SB 1990 nr. 3
Ved Grethe Marcussen
Det er mandag den 9. april 1990. Min avis leverer daglig kronikker om rystende begivenheder for 50 år siden. »De røde enge« går over fjernsynsskærmen. Vi må ikke glemme, men tage historien med ind i en ukendt fremtid. Efter det sidste halve års begivenheder i Østeuropa forekommer det mig betydeligt lettere at tro på, at noget godt kan hænde. Stearinlys ved fredelige demonstrationer kunne i DDR afsætte et rædselsregime.
Utroligt, men sandt!
På Sognebladets midtersider prøver vi at fastholde vore sognes historie. Laura Thaning har fortalt om besættelsesårene i præstegården (SB 1985 nr. 3). Vi har hørt om lærersønnen Knud Larsen, der døde som sabotageleder for »Holger Danske« (SB 1983 nr.1). Men som bekendt var det kun få, der så direkte var involveret i besættelsesårenes voldsomme begivenheder. De fleste måtte frygtsomt være vidne til de urolige tider. Således Rigmor og Jutta Vesterdal – de to ugifte søstre, som med humor og medleven var oplivende elementer i vor lille by.
Rigmor i 1930 På armen sidder hendes
tamme allike »Claus«, som en lille pige
forsigtigt beundrer.
Og det fik de! Jutta var den yngste af Morten Nielsens 13 børn fra Vesterdalgården, som i øvrigt blev bygget 1862 på jord, udstykket fra Ronæs præstegård. Hun var, inden Rigmor blev pensioneret, flyttet ind på Byvejen 44. Villaen blev erhvervet for en arv fra en ligeledes ugift bror, Olav, der var læge i Odense.
Jutta betragtede sig selv som en grim ælling, der voksede op og blev drillet meget af de mere begavede søskende. Hun fik ingen uddannelse ud over at være huslig, hvorfor hun ernærede sig som husbestyrerinde. I sin ungdom var hun i flere år på en gård i England hos Madsen-Mygdal, en bror til den kendte statsminister. Hun fik lært engelsk og læste mange romaner, elskede f.eks. Dickens og kunne være meget vittig.
Køn var hun ikke. Engang sagde et familiemedlem i sjov til hende: »Jutta, du er såmænd lige så køn som de andre – det er bare bredt ud over en større flade.« Hun elskede at spille kort og blev optaget i en bridgeklub med nogle mænd her fra sognet, og i selskab med dem udfoldede hun sig vældigt. Alt sammen til stor glæde for Rigmor, som helt naturligt var henrykt over, at søsteren hurtigt faldt til i det sogn, som hendes alderdom skulle leves i, et sogn, hun havde været bange for at flytte til.
Rigmor og Jutta i haven med mis
Dagligt liv i Baaring
Deres fælles otium startede altså i krigens sidste år.
Om dagligt liv på den tid har Rigmor causeret til sin søster Drudes sønnedatter, Jette Borch, da hun blev 14 år i februar 1945:
»Midt i Baaring ligger en Bolig,
hvor Jutta og jeg så stille og trolig
passer os selv og vor sorte Mis,
som er Husets Stolthed – begribeligvis…
Vi har en hyggelig lille Stue,
hvor Tørvene varmer med klaren Lue,
der fejer jeg Tæppet, hvis det er beskidt,
Støvsugeren må vi kun bruge lidt,
saa henter jeg Kluden og tørrer Støvet
og ser efter Graaspurve ude i Løvet,
så går jeg i Byen at bytte Avis
hos en Vævepige, som vi kalder Kis,
og hvis det er Tirsdag, jeg køber »B.T.«,
for den vil Jutta saa gerne se,
det er for hende den rene Kommers
at løse Ugens »Kryds og Tværs,«
jeg på Rebussen spekulerer,
mens Jutta i Køkkenet kokkererer,
hun hakker kød og koger Grød,
med Sirup hun søder vort Øllebrød,
så dækker jeg Bord, og Maden vi faar,
mens henne på Dragkisten Radioen gaar,
den tit kan ødelægge vor Appetit,
naar det rundt i Verden er gaaet skidt,
men vi vil følge med og vide Besked,
om dog ikke snart vi kan vente Fred,
så mens i Verden de raser og tumler,
Vi sidder og lytter og Maden gumler…
Saa tænder Vi Lampen – en 15 Lys Pære
stærkere må den jo ikke være.
Først skal jeg lappe og rimpe på Tøjet,
det Arbejde gør mig just ikke fornøjet,
det er tyndt og hullet og trævlet og slidt,
efterhaanden noget værre Skidt,
men det maa jo holdes vedlige saalænge,
til vi atter kan købe for vore Penge.
Jutta har Huller på Strømperne mange,
og Maskerne løber utallige Gange,
hun ved ej tit sit levende Raad,
naar hun stopper med den elendige Traad…
Imens jeg saa læser om Marie Antoinette
jeg strikker et Par Sokker til Jette,
og mens jeg sidder og Maskerne tæller,
jeg atter maa høre, hvad Radioen melder
om Nyt fra Japan og Budapest,
om Krigens Rasen i Øst og Vest…
Undertiden det ogsaa hænder,
vi bli’r bedt ud til gode Venner,
som lige har slagtet en Fedegris,
og saa vanker der Sul i Massevis,
og henkogte Frugter som fin Dessert,
det faar vi jo snart baade her og der,
det skal smage godt, naar vi her til Fyn
atter faar Appelsiner og Risengryn,
Abrikoser, The og ægte Kanel
og Peber og Sago, Maisenamel,
men først og sidst vil vi nyde vor Kaffe,
naar ægte Java vor Købmand kan skaffe,
dog vi maa ej klage, vi har det godt,
der er mange i Verden, der har det mere smaat ! . . . «
Luftbillede af skolerne i Asperup, Hovedskolen, forskolen og
i baggrunden den gamle hovedskole
Fred
Freden kom. Enhver, der oplevede det, har helt klare erindringer. Lydia Kofoed Andersen, Strandgyden 5, som er en af mine kilder blandt mange til Rigmor og Jutta, som hun hjalp med huset gennem mange år, oplevede den således: 4. maj om aftenen var de unge piger til gymnastik i salen bag hotellet. Marna Møller var som leder i gang med arme stræk og bøj, da hendes mand, Frederik, pludselig står i døren og siger: »Jeg synes, I skulle holde op, piger! Der er fred!« Lydia fór hjem til forældrene, Thora og Johannes Jakobsen, som med vennerne, graver Frederik Grave og hans kone, Signe, netop skålede for freden i herlig Kijafa. – Og nu vi er dér! Det var om denne graver, lærer Frellsen så ofte med fuld ret udtalte: »Graver Grave gravede graven!«
I marts 1940 stiftedes DKB – Danske kvinders Beredskab. Også hos
os blev der arbejdet. Her gælder det indsamlingen “Mad til norske børn”.
Jens Andersen er kusk, Kirstine Frellsen og Marie Riber Jørgensen
ses sammen med Erik Hansen, Enghøj
De sidste år
Livet gik igen sin vante gang. Jutta nåede at fejre sin 80 årsdag i forsamlingshuset i 1960, men døde kort efter. Det slog Rigmor ud af balance, men hun kom på benene igen og boede i villaen til 1965, hvor hun flyttede ud på hvilehjemmet Dania i Odense. Selv om hun i Odense havde familie omkring sig, savnede hun hver dag sine venner her i sognet. Hun skrev utallige breve, og helt selvfølgeligt var det i Båring Forsamlingshus, hun fejrede sin 90 årsdag den 15. juli 1967. Hun døde i januar 1968. – Strengen var hermed kappet over til vort sogn – det sogn, hvor hun et langt liv igennem havde fundet genklang for sin natur i et åbent og nært samvær med egnens befolkning.
Grethe Marcussen