SB 1990 nr. 4 og 1991 nr. 1
Af Anne Kathrine Nielsen og Elisabeth Rosendal
»Med vore Genboer er vi færdig her
og vender os til vor Genbo der.
Jeg siger da:
Tak skal De ha’
for vores Genboskab i Aften!«
Med disse linjer synger aktørerne i Hostrups »Genboerne« deres tak til publikum i salen, og publikum belønner med applaus, der fører til adskillige fremkaldelser.
Fra forestillingen »Genboerne«, 1957
Nu tror mangen en læser nok, at dette skal blive en artikel om den danske nationalscene, men vær ikke nervøs – vi holder os til det hjemlige, dvs. Baaring Nationalscene, der gennem en menneskealder hvert år fik børn, unge og gamle til i nogle timer at lade sig more og bevæge af ordene fra scenen. Og linjerne fra Genboerne kunne være brugt hvert år, thi takken for genboskabet mellem »skuespillere« og publikum var oprigtig og gensidig.
Foredragsforeningens dilettant var årets begivenhed i de dage.
Fælleslæsninger
Vi begynder med begyndelsen: I 1914 læstes »Isen bryder«, dilettantens æra startede nemlig som fælleslæsning, idet de optrædende sad på en bænk og læste højt, og selv om bænken efterhånden blev erstattet af kulisser og rekvisitter, havde aktørerne i adskillige år rollehæfterne med på scenen. Denne sikkerhedsforanstaltning medførte af og til pudsige fejltagelser. Jenny Olsen, Jensbjerg, har fortalt, at Rasmus Havndrup forvekslede en regibemærkning med en replik og højt meddelte: »Der lyder et brag«, og at Peter Dahl med næsen i bogen forkyndte: »Ha, ha, er det en svensker? – går ud til venstre.« Jenny Olsen og Rasmine Andersen,Toftegård, har også fortalt om alle de praktiske vanskeligheder. I mange år måtte de optrædende selv stable scenen på benene ved hjælp af bordplader lagt på bukke, ligesom de måtte sørge for fortæppe og kulisser – de arbejdede mange aftener og har nok haft en kasse flydende forfriskninger stående, mener Jenny. Peter Dahl, Nørrelund, var fast scenemester, og rygtet vil vide, at det ikke så sjældent hændte, at fortæppet lagde sig over de optrædende.
Fra forestillingen »Røverne fra Rold«, 1952
Instruktørerne
Der skulle også sørges for rekvisitter og kostumer. Borde, stole, sofaer, gardiner, billeder osv. blev lånt rundt omkring, og de, der lå inde med diplomatfrakker, jaketter, stribede bukser, fine veste, hatte, balkjoler og stive forklæder, afleverede villigt til låns eller til evig arv og eje.
En af hovedkræfterne ved komedierne var naturligvis instruktøren, og vi mener at kunne huske, at biskop Øllgaard også har haft det job og bl.a. instruerede »Holger Danske«.
Ret hurtigt overtog lærer Frellsen arbejdet, som han med ildhu og stor dygtighed varetog i mange år. – Dengang var opfattelsen af, hvad man kunne sige og synge på en scene, noget anderledes end i dag, så bandeord blev omhyggeligt erstattet med stuerene udtryk.
I Frellsens »tid« gik mange skuespil med svære sange over scenen, og vi kan bedst huske fars, Johannes Nygaards, kvaler med at lære Klokker Links sange i »Nej«. Hans stemme var ikke klokkerén, men han sled bravt, og Frellsen fulgte i hans »toneart« på klaveret, så også det blev succes. De to unge kræfter, Alfred Andersen og Ingrid Frellsen, behøvede ikke »hjælp« fra klaveret, deres stemmer kunne klare sig selv.
Den instruktør, de fleste af os bedst husker, er imidlertid nok fru Thaning. Med fast og kærlig hånd førte hun sin trup fra succes til succes, selv om det af og til så ud til, at et par absolut ikke kunne nå at lære deres roller.
Fra forestillingen »Mikkel Larsens drenge«, 1956
Henning »Station« Andersen i
»Mikkel Larsens drenge«, 1956
Ægtefæller i elskerroller
Før tæppet gik, var der naturligvis musikalsk underholdning, og i Baaring af høj kvalitet, idet dette var lagt i hænderne på Helga og Carl Olsen, Lindegård. De spillede klaver og violin, medens det festklædte publikum lyttede andægtigt, og forventningen steg.
Helga og Carl Olsen optrådte ikke alene i rollen som »orkester«, men var også blandt hovedkræfterne på scenen, hvor vi bl.a. husker Carl Olsen som birkedommer Krans i »Eventyr på Fodrejsen« og som Blanque »med q-fransk afstamning« i »Tre finder en kro«. Der, hvor Carl Olsen måske mest var i sit es, var som musiker i Lumbyes orkester på scenen og koncertmester i orkestret neden for scenen. Helga Olsen brillerede bl.a. som en fornem Elisabeth Munk i »Elverhøj«, og her vil vi i tilfældig rækkefølge nævne andre medvirkende: Lærer Kollerup, Sigurd Bro, Jacob Olsen,Jensbjerg, og Johannes Nygaard. En lille sjov historie, synes vi, der skal med her: Ved en sammenkomst efter »premieren« sluttede Carl Olsen sin tale med ordene: »Hvis nogen føler trang til at takke Karen Nygaard og mig, fordi vi har stillet vore ægtefæller til rådighed for elskerrollerne, er ordet frit« – der var megen fornøjelse og fest forbundet med dilettant.
Alle tre billeder er fra forestillingen »Svinedrengen«, ca. 1930
Teaternissens prolog
I 1940 blev det økonomisk muligt at bygge en fast scene, og til den festlige indvielse havde lærer Frellsen skrevet en prolog med 14-årige Ussi som teaternisse. Vi synes, at denne prolog fortjener at blive trykt i sin helhed:
Der er ingen, jeg er ene, så tør jeg komme frem,
det er spændende at gense mit kære, gamle hjem.
Her er så fint, jeg kender det snart ej.
I fjor, da løvet faldt, jeg måtte gå min vej,
man graved’ jorden bort, rev mure ned,
jeg flakked’ hjemløs om fra sted til sted.
Nu er jeg her igen, mit hus er blevet flot,
man syntes vel, teaternissen skulle bo lidt godt.
Jeg er jo snart en gammel mand, har set så mange ting,
usynlig har jeg listet mig i krogene omkring
og skrevet mig bag ørene alt, hvad jeg fik at se,
jeg drev lidt nissekunster, fik noget til at ske:
snart løsned’ jeg et overskæg som just var hæftet i,
snart lod jeg tæppet rulle ned, før stykket var forbi,
jeg flytted’ kopper, spejle, tøj, fik kludder i replikken,
slog tosset takt og skilte jævnligt sangen fra musikken,
én fyldte jeg med »feber«, og én med falske toner,
jeg holdt mit sjov med sognets solide mænd og koner.
Ja, ung og gammel mærked’ vel, det spøgte i kulissen,
man tro’de, det var uheld, nej, det var teaternissen.
Mit gamle hjem har haft besøg af mange slags personer,
fra røverpak og brave folk til dem med kongetroner:
Kong Christian den Fjerde, Dronning Gundhild, Skriverhans,
Holger Danske, Dronning Dagmar og Birkedommer Krans,
Abigael og Ambrosius, en stakkels, gammel jøde,
og tvende ældre tanter – i natdragt, de var søde,
og Klokker Link og Tapper, Junker Claus, Magister Glob,
studenter, unge piger og borgerfolk i hob,
Gehejmerådens frue og Hummer, Klister, Malle,
og mange, mange fler’ endnu, jeg husker nok dem alle,
og dem, der »trak i snorene«, som det sig hør og bør:
påklæderske og instruktør, frisør, sminkør, sufflør.
Jeg skønner på mit nye hus, her har jeg plads til fester,
og nu har jeg i aften bedt en flok af glade gæster.
De kommer straks og venter vel, at jeg som vært er hjemme,
men jeg skal nok forinden – efter nisseskik – mig gemme.
Der er de: Smidt og hans madam, Amalie og Rikke,
to borgere, en løjtnant, Kristen Madsen, Lars og Mikkel
og Ahasverus, Klint, Basalt og Klemme, Torp og Hutter,
så er det vist på tide, jeg mig hen i busken putter.
Usynlig skal jeg følge dem, mens de sig her fornøjer,
som gammel nisse er jeg klar til tusind’ glade løjer,
og vil man i mit nye hus som før komedie spille,
så husk, at nissen flytter med, og han forstår at drille.
Således lyder den sidste strofe af den prolog, som lærer Frellsen skrev, da man i 1940 tog den nye scene i Baaring forsamlingshus i brug. Som det antydes, var den første forestilling på den nye scene »Genboerne« med Sigurd Bro som en fremragende løjtnant von Buddinge. Rollerne som kobbersmeden og madam Schmidt kunne ikke være lagt i bedre hænder end hos Jørgen Møller og fru Eriksen, hvis udførelse af »I denne vinter har vi ha’t« ikke vil glemmes af nogen, der har oplevet det, der var ikke et øje tørt, og skrædder Eriksens evige jøde var netop så uhyggelig og mystisk, som Hostrup må have tænkt sig. De to unge par, Klint og Rikke, Basalt og Malle, spilledes af Jens Peter Christensen og Ingrid Frellsen, og – mener vi – en mejerist og Karen Knudsen. Romancen levede også uden for scenen, Ingrid og Christensens romance førte til bryllup et par år efter.
Improviserede replikker
Et af de mange syngespil var Heibergs »Aprilsnarrene«, hvor Jenny Andersen som en yndig Trine trådte dansen med dansemester Jacob Olsen, så mange nok ønskede at være i dansemesterens sko.
I 1947 kastede man sig ud i et kæmpeprojekt, nemlig Olfert Jespersens »Molboerne« – og naturligvis igen en dundrende succes. Her sås og hørtes ridder Rap og ridder Ro, lærer Tornøe og Jens Peter Christensen – »kong Dreyer, Lindegård og »prinsesse« Margrethe Tornøe, Jens Andersen, der lyksaliggjorde Hedvig Hansen med bl.a. »Sidsel hun er dog den dejligste pige«, og af de mange andre, der alle var glimrende, husker vi Sysses provencalske sanger, Christian »Maler«, som den onde hertug, der i en lang replik skulle holde styr på de små pager, men som desværre havde glemt tekstens ord og derfor improviserede kort og godt: »I skal få smæk alle sammen«. Det kunne godt have slået pagernes anfører, Kisse, ud, men hun klarede situationen flot.
Jul i Købmandsgården, 1955
En anden stor opgave var »Champagnegaloppen«; men med Nørregaard som Lumbye, Marna som servitricen, der ved et uheld gav den manglende tone til »Champagnegaloppen«, og Inge Jensen som Amelie og mange andre gode kræfter, blev det en af de fine aftener. Når andet end syngespil var på repertoiret, manglede en slutningssang ofte, men så trådte Rigmor Vesterdal til og rystede en sådan ud af ærmet.
Kludekræmmerens Tøs, 1955
Holberg i Baaring
En helt anden type spil var »Ullabella«, »Kivfuglen« og »Tyrannens fald«, hvor personernes problemer er velkendte for publikum, men også den slags mestrede den dygtige trup. Beth var som 18-årig en fræk Ullabella – en tilskuer syntes, hun var bedre end Ingeborg Brams – og Jacob Olsen, hendes strenge fader, og andre roller blev levendegjort af Drejer, Ellen Havndrup, Carl Christian og Bodil Lassen. I »Kivfuglen« var der kun to personer, Marna Møller og Hans Drejer, og igen var præstationerne så flotte, at Anna »Barber« foretrak den forestilling frem for Det kgl. Teaters. Nu kan Anna passende nævnes også som skuespiller som Mads i »Tyrannens fald«, hvor hun trofast beskyttede kone og de to børn mod ægtemanden, tyrannen. Alfred og Agnete Andersen var ægteparret, og nede i salen græd Erik og Gerda bitterligt over, at deres far behandlede deres mor så væmmeligt.
Gamle Holberg har også måttet stå for skud, og igen kan vi huske Agnete Andersen som alle tiders barselskvinde og Anton Jørgensen som den »lykkelige« fader i »Barselsstuen«.
Da familien Nørregaard kom til Baaring, fik foredragsforeningen med Nørregaard en førstekraft, der mestrede det hele: Herman von Bremen i »Den politiske kandestøber«, Johan von Ehrenpreiss i »Kærlighed uden strømper« og doktor Knock i »Dr. Knock«. Sammen med de brave håndværkere i Collegium Politicum, Marna som Geske, Christian »Maler« som Henrik, Ruth Drejer som Annike og diverse rådsherrer og -inder bragte Nørregaard Holberg til Baaring.
»Tal som en helt – tal i høj stil.« Sådan lød en replik i Wessels »Kærlighed uden strømper«, og alle, fra Johan og Grethe til Mads og Jesper måtte lære »den høje stil«, det var ingen let opgave, men hvor blev det morsomt: Kisse, der som Grethe spiste kål og ærter, som gav onde drømme, Christian »Maler«s herlige Mads med den festlige sang om kostbarhederne i kisten, Johan, der stjal strømper for at kunne blive standsmæssigt klædt på til sit bryllup med Grethe, og stakkels Jesper – Thorkild Thaning – der efter de andres »heltemodige« selvmord udbrød: »Skal de alle dø – så må og jeg af sted«, hvorpå alle ved tæppefald lå døde på rad og række.
En søndag på Amager, 1951
En søndag på Amager, 1976
Det må have været et kæmpearbejde at stable disse forestillinger på benene, men ingen skyede nogen ulejlighed. I mange år øvede man rundt om hos »skuespillerne«, og disse har givet undervejs moret sig mindst lige så godt som publikum ved premieren, og i alle hjem sad et betaget publikum af børn, venner og naboer.
Epilog
Både generalprøve og premiere fandt i mange år sted en søndag, og mandag eftermiddag blev stykket gentaget for »de gamle«, som var et meget opmærksomt og medlevende publikum. Efter forestillingen var der kaffebord med masser af kager, og igen viste hjælpsomheden sig, idet alt bagværk naturligvis var hjemmebagt.
På bagsiden af fortæppet i forsamlingshuset kan man læse titlerne på de allerfleste af de skuespil, der er gået over scenen, og vi har desværre kun været i stand til at nævne et fåtal.
Bagsiden af »Nationalscenens« tæppe
Da den nye scene blev indviet, skrev pastor Thaning bl.a.:
»Ja, nu står vejen åben,
nu holdes over dåben
den nye verdensscene:
Danmark kan ej alene
nu klare dramatikken.
I Baaring bli’r det skikken
at slå sig på de store, de internationale.«
Og lidt senere fortsætter Thaning:
»Nej, Hostrup bli’r for gammel,
og Molbech bli’r for vammel,
frem med de store lystspil
det har vi mere lyst til.
Og så det stærke drama,
jo, det går »fra’ma, fra’ma«,
til Goethe og til Schiller
fra Heibergs vaudeviller
– ja, gamle Shakespeare
vil bedre til os svare.«
Og lad dette være en opfordring til kommende aktører til at gå i gang med alle de opgaver, der endnu ligger og venter.
»Per Aspera ad Astra« (Gennem trængsler til stjernerne).
Beth og Thinne