VENDS 2016
Af Lotte Nielsen
Her i 2016 er det ved at være høje tid, hvis man ønsker fortællinger fra folk, der har levet under 2. verdenskrig og vel at mærke har været så gamle på det tidspunkt, at deres erindringer står klart i hukommelsen. Derfor er det en fornøjelse som redaktion at kunne bringe en barndomserindring fra besættelsestiden i Baaring-Asperup.
Luftfoto 1939 af Asperup præstegaard. Stuehus og udlænger er opført i 1886 for pastor Lassen af bygmester Vilhelm Smidt. Forpagterboligenen er den tidligere præstegårds stuehus og befinder sig i venstre sidelænge. Bemærk hovedbygningens 2 trapper, i venstre side den mindre køkkenindgang, i højre side den større trappe til præstens studereværelse m.m. Hertil knytter sig disse krigsminder. Foto: Asperup-Roerslev Lokalhistorisk Arkiv.
Da krigen sluttede, var jeg 12 år. Far og mor, Kaj og Laura Thaning, var præstepar i Asperup. Vi boede i en stor firlænget præstegård, hvor vi besad hoved-bygningen, og hvor præstegårdsforpagteren rådede over de tre andre længer: beboelseshus, stalde og lade. Stor have og dejlig gård til at lege i. Mor læste hver aften for os, og vor fantasiverden fyldtes med helte og skurke fra Gøngehøvdingen, Robin Hood, Ivanhoe og andre. Mangen en dyst er blevet udkæmpet i haven. Den tids rollespil.
Men snart befolkedes også virkelighedens verden af helte og skurke. Skurkene var tyskerne. I vores by bestod den tyske besættelsesmagt ganske vist kun af to ældre herrer i uniform. De passede en lyttepost oppe på en gård i Baaring. Når de gik igennem byen for at komme ned i Brugsen, demonstrerede vi vor foragt, og sang i vilden sky om Uffe hin Spage, der kæmpede mod Tysken: ”Nu tyskerne begge lå døde som sild”.
Illegalt?
Men det varede ikke længe, før min lillesøster, Bodil, der var 2 år yngre end jeg, opdagede, at der skete fordækte ting i byen. Hun lærte et nyt begreb: ”Er det illegalt”? Når ukendte mænd kom ind i fars stue, sneg hun sig hen, lindede på døren og spurgte: Er det illegalt?
Men lyden af duplikatoren, der trykkede blade ud, overdøvede svaret. Næste dag blev vi sendt rundt i byen med små blå konvolutter til udvalgte personer.
Der foregik ting og sager, og Bodil støvede rundt for at finde hemmeligheder. Hendes fantasi havde ingen grænser: Hun kravlede op i kirketårnet og ud over hvælvingerne. Og Bingo! Der var gevinst. Her fandt hun nogle lange stålstænger og friske fodspor i støvet. Men hvad var det, hun havde fundet? In-gen af børnene kunne hjælpe hende, så ved middagsbordet måtte hun med uskyldig mine spørge, hvad det mon var, hun havde set. Far stivnede, men mor var hurtig: Det er stålkanter, man bruger til at reparere kirkebøger med. Ganske rigtigt var kirkebøgerne nogle store protokoller med stålkant. Men da vi havde rejst os fra maden, blev vi enige om, at det kunne ikke passe. Det måtte være noget illegalt, men hvad? Længe efter fandt vi ud af, at det var antenner til radiosendere, som de fremmede mænd brugte.
På cykeltur i 1942 til sommerhuset i Elsehoved holdes pause i Ringe. Fra venstre Bodil, Kaj Thaning, Lotte, husets unge pige Eli, Torkild,
Annemarie kaldet Misser og Laura Thaning. Foto: Asperup-Roerslev Lokalhistorisk Arkiv.
De fremmede mænd
Og så flyttede de fremmede mænd ind i gæsteværelset. Vi kunne ikke forstå, at de sov hele dagen.
Men far sagde, at det var, fordi de havde natarbejde på Nørre Aaby Cykelfabrik. Der kom andre mænd. Det var orgelbyggere, der reparerede orglet i kirken.
Hver aften sad vi ivrigt og lyttede til radioen, hvor radioavisen sluttede af med hilsener til forskellige personer. Men det forstod vi ikke rigtigt. Senere fik vi at vide, at personnavnene var koder til forskellige grupper. Jeg husker ikke, hvilket navn vores område havde, men af og til rejste vores mænd sig fra middagsbordet og gik.
En nat vågnede mor ved en mærkelig støj i huset. Det viste sig, at vores to ”sabotører”, som Bodil kaldte de fremmede mænd, var blevet opdaget af tyskerne og forfulgt af en bil. For enden af haven kastede de deres cykler, og styrtede op på deres værelse, hvor de lagde sig i dækning med ladte geværer. Ind igennem haven flakkede lysene fra tyskernes projektører. Men de må have opgivet og kørte uden fangst. Mor lå i sin seng og rystede af skræk ved tanken om, at en af os skulle vågne og tænde lyset. Næste morgen stivnede far og blev bleg. Mor var rasende, og vores gæster forsvandt.
Æblehøsten i 1943 vogtes af Laura og Kaj Thanings børn. Fra venstre Lotte f. 1932, Bodil f. 1934, Annemarie f. 1937 og Torkild f. 1941.
Foto: Asperup-Roerslev Lokalhistorisk Arkiv.
Våbnene i kælderen
Bodil ledte videre efter illegale hemmeligheder. Hun var alle steder, og til sidst kom hun glædesstrålende og hviskede, at nu skulle vi bare se. Nede i æblekælderen stod der en hel masse kasser fulde af æbler. Bag ved disse kasser var der lavet en lille hule. Og her stod nogle mystiske beholdere, som vi fik lirket op: Bingo! Våben! Far havde altid sagt, at han aldrig ville have våben i hånd. Men han havde våben i kælderen. Rygtet gik hurtigt blandt alle børnene på strædet, hvor vi boede. De fik lov til at komme med ned i kælderen, på betingelse af, at de ikke ville sige noget til de voksne.
”Sabetørerne”
En dag i dejligt solskinsvejr sad vi alle sammen i gården og legede. Da kom der pludselig en bil kørende i rasende fart. Den bremsede hårdt op lige foran os, så barnevognen med min yngste søster Ingeborg, kaldet Mudde, vippede faretruende. Ud sprang der 2 mænd iklædt cottoncoat og blød hat. Vi var ikke i tvivl: Det var ”sabotører”.
De spurgte, om far var hjemme. Det var han ikke. Om mor var der. Det var hun ikke. Jeg husker tydeligt de rådvilde blikke, de sendte hinanden. Da syntes Bodil, at hun måtte redde dem. Den lille niårige pige stod frem og spurgte på klingende fynsk: Nå, er det våbnene, I er kommet for at hente. De rådvilde blikke blev ikke mindre rådvilde. Men mændene havde ikke noget valg, og de spurgte: Ved du hvor de er? Intet svar, men Bodil snurrede om på hælen, og en procession med hende i spidsen, drengene fra strædet, mig og til slut de to ”sabotører” vandrede ned i kælderen, som blev befriet for det illegale.
Da mor og far kom hjem, fortalte vi selvfølgelig, at vi havde ordnet sagerne på bedste måde. Far stivnede og blev bleg, og mor blev rasende og førte far op i hans stue. Hun syntes, han udsatte sin familie for uansvarlig stor risiko.
Under jorden
En dag kom der et mystisk brev, hvor der stod, at fars navn figurerede i nogle lister, som Gestapo havde opsnappet. Det var lige før jul, og far måtte ”indlægges” på Odense Sygehus med et ”brækket ben”. Der var han hele julen. Så kom der en pensioneret præst, pastor Drejø, og var vikar. Han boede hos os, men var lidt trist, så vi kaldte ham ”Lille Drejø”. Da der var gået et par dage, spurgte mor, om han ikke ville sende bud efter sin kone.
Glædesstrålende fandt de to sammen igen. Hun blev kaldt ”Store Drejø”. Det var en mærkelig jul. Den står tåget for mig, som noget, der ikke måtte gentage sig.
Nyt familiemedlem
En dag kom der en dame med en barnevogn og en pige på vores alder ind ad porten. De kom ind i fars stue, og nogen tid efter gik damen med barnevognen, men pigen blev hos os til krigens slutning. De boede i Odense. Pigen blev kaldt Tot, og hendes far, lektor Foged, havde åbnet døren for tyske håndlangere, som havde skudt ham på klods hold. Heldigvis var han ikke død, men kom sig på Sygehuset. Men hans familie flygtede. Far og mor kendte for øvrigt slet ikke noget til dem. Tot gled helt naturligt ind i børneflokken. Hun var meget god til at tegne, og om aftenen når vi skulle sove, fortalte hun om seksuallivets mysterier, men det var nu ikke alt, man kunne tro på. Hun fortalte også, at hun havde set sin far blive skudt i hovedet, men det var han ikke død af.
Da krigen var slut, forsvandt Tot pludselig, og vi så hende aldrig mere. Min søster Annemarie mødte hende engang, da de begge var ansat i Grønland.
Lige før mor døde, var mor, Ingeborg, Annemarie og jeg i Elsehoved. Dengang boede Tot i Ærøskøbing, og vi blev enige om at sende bud efter hende.
Hun snakkede og snakkede, men spurgte ikke til os eller mindedes det år, vi havde boet sammen. Mon ikke det alligevel har været en traumatisk tid for hende, først at se sin far blive skudt og derefter at blive efterladt et helt år et vildtfremmed sted.
Der trænes til gymnastikopvisning på gårdspladsen i 1943. På bukken sidder en pige fra Finland. På jorden ses præstens 4 børn. I baggrunden til højre ses vaskehuset og til venstre med åbent vindue forpagterboligen. Foto: Asperup-Roerslev Lokalhistorisk Arkiv.
Mange munde mættes
Men sådan kom der ustandselig nye mennesker og boede hos os. Jeg kunne godt se, at mor af og til stod med et bekymret udtryk i ansigtet. Hun kunne ikke rigtig skaffe mad til alle disse munde. Vi var i krigens løb blevet fem børn plus alt det ”løse”. Ganske vist slagtede vi en gang om året en gris. Men vi havde jo ikke dybfrost, så der blev henkogt frikadeller og medister i en stor gryde. Hovedet blev lavet til sylte, flæskesiderne blev lagt i saltkar, og skinkerne blev sendt til røgning i byens røgeri. Mor havde en stor køkkenhave, mælk fik vi fra forpagterens køer, men man skulle alligevel tænke sig om for at få det til at slå til. Og der skulle hele tiden holdes styr på rationeringsmærkerne.
Glade skolebørn vinker tilfotografen den 5. maj 1945 uden for Byvejen 31 i Baaring.
Huset beboedes dengang af tømrerfamilien Valborg og Aage Logie.
Foto: Asperup-Roerslev Lokalhistorisk Arkiv.
Fred
Så blev det den 3. maj 1945. Om morgenen blev vi vækket ved rygter om, at nu var krigen slut. Far, der ikke var morgenmand, styrtede op, og i pyjamas løb han over gården op i kirketårnet og ringede freden ind med kirkeklokkerne.
Da jeg kom i skole i Nørre Aaby, blev jeg godt til grin over, at freden allerede var kommet til Asperup. Men den 4. maj var der ingen tvivl. Da var vi kommet over den vilde glæde. Men vi fik de noget ramponerede mørklægningsgardiner revet ned og sat lys i vinduerne – de mange vinduer, hvorpå mor sank lettet, udmattet og lykkelig ned i sin kakkelovnsstol. Nu fulgte en tid med fredelige Bimbibøger, der handlede om en tøjelefant, der rejste verden rundt og oplevede en hel masse ting.
Efterveer
Ude ved ”Den store Landevej” boede der en husmand, der under krigen havde solgt en gris eller to til tyskerne. Han havde til børnenes store forargelse tilladt sig at hejse flaget i glæde over befrielsen. Det skulle han ikke have lov til, og vi var en stor flok, der drog ud for at hive flaget ned. Inde bag vinduet sad de to ældre mennesker og så bange ud. Triumferende fortalte vi ved aftensbordet om vores heltedåd. Jeg har aldrig set far så vred. Han skældte os ud, og sendte os skamfulde i seng.
Nede på badehotellet ved skoven flyttede der flygtninge ind. De levede en kummerlig tilværelse, mødte kun foragt og hån i byen, havde ikke meget at leve af, og ingen talte med dem. Engang imellem kom der to af de sortklædte små mænd op til far. Så vidste vi, at der var en, der var død. De var undertiden længe oppe hos far. Far var god til tysk, en af hans bedste venner var tysker, teologen Gøtz Harbsmeier. Far var meget mørk i ansigtet, når han kom ned i dagligstuen efter sådan en samtale. ”De får i hvert fald Fader Vor på deres eget sprog”.
Befrielsen
Så kom Montgomery med tanks og smarte jeeps, og vi smed blomster i hovedet på dem og råbte hurra, mens tyskerne smed deres geværer i grøften og gik hjem.
Da Bodil kom til København for at studere historie, kom hun på 4. maj-kollegiet.
PS. Jeg ville ønske, at jeg i dag kunne takke forpagterparret Inger og Martin Petersen, strædets beboere samt hele byen for loyalitet over for deres præst.
Kilder: Asperup-Roerslev Lokalhistorisk Arkiv.
Tyske soldater drager hjemad til fods. Vi er her på Dyrehøjbakken ved Middelfartvej 36 i Baaring. Bemærk, at vejtræerne forneden er hvidkalkede, for at man under krigen bedre kunne orientere sig i mørket. Foto 1945: Asperup-Roerslev Lokalhistorisk Arkiv.
Lotte Nielsen
