Vends 1999
af Knud Bro
i Bro by, Brenderup Sogn.
Slægten fra Lille Brogård i Bro nord for Brenderup har fostret et væld af markante personer, hvoraf mange har deltaget og stadig deltager i det offentlige liv. Tidl. toldinspektør og borgmester Knud Bro fortæller nedenfor om medlemmer af sin berømte familie.
Udgangspunktet for slægten er min farfar, Christian Christoffersen, der blev født i 1827 på Nørre Åby “Tille Margård” som søn af gårdejer Christoffer Jensen, om hvem Hofmann Bang i sin bog “Odense Beskrivelser” i året 1842 skrev, at han havde udvist stor betænksomhed ved sin konstruktion af en “Svingplov”. I øvrigt er slægten bagud også ganske kendt – min farfar skal således nedstamme i direkte mandslinje fra den Hans Olufsen, der var slotsfoged på Næsbyhoved slot ved Odense under dronning Christine (d. 1521). Hans Olufsen ligger begravet i Sct. Knuds kirke i Odense.
I 1854 giftede farfar sig med Maren Jørgensdatter, der var født i 1821 1 Gamborg. Parret tog bolig på “Bro Margård” i Bro By, og her blev alle deres 6 børn født. I 1867 købte de mellem 30 og 40 tdr. land jord og 6 tdr. skov mellem Bro By og Båring Vig og byggede “Lille Brogård”, hvor de levede til deres død.
Slægtens grundlæggere: Christian og Maren Christoffersen.
Christian Christoffersen, der var en stout bonde, blev en kendt mandi vide kredse. Han var medlem af Brenderup Sogneråd 1865-70 og var fra 25-7-1884 til 20-4-1892 folketingsmand for Bogense kredsen, valgt af Venstre. Således var han ordfører for Venstre, da loven om aldersrente var til behandling i Folketinget og sluttede sin tale med at anbefale loven til vedtagelse. Efter 8 år søgte han dog ikke genvalg. Han stod i spidsen for oprettelsen af “Bro Friskole” og for opførelsen af Missionshuset “Siloam” i Bro By, hvor han ofte selv talte ved møderne.
Maren og Christian Christoffersen til “Lille Brogård” var alvorligt troende kristne, præget af den fynske vækkelse. Næstekærlighedsbudet var deres liv, og de var kendte for deres godgørenhed til fattige og nødlidende.
Lille Brogård, som den så ud, da den gik ud af slægten.
Venligst udlånt af den nuværende ejer.
Børnene fra “Lille Brogård”
Alle 6 børn tog slægtsnavnet Bro efter Bro By. Karen Christoffersen Bro, født 1856, var ældste barn. Hun blev gift i 1876 med lærer Lars Peter Nielsen i Sønder Højrup. Alle deres 8 børn tog slægtsnavnet Høirup.
Anna Christoffersen Bro, født 1858, blev kaldt Ane. Hun var en stor og mandhaftig pige, der hele sit liv gik hjemme på gården. Da hun komtil skelsalder, ville hendes forældre have hende ud at tjene for at se og lære andre skikke som jo alle i hendes alder. Men det nægtede hun, og når hendes forældre havde gode tilbud til hende om en plads, så gik hun til sengs og blev liggende som syg og dårlig, indtil “faren drev over”. Dette gentog sig år ud og år ind. Hun var ikke til at drive ud af gården, og så blev hun i omdømme kaldt for svagelig og syg, så hun ikke kunne arbejde, endskønt hun i virkeligheden var stærk og viljefast som en okse. Hun ville som en kendt mands datter ikke ud at tjene for andre, og hendes plan var på denne måde at tilkæmpe sig gården. Og det på trods af, at hendes yngre broder Christoffer, der var gårdens ældste søn og den eneste, der ville være landmand, var bestemt til at føre slægtsgården videre efter sin far.
Karen Nielsen med 2 af sine 8 børn.
Faster Ane manglede totalt friere, og da hendes forældre blev ældre, overtog hun fuldstændig kommandoen over gården. Og heldet fulgte hende – gården fik en tjenestekarl Knud Rasmussen, som var nøjsom og føjelig. Og ham giftede Ane sig med i 1905, da hun var 47 år gammel, og Knud var 11 år yngre, men der var jo en gård i udsigt. Anes mor døde i 1906 og hendes far døde i 1914, og så overtog Ane gården, som for hende var rimeligt, nu hun altid havde gået hjemme og slæbt.
Allerede i 1916 måtte de dog sælge gården og flytte till Brenderup. Dermed gled “Lille Brogård” ud af slægtens eje til stor sorg for min far. Ikke af økonomiske grunde, men af slægtsfølelse. Han følte i sit inderste hjerte, “der har jeg rod, der har jeg hjemme, derfra min verden går”.
Min far, Christian Christoffer Christoffersen Bro, var født i 1860 som barn nr. 3. Som ældste søn var det bestemt, at han skulle overtage “Lille Brogård” efter sin far og føre den videre som slægtsgård, og han var forøvrigt den eneste af sønnerne, der ville være landmand. Han fik derfor en god landbrugsuddannelse, bl.a. på Sellerupgård ved Odense, hvor han skulle lære roedyrkning og regnskabsførelse. Efter sin soldatertid kom han hjem og blev bestyrer af Lille Brogård, da bedstefar jo var i folketinget. Han tjente altså familiens tarv, herunder sin “svagelige” søster og sine brødres studier.
Da Ane jo var svagelig, ville hun ikke deltage i noget arbejde uden for stuehuset og da kun det lette, og da moderen var aldrende, måtte gården have en tjenestepige, og alle ville gerne tjene hos Maren Christoffersen, der var kendt som en meget dygtig landhusmoder, men da Anes dominans var kendt, måtte man hente dem udensogns fra. Efter en annonce fæstede Christoffer på sin fars vegne en pige, som hed Kirstine Thygesen Holm, datter af den i sin tid meget kendt gårdejer og møllebygger Kresten Thygesen Hom i Rindum ved Ringkøbing, på den betingelse, at hun skulle have familiær stilling. Hun var 18 år og kom direkte fra “Kjærhave Husholdningsskole”. Hun var køn, dygtig og kvik, og Kirstine og Christoffer faldt hurtigt i hinandens arme til stor glæde for Bedstefar og Bedstemor. Nu følte de, at den rigtige fremtidige kone var kommet til gården og takkede vor Herre derfor og ønskede Guds velsignelse over parret.
Men Ane hadede den nye svigerinde, da hun følte det som en alvorlig trussel mod sine planer. Ane blev endnu mere “svagelig” og sur. Da det trak op til bryllup i 1890, gik Ane i seng og var syg og nægtede at forlade gården og søge sig en plads.
Knud og Ane Rasmussen. De drev senere Brenderup Afholdshotel. Knud var også lysmåler og gik derfor under navnet »Knud Lys «
Brudeparret ville imidlertid ikke have” familiedrama, særlig af hensyn til de to gamle forældre ville de bevare freden, og derfor købte de “Bro Margård”, Christoffers fødegård, og flyttede ind der efter brylluppet. Her levede de lykkeligt sammen og deltog ivrigt i samfundslivet, og Christoffer var bl.a. medstifter af “Højrup Andelsmejeri” i Skovshøjrup. Men i sommeren 1895 trak et heftigt tordenvejr ind fra Båring Vig og trak en skypumpe efter sig, der gik ret ind over gården og spredte alle de gamle udlænger for alle vinde. Kun stuehuset, der var nyt, stod tilbage. Der var intet, der hed stormskadeforsikring, og en rig panthaver opsagde sin pant straks. Herefter måtte Christoffer sælge gården. Hans forældre ville have ham hjem til “Lille Brogård”, men Ane gik straks til sengs og sagde nej. Dermed ændredes deres liv totalt. Mine forældre flyttede til Fredericia, hvor de fik en lykkelig tilværelse sammen med deres 7 børn. Men mangen en sommeraften gik Kirstine og Christoffer op på Fredericia Vold og så over Båring Vig mod Bro Strand og tænkte på beretningen i ‘den gamle bog: “Ved Babylons floder med gråd de sad”.
Christoffer og Kirstine med børneflokken 0. 1905:” Maren Johanne, Laura, Christian, Viggo og Augusta på skødet af moderen. Thyge og Knud var endnu ikke født.
De henfaldt dog ikke til selvmedlidenhed, men deltog aktivt i samfundslivet med næstekærlighedsbudet som ledetråd. Far var bl.a. medlem af Fredericia byråd, valgt af Venstre, og mor var meget aktivt bestyrelsesmedlem i Dansk Kvindesamfund og var i 1915 med til at plante “Kvindernes Eg” ved Koldinghus slotsruin. Hun var en meget benyttet foredragsholder om “Kvinden i politik”.
Men Ane var ingen ond kvinde. Da hun lå på sit dødsleje i Brenderup, fik hun besøg af sin. Ældste niece, Christoffers ældste datter, kontorchef Maren Johanne Bro (som har fortalt mig om besøget). Ane var svag og grædende. Hun sagde til sin niece, at hun fortrød sit liv. Hun kunne ikke dø med fred, fordi hun i egenkærlighed havde stjålet gården fra sin gode og kærlige broder. Men, sagde hun, nu har jeg købt en lodseddel til landbrugslotteriet og beder hver dag til Gud om, at han vil lade den store gevinst komme til hende. Så ville hun købe “Lille Brogård” og give den til sin rette ejer, hendes gode broder Christoffer. Tror du, fortsatte hun grædende, at Christoffer vil tilgive mig, så jeg kan dø med fred.
Da tog niecen Anes hænder i sine og sagde, kære lille faster, min far har forlængst tilgivet dig. Han tog med sig fra sit barndomshjem, at Guds finger leder og styrer alt. Om din time er inde, lille faster, så dø kun med fred i dit hjerte, den Guds fred, der overgår alt forstand.
Jørgen Christoffersen Bro, nr. 4 i flokken, blev født i 1861. Han blev skolelærer, fik eksamen i 1884. Hans første stilling var ved Seest skole ved Kolding. I 1891 kom han til Kolding, hvor han blev overlærer (skoleinspektør) fra 1903. Også han kom til at gå ind i lokalpolitik, 1901-07 som medlem af Kolding byråd. Han var gift med Nicoline Marie Margrethe Jensen, datter af gårdejer Hans Jensen i Aahøjrup, og de fik tre sønner.
I 1916 blev farbror Jørgen pensioneret. Men helt færdig var han dog ikke. I 1919 flyttede han hjem til Brenderup og blev bestyrer af Bogense Banks filial i byen. Farbror Jørgen var en meget dygtig, retlinet til det restriktive og noget selvsikker skolemand, og han var det i døgnets 24 timer. På trods af at han følte sig kaldet til, når lejlighed bød sig, at retlede sine niecer og nevøer, holdt vi faktisk meget af ham og beundrede ham. Kun en gang følte jeg, at han gik for vidt, da min far og jeg besøgte ham, da jeg var 8 år. Middagen bestod af stegt flæsk og stuvede snitbønner. Med bemærkning om at dette var meget sund mad, øste farbror Jørgen en mægtig portion snitbønner og et lillebitte stykke flæsk op på min tallerken. Jeg blegnede – det eneste jeg ikke kunne fordrage, var netop stuvede snitbønner, og da særlig når de var godt udvoksede, som disse var. Men jeg ville ikke gøre min elskede far til skamme, så jeg åd det hele, mens tårerne sprang ud af øjnene på mig. Og – oh rædsel – om ikke min kære farbror øste en portion yderligere op til mig, som far dog stoppede til en mindre portion. Jeg glemmer det aldrig.
Kirstine og Christoffer, 1927.
Tante Nicoline, som vi alle elskede, var meget sparsommelig, så det grænsede til det komiske, endskønt der var velstand til huse. Således købte hun ved fiskehandleren i Kolding et par små skrubber, og så lagde fiskehandleren som god service en lille torsk oveni med bemærkningen, at det var i tilgift. Så smilede tante og udbrød glad og opmuntret: “Så tror jeg, at jeg vil nøjes med tilgiften”. Klart at det blev en god historie i og udenfor familien.
“Nr. 5 var Anders Jørgen Christoffersen Bro, født i 1863. Også han valgte at blive lærer. Han fik eksamen i 1885 og blev ansat i Revsvinge i Herrested. Senere blev han forstander på Bråskovgård. Han købte sig en gård i Hesle og blev i 1916 ansat ved Sydfynske Jernbaners godskontor. Hans kone Anna Pedersen Bakkestrøm var møllerdatter fra Hørning. De fik syv børn. Men den familie kendte jeg ikke rigtig personligt.
Jens Peter Christoffersen Bro, kaldet Peter, var barn nr. 6, født i 1865. Han fik præliminæreksamen, blev siden exam.jur. og sagfører i 1888. Redaktør af Langelands Avis og senere i en årrække redaktør af Ærø Folkeblad. I 1895 giftede han sig med Caroline Anthonsen, datter af gårdejer N.J.A. Anthonsen i Skåstrup ved Bogense. Ti år senere vendte de tilbage til Nordfyn, hvor Peter fra 1906 og til sin død var medejer og redaktør af Bogense Avis. Han købte proprietærgården “Brogård” i Bro By i 1905, men solgte den i 1909, hvor han overtog gården “Åbakken” fra 1909, som han beholdt til 1914. Så købte han sig den hvide villa “Skovbakken” i Brenderup fra 1914, hvor han boede til sin død i 1931.
Farbror Peter var en malerisk og fascinerende personlighed. Vittig og slagfærdig og udstrålede godt humør. Han kendte “Gud og hvermand” og alle kendte ham. Han var egnens foregangsmand og meget fremskridtsvenlig. Han var medstifter af Nordvestfynsk Jernbane, af Brenderup Realskole og Elektricitetsværk.
Anders Jørgen og Anna med deres datter Anna, f. 1906.
Han var meget jovial og godgørende, ingen gik forgæves til ham om et godt råd eller kontant støtte. Hans humor og mange humoristiske indslag var legendariske og der fortælles mange festlige anekdoter, hvor Peter Bro var hovedpersonen. En del af dem er taget med i min bog “Gavtyve og Godtfolk”.
Farbror Peter døde på Middelfart Sygehus i 1931 og blev begravet fra Brenderup Kirke. Følget, der talte en lang række af rigets bedste mænd, var så stort, at kirken ikke kunne rumme følget. Rig og fattig mødtes for at tage afsked med den navnkundige og folkekære Peter Bro.
Tredie generation
Slægtens tilbøjelighed til at blande sig i den offentlige debat, gå ind i politik eller tilsvarende markere sig fortsatte i de næste generationer.
De vestfynske Broer, samlet på Jørgens Bros trappe i Brenderup, 1924. Han selv sidder på gelænderet, hans kone Nicoline på selve trappen. Sønnen Sigurd Bro og hans kone Paula står ude til højre, Holger Bro og hans kone Ellen sidder foran moderen. Den ældste søn Vagn står bag Ellen. Bag Jørgen ses hans bror Peter. Herren øverst er en gæst fra København.
Her nævnes blot de mest kendte ud af 30 børnebørn.
Det ældste barnebarn var den landskendte Johannes Høirup, f. 1877. Han blev uddannet som lærer og endte som stadsskoleinspektør i Nyborg. Ved sin afsked blev han udnævnt til æresborger i Nyborg. Efter vore bedsteforældres død blev han på bedste klan-skik anset som slægtens overhoved og løste opgaven med stor seriøsitet.
Hans broder Christian Høirup, f. 1885, var læreruddannet og i en årrække forstander på Ranum seminarium og sluttede som Stadsskoledirektør i Odense.
Christian Bro, f. 1896, lærte landbrug på “Lille Brogård” og “Snoghøjgård”. Han levede på et lille mønsterlandbrug på Avernakø, hvor han var sognerådsformand i 24 år. Han var i bestyrelsen for
Fåborg Andelsslagteri og for Fåborg Spare- og Lånekasse.
Hans broder Thyge Bro, f. 1907, var i 60 år kendt manufakturhandler i Fredericia. Under besættelsen åbnede han sit hjem for særlig stærkt eftersøgte frihedskæmpere, som Gestapo jagede sammen med landets stikkere. De søgte skjul og hvile hos ham i Danmarksgade 18, inden de igen skulle ud i kampen.
Knud Bro (mig selv), f. 1909. Præliminæreksamen. ‘Toldinspektør og lærer ved Toldskolen i København. Kaptajn, forfatter. Borgmester i Stenløse 1974 til 84 (C). I 30 år divisionschef i KFUM-Spejderne. Under “besættelsen leder i Den Aktive Modstandsbevægelse og næstformand for Frihedsbevægelsens Bykommite i Århus. Foredragsholder, taler og fortæller.
Og så har vi familiens stolthed, den navnkundige politimester Vagn Bro, f. 1894. Han sad i en lang årrække i folketinget, valgt af V. Hans broder var gårdejer Sigurd Bro til “Stadagergård” i Båring. Han var født i 1895 og var i en årrække medlem af Odense Amtsråd.
Christian Bro, f. 1908, prokurist. Under besættelsen var han byleder i modstandsbevægelsen i Odense og blev efter krigen udnævnt til oberstløjtnant i hæren. Og aldrig skal jeg glemme min glade og festlige fætter Knud Bro i Brenderup. Han blev født i 1903. Student, udvandrede til Argentina og blev direktør i Christiani & Nielsens afdeling der.
Johannes Høirup -klanens overhoved efter Christian Christoffersens død i 1914.
Venligst udlånt af Nyborg. Lokalhistoriske Arkiv.
Bro-slægten forsamlet på Stadagergård i Baaring, 1959. Forrest på bænken den gamle Knud Rasmussen, Anes mand, mellem to femtegenerationer.
Den mindste t.h. er Thyge Bro, barnebarn af Knud Bro (artiklens forfatter), der knæler ved siden af. Den imposante herre t.v. for børnerækken er biskop i Århus, Henning Høirup.
Skråt til højre for ham, i midterste række, står dagens vært, Sigurd Bro.
Billederne til artiklen er indsamlet fra flere grene af Bro-slægten.
Oldebørn fra Lille Brogård”.
Fjerde generation fulgte stilen op med kammerherre, stiftsamtmand i Odense, Jacob Høirup i spidsen. Han var født i 1905. Cand.jur. Under besættelsen var han medlem af Departementchefstyret. Sad som tyskernes fange i Shellhuset; da det blev bombet af. RAF-flyvere, den 21. marts 1945. Slap fri sammen med 17 andre fanger med livet i behold. 10 andre blev dræbt. Mange betydelige tillidshverv. Hans broder Henning var født i 1909. Doktor theol. Biskop i Århus. Fra 1934-35 sognepræst i Balslev by pastorat i Odense Stift.
Også skuespillerne Christoffer Bro, f. 1935 og Vigga Bro, f. 1937 hører til familiens kendte medlemmer, der i særlig grad har udnyttet Bro-familiens fortællertalent.
Den anden politimester i slægten er Jørn Bro, f. 1935. Cand.jur. Nu politimester i Glostrup, men i perioden 1978-81 politimester i Middelfart. Har flere betydningsfulde tillidshverv. Knud Bro, f. 1937. Cand.polit. Mangeårigt medlem af folketinget, valgt af de konservative i Svendborgkredsen. Ole Bro var født i 1929 og den eneste af sin generation, der boede på Nordvestfyn. Tidligere gårdejer til “Stadagergård” i Båring. Siden 1990 medlem af kommunalbestyrelsen i Nr. Åby kommune.
Frede Bro-Rasmussen, f. 1923. Læge. Under besættelsen sabotør og måtte flygte til Sverige, og hans broder den landskendte professor Finn Bro-Rasmussen, f. 1928, civilingeniør. Fra hæren har vi generalmajor Poul Bro Krogen, f. 1928.
Og til slut et par af de yngste, der fulgte fædres fodspor.
Thyge Bro, f. 1955. Mag.art. i klassisk arkæologi, ekst.lektor, kaptajn. 1989 kampagnekonsulent i Kræftens Bekæmpelse. Flittig “kronikør” og fast skribent til det internationale tidsskrift “Illustreret Videnskab”. Og så må vi nævne gårdejer Peter Bro til “Stadagergård” i Båring, den yngste efterkommer fra “Lille Brogård”, der bor i Vends Herred.
Bro-slægtens sammenhold
I 1941 inviterede det ældste barnebarn fra “Lille Brogård”, stadsskoleinspektør Johannes Høirup i Nyborg, alle efterkommere fra “Lille Brogård” til slægtsfest hos sig. De kom alle, store og små og fik en festlig dag, hvor vi alle mindedes vore kære bedsteforældre Maren og Christian Christoffersen og vedtog at gentage disse familiefester hvert 5. år. I mange år mødtes vi i Brenderup til gudstjeneste i Brenderup Kirke, hvor vi selv medbragte både præst og degn. Derefter udflugt til “Lille Brogård”, hvor den nye ejer viste Bro-slægten stor gæstfrihed. Så middag på Gæstgivergården i Brenderup i festlig stemning, ikke mindst da mange af slægtens medlemmer mestrede den gamle fortællerkunst.
Disse sammenkomster fortsatte i 25 år. Så blev vi for mange og delte os op i “grene”. Den sidste sammenkomst blev holdt på Grindsted Realskole hos Birthe Højrup Hovarth i 1976.
Litteratur:
Frede Rasmussen: Min Slægtsbog, 1932.
Johannes Høirup: Min anetavle og. Optegnelser om slægten, 1947.
Knud Bro: Gavtyve og godtfolk, 1990.
Knud Bro