VENDS 2015
Af Grethe Marcussen
Vil man fra Kærby til Indslev, går vejen igennem Kærbyholm, der, som navnet siger, faktisk er og navnlig var en holm, altså en mindre ø, omgivet af vand; mod øst af mose, mod syd af mose og kær og mod vest af en ganske bred bæk, der blev kaldt ‘Kærbyholmerrenden’ . Denne ’rende’, som løber til Pavebækken, var tidligere meget vandrig, og det fortælles, at der via dette vandløb omkring år 1200 blev sejlet sten til kirkebyggeriet i Indslev.
Her på holmen har fra gammel tid ligget tre gårde, den nordre, den mellemste og den søndre gård. De ligger stadig der på holmen, hver på sin toft. I dag er der langt mindre vand omkring, og noget er rørlagt. De til hver gård hørende marker ligger uden for holmen, mod øst og mod syd.
Historien, som her skal fortælles, udspillede sig i den mellemste gård, også kaldet ‘Wællagergaard’ efter et dertil hørende markstykke. Gården var i lighed med de to andre gårde fæstegods under Gråbrødre Hospital. Med dette tilhørsforhold var bonden i store træk fri for hoveri, kun en del ægtkørsel var pligtig. Her grundlagdes den nok talrigeste slægt på Vestfyn, Kærbyholmerslægten, som siden 1656 har haft til huse her, men det har den så sandelig også i mange omkringliggende sogne, ikke mindst i Asperup og Roerslev sogne.
Kort fra perioden 1860 — 1900. Bemærk de 3 gårde på holmen, det skraverede område ved Kærbyholm. Kærbyholmer-renden løber vest om holmen og løber til Pavebækken øst for Kærby by. Pavebækken ses mod øst, hvor den løber under Jordbærbroen i den samling af huse og ejendomme, der hedder Ægypten. På dette sted kaldes bækken derfor Nilen.
Foto: Geodatastyrelsen, kortforsyningen.
Kort fra 1781. Efter at jorden var blevet udskiftet, var ejeren af den nordre gård, Peder Nielsen, utilfreds og påstod, at der ikke kunne dyrkes havre på den ham tildelte jord. Rasmus Madsen, som da var ejer af Wællagergaard, sagde derpå resolut til ham: ”Jamen godt, så bytter vi!” Som sagt så gjort, og derfor ligger den dag i dag Wællagergaards jord nordligst. Foto: Asperup-Roerslev lokalarkiv. Original i privat eje.
Svenskerkongen lægger landet øde
På den tid var den svenske konge, Karl den 10. Gustav, med sin hær havnet i Polen i krig med Rusland, Polen og Brandenburg. Udsigten til sejr for svenskerne var yderst ringe. Derfor greb den danske konge Frederik den 3. i sommeren 1657 chancen og erklærede Sverige krig. Hans håb var at hævne den ydmygende Brømsebrofred fra 1645, efter hvilken Danmark helt eller midlertidigt måtte afstå dansk-norske landområder og fritage svenskerne for at betale Øresundstold.
Uventet hurtigt frigjorde svenskerkongen sig imidlertid af sin polske krig, rykkede op igennem hertugdømmerne, indtog sidst i august Kolding og sidst i oktober Frederiksodde, den fæstning, som Frederik den 3. i 1650 havde påbegyndt, og som fra 1664 kaldtes Fredericia.
Danmarks flåde var den svenske overlegen og spærrede for invasion ad søvejen. Men vinteren 1657/58 blev usædvanlig hård, og sidst i januar frøs bælterne til. Karl den 10. Gustav var hos sine tropper og havde natten mellem 29. og 30. januar 1658 opslået sit hovedkvarter i Hejls præstegård, mens hans mesterspion og tegner, Eric Dahlbergh, med 40 finske ryttere red ud for at rekognoscere. Dahlbergh, 1625-1703, var svensk greve, militærmand og arkitekt og den svenske konges rådgiver.
Da recognosceringen var slut, blev beslutningen taget om at føre styrkerne over isen til Fyn. Om morgenen 30. januar forcerede den svenske hær Lillebælt via Brandsø, gik nord om Wedellsborg Hoved og mødte i Tybrind Vig den danske hær, som hurtigt blev nedkæmpet.
Karl den 10. Gustav, der i kampens hede havde mistet sin vogn, konfiskerede straks han var kommet i land på Fyn en slæde på en gård i Eskør og ilede til Odense og videre til Nyborg. Fyn var i svenskernes hænder! Nu gik det via sydhavsøerne mod København.
Frederik den 3. var skrækslagen og udsendte fredsmæglere af frygt for, at hele landet skulle blive erobret. Den 26. februar 1658 sluttedes fred i Roskilde med hårde betingelser for Danmark, som bl.a. måtte afstå Skåne, Halland og Blekinge.
Kobberstik, der viser svenskernes angreb i Tybrind Vig og deres videre rute mod Sjælland. Foto: Lauritz.com
Karl den 10. Gustav fortrød
Svenskekongen havde betinget sig, at hans tropper kunne blive ’stående’ i Danmark sommeren over, da han ellers ikke vidste, hvordan han skulle forsørge dem. Som dagene gik, fortrød han, at han ikke havde erobret hele landet, hvorfor han startede en ny krig, der endte med Københavns belejring. Nederlandene og Frankrig greb ind, og krigen endte med freden i København 1660.
Mod slutningen af krigen havde Danmark fået hjælp af en blandet brandenburgsk- polsk-østrigsk hær, som især opererede syd for Kolding, men som desværre også kom til Fyn. Det lykkedes for denne hær at få svenskerne ud af Jylland. På vejen brændte de flygtende svenskere alt bag sig, men hjælpetropperne opførte sig endnu værre og plyndrede, hvad der var tilbage.
I dette stærkt forarmede og udplyndrede Danmark udspiller sig historien fra Kærbyholm.
Fra Særslevgaard ved Skovby til Kærbyholm
Chresten Andersen, som blev født i 1627 på Særslevgaard, giftede sig i 1656 med enken Marine Knud Nielsens i den mellemste gård i Kærbyholm. Bekendtskabet skyldtes nok den omstændighed, at Chresten Andersens søster, Mette Andersdatter, siden 1645 havde været gift med manden i den søndre gård, Steffen Rasmussen. Nu blev de to søskende, Mette og Chresten, altså naboer.
Men alt var så sandelig ikke lutter idyl, for i september 1657 nedkom Marine med en dødfødt søn, og selv dør hun i november måned samme år, kun 23 år gammel.
Herefter blev Chresten Andersen i 1658 gift for 2. gang, og den nye kone hed Karine Hansdatter. Dette giftermål endte ligeledes tragisk, idet hustruen under et plyndringsangreb fra svenske soldater i chokeret tilstand faldt i gårdens brønd natten mellem 21. og 22. juli 1659. Konen havde forsøgt at redde noget kobbertøj. Hun døde knap 30 år gammel. Deres søn Anders, født samme år, døde et par måneder senere. Hermed er vi in medias res, midt i begivenhederne.
Batteriet i bageovnen
De to svenskekrige udpinte landet på det grusomste. Uanset om der var tale om hjælpetropper eller fjendtlige svenske soldater, røvede og plyndrede de, hvor de kunne. Værst gik det udover Sydjylland, ikke mindst i Ribe amt, hvor hele kirkesogne blev lagt øde.
Men Fyn gik ikke ram forbi. Svenskerne stjal bøndernes dyr, korn, sølvtøj og alt andet af værdi, og myrderier og afbrænding af gårde og huse forekom ikke så sjældent. De fleste bønder affandt sig med at lide og tåle, når blot de kunne redde livet; men den holdning passede ikke manden i den mellemste gård i Kærbyholm!
Historikeren Vedel Simonsen fra Elvedgaard i Veflinge sogn fortæller i Vends Herreds Historie, at Chresten Andersen påtog sig rollen som énmandshær i Kærbyholm. Han var stor og stærk som en kæmpe og havde mod og kræfter til at modsætte sig de plyndrende fjender.
Chresten Andersen gravede alle sine store kister med forråd samt nogle af sine rede penge ned i jorden, og da han var meget rig, fordelte han øvrige kontanter i punge og gemte dem rundt omkring på høslyden. Se ordforklaring nederst i artiklen.
Bøsser, pistoler og sabler anbragte han på skjulte steder, bl.a. i hule træer. I sin bageovn, som var muret op ved porten, indrettede han en slags batteri og lavede skydehuller på kryds og tværs, så at han i alle retninger kunne beskytte porten, som han spærrede med læssetræer. I perioder anbragte han endog gårdens gødning bag porten. Derpå stillede han sig på vagt i ovnen, og når en flok svenskere kom frem, og som de plejede vendte hestenes rumpe til for at sprænge porten, fyrede Chresten løs fra sit batteri, indtil de forfærdede overlevende red bort!
Til andre tider lod han porten stå åben, og når soldaterne kom og krævede hans penge, fulgte han dem op til en af sine punge på slyden. Mens de fremmede fordelte pengene, sprang han ud af et svagt sted på stråtaget, greb et af sine skjulte geværer, lagde sig i baghold og skød et par stykker, idet de drog bort.
På et tidspunkt stjal to marodører hans eneste tilbageblevne ko; med en buløkse gik han efter dem og fik sin ko tilbage, formodentlig ved at hugge marodørerne ned.
I søndre gård i Kærbyholm hos Birgit og Arne Jørgensen befinder sig denne rytterpistol fra svenskekrigenes tid. Foto: Grethe Marcussen 2015.
Nabohjælp
En svensk ryttertrop kom engang til den gård, hvor søsteren Mette boede. Chresten skyndte sig over toften med sin bøsse og så fra en smøge en officer holde til hest inde i gården. Mens mandskabet var i stuehuset for at plyndre, skød han officeren, der styrtede af hesten. Derefter gemte énmandshæren sig i et hult træ, til faren var drevet over.
Engang lykkedes det en svensker, der ville stjæle fra Chresten, at smutte ind på loftet gennem en luge i gavlen. Med en buløkse fór Chresten efter ham, hvorefter svenskeren i sin nød måtte styrte sig ned ad en lem til bryggerset, hvor han faldt i et stort kar, hvori byg stod i svøb. Den tilstedeværende pige blev ude af sig selv af skræk, mens svenskeren lykkeligt slap bort.
Her har Aage Rasmussen søgt at male sceneriet, hvor svenske soldater forsøgte at komme ind i mellemste gård i Kærbyholm. Bemærk forladeren i hullet ind til bageovnen, til venstre for porten. Billede i privateje.
Alting får jo en ende, også krige
Om endnu flere bedrifter kunne der berettes, men vi standser her. Det er siden blevet fortalt, at mangelen under svenskekrigene var så stor og hungeren så trykkende for dem, der ikke havde nedgravet proviant, at man ofte fandt folk døde ved vejen med en visk hø i munden. Den havde de forsøgt at spise.
Om Chresten Andersen kan det siges, at han var en modig og handlekraftig mand. I 1660 blev han igen gift, og denne tredje gang med pigen Anna fra Nymark i Hårslev sogn. Hun fødte syv børn, hvoraf tre døde som små. To sønner, Rasmus og Hans, voksede op tillige med to døtre, Anne og Marine.
Det vides, at Chresten Andersen jævnlig stod fadder til børn på sin egn, og kirkebogen fortæller derudover, at han med sin kone havde et hjem, der viste godhed mod ældre, måske hjemløse mennesker, som fandt deres sidste opholdssted hos dem i Kærbyholm.
Luftfoto af Wællagergaard. 1939. Ejeren hed på det tidspunkt Aage Rasmussen. Han var 9. generation på gården og far til 10. generations Aage Rasmussen, som igen er far til Anders Busse Rasmussen, som med sin familie ejer gården i dag. Foto: Sylvest Jensen, Det Kongelige Bibliotek.
Wællagergaard i dag
Fra 1656 til dato har mellemste og søndre gård været i samme slægts eje. I dag bor 11. generation i mellemste gård og består af Anders og Ditte Busse Rasmussen, samt børnene Frederik og Frida.
De overtog gården fra Karen Busse og Aage Rasmussen i 2010 og flyttede ind i 2012 efter at have ladet stuehuset gennemrenovere. Det blev bygget i 1791, og ved renoveringen viste det sig, at det var opført på soklen fra det forrige stuehus,som var opført i 1500-tallet.
Anders driver Indslev Bryggeri, og Ditte er dyrlæge med praksis på gården. Det må være op til hver ny generation at spekulere over nedenstående motto:
Pral ej af fædres ære, hver har blot sin. Kan du ej spænde buen, er den ej din.
Familien Busse Rasmussen på gårdspladsen. Foto: Grethe Marcussen 2015.
Ordforklaring:
Gråbrødre Hospital: var del af Gråbrødre Kloster i Odense. Grundlagt i 1279, da kong Erik Klippinge skænkede sin kongelige gård til Franciskanermunkene. Jordbesiddelserne blev væsentlig øget gennem årene. Ved reformatioenen overgik klosteret til kronen, og Chr. den 3. stadfæstede i 1539, at klosteret skulle være ”et meenigt Hospital og Syge-Huus i Vort land Fyen”. Som sådan fungerede det i 250 år. Bortsalg af klosterets jordbesiddelser begyndte i 1715, og i 1861 var al jord solgt.
høslyden: høloftet.
buløkse: en stor og svær økse med smalt blad, bruges til træfældning.
læssetræ: svær stang, der lægges på langs hen over læsset og bindes for og bag.
batteri: del af fæstningsværk, hvorpå skytset er opstillet.
marodør: civil person eller deserteret soldat, der følger efter en hær for at plyndre.
sætte i svøb: når byg ”sættes i svøb”, vædes de tørrede bygkorn med vand og spirer.
Kilder: Frederik Kr. Rasmussen, Skyttehave: Min slægtsbog.Meddelelser fra Aage Rasmussen, 10. generation fra Wællagergaard i Kærbyholm, nu bosat på Bågøvej i Baaring.
Grethe Marcussen