Histories bog ligger åben

SB 1995 nr. 3

Af Grethe Marcussen

“Hvad er det?” kunne Piet van Deurs med rette spørge, hvis han i dag intetanende vågnede op inde i Roerslev kirke. Anden etape af restaureringen er efter et års pause genoptaget. På nær orgel og døbefont som er forsvarligt indpakket, er alt inventar fjernet og anbragt der, hvor det skal under behandling. Enhver med blot den mindste interesse for historien bør i den følgende tid gå ind i det nøgne, men spændende rum og følge slagets gang.

I Sognebladets apriludgave fra 1983 (SB 1983/2) gjorde Karl Laurits Rosendal omhyggeligt rede for kirkens historie. Artiklen er nu mangfoldiggjort og anbragt i våbenhuset. Med den i hånden vil den besøgende være godt rustet til at studere faserne i et kirkebyggeri fra 1100-tallet.


Detalje fra altertavlens nederste felt, hånd med kalken.                                                             Fra samme felt, hånd med brød..

Hjælp!
Kirkens tegltage over skib, kor og våbenhus blev fornyet i 1986. Spiret blev istandsat i 1979. I september 1992 søgte menighedsrådet hjælp hos et arkitektfirma i Århus for at få revnedannelser i murværket nøjere undersøgt. Arkitekt Ebbe Marxen anbefalede derpå, at ingeniør Søren Abrahamsen, ligeledes Århus, blev medinddraget i undersøgelsesarbejdet, da netop han havde stor erfaring med statiske problemer i middelalderbygninger.

Bygningens tilstand i 1992
Det var ikke helt ved siden af, når den daværende præst af og til slog på, at han burde udføre sin kirketjeneste iført stålhjelm.

Overalt blev der konstateret revnedannelser: mellem skjoldbuerne og kirkens langvægge, på hvælvkapperne, i gjordbuernes toppunkter, ved de gennemgående jerntrækbånd i vinduesnichernes top. Alvorligst så det ud ved triumfbuen. Der var tale om såvel forskydningsrevner som knusningsrevner.

Udvendig sås revner ved korets søndre stræbepille, i skibets gavl “over tag” og i våbenhusets vest- og sydfacader. I kirkens tagrum kunne eksperterne glæde sig over de nye tagsten med understrygning, samt de nye lægter; men det træværk, hvor spærkonstruktionerne skal aflevere mange tons kræfter, var i en forrygende dårlig forfatning. Der var voldsomme rådangreb i spærsko og remme, flere steder var tømmerkonstruktionerne helt bortrådnet. Murværket i tagrummene var stærkt præget af revner.

Eksperterne mente at revnedannelserne var opstået på grund af voldsomt vandret tryk udad på den øverste del af nord- og sydmuren, et tryk ‚ som disse mure ikke kunne optage i fuld udstrækning. Sandsynligvis var skaderne allerede begyndt ved indbygningen af kirkens hvælvinger. Senere havde man været opmærksom på skadesammenhængen idet der på samtlige spærfag var påsømmet krydsbånd for at fastholde de skrævende spær. Desuden havde man søgt at afhjælpe skaden ved at opmure stræbepiller på koret, samt ved at montere gennemgående trækbånd mellem skibets langvægge. Mange andre uheldige forhold blev der gjort opmærksom på i situationsrapporten; men dette må være nok for den, der ikke er håndværker eller fagmand på anden vis.

Afhjælpning af skade
De skadelige kræfter burde snarest neutraliseres, og man foreslog, at tagværkerne blev forsynet med et tværforankringssystem efter tovpolygonmetoden. I forhold til traditionelle løsningsmetoder, der udføres med kraftige jernbjælker, der kræver kranhjælp og store bygningsmæssige indgreb, var den ovenfor nævnte metode enkel og prisbillig, og den kræver kun minimum af indgreb i eksisterende konstruktioner. Konstruktionsprincippet er for øvrigt det samme som anvendtes ved Den ny Lillebæltsbro og Farøbroen, samt ved Østbroen på Storebælt.

En korrekt og effektiv istandsættelse af tagfoden og de yderste remme ville kræve, at gesimserne og de nederste rækker tagsten og lægter blev nedtaget. Det burde have været gjort ved tagistandsættelsen 6 år tidligere, ligesom ankerforbindelserne burde have været bragt i orden.

Men ved nu at anvende tovpolygonmetoden til stabilisering af tagværkerne, flyttedes kræfterne fra den ydre rem til spærskoene og hermed den indre rem. Gesimser og skadede yderremme kunne forblive urørte, idet de ingen statisk betydning ville få fremover. Istandsættelsen af disse dele kunne således udskydes, til tagbelægningen igen skal udskiftes engang i næste århundrede.

For at tværforankringen skulle blive effektiv krævedes omhyggelig istandsættelse og undermuring af samtlige inderremme. Krydsbåndene kunne så nedtages, da de bliver uden funktion. En del af dem kunne anvendes til nødvendige vindkryds.

Såfremt man ønskede de synlige tværankre i kirken helt fjernet, måtte murværket fastholdes til tagværket ved iboring af klæbeankre. Såfremt den løsning blev valgt, måtte revneskaderne i murværket ikke udbedres før tidligst et år efter udtagning af de eksisterende tværankre. Herudover skulle samtlige eksisterende ankerforbindelser istandsættes eller udskiftes.

Når den indvendige istandsættelse blev genoptaget efter en stabilisering af tagværket, skulle elledninger, der var fremført i rustne rør, udskiftes. Ligeledes kunne der ved samtlige indmurede beslag konstateres knusninger af murværket på grund af rustdannelser. Disse beslag burde frihugges, rustafrenses og rustbehandles inden genindmuring for at undgå sprængningsskader.

Det blev fastslået, at stoleværket trængte til nymaling, men da kirkens historiske inventar – altertavle med tilhørende præste- og degnestol samt prædikestolen – var i betydelig ringene stand, blev det foreslået, at man prioriterede disse dele restaureret først, således at stoleværket kunne blive malet i farver, der afstemtes de farver, som det historiske inventar kom til at fremstå i.

1993
Stabiliseringen blev afsluttet i oktober 1993. Bygningen skulle så falde til ro i sit nye spænd i løbet af et års tid. Det gjorde den!!

1995
I foråret er den indvendige reparation af murværk gået i gang. Alle revner oprenses grundigt i mindst 10 cm’s dybde. Tilfugningen sker ved anvendelse af ekspanderende mørtel, de yderste 2 cm udfyldes med ren kalkmørtel.

En omhyggelig afvaskning og efterfølgende kalkning af murværket skal ske i samråd med Nationalmuseets kalkningstjeneste.

Vinduerne blev den 20. juni taget ned. De skal eftergås i oplukke m.v., sandblæses og sprøjtemetaliseres for derefter at blive grundmalet. Efter genindmuring skal de nymales. De skal forsynes med dugrende, så man undgår vandstriben på underliggende murværk.

Fund
Hvad der videre skal ske, må der berettes om senere. Men hvad kom til syne, da inventaret kom ud?

Bag altertavlen ser vi nu de munkesten, der anvendtes ved tilmuringen af et pragtfuldt østvindue. Hvad mon der ville ske med lysforholdene i koret, og hvad ville der ske med kirkerummet, hvis der igen blev vindue?


Østvinduet.

I korets østgavl en desuden blotlagt et indmuret, massivt egetræsskab, der er blevet betegnet som røgelses- eller rekvisitskab.

Konservator Karsten Larsen, der på sit værksted i Sdr. Højrup er gået i gang med det forannævnte historiske inventar, samt med et rokokoskab, der stod i korets højre side, samarbejder med Nationalmuseet. Da menighedsrådet for nylig var på besøg hos ham, hjembragte de billeder af det foreløbige arbejde. Blandt andet finder man helt pragtfulde farver, og på altertavlens nederste indtil nu gråmalede felt befinder sig den smukke kalk og disk, som ses på billederne ved artiklens start.


Egetræsskabet i korbuen

Det skal blive spændende at se, hvad der fremover vil ske. Sognebladets læsere vil løbende blive orienteret. Det skulle ikke undre mig, om menighedsrådet får en ren perle ud af den kirke, de så ihærdigt arbejder med! Og så er pengene givet godt ud!!

NB:
Ebbe Marxen, Århus, er arkitekt og hovedansvarlig.
Muren Jens Laursen, Middelfart, er tilsynsførende.
Niels Peter og Anders Madsens murerfirma fra Gelsted står for murerarbejdet.
Leif W. Hansen reparerer bænkene.
Ulla Feldt skal lave malerarbejdet på disse, når farverne kan bestemmes.

Kilder:
Menighedsrådets rapporter. Medlemmerne i øvrigt.

Grethe Marcussen

Til toppen