver, helt tossede efter at få byggeplads her. Det var en ung mekaniker-familie, Emmy og Jørgen Bertelsen, der ville bygge bag gården. Eva og Børge Eriksen købte pladsen i haven.
Poul Nielsens nybyggeri indskrænkede sig til en stor rødmalet trælade, der tillige indeholdt stalde. Den lå, hvor der i dag er EGV-boliger. Resten af udlængerne kunne nu nedrives og give plads forflere byggegrunde. I 1945 tilbyder han højskolebestyrelsen at købe gården. I november afsluttes handelen. Prisen var 73.000 kr.
Derefter lod bestyrelsen gården, nu kaldet Højskolegården, drive ved forpagter. Øjvind Nielsen, Julius Wittendorf, Valdemar Rasmussen og hans søn Lars Aage Rasmussen har haft fornøjelsen. Sidstnævnte overtog forpagtningen i 1992 for en ca. 10-årig periode. Undervejs havde højskolen solgt fra afjorden til kommunen, når nye grunde skulle udstykkes. Hermed er der redegjort for gården og dens ”landskab”. Hvorledes stod det mon til med det åndelige landskab?
Bodil og Poul Nielsen med sønnen Flemming. Foto: I privateje.
Vends herreds kirkesogne
I første halvdel af 1800-tallet stod det skralt til med kirkegangen her på egnen, ja, det siges, at der i et ikke navngivet sogn blev sendt en stafet ud for at se, om der var kommet nogen! Ofte kom dennehovedrystende tilbage!!
Kirkeligt liv og røre var der kun i vort nabosogn, i Vejlby sogn, som i de gudelige vækkelsers tid i 1820erne blev ledet ind i Indre Mission, og som siden slutningen af 1800-tallet og gennem hele 1900-tallet har haft en række markante, indremissionske præster og et stærkt kirkeligt liv!
Den ældste indremissionske vækkelse fandt dog ikke sted i Vejlby, men i Gamborg. Den førende mand var gårdfæster Anders Larsen, Gamborg Margaard. I hans hjem holdtes vækkelsesmøder. Han var nær ven af Kresten Madsen Bregnør på Hindsholm og af P. Larsen-Skræppenborg, begge kendte vækkelsesprædikanter på Fyn. Fra sidstnævnte skiltes han, da denne blev grundtvigianer.
IM i Gamborg ebbede imidlertid ud, men mindre IM-samfund opstod i Brenderup, Fjelsted-Harndrup, Gelsted, Nr. Aaby og Kauslunde.
Det grundtvigske livssyn fik ikke fat i Vends herred i første halvdel af 1800-tallet, og Asperup/Roerslev blev karakteriseret ved åndelig ligegyldighed, uvidenhed og sløvhed!
Træladen, der rummede både stalde og lo. Foran ses Flemming Nielsen. Foto: 1940. I privateje.
Mads Melbye, sognepræst her 1845 — 1879
Og så sker der afgørende nyt, og det nyt var uden lige! I 1845 flyttede præsten Mads Melbye ind i Asperup præstegård på foranledning af godsejer Basse Fønss til Hindsgaul. Han ejede nemlig begge pastoratets kirker og havde dermed kaldsretten. Samtiden regnede i øvrigt dette embede til de ”fede” kald, der ved præsteskifte oftest blev besat med erfarne folk, og nu strøg en 28-årig ung mand med små 2 års erfaring som præst ind i huset! Oven i købet uden at han skulle gifte sig med sin forgængers enke!
Mads Melbye blev født i 1817 som søn af den lærde præst i Middelfart, Thor Melbye, og dennes anden hustru, Caroline Maaløe, datter af præsten i Gamborg. Faderen døde, da sønnen kun var 9 år.1831 – 1835 var han elev på latinskolen i Odense. Efter studentereksamen i 1835 begyndte han at læse teologi, studier, som han i 1840 som 23-årig kunne afslutte som cand. theol.
Straks efter blev han ansat som hovmester, dvs. lærer, for arvingen til Hindsgaul. I 2 år tog lærer og elev på dannelsesrejsen ophold i Kiel, hvor mødet med danskhedens forkæmper, universitetsprofessor Chr. Flor, satte dybe spor. Denne mand åbnede Mads Melbyes øjne for Grundtvigs betydning i dansk og folkelig henseende. Ikke sådan at forstå, at Melbye ikke vidste om Grundtvig fra sin studietid i København; men det var først nu, dennes betydning gik op for ham.
På Sydsjælland
1843 blev Melbye, formodentlig via de tætte relationer mellem godserne Hindsgaul og Gavnø ved Næstved, kapellan for pastor Sørensen i Vester Egesborg og Vejlø kirker, samt ved kapellet på Gavnø. Herudover underviste han en søn af baron Reedz Thott.
Blandt kirkegængere og venner på Sydsjælland kan nævnes fru Marie Toft til Rønnebæksholm. Hun blev i 1851 Grundtvigs anden hustru. Blandt hans præstevenner på Sydsjælland var Fenger i Slotsbjergby, Willemoes i Herfølge, Rørdam i Mern og Clausen i Boeslunde. Alle var de optaget af Grundtvigs tanker og blev Melbyes venner for livet, mennesker, med hvem han var åndsbeslægtet.
Asperup Kirke 0. 1900. Foto: Asperup-Roerslev lokalarkiv.
Vækkelsesprædikant i Asperup og Roerslev
Melbye flyttede ind i foråret 1845, ganske alene; men samme efterår giftede han sig med Elisabeth, datter af en af hans halvsøstre, Viveka Margrethe Hansen og prokurator C. M. Hansen. Ægteskabet blev meget lykkeligt. De fik 10 børn. Med dem og med sin hustru delte Melbye sine tanker og lærte sig at tale jævnt om alt det høje. De første 10 år arbejdede han som vækkelsesprædikant og samarbejdede med pietistiske kredse, især med før omtalte Anders Larsen, Gamborg Margaard.
Melbye prædikede anderledes end de andre præster, og folk strømmede til, også fra andre sogne. Her blev hans ord vel modtaget, stærkest i Asperup. Om Roerslev sagde Melbye: ”Roerslev er ikke dødt, men det sover!”
Som præst havde han ingen ligesindede nabopræster at udveksle tanker med, hvorfor han ivrigt inviterede sine venner fra bl.a. Sydsjælland som foredragsholdere hertil.
Selv foretog han foredragsrejser i det ganske land. Her i Vends herred oprettede han afdelinger af Dansk Samfund, som var den tids foredragsforeninger.
Mads Melbye med den lille kalot, som grundtvigske præster brugte det. Foto 0. 1870. I privateje.
Brud med pietismen
I 1857 brød Melbye med Anders Larsen på grund af påstande, som denne fremsatte i et par udgivne skrifter, ”Noget om kirkestriden””og”Lidt mere om kirkestriden”. Heri tager han Melbye til indtægt og sætter ham i modsætning til Grundtvig. Dette var ikke ærlig færd.
1860 foretog Melbye den ændring i gudstjenesten, at han bekendte troen fra alteret efter første salme. Det var dengang banebrydende nyt og vakte opsigt. Modet til at ændre på det vedtagne fik han ikke fra embedskolleger på egnen, men gennem en omfattende brevveksling med ligesindede grundtvigske venner landet over og ikke at forglemme gennem et nært forhold til sin menighed og andre åndeligt interesserede lægfolk. Helligdag efter helligdag fyldte menigheden hans kirker gennem 34 år. Hengivenheden for ham og tilliden til ham voksede år for år. Vore sogne blev med ham samlingssted for et stort antal faste kirkegængere. De rejste sig, når Melbye skulle på prædikestolen – ikke efter instruks, men som den største selvfølgelighed. Efter kirketid samledes mange i Melbyes stuer til kaffe og samtale.
I en årrække holdt Melbye bibellæsninger en aften om ugen med så stor tilslutning, at kirken var overfyldt i stolene og midtergangen. I 1870 fik kirken derfor under en restaurering nye stole, som fortsatte gennem det lange kor op til knæfaldet. En søn har kaldt ham munter i håbet, mild i kærligheden og modig i troen. Han var sig sin tro bekendt og tålte ikke, at det hellige blev spottet. Ved et selskab på Hindsgaul rejste han sig og talte så myndigt, at al spot forstummede! Han var god til samtale, men ville ikke kaldes sjælesørger, for som han sagde: ”Jeg kan jo ikke engang sørge for min egen Sjæl! – ”Vi har kun én Sjælesørger – det er Helligånden!”
Askov Højskole og ungdomskreds
I november 1865 rejste 4 unge mænd fra Asperup sogn til Askov højskole, blandt dem en søn af Melbye og en søn af den ovenfor omtalte Niels Hansen. Forstander Ludvig Schrøder var en god ven af Melbye, og selv var han ofte taler ved skolens månedsmøder. Den følgende sommer drog 4 piger af sted. Denne ‘trafik” fortsatte, og når de unge -vendte hjem, kunne de få en udmærket fortsættelse af deres højskoletid ved at deltage i ungdomskredsens møder, som Melbye sammenkaldte til hver lørdag aften i vintermånederne. Her gennemgik han bl.a. digterværker og ordsprog. Om sommeren fandt møderne sted i præstegårdshaven. Digteren Carl Ploug var f.eks. blandt talerne.
Asperup Kirke efter at de nye fyrretræsstole er sat op ved restaureringen i 1870. Nu blev der plads til de mange kirkegængere.
Dyrhøjgaard. Bygget 1862. Foto 0. 1900. Asperup-Roerslev lokalarkiv.
Højskolemøde i Baaring 1867
1867 foretog elever og lærere fra Askov på opfordring af Melbye en rejse til Fyn, bl.a. til Baaring. Ca. 70 gæster blev afhentet på Strib Havn af 10-12 hestevogne og indkvarteret hos højskolens venner i Baaring, Asperup og Kærbyholm, hvilket vil sige i de hjem, hvorfra sønner eller døtre havde været på højskole. Et stort folkemøde blev afholdt i laden på Dyrehøjgaard; tærskemaskinen var talerstol. Melbye indledte, derpå talte Schrøder, så Nutzhorn og til sidst Fenger. Mellem og efter foredragene sang eleverne flerstemmigt under Nutzhorns ledelse. Det gjorde dybt indtryk på tilhørerskaren, som aldrig havde oplevet noget tilsvarende. Efter mødet samledes elever, lærere og de nærmeste venner i øverstestuen eller ”øverstuen” på Dyrehøjgård. Her tog ikke mindst de sønderjyske elever ordet og takkede i varme vendinger for al den medfølelse, der var vist dem og de danske i Sønderjylland. Man kan ikke være i tvivl om, at det bl.a. var ved dette møde, grunden blev lagt til den højskole, der blev rejst i Baaring 1959. Mads Melbye lærte så at sige sine sognebørn, hvad et højskoleophold kunne betyde for tilværelsen sidenhen.
Det grundtvigske slår rod
Efter Melbyes død i 1879 fortsatte hans svigersøn, Søren Carl Christian Lassen, som præst i Melbyes spor, ja man kan faktisk sige, at det var svigersønnen, der høstede frugterne af Melbyes arbejde. Sognene gik fra da af for at være grundtvigske. Pastor Øllgaard, der fulgte efter Lassen i 1920, var ligeledes af grundtvigsk observans. Da han blev biskop i Odense, fik sognene i 1938 med sognepræst Kaj Thaning den mand, der gjorde tanken om en højskole til virkelighed.
Kaj Thaning
Selv kom han fra et præstehjem, hvor to slags grundtvigianisme var repræsenteret, nemlig en konservativ hos faderen og højskolegrundtvigianisme hos moderen. Hendes far var Jens Nørregaard på Testrup højskole, en mand med et markant frihedssyn og et vældigt engagement i sociale spørgsmål.
Som studerende i 1920ernes København oplevede Thaning et voldsomt åndeligt røre omkring traditionel kristendoms sammenstød med den moderne verden. Thanings udbytte af dette røre, som fra 1926 for hans vedkommende fandt sted i tidsskriftet Tidehverv, var et opgør med grundtvigsk kirkelighed og en åbenhed mod politik og kulturliv i øvrigt. Kristendommen er til for menneskelivets skyld, for at sætte mennesker fri til at leve, hvor de er sat, med de opgaver, de har fået.
Familien Thaning på cykelferie. Under et ophold i Ringe ses fra venstre Bodil, Kaj Thaning, Lotte, Elin, den unge pige i huset, Torkild, Annemarie og Laura Thaning. Foto 1940. Asperup-Roerslev Lokalarkiv.
Efter studietiden underviste Thaning et par år på Grundtvigs Højskole og blev 1931 gift med Laura Rørdam fra Ryslinge præstegaard. Det første præsteembede var i Åsted-Skærum-Kvissel sogne, der var stærkt præget af en fordømmende Indre Mission, hvis formand bød dem velkommen med ordene: ”Vi har fået en vantro præst. Herren har straffet os!” Thaning lod sig ikke kyse, men gik veloplagt i gang!
Hertil
I 1938 fik Thaning embede i Asperup og Roerslev sogne, som dengang havde et stærkt grundtvigsk miljø.
Hvad der derudover kendetegnede stedet var et tydeligt skel mellem folk med lidt og folk med meget hartkorn! Husmændene på ”markerne” stemte radikalt og fik åndelig føde ved at læse Middelfart Venstreblad; bønderne stemte venstre og fik åndelig føde ved foredragsforeningens møder i forsamlingshuset eller på kirkebænken.
Dette forhold ville Thaning ændre på, og for at få samtalen og debatten i gang dannede han i 1941 ”Sognesamvirket”. Og hvad var det så for noget? Det var en art paraplyorganisation, der bestod af formændene for sognenes i alt “15 foreninger. Samvirkets 3 første $8 lød: 1) Asperup og Roerslev sognesamvirke har til formål at virke ved folkeligt, kulturelt og socialt oplysningsarbejde. – 2) Bestyrelsen består ordentligvis af formændene for de i sognesamvirket repræsenterede foreninger. – 3) Repræsentanter for de 4 politiske foreninger danner sognesamvirkets forretningsudvalg.
Foredragsforeningens formand, Kaj Thaning, valgtes til formand, og lærer Frede Tornøe til kasserer og sekretær.
Set i bagklogskabens klare lys var dette foretagende genialt! Samvirket skulle ikke betone en enighed, som ikke var, men oplyse, afklare standpunkter og debattere i et fælles forum. Ofte havde møderne derfor 2 indledere, hver med sit standpunkt.
Dette vellykkede foretagende banede vejen for, at Thaning med held kunne fremsætte sin idé om højskole. Han gik efter sigende rundt og savnede en.
Idéen fænger
Han indkaldte til møde herom i Baaring forsamlingshus den 31. marts 1944 for, hvis stemningen var positiv, at nedsætte et 15 mands udvalg til at arbejde videre med sagen. Stort fremmøde!! Fra Asperup og Roerslev mødte repræsentanter fra alle lag, og der kom desuden repræsentanter fra alle sogne mellem Middelfart og Mejlskov, eller rettere Ore sogn.
Og så lød det fra Kaj Thaning: ”Hermed stiller jeg forslag om, at der efter krigen opføres en højskole i Baaring med højskolelærerne Johs. Rosendal, Rødding, og Haugstrup Jensen, Vejle, som ledere – et forslag, som det vil koste 100.000 kr. at føre igennem”. At lederne allerede var valgt, begrundede han med, at skolen straks dermed fik et ”ansigt”.
Opbakningen var enorm, enstemmigt gik mødet i gang med at vælge folk til udvalget. Siden supplerede det sig selv med folk fra de øvrige 8 sogne. Det endte med 49 listebærere, som repræsenterede alle kredse, og hvis opgave det var at indsamle det nødvendige beløb.
12 dage senere, den 12. april, var der møde igen, denne gang med de udpegede ledere som foredragsholdere. De første penge kom ind, 75 kr., som, fratrukket kaffe på 7 kr. og en indkøbt forhandlingsprotokol til 2 kr. 15 øre, netto gav 65 kr. 85 øre. De er indrammet og hænger på skolens kontor!
I årets løb indsamledes 120.000 kr. Medlemstallet var på 840. Brikkerne syntes at falde på plads for en egnshøjskole. Den 11 mand store bestyrelse, som var blevet dannet, købte i 1945 Rosbjerggård, hvis jord var ideelt beliggende på sydpynten af Baaring Banke med udsigt over hele Nordvestfyn og et kig til 27 kirketårne.
Rettidig omhu, men op ad bakke
For ikke at binde-skolens kapital i dette ejendomskøb stiftedes et særskilt andelsselskab, der indskød 20.000 kr. i sidste prioritet i denne gård. Endvidere forpligtede selskabet sig til at tilbyde skolen gården efter 8 års forløb for det tilfælde, at højskolen skulle ønske at eje et landbrug til billiggørelse af kostholdet, idet der dog udskiltes”en grund på 7 tdr. land, som blev overladt højskolen for 13.000 kr. Dens værdi i 1945 var 21.000 kr. Resten af ejendommen, 15 tdr. land plus bygninger skulle så tilbydes højskolen i 1953 for 55.000 kr.
I slutningen af krigen var der penge nok til at gå i gang, men der var ingen materialer at få!! – Efter krigen var det ikke muligt at få byggetilladelse, det var der derimod udsigt til i 1949, men da havdeinflationen formindsket formuen!
Som følge af den beskrevne udvikling måtte skolen i 13 år holde generalforsamlinger, hvor der kun kunne berettes om forgæves forsøg på at føre skolen igennem. – Men så skete det minsandten! Det skal her indskydes, at Thaning aldrig forsømte nogen lejlighed til at vandre op i undervisningsministeriet, når han var i hovedstaden … med tegninger, med planer og med beretninger af enhver art. Det fortælles, at undervisningsministeren i september 1957 var så irriteret over den pågående fynske præst, at han vist ligefrem råbte til sin departementschef, der atter kunne melde, at præsten ønskede foretræde: ”Så gi” da for pokker den mand den højskole!!”
I gang
Tilladelsen kom, og arbejdet kunne påbegyndes. I 1958 den 4. oktober kl. 11 om formiddagen i fejende blæst og smukt solskin blev grundstenen lagt til Baaring højskole, solidt både materielt, idet rigtige murere havde opsyn med de ufaglærte grundstensnedlæggere, og åndeligt, idet man brugte 3 sten, som hver havde en historie at fortælle eftertiden.
Skolens konduktør, arkitekt Jørgen Frederiksen, Middelfart, og Kaj Thaning. Foto: 1958.
Om den første sten, lagt af forstander Johs. Engberg, forlød det: ”Stenen er taget fra den del af Askov højskole, hvor den første danske folkelige gymnastiksal lå, og hvor de første efterårsmøder blev holdt!”
Den anden grundsten muredes af skolens arkitekt Thorvald Dreyer, hvis bror murermester Jørgen Dreyer forestod byggeriet: Stenen blev taget fra Dyrehøjgaard i 1944. Skolens første sekretær, lærerFrede Tornøe, gav den som fødselsdagsgave til Kaj Thaning dette år, dels til minde om 100 året for den første højskole i Rødding, dels til minde om mødet i Dyrhøjgaards lade i 1867, hvor elever og lærere fra Askov var gæster.
Den tredje grundsten muredes af Kaj Thaning. Det var en stor kampesten, taget fra sylden under Flors hus i Rødding: ”Denne sten er et minde fra fortiden; men vi skal ikke lade os slavebinde af fortiden. Men vi må ikke glemme, at det er arven fra 1844, der skal give næring og ruste de unge til at se fremad mod det levende liv, der kommer”.
De tre grundsten, de 2 røde og kampestenen, blev indmuret i væggen til forhallen til den store gymnastik- og festsal, og de blev synlige i muren, der ellers fremtræder i gule sten.
Inden grundstensmuringen nedlagdes grundstensdokumenterne, en historisk redegørelse over, hvordan skolen er blevet til, nogle mønter præget i dette år og endelig et eksemplar af de lokale blade fra dagen før og selve dagen.
Grundstensdokumentet Baaring højskole.
”I maj 1944, mens Danmark var besat, og mens den danske højskoles hundredårs-jubilæum fejredes, blev grundkapitalen til opførelsen af Baaring højskole indsamlet.
Ca. 50 lister blev samtidig båret rundt i Asperup-Roerslev, Brenderup, Fjelsted-Harndrup, Ore, Ejby, Indslev, Nørre Aaby, Vejlby-Strib, Kauslunde og Middelfart kommuner. Fra andre vestfynske sogne meldte der sig også medlemmer til Den selvejende institution Båring Højskole, der i alt fik ca. 800 andelshavere. Rosbjerggård i Baaring blev indkøbt, og en kreds af garanter sikrede besiddelsen af den, så at grundkapitalen ikke udsattes for risiko.
I bestyrelsen har fra 1944 til nu siddet Kaj Thaning, formand, Alfred Andersen, næstformand, Hugo Bentholm, kasserer, Carl Jensen, Alfred Jul Petersen, Mette Jørgensen, alle Asperup sogn, Thorvald Markussen, Roerslev sogn, Marius Rasmussen, Indslev sogn, J. Rasmus Rasmussen, Brenderup sogn. Repræsentanten for Middelfart, Valdemar Larsen, afløstes ved sin død af Harry Christensen, og Rasmus Rasmussen, Vejlby sogn, på grund af bortrejse af Christian Petersen.
De først udpegede forstandere, Søren Haugstrup Jensen og Johs. Rosendal, fik siden andre lederpladser indenfor højskolen. Baaring højskoles vej fremad blev nemlig lang og trang. Først materialemangelen efter krigen og derefter inflationen, som tærede på kapitalen, hindrede længe opførelsen. Ved tilføjelsen til højskoleloven løstes imidlertid det økonomiske spørgsmål, men følgerne af Koreakrigen bevirkede i 1954 to afslag på ansøgning om byggetilladelse. Denne blev imidlertid fremskaffet i september 1957 ved personligt indgreb af undervisningsminister Jørgen Jørgensen. Til ny forstander var da udpeget højskolelærer Johs. Engberg, Askov.
Man kunne da gå i gang. Mens vejanlægget, skænket af Asperup-Roerslev kommune, blev udført i foråret 1958, blev tegningerne gjort færdige. Arkitekt Thorvald Dreyer, København, født i Asperup, havde i 1944 tilbudt at tegne skolen gratis og overdrog fuldførelsen af den til sin medarbejder, arkitekt K. Fenst. Ingeniør Vagn Kollerup, født i Roerslev sogn, havde også tilbudt at arbejde uden honorar, og ingeniør Niels B. Skude, Vordingborg, på gunstige vilkår. Landsretssagfører Poul Petersen, København, født i Asperup sogn, yder skolen gratis Juridisk assistance.
Ved licitationen i maj 1958 overdroges murer- og entreprenørarbejdet til Jørgen Dreyer, Asperup, og tømrerarbejdet til Johs. Petersen, Kauslunde. Det øvrige arbejde vil ligeledes blive tildelt fynske håndværkere og virksomheder. Konduktør er arkitekt Jørgen Frederiksen, Middelfart.
Grundstenen nedlagdes den 4. oktober 1958. Granitstenen er taget fra sylden under Flors hus, Rødding, Danmarks første højskole, opført 1844, som en understregning af ordene i Båring højskoles fundats om;f at vor skole skal videreføre den danske højskoles hundredårige tradition. Måtte dette ske til gavn for dansk ungdom og for denne egn!”
Den øverste grundsten er fra Flors hus, Rødding højskole (1844). Den nederste til venstre er fra det ældste Askov og er saaledes samtidig med Askov højskoles besøg i Baaring 1867. Den nederste til højre er en fynsk sten fra 1944, da Baaring højskole blev grundlagt.
Her ses den netop færdigbyggede højskole, hvorfra udsynet til hele Vends Herred med de 27 Kirketårne er mulig. Knap 50 år fik den lov at virke til glæde og gavn for elever og kursister.
Kilder:
Hvor intet andet er anført forefindes Arkiv for Asperup / Roerslev.
Grethe Marcussen
‘