Middelalder i Bovaring

SB 2000 nr. 1

Af Hanne Drejer


Skolens middelalderuge begyndte med messe i kirken.

“Se, nu skal vi på rejse langt tilbage i tiden, til middelalderens Baaring!”

Sådan begyndte den fortælling om middelalderen, som eleverne fra Baaring skole fik, da de var i Asperup kirke i deres middelalderuge i september.

Hvordan mon det var at leve i middelalderen og hvordan gik det til, at der blev bygget kirke? Vi begynder år 800 oppe i Baaring, som dengang hed Bovaring eller bov-ar-ing, der skulle betyde bovs-enge eller den til brug indtagne jord på bov. Baaring Banke er en typisk bov eller hvælving. Der var slet ikke noget, der hed Asperup endnu, for de få mennesker her boede på de højeste steder, f.eks. på vore dages Lyøvej og Baaring Banke.


Anna-selv-tredie, Marias mor med Maria
og Jesusbarnet. Fra kirkens katolske tid.

Hverdagen
Der var heller ingen veje eller huse, skole, butikker eller kirke, kun en lille landsby med nogle få gårde, der lå tæt sammen. Husene var lange og lave, væggene var af træ og med stråtag. Mennesker og dyr boede i samme bygning. I den ene ende var der stald til dyrene, i den anden boede mennesker. Sådan holdt man varmen om vinteren.

I stedet for vinduer var der skodder. På ildstedet midt på gulvet lavede de mad. Ildstedet gav dem varme, og røgen drev ud af lyrehullet i taget.

Langs væggene var der bænke, hvor man spiste og sov med et lammeskind over sig. Kun bonden havde sin egen stol med ryglæn, hvorover hans våben hang, sværd, spyd og jernhat, lige til at gribe, hvis en fare truede. Høns, gæs og ænder gik frit omkring i huset og rugede på deres æg under bænken.

Landet var dengang dækket af store skove, som bonden måtte rydde for at dyrke jorden. Hverdagen gik med at dyrke jorden og gå på jagt. Men den gik også med at kæmpe for livet. For der var meget at være bange for. Hvis høsten slog fejl på marken, eller der ikke var fisk i søen eller vildt i skoven, blev der hungersnød. Sultne ulve og bjørne var en trussel mod både børn og voksne, ligesom der var mange uhelbredelige sygdomme. En ganske almindelig lungebetændelse var livsfarlig ligesom pest og spedalskhed.

Derfor gjorde mennesker alt for at holde sig gode venner med guderne. På det højeste sted i landsbyen lå helligdommen, hvor de ærede Odin, Thor og Freja, og blotede, dvs. ofrede fine gaver til dem, især til jul og midsommer. Gav man guderne fine gaver, så ville de nok hjælpe, så høsten ikke slog fejl, så jagtlykken ikke svigtede, og sådan at ingen blev ramt af alvorlig sygdom. Det kunne være en hest eller en slave, man ofrede. For en slave var bondens ejendom, som han kunne behandle, som han ville.

Her på Fyn blev der hvert år holdt midsommerblot på Frejs bjerg, Frøbjerg Bavnehøj. Ved et mægtigt gilde bagefter fik alle lov at spise sig mætte i det fineste kød man kendte, hestekød.

Årene går
Nogle af de unge får chancen for at komme ud at rejse, når de kommer i tjeneste hos en høvding og er med på vikingetogt. Men de fleste bor og lever, som man altid har gjort.

Underlige rygter kommer en skønne dag til landsbyen, rygter om en ny gud, Kristus, der er stærkere end Odin. I England og Tyskland troede mennesker nu på Kristus og ikke længere på Odin og Thor. Men oppe i Bovaring holdt de nu stadig fast ved den gamle tro, selv om det rystede dem, den dag de hørte, at selve Odins Vi, offerstedet til Odin, (Odins Vi = Odense) var revet ned og en Kristuskirke bygget i stedet.

Den nye tro
En sommerdag kom byens storbonde hjem til landsbyen med en munk. Da myldrede alle mod bystævnet for at høre nyt. Bystævnet var pladsen ved det gamle egetræ i landsbyen med en sten til hver bonde. Her afgjorde man alt af vigtighed for landsbyen. Oldermanden lod munken træde frem, og han fortalte om den nye gud, den gud, der havde sejret over alle onde magter, selv over døden. Han sagde, at Thor og Odin og Freja slet ikke var rigtige guder. Der var kun én gud, Gud Herren, som havde skabt alt og sendt Kristus til jorden, den Kristus, som kunne gøre undere, fordi han var Guds søn, og som til sidst døde på korset. Men tre dage efter lod Gud ham opstå fra de døde og blive levende igen. Så stærk er den rigtige Gud. Tro på ham og lad jer døbe, så bliver I kristne, sagde munken. Og han fortsatte med at sige, at de slet ikke behøvede at ofre. I skal ikke gøre noget for at blive gode venner med Gud, blot I tror på ham og på hans søn Jesus Kristus.


Det var som om pastor Melbye så misbilligende på det katolske Maria-alter.

Det var ikke nemt at overbevise folkene i Bovaring om den nye tro. Men det hjalp lidt, da munken fortalte, at landets konge også var blevet døbt. Det var kong Harald Blåtand i Jelling.

Hvordan vikingekongen Harald Blåtand blev overbevist om, at Gud Herren var stærkere end Odin og Thor, ved vi ikke. Men det fortælles, at kongen engang fik besøg af munken Poppo. For at overbevise kongen om, at den kristne Gud er den stærkeste Gud, bar han jern. Et stykke jern blev opvarmet, til det var rødglødende, og munken bar det nu i sine hænder uden at blive forbrændt. Da besluttede kong Harald Blåtand at lade sig døbe og gå over til den nye tro, kristendommen. Harald Blåtand forbød derefter sine mænd at ofre til de gamle guder. Nu skulle kun Kristus dyrkes, og der skulle bygges kirker.

Harald Blåtand lod skrive sådan på den store Jellingesten, der står uden for Jelling kirke: Kong Harald bød gøre dette mindesmærke over Gorm sin far og Thyra sin mor, den Harald, der vandt sig hele Norden og gjorde danerne kristne.

Trækirken
Da kongen var gået over til den nye tro, skulle alle undersåtter følge ham. Nu blev der bygget kirker overalt i Danmark, trækirker eller stavkirker, som man stadig kan se dem i Sverige og Norge.

Også oppe i Bovaring byggede man sikkert en trækirke. Vi ved bare ikke, hvor den lå. En klokke blev hængt op i en klokkestabel uden for kirken Den kaldte til gudstjeneste om søndagen og på de kristne helligdage, jul, påske og pinse. Den blev måske bygget oven på den gamle hedenske helligdom.

Efterhånden holdt man op med at ofre heste og slaver. Slaveriet stoppede, og slaverne fik deres frihed, ligesom blodhævn blev forbudt. Rundt om kirken blev der indhegnet en kirkegård. Tæt ved byggede man en gård til præsten. Man gav ham også noget jord at dyrke, ligesom man betalte ham med et får, en kalv, en gås eller grøntsager, når man havde haft dåb, bryllup eller begravelse.

Sankt Knud i Odense
Nu skal vi til Odense sammen med folkene i Bovaring, som ville ind at besøge Knud den Helliges grav i den nye Skt. Knuds kirke. Knud havde været konge i Danmark, men blev dræbt i den tidligere kirke år 1086. Han var blevet upopulær, da han fandt på at opkræve skat!

Men snart begyndte der at ske mærkelige ting ved hans grav, fortalte man. Syge mennesker blev helbredt, når de bad til Knud. Han var sikkert en helgen! Derfor blev han helgenkåret og hans jordiske rester gravet op og lagt i et fint guldskrin i kirken.

Mænd og kvinder med præsten i spidsen vandrede nu fra Bovaring til Odense. Kvinderne bar på deres syge børn, og der var også en ung meget syg mand med. De håbede at kraften fra den hellige Knud kunne bringe helbredelse.

Hen mod aften nåede de byen, men da var alle kroer og herberger allerede optaget af alle de andre tilrejsende. Så fandt de en høstak at overnatte i. Næste morgen vandrede de sammen med hundredvis af andre ind gennem byens porte og op til torvet, hvor den nye Skt. Knuds kirke lå, stor og prægtig. Klokkerne ringede til gudstjeneste, og snart var kirken fyldt. Ved indgangsdøren stod vievandskarret til at dyppe fingrene i, før man slog korsets tegn for sig. Der var mange altre i kirken. Især jomfru Marias alter samlede mange. Øverst oppe i kirken strålede højalteret med Knuds helgenskrin.


Skolens middelalderuge begyndte med messe i kirken

Snart fyldtes koret med præster i farvestrålende dragter, og røgelsen bølgede gennem hele rummet. Biskoppen kom ind i sit messeskrud med bispestaven i hånden, og gudstjenesten begyndte. Der blev sunget til Guds ære og takket, fordi landet havde fået den hellige Knud. Til sidst hævede biskoppen brød og vin og indviede nadveren. Alt foregik på latin, som kun præsterne forstod. Så da biskoppen hævede brødet og sagde: hoc est corpus Christi, lød det præcis, som om han sagde: hokus-pokus. Derfor har man lige siden sagt hokus-pokus, når der skete noget mystisk trylleri.

Bagefter havde præsterne travlt med at tage imod alle, der ville skrifte deres synder, dvs. bekende over for Gud, hvad de havde gjort forkert, gøre bod og få Guds tilgivelse, så de kunne tage hjem med fred i sindet. Senere blev Knuds helgenskrin båret rundt i byens gader, så alle kunne fornemme, at Knud stadig var hos sit folk.

Munkene fra klostret tog sig imens af alle de mange syge. Men den unge mand blev i klostrets sygestue og døde kort efter af lungebetændelse.

Asperup Kirke
Trækirken i Bovaring var ved at være gammel. Enten skulle den restaureres, eller også skulle man bygge en ny kirke af sten, som man nu gjorde andre steder. Landsbyen var vokset, og der boede nu mennesker nede i Asperup. Hvordan det gik til, at kirken blev bygget nede i Asperup, ved vi ikke, man kan måske gætte på, at en storbonde gav et stykke jord til kirken mod, at den blev bygget der.


Madonna med barnet. Rest af Maria-altere
fra kirkens katolske tid i 13-1400 tallet.

Den første stenkirke blev bygget omkring år 1180 og var meget mindre end den nuværende, blot et skib med kor og apsis mod øst, som Ansgar viser den frem oppe i koret. Døbefonten stod mellem de to indgangsdøre, for indgangen til kristenlivet og kirken går gennem dåben. De små romanske vinduer lod ikke meget lys slippe ind, men når morgensolen vældede ind ad østvinduet over altret, var det som om Gud selv var til stede. Kirken er bygget om og bygget større mange gange siden. Der er kommet våbenhus og tårn til, hvælvinger og et større kor, større vinduer og alt det inventar, vi kender.

Reformationen, middelalderens afslutning
Den største fornyelse skete dog i middelalderens sidste år. I koret fortæller Hans Tausen-figuren om reformationen i 1536.

Hans Tausen var bondedrengen fra Birkende (ligger ved Kerteminde), der havde et godt hoved og derfor skulle være præst. Han blev munk, men kom også til Wittenberg, hvor han mødte Martin Luther og lærte nyt. Han lærte, at et menneske frelses alene ved troen på Guds nåde i Kristus og ikke ved nok så gode gerninger. Han lærte, at gudstenesten skal kunne forstås af menigheden og derfor må foregå på modersmålet og ikke på latin. Derfor står Hans Tausen med den danske bibel i hånden til minde om den første prædiken på dansk i 1526.

Da blev Claus Bergs store krucifiks også fjernet fra korbuen og ophængt på sin nuværende plads på nordsiden. For nu er koret ikke forbeholdt de gejstlige, men åben for enhver, der ønsker at komme til Herrens bord, ikke for at høre noget underligt hokus-pokus, men for at få mad og drikke til evigt liv.

Hanne Drejer.

Til toppen