SB 1993 nr. 4
Af Niels Peter Jensen
I det følgende vil jeg prøve at tegne et billede af min bedstefars liv og virke som landmand og humlehandler på Roerslev Mark.
Han blev født den 3. oktober 1851 i Roerslev som søn af Jens Larsen og hans kone Dorthe Margrethe, født Nielsdatter. Som navneskikken dengang var, fik han efternavnet Jensen og dertil fornavnene Niels Karl. Barndomshjemmet eksisterer stadig. Vi finder det i dag på Kirkebjergvej 12. Jens Larsen havde overtaget ejendommen efter sin far Lars Pedersens død. I kirkebogens oplysninger om dødsfaldet har han fået tilnavnet Emtekjær, som var hans fødested. Med dette navn identificerede man så den efterlevende familie. Jeg husker, at min bedstefar omtaltes som Karl Emtekjær.
Anne og Niels Karl Jensen som ca. 50-årige
Min bedstefars barndomshjem
I december 1862 flyttede Jens Larsen med sin familie ud på Roerslev Mark til et husmandssted beliggende dér, hvor det nuværende Vanghavevej 7 ligger. Den 37-årige husmand har sikkert set nogle muligheder i at flytte ud i et område, hvor gårdene i Roerslev havde deres udmarker. Her skulle være mulighed for at udvide bedriften. Allerede i 1863 købte han af Søren N. Jørgensen 4 tdr. land direkte op til ejendommen. Herefter var tilliggendet på i alt 8 tdr. land.
Efter konfirmationen i Roerslev kirke ved pastor Mads Melbye kom Niels Karl ud at tjene som »anden karl« hos Jørgen Jørgensen i Båring. Her forlod han i foråret 1870 tjenesten en måned før skiftedag. Forklaringen var, at hans far på dette tidspunkt var meget syg og derfor ude af stand til at klare forårsarbejdet. Han døde den 15. juli kun 45 år gammel.
Der var nu behov for en mand på ejendommen, og skudsmålsbogen viser da også, at bedstefar ikke efterfølgende gjorde tjeneste som karl. Oplysninger, som jeg er i besiddelse af, tyder på, at bedstefar ved siden af at hjælpe sin mor med ejendommen ret hurtigt kom til at tjene sine første penge som humlepranger. Ved besøg i Nørre Aaby traf han nemlig »humlefolk«, dvs opkøbere af den fynske humle. De sendte deres folk rundt i landet, hvor de med humlesækken på ryggen gik fra gård til gård og solgte deres produkt. Snart drog også Niels Karl af gårde.
I 17- og 18-hundredtallet havde Nordvestfyn udviklet sig til landets vigtigste område for humledyrkning. Fru Anne Bille Trolle på Kjærsgaard i Brenderup sendte i årene 1720-30 fire fæstebønder til Tyskland for at lære humledyrkning. De hjemførte skud af nye og bedre humlestammer, og dette anses som en væsentlig årsag til, at humledyrkningen tog fart. En opgørelse af områdets produktion 1880 viser en årlig høst på 150.000 kg. Humledyrkningen var som al anden planteavl ikke uden problemer. Bladlusangreb kunne være ødelæggende. En sommer med voldsomme tordenbyger kunne gå slemt ud over humlekopperne, blomsterstandene. Det kunne også ske, at en »humleslagter«, dvs. en voldsom sensommerstorm, raserede humlehavens 6-7 meter høje stænger og deres ranker, og en tidligt indsættende nattefrost kunne på en enkelt nat gøre de grønne humlekopper brune. Man sagde derfor: »Piger og humle er ikke lette ar tumle – de kan få varig skade på én eneste nat«. Det fynske amtsvåben viser med sine tre humleblade plantens historiske betydning for øen.
Humleprangerens virksomhed
Min bedstefars rejser med humlesækken gik oftest til Jylland. De jyske egne og deres befolkning holdt han meget af. Han stiftede her venskaber, der holdt i mange år. I jyske hjemstavnsberetninger kan man støde på omtale af de fynske humleprangere. I et skrift udgivet af Ølgod Museum fortælles der om en omvandrende »humlemand« Mads Larsen, bedstefars fætter fra Nørre Aaby. Det var en oplevelse for både store og små, når han kom, og man kappedes om at give ham natlogi, før han travede videre med sin humle.
God humle var kendetegnet ved en kraftig aroma. Derfor kunne humleprangeren pralende sige: »Når du gnider din brune hoppe med en håndfuld humle på panden og så går hen og letter på rumpen, kan du lugte den igennem!« Nok så kendt var den om humleprangerens kone, der havde brygget op til fire gange på humlen, og den var stadig lige god.
—
Årene op til 1876 var læreår for Niels Karl. I 1876 starter han 25 år gammel sin egen forretning. De følgende år har uden tvivl været nogle af de mest spændende og travle i hans tilværelse med opkøb af humle, tilrettelæggelse af salget og så moderens bedrift, der heller ikke måtte forsømmes. Efterladte papirer tyder på, at forretningen omkring 1882 er kommet godt i gang. Der er nu udarbejdet forretningspapirer, hvoraf det fremgår, at forretningen har fået navnet »N.Carl Jensen, Humleforretning ved Nørre Aaby Station, Fyn«. Der er anført telegramadresse, og telefonnummeret er Indslev nr. 30.
I 1884 overtog bedstefar sit barndomshjem, og den 15. oktober samme år står brylluppet med Anne Andersen fra Saltofte.
Efterhånden blev der også tid til kundeservice, idet bedstefar lod trykke et 16 siders hæfte med titlen »Praktisk Vejledning i Brygning af fynsk Husholdningsøl«. Kunderne får heri et meget grundigt »Kjendskab« til at behandle humle og malt og til at opbevare »Gjæren«.
Handelen med humle krævede lokaleplads, og i første omgang var gårdens lade blevet indrettet til opbevaring og behandling af humlen. Da forretningen i 1880’erne fortsat udviklede sig, blev der opført en selvstændig bygning til formålet. »Humlehuset«, som den naturligt nok blev kaldt, og den blev placeret vest for de øvrige bygninger. På loftet var der lagerrum og plads til at forberede humlen til pakning. Nedenunder var pakkeriet. Hen mod århundredskiftet blev humlen i stigende grad solgt til købmænd og brugsforeninger og ikke direkte til forbrugerne. Dette krævede nu, at humlen blev pakket i kvart-, halv- og hel-kilos pakninger. Pakningen skete på et ret snildt apparat, der dog i alle faser krævede menneskelig muskelkraft. Bryggerierne, der købte større kvanta, fik humlen pakket og presset i cylinderformede hessianssække. Til dette brug var der også konstrueret en maskine. Gennem årene har mange folk på egnen suppleret deres indtægter ved at arbejde i »Humlehuset«.
Da laden op imod 1890 var frigjort, blev den ombygget og indrettet til landbrugsformål. Dette har utvivlsomt gjort tiden moden til en ny jordhandel, idet Søren N. Jørgensen igen sælger 4 tdr. land af sin jord. Et senere jordkøb hos sognefoged Hans Rasmussen gjorde ejendommen til en god lille gård på 24. tdr. land.
Ejendommen på Roerslev Mark
Et særkende for bedstefar har nok været hans krav til kvalitet og orden. Det viser sig bl.a. i de byggerier, han lod udføre. I 1897 byggede han det stuehus, der stadig ligger på ejendommen. Billedet af det nye stuehus viser mange smukke detaljer. Haven blev anlagt og beplantet med stor omtanke, og over havebækken blev der bygget en flot buet bro. I 1905 afslutter han så ombygningen af den gamle gård med en ny staldlænge mod vest. Som barn beundrede jeg særlig hestestalden med dens smukke egetræsspiltove med drejede søjler og de påmalede ornamenter på det overliggende træværk.
Familien med medhjælpere ca. 1900. Til venstre ses »Humlehuset«.
I årenes løb havde bedstefar nok følt, at bedre skolekundskaber havde kunnet gøre ham tilværelsen lettere. Derfor kom alle hans tre børn på realskole i Nørre Aaby. Den eneste af de tre, der fortsatte med en boglig uddannelse, var Peter, der blev dyrlæge med et livslangt virke i Ulfborg i Vestjylland. Datteren, der blev kaldt Thea, blev efter en huslig uddannelse gift med gårdejer Valdemar Rosendal i Roerslev. Den ældste søn Jens med mellemnavnet Larsen efter farfaderen blev min far. Han bistod gennem hele sin ungdom sin far med pasning af landbrug og forretning. Han blev i de år en god støtte ved den forretningsmæssige og praktiske afvikling af den import af tysk humle, der allerede var startet omkring århundredskiftet, fordi den fynske humle kvalitetsmæssig var blevet for ringe.
Familien havde mange venskabsforbindelser både nær og fjern. Hjemmet var jævnlig ramme omkring sammenkomster, hvor venner, fætre og kusiner med ægtefæller mødtes til et festligt samvær, hvor man beså bedriften og hørte hvad nyt, der var kommet til siden sidst. Bedstefar holdt meget af at forsøge sig med nye ting. Således fik han, da tid og penge tillod det, lavet to fiskedamme langs bækken i den sydvestlige del af haven. Sådanne damme havde han set på sine rejser i Jylland. Nu skulle det prøves i det fynske. Og det virkede! Jeg husker fra min tidlige barndom de sprællende fisk, når dammene ind imellem skulle tømmes. Desværre blev bækkens vandstand sænket ved en regulering, og det kunne systemet ikke klare. Sine mange frugttræer viste han også gerne frem, og højt op i årene var han en ivrig biavler.
Klar til en køretur med et barnebarn
I 1917 fik min far skøde på gården, og mine bedsteforældre byggede deres aftægtsbolig oppe ved hovedvejen over for Vanghavevej. Et nydeligt hus, som med sin lange hvidkalkede cementbalustrade pyntede på stedet. Vore bedsteforældre fik mange gode år i deres nye hjem, hvor vi børnebørn næsten dagligt besøgte dem. Deres stuer var præget af messing- og kobbertøj, der var bragt hjem fra rejserne i Jylland. Det hotteste var nok de tolv sølvbeslåede merskumspiber. Der var også råd til at have ung pige i huset. Stoltest var bedstefar den dag, da han havde fæstet Anna Andersen fra Brenderup. Hun havde nemlig præliminæreksamen med udmærkelse!
I 1933 døde bedstefar, og to år efter fulgte bedstemor ham. De havde i deres alderdom kunnet se tilbage på et liv, hvor meget var lykkedes. Og vi, der er tilbage, er dem taknemmelige for den gode baggrund, de i videste forstand gav vor tilværelse.
Niels Peter Jensen