Af Grethe Marcussen
Middelfart Kommune, Vends herred, er præget af prægtige gårde både i bindingsværk og grundmur. Artiklen her sætter fokus på den største lokale bygmester for grundmursbyggeri på landet fra 1870-1920, bygmester Wilhelm Smith.
”Hvem der ved at færdes rundt i Herredet har lagt Mærke til Bygningerne, vil have set en Del Stuehuse med gule Mursten, Trempel, Kvist og en noget flad Tagkonstruktion med Skifer. Det er den typiske ”Smith’ske Byggestil”. Egnen er derved i
nogen Grad ved ham bleven særpræget, og de solide, anselige og efter sin Tid kønne Bygninger vil til sene Tider bevare hans Navn i Sognene heromkring”. Sådan stod det at læse om bygmester Wilhelm Smith i ”Middelfart Venstreblad” i 1919. Det kom til at passe, for hans bygninger er i dag med til at sætte særpræg på Vends herred — i dag
Middelfart kommune.
Men hvad er da historien bag denne bygmester og hans bygninger? Først lidt bygningshistorie for at give baggrund.
Gårdbyggeri
Det var i opgangsperioden fra midt i 1700-tallet, at de fynske bindingsværkshuse voksede i antal fag, og den firlængede gård ”voksede sammen”, så at gårdspladsen var aldeles lukket og en verden for sig, når porten blev stænget for natten.
Omkring 1800 indførtes sydfra byggeri i grundmur, dvs. murværk af brændte teglsten helt ned til frostfri dybde. Sådanne huse var langt dyrere at opføre end huse i bindingsværk. Under Napoleonskrigene var der god eksport af landbrugsprodukter fra Vestjylland, og det medførte, at grundmursbyggeriet bredte sig.
Under lavkonjunkturen 1813 — 1830 gik nybyggeriet i stå; men kornsalgstiden, 1830 — 1875, med stor høst og velbetalt korneksport til Norge, England og Nordtyskland, betød et vældigt skub fremad for grundmursbyggeriet. Grundmur gav prestige, men havde dog endnu ikke afgørende vundet i ”kampen” mod bindingsværket. Helt op til 1870 – 1880 byggede man nyt bindingsværk, længst i skovrige egne som Vends herred.
Allerede fra omkring 1860 mærkede man påvirkningen fra byhuse, idet det for stuehuse på landet blev almindeligt med helgavle, høje vinduer med buestik, blank mur med forskellige udkragede facadedetaljer og gesimser, samt skifer- eller tegltag.
Mursten kunne nu leveres maskinstrøget, evt. som formsten.
Efter århundredskiftet prægedes stuehusbyggeriet af schweizerstil med lave, udhængende skifertage med udskåret træværk i gavle og kviste.
Bygmestre anvendtes frem mod århundredskiftet kun til større byggeopgaver. Mindre huse og udlænger blev opført af husmænd og spjældmurere.
Stuehus til ”Rosbjerggaard”, 1832, Baarings ældste hus. Gården lå på østsiden af Byvejen i Baaring, i dag Byvejen nr. 46 — 50. Grundmurede stuehuse var hvidkalkede med halvvalmede stråtage med en enkelt taggesims. De var symmetriske, og indgangsdørene blev ofte, dog ikke i dette tilfælde, fremhævet med pilastre eller ved en lille trekantet eller buet fronton. Foto af E. Petersen, Aarhus, ca. 1910. Asperup/Roerslev lokalarkiv
Sidstnævnte kaldtes sådan, fordi de oprindelig blev tilkaldt til opsætning eller reparation af kakkelovne, komfurer og deslige. Grundmursbyggeri var imidlertid sværere at udføre og krævede dygtige murer og tømrermestre. Toneangivende på Nordvestfyn var fra 1841 – 1870 murermester Johan Smith, Baaring, og fra 1866 – 1918 emnet for denne artikel sønnen Wilhelm Smith, Asperup Mark, senere Indslev Mark.
Tilflyttere sydfra
En dag i året 1841 kom Johan Smith, murermester og kniplingskræmmer, til Baaring. Han og Ane Christensdatter, f. 1820 i Oxenvad i Gram herred, indgik ægteskab og slog sig ned her. Om slægten bagud vides, at Johan Smiths forældre, murersvend Joachim Friederich Smith, f. 1783 i Brandenburg, og pigen Karen Madsdatter, f. 1781 i Middelfart, blev viet den 2. november 1809 i Middelfart kirke. Herefter bosatte de sig i Agtrup skov ved Stenderup, hvor Joachim Smith virkede som murermester. I oktober 1813 fik de sønnen Johan. Karen Madsdatter døde i 1831 som 48-årig og efterlod sig mand og 7 børn, deriblandt Johan,
som var i murerlære hos sin far. Joachim Smith døde som enkemand og almisselem 10 år senere i 1841 i Agtrup skov, formodentlig 60 år gammel, siger kirkebogen. Det kan antages, at Johan efter faderens død i 1841 har forladt hjemegnen og er
draget over på den anden side af Lillebælt.
Familieforøgelse
Den 5. marts 1842 nedkom murermester Johan Smiths hustru, Ane Christensdatter, med en søn, der i dåben i Asperup kirke fik navnet Wilhelm Frederik Madsen Smith.
Drengen kom tidligt ud at tjene. Lønnen var 7 rigsdaler for et år. Som andre vogterdrenge skulle han op med solen, og arbejdsdagen sluttede ved solnedgang. Den første plads var hård, og familien fortæller, at Wilhelm fik prygl, da husets lille
søn, som han en dag skulle passe, græd i vuggen. Mærker efter disse prygl opdagede Wilhelms mor, da hun skulle give ham en ren skjorte på. Der var røde striber hen over ryggen! Johan Smith tog straks sin søn hjem fra den plads.
I Baaring skole viste Wilhelm sig som et lyst hoved, især til regning. Han var kendt som drengen, der gerne delte ud til andre af f.eks. medbragte æbler, indtil han selv ingen havde; men det forstyrrede ikke hans glæde ved at give, et karaktertræk, der fulgte ham sidenhen.
Efter konfirmationen kom han i lære hos sin far, der var den første bygmester for grundmurede huse her på egnen. Johan Smith var i høj grad respekteret som murermester og opførte bl.a. stuehusene til Dyrhøjgaard og Rankegaard i Baaring, begge karakteriseret ved de høje ranke tag med tegl.
Om vinteren, når der ikke kunne mures, drog Wilhelm rundt til gårdene som hørsvinger. Herved tjente han 1 mark om dagen. Det var ikke meget, men som ældre mindedes han med glæde de hjem, han på den måde lærte at kende. Især holdt han af at komme i Den midterste Gaard i Kærbyholm hos Rasmus Andersen, far til bl.a. bryggeriejer Frederik Rasmussen, Indslev, og dennes brødre, Karl Rasmussen, Lundegaard i Baaring, og Hans Rasmussen, Vestergaard i Roerslev.
Wilhelm Smith som garder hos Chr. IX i 1865. Foto i privat eje.
Ud i verden
Efter udstået læretid kom Wilhelm som soldat til København. Her modtog han i sin fritid undervisning i bygningstegning hos en arkitekt, der bestemt mente, at Wilhelm burde uddannes videre; men det tillod hjemmets økonomi ikke.
Arkitekten havde opdaget noget ganske særligt hos sin elev, nemlig dennes evne til hurtigt at finde, skelne og huske linjerne i alting, han så på. Wilhelm kunne f.eks. blive ved at plukke firkløver på en kløvermark, det ene efter det andet, for så vidt uden
at søge efter dem.
Efter aftjent værnepligt tog han til Drammen i Norge. Byen havde været hærget af voldsomme ildebrande, 212 huse var nedbrændte, og Wilhelm Smith deltog en tid i arbejdet med at genopføre bygningerne.
”Dyrhøjgaard”, opført 1862 af murermester Johan Smith, bygherre var Claus Pedersen.
Foto ca. 1895. Asperup/Roerslev lokalarkiv.
Murermester Johan Smith, Baaring. Foto fra ca. 1855, i privat eje.
Hjem igen
Nu stod han rustet til at etablere sig som selvstændig murermester. En af hans første opgaver var i 1866 ombygning af avlsbygningerne på Blankegaard, Blankegårdsvej 31 i Blanke. Her gjorde en ung pige, Karen Dorthea Bertelsen, tjeneste. De to blev kendt med hinanden og snart derefter forlovet. Karen Dorthea var født 1845 i Gamborg, hvor faderen Bertel Bertelsen var husfæster under Wedellsborg. I hjemmet var der 13 børn, hvoraf den ældste, Jørgen, deltog i forsvaret af Dybbøl. Han blev taget
til fange og måtte en tid lang trælle som krigsfange i Østrig, også efter fredsslutningen. Længe hørte familien intet fra ham, og moderen antog ham for falden og døde af sorg. Herefter blev Karen Dorthea som en mor for de mindre søskende. Hun forblev længe i Gamborg, indtil hun tog plads i Blanke. I 1869 giftede hun sig med Wilhelm, som forinden havde bygget et lille hus i Langgyden, i dag nr. 29.
Wilhelm Smith, i baggrunden på stilladset, med sine svende og øvrige hjælpere foran et næsten færdigt byggeri, som til forveksling ligner Kørupgården.
Det er det imidlertid ikke, men måske kan læserne hjælpe os? Foto: A.T. Schou, Odense, 1890 – 1900.
Dagligdagen
Karen Dortheas dag begyndte med én times læsning, fortæller familien. Først derefter ville hun forstyrres; men så klarede hun også at opdrage i alt 5 børn, der alle blev født i Langgyden. I perioder havde hun op til 10 mand på kost. Hun var en gevaldig støtte for sin mand, sparsommelig og arbejdsom.
Med murerhåndteringen gik det strygende. Mange bygherrer lærte at værdsætte den raske mester, der nu rigtig fik brug for sine evner for bygningstegning. Som regel udarbejdede han i vintermånederne sine tegninger og overslag og igangsatte arbejderne om foråret. Der var altid mere end ét projekt i gang, og da han ville være på første arbejdssted ved arbejdstids begyndelse, læs ved solopgang, måtte han ud af fjerene meget tidligt. Men han var godt gående; det tog ham kun en time at tilbagelægge en mil.
Wilhelm Smith var ikke den, der brugte hårde ord til sine folk. Derimod gav han en hånd med, hvor han kom frem, og satte derved fart i arbejdet. Ægteparrets 5 børn, sønnen Albert og 4 døtre, Maren, Vilhelmine, Asta og Augusta, f.1884, gik i friskole
hos lærer Mygind, hvis hus ”Sans souci” lå, hvor Hedegårdsvej bliver til Assensvej, altså ved rundkørselen på hovedvej Al. Skolevejen var kort, men at sogneskolen blev valgt fra, skyldtes, at Wilhelm Smith misbilligede dens hårdhændede opdragelses-metoder. Lærer Mygind prægede på bedre vis børnene for livstid.
Familien Smith: Karen Dorthea med Asta f. 1882, Maren f. 1874, Albert f. 1871 og Wilhelm med Wilhelmine f. 1877. Foto: H. Hansen, Vestergade 36, Odense 1883. I privat eje.
Livets op- og nedture
Wilhelms far, Johan Smith, var i 1870 med sin familie udvandret til Amerika. Alle på nær Wilhelm og to af hans søstre var taget af sted. Beslutningen herom blev taget efter et opgør mellem Johan Smith og sønnen, hvis succes faderen ikke kunne bære. Ved afrejsen hilste han kun af med Wilhelms kone, Karen Dorthea, og lod siden hen intet høre fra sig.
Den søndre gaard i Kærbyholm, Kærbyholmvej 22, Indslev. Stuehus opført 1876 af Wilhelm Smith for bygherren Jørgen Jørgensen. 3 udlænger stammer fra 1874 og har samme bygmester. Foto: Beck, Vejen, o. 1920. I privat eje.
Sdr. Aaby Enggaard, Prestebuen 14 i Sdr. Aaby, opført i 1882 til fester under Wedellsborg Jens Petersen af bygmester Wilhelm Smith, sandsynligvis. Stuehus og udlænger havde oprindelig stråtag; senere fik stuehuset skifertag, og udlængerne fik ”pandeplader”. Smith har bygget flere gårde i Sdr. Aaby. Foto: 0. 1930. I privat eje.
Stuehus til Taarupgaard i Indslev-Taarup, i dag Æblegyden 25, opført 1889 af bygherre Niels Olsen og bygmester Wilhelm Smith. Udlængerne nedbrændte i 1934, hvorefter en ny Taarupgaard blev opført på egen jord ved hovedvej Al. Det tilbageværende få stuehus kaldtes siden Taaruplund. Foto: Albert Smith, 1950. I privat eje.
Familiens Smiths hjem fra 1885, Store Landevej 2. Frihåndstegning fra 1921 af sønnen, arkitekt Albert Smith. Ved overtagelsen var ejendommen gammel og i bindingsværk, men murermesteren fik nybygget det hele. Efter forældrene var datteren Asta og hendes mand Niels Ahrentoft ejere indtil 1956. Tegning i privat eje.
I 1870erne, da Disconto-banken i Odense gik fallit, mistede Wilhelm og Karen Dorthea det meste af deres opsparing! Det var et hårdt slag, men det blev overvundet.
Broderen Ludvig, der var udvandret til Amerika, forsøgte at få Wilhelm med familie til at følge efter, men det blev forhindret af sognefoged Hans Hansen fra Indslev Damgård. Han fastslog nemlig, at murermesteren gjorde god nytte på egnen og skulle se til at blive her! Og så hjalp han Smith til at købe Ane Thomsens gamle hus ved hovedvej Al, i dag Store Landevej 2 i Indslev.
Hans Hansen var, som også huslægen, doktor Lange fra Kjærbye, og en soldaterkammerat, rigsdagsmand Peter Andersen, Ringsted, blandt hjemmets mange gode venner. Ofte prøvede de at få Wilhelm til at beregne sig en større fortjeneste, når han afgav sine tilbud på et byggeri; men det lykkedes ikke for dem. Materialeberegningerne var gode nok, men arbejdets udførelse beregnede han efter, hvad han selv kunne udføre. Det var fejlen, mente vennerne; men Wilhelm Smith hørte nu engang ikke til dem, der altid er bange for, at de ikke selv skal få nok!
Han blev egnens mest søgte murermester, og ved runde dage fremhæver aviserne følgende tre forhold som grunde hertil: absolut soliditet, en forbavsende energi og en gennemført prisbillighed.
Listen over hans bygninger i Vestfyns forskellige egne ser sådan ud: 52 større stuehuse, 58 huse til beboelse, deriblandt 11 i Middelfart, 112 større og mindre lader, 6 mejerier, 5 teglværker, 2 dampbagerier, 3 præstegårde, bl.a. Asperup, 2 kroer, Skovshøjrup og Indslev, 11 dampskorstene og dertil tækket 16 stuehuse, samt naturligvis udført en mængde mindre arbejder.
Hovedvejen 255, opført 1880, formodentlig af Wilhelm Smith. Bemærk de elegante skorstene. Huset har også trempel — en overbygning over loftsbjælkerne,der tjener til at give et større loftrum. Her har været såvel slagterforretning som købmandsforretning. Den sidste købmand var Anna Rasmussen, som drev forretning fra 1952 — 1962. Foto fra ca. 1955, koloreret. Asperup/Roerslev lokalarkiv.
Ud over murerarbejdet
Wilhelm Smith var optaget af politik og kæmpede mod provisoriets mænd som venstremand. Fra 1905 sluttede han sig til det radikale Venstre og var i en årrække stiller for medlem af Folketinget, typograf C.A.V. Slengerik, 1859 — 1923.
Han tog ivrigt del i husmandsbevægelsen og var i nogle år formand for Indslev Husmandsforening og for den radikale vælgerforening samme sted. Herudover var han fra 1898 taksationsmand for Østifternes Brandforsikring.
Årene gik
Med opførelsen af Kørupgaarden satte Wilhelm Smith punktum for aktiv murervirksomhed. Han var da 76 år og Karen Dorthea 73 år. Wilhelm kunne glæde sig ved et godt helbred, brugte ikke tobak eller spiritus, for som han sagde: ”Al spiritus er i sin helhed skadelig!” For øvrigt anskaffede han sig en cykel, som han endnu brugte, da han og Karen Dorthea i 1919 fejrede guldbryllup.
Børnene var da kommet godt i vej. Sønnen Albert rejste efter forældrenes sølvbryllup i 1894 til Sydafrika, hvor han arbejdede som bygningsingeniør. I 1906 blev San Francisco ødelagt af et frygteligt jordskælv, og Albert rejste derover og grundlagde eget arkitektfirma.
I 1922 kunne Wilhelm fejre 80 års fødselsdag. I et interview i den anledning undres han over arbejdstempoet i forhold til tidligere, men synes i øvrigt, at udviklingen var gået i en god retning!
Helbredet var stadig så nogenlunde, også for Karen Dortheas vedkommende, men juleaften 1926 dør Wilhelm Smith stille i sit hjem, og 13. september — 1927 får han følgeskab af Karen Dorthea. De ligger begge begravet på Indslev kirkegård.
Hvem byggede hvad?
Wilhelm Smith var i sin tid naturligvis ikke ene om budet som bygmester. Rasmus Dreyer fra Asperup stod i lære hos Smith, arbejdede en tid for ham og lavede siden hen sin egen forretning 0. 1890. Chr. Nielsen i Nr. Aaby kommer ligeledes til 0. 1890, det samme gælder Fr. Hansen, Ejby, og Ole Petersen og Brendholt, begge i Bubbel. Carl Jørgensen, der får egen forretning i Kauslunde o. 1902, havde ligeledes lært hos Smith. Det samme gælder Lars Nielsen, Åhøjrup, der stod i lære 1892 — 1896.
Det kan derfor være overordentlig svært at vide sig sikker på, hvem bygmesteren til en given bygning er. Hvis ikke der foreligger sikker dokumentation i form af overslag, regninger, levnedsskildringer eller sikre mundtlige overleveringer, må man holde sig
til at formode ud fra sammenligninger, hvis man da ikke er så heldig at få oplysningen direkte fra sønnen Albert Smiths erindringshæfte, ”Wilhelm Smith og hustru 1867 — 1927”. Såvel bygherrer som bygmestre stjal og stjæler stadig gode idéer fra hinanden.
I Hønnerup på Agerstien 52, ligger Hønnerup Bækgård. Den har rigtig mange Smith’ske stiltræk, men tag ikke fejl, som undertegnede gjorde. Der foreligger et fornemt byggeregnskab. Mureren hed Th. Thomsen, havde stået i lære hos faderen L. Thomsen, Kingstrup, og etablerede sig 1890 i Gelsted. I øvrigt var stuehuset bygget 1845, men ombygget 1906 af Th. Thomsen. Hm!
De smithske bygninger
Vor egns Wilhelm Smith-huse er i dag op mod 140 år gamle, men er stadig i brug og stadig noget særligt for øjet. Og du ser dem overalt, for kundekredsen begrænsede sig ikke til Asperup, Roerslev og Indslev sogne. Han byggede som nævnt huse til mange forskellige formål, men mest iøjnefaldende var og er hans gårdstuehuse, oftest opført i gule mursten. De lyste op dengang, men gør det faktisk stadig, til trods for at den gule farve nu har antaget en grålig tone! Det samme gælder for hans huse i røde sten, læg f. eks. mærke til Indslev Højgaard, Æblegyden 39 i Indslev. ”Lyse op” gør husene nemlig i lige så høj grad på grund af bygmesterens sikre blik for linier, proportioner og stil!
Vi kunne et øjeblik se på de muligheder, Smith gjorde brug af, til udsmykning af facademuren. ”Forbandt” kaldes det system, efter hvilket mursten anbringes i de enkelte skifter. Den lange side på murstenen hedder løberen, den korte hedder binderen.
Smith brugte det såkaldte krydsforbandt. I skifterne er der udelukkende bindere eller løbere. Løberne er anbragt således, at de skifte for skifte står forskudt for hinanden, krydser hinanden! Deraf navnet — krydsforbandt. Det valgte forbandt, for der er adskillige ”forbandter”, er en del af murdekorationen, ligesom valget af ”pynt på gesimsen” er det.
Gesimsen er ydermurens afslutning foroven med fremstående, vandrette bånd, der dels skal beskytte muren mod vejrliget netop ved overgangen til taget, dels tjene dekorative formål. Hos Smith finder vi gesimsen fx ”aftrappet”, med ”tandsnit” eller med ”savsnit”. Brug af formsten er ligeledes med til at karakterisere hans arbejde.
Krydsforband, som bygmester Smith benyttede. Her efter N. Erik Jensens tegning i Om byggeskik og vedligeholdelse, Fredningsstyrelsen, s. 25.
Til stuehus vælger Smith oftest skifertag og til udlænger i begyndelsen strå, senere tagpap eller cementsten.
Skorstenspibens udformning er af stor betydning for stilen, Smiths er høj og slank, ofte smykket med gesims og bånd. Den kan ”løfte” en bygning. Rages den ned, eller bliver den genopbygget i en lille, bred udgave, lider stilen derunder.
Typer
Det sidste halve år har jeg bevidst kigget efter Smithhuse. Mange lader sig finde, men der mangler stadig en del, og især mangler, som ovenfor nævnt, dokumentationen for, hvem bygmesteren er; men for en snes huses vedkommende foreligger den!
Interviews, billeder af ældre dato, BBR-oplysninger har bl.a. hjulpet mig, og jeg mener at være sikker på i hvert fald 60 Smith-bygninger. De fordeler sig over hele herredet, men ligger tættest i Smiths bopælssogne, Asperup og Indslev. I dette tilfælde gælder det gamle ordsprog om profeten og hjembyen altså ikke.
De første mange år måtte Wilhelm Smith gå til sine arbejdspladser, ligesom hans medhjælpere også måtte det. Det er derfor imponerende at konstatere, hvor langt omkring han er kommet! Tænk blot på hans første stuehus i Hårslev sogn!
Ud fra det indsamlede materiale fremgår, at der er tale om 3, måske 4 typer af gård-stuehuse:
Der forekommer 14 eksempler på stuehuse med 3 buer over de 3 midterste vinduer enten til haveside eller til bade have- og gårdside, med flotte gesimser og knap så flade tag; se billedet herunder – disse bygninger er opført mellem 1869 og 1882.
Højagergaard, Søndergade 52, Brangstrup. Stuehus opført 1869, udlænger i 1867. Bemærk de 3 buer! Gården lå oprindelig tættere ved vejen. Bygmester er med stor sikkerhed Wilhelm Smith. Den ejes i dag af Bendix Kej, som fortæller, at da vinduerne i 1970erne blev udskiftet, grundet energikrise mv., var træet i dem så godt som nyt. Foto. west Jensen i 1935. I privat eje.
Skovshøjrup købmandshandel, Middelfartvej 217. Bygningen blev opført efter brand i 1872 af daværende ejer A.C. Thomsen med Wilhelm Smidt som bygmester. Foto fra 2003 af Poul Smidt. I privat eje.
Dernæst blev der fundet 30 eksempler på huse uden disse buer, men med flotte gesimser og tagvinkel som før nævnt; se billedet herunder – disse huse er opført mellem 1867 og 1898.
Langagergaard, Indslevvej 32 i Indslev. Stuehus opført 1892. Pris 7000 kr. Bygmester var Wilhelm Smith. Gården ejes i dag af Henning Hedegaard Jensen, som fortælle: byggeriet strakte sig over hele to år af følgende grund: bygherren ville have det ny hus til at ligge præcis, hvor det gamle lå. Altså flyttede man tæt sammen i den ene ende af det gamle hus, rev modsatte ende ned, byggede første halvdel af det nye, flyttede derind, rev resten af det gamle ned og opførte sidste halvdel af det nye. Hvor svært kan det være? Foto: fra 1936. I privat eje.
Endelig sås 7 eksempler på huse i schweizer-stil, opført i røde sten. Disse huse er opført mellem
1900 og 1918. Se billedet af Kørupgaarden, herunder.
”Kørupgaarden”, Kærbyholmvej 14 i Kærbyholm, opført i 1918 i ren schweizerstil med skifertag og dekorativt træværk. Bygherre var Christen Pedersen
Bruun. Foto: L. Poulsen, Holte, 0. 1930. I privat eje.
Plads i bygningshistorien
Hvis Johan og Wilhelm Smith skal indplaceres i landbyggeriets historie, kan man fastslå, at faderens store tid faldt sammen med kornsalgstiden, der var den højkonjunktur, der betingede efterspørgslen efter ham og hans tilgang til grundmuringen i små 30 år.
Slutningen af kornsalgstiden og andelstiden blev baggrunden for sønnens virksomhed, der strakte sig over godt og vel 50 år og kom til at række ind i den periode, hvor Landsforeningen for Bedre Byggeskik satte dagsordenen. Det fortælles, at dens fortalere kunne være særdeles kritiske i omtalen af de Smith’ske stiltræk. Foreningen havde som mål at retlede bygherrer og søge niveauet hævet for især landbyggeriet og dertil pege på den rette danske udformning. Kritikken bundede måske i, at Smith var inspireret sydfra.
Men det gedigne håndværk, det fortræffelige materiale og den harmoniske udformning, som kendetegner hans bygninger, gør dem absolut bevaringsværdige. Den renovering, som med årene måtte tiltrænges, bør være nænsom og tro mod bygningernes stil. Det er stilbrud at nedtage en skorsten, selv om den er ude af brug. Hvad en Smith-bygning er født med, bør bibeholdes, om det så kun er som en vellignende attrap.
Kilder:
Peter Dragsbo: Byggeskik og bygmestre på Vestfyn 1850-1950. Vends 1993, s. 55-6
Peter Dragsbo & Helle Ravn: Jeg en gaard mig bygge vil — der skal være have til. Esbjerg 2001.
Esben Hedegaard: Grundmursbyggeriet på Nordfyn J. C. B. la Cour: Danske Gaarde III. bind
Albert Smith: Wilhelm Smith og hustru 1867 — 1927
Jørgen Ganshorn, N. Erik Jensen: Om byggeskik og vedligeholdelse. Udgivet af Miljøministeriet, Fredningsstyrelsen, u.å. (1983).
Samtaler med familiemedlemmer til Wilhelm Smith, samt med ejere af Smith-bygninger.
Stor hjælpsomhed fra Lokalhistorisk Arkiv for Nørre Aaby, Udby og Føns, Lokalhistorisk Arkiv for Ejby Kommune og Historiens Hus, Middelfart.
Grethe Marcussen