Et lokalarkiv bli`r til

Op gennem 1980erne øgedes interessen for lokalhistorie væsentligt, også i Asperup og Roerslev sogne.

“Sognebladet” er udkommet 4 gange årligt siden 1981, fra 1982 med en illustreret lokalhistorisk artikel på midtersiderne. Disse artikler fik og får stadig gode tilbagemeldinger. Indsamling af stof hertil har kastet mange oplagte arkivalier af sig. Til dem måtte vi have et sted, hvorfor der blev indkaldt til møde herom på Baaring Højskole.

Daværende forstander, Georg Bendix, var ivrig fortaler for den sag. Han og bl.a. undertegnede drøftede i en dertil nedsat arbejdsgruppe oplæg til en lokalhistorisk forening, der så dagens lys ved en stiftende generalforsamling den 6. april 1989. Den nyvalgte bestyrelse konstituerede sig efterfølgende med Johannes Christensen, Lille Dyrhøj, som formand og Bodil Petersen, Blanke, som næstformand. Øvrige medlemmer af bestyrelsen var Thinne Nielsen, Vedelshave, Karl Laurits Rosendal, Baaring, og undertegnede.

”Et sted at være” var i starten blot et skab i et klasseværelse på Baaring Højskole. Kommunen svarede dog allerede i sommeren 1989 positivt på anmodningen om et lokale, som imidlertid først stod klar den 6. december 1990. Da kunne arkivet invitere til åbent hus i nyindrettede lokaler på Baaring skoles 1. sal bag skolekøkkenet. Kommunen har siden støttet arkivet med rum, vand, lys og varme.

I 1993 erhvervede arkivet en brandboks, hvilket naturligvis skaffede medarbejderne en smule ro i sindet med tanke på sikker forvaring af arkivalier. Helt rolige blev vi dog først, da vi i 1998 flyttede til de nuværende lokaler i den tidligere lærerinde-lejlighed med den tilhørende brand-og vandsikre tidligere garagebygning. Her ”bor” vi ud til Byvejen og er derved lette at finde for besøgende.

Hvad har vi for?

Skal der kort fortælles om arkivets tiltag udover den allervæsentligste med indsamling og registrering af arkivalier, kan det nævnes, at der årligt holdes foredrag i forbindelse med generalforsamlingen, samt udflugter, træf og medlemsmøder.Udstillinger og arkivkalenderfremstilling hører ligeledes med. Blandt udstillingerne vil jeg nævne maleriudstilling sammen med højskolen, med bl.a. en lokal maler ved navn Mølmark.

Blandt fortællere ved lokalhistoriske møder kan bl.a. nævnes Harriet Hansen, Erland Porsmose, Anders Jæger, Peter Dragsbo, Karen Margrethe Christoffersen og Alfred Hestkær, samt arkæologer fra Odense bys museer, fx Jørgen Jacobsen. Derudover har adskillige lokale folk haft ordet.

Grethe Marcussen, arkivleder

Til toppen