SB 2010 nr. 4 og 2011 nr. 1
Kærby har ligget dernede i hullet i mange hundrede år, og stadig hygger den sig i læ af bakkerne mod vest.
Kærbys historie
Det er altid gået ordentligt til der, og så tidligt som i 1580 blev en bylov for Kærby, Kærbyholm og Kørup tinglæst. Den gav regler for fælles markdrift, vedligeholdelse af hegn og andre praktiske gøremål, og en mindre del handlede om pligt til at hjælpe med genopbygning efter ildebrand og i sygdomstilfælde. Anden påskedag 1704 var Kærby lavs mænd samlet for at blive enige om en ny bylov om hegn og fred, som også denne gang foruden Kærby omfattede Kærbyholm og Kørup.
I matrikuleringen 1688 nævnes 10 gårde og 6 huse i Kærby, og ifølge andre kilder har de tal været næsten uændrede frem til 1813. Gårdene var fæstegårde under Harritslevgård og Gyldensten, og i begyndelsen af 1700–tallet har præsten i Brenderup været gårdejer i Kærby.
Kærbyholmvej i Kærby, fotograferet engang i 1950erne. Øverst i billedet ses Nørregaard, hvor Martha og Marius Schøtt boede, dernæst Baldershøj, som ejedes af Kamma og Bent Petersen. Den store gård er Vangbygaard med familien Alfred Andersen, og gården med de stråtækte længer er Kærbygaard, som denne artikel omhandler. I den sidste gård boede Petra og Anthon Andersen. Huset var Adda og Jørgen Møllers købmandsforretning. Luftfoto ca.1955.
Gårdens historie
En af de ældste gårde er nuværende Kærbyholmvej 6. Den var oprindelig en firlænget gård i bindingsværk og med stråtag. To porte, begge mod Kærbyholmvej, førte ind i gården, den ene port gik gennem en sulebygning. I en sådan bæres taget af en rygbjælke, der hviler på opretstående, høje søjler midt i huset. Stuehuset, som er fra midten af 1800-tallet, er et længestuehus. Gården var indtil 1761 en fæstegård med utallige ejere, og heriblandt var også præsten i Brenderup, Anders Lauridsen Hvid, inde i billedet, idet han i 1727 købte gården og derpå solgte og købte den 4 gange fra 1727 til 1760, da han solgte til sin søn, commerceråd Laurids Hvid, som i 1761 afhændede gården til Laurits Nielsen, søn af den sidste fæster. Han ejede gården til sin død i 1816, og 4 måneder efter giftede hans enke, Anne Marie Jensdatter, sig med ungkarl Christian Pedersen fra Gadstrup. Medlemmer af denne familie ejede gården frem til 1905, da min farmor, Karen Nygård, købte den og flyttede ind med 6 døtre og en søn, min far, og en fætter, Niels Peter Olsen, som skulle hjælpe med at drive gården.
Gamle Stine med koen på græs i 1940erne.
Bedstemors tid
Bedstemor kom fra Flemløsegård og blev i 1885 gift med Jørgen Nygård fra Voldtofte Nygård. De to drev en landejendom ved Assens, indtil min farfar døde i 1900, og 1905 flyttede hans enke som nævnt med sin store familie til Kærby. Ole P. Andersen, som boede på den gård, som i dag hedder Baldershøj, var bedstemors broder og har sikkert været rådgiver i forbindelse med valget af en gård netop i Kærby. Gården var på 42 tdr. land foruden eng og skov. Jorden lå mod Vejrup og mod Kærbyholm, altså ret langt fra gården, og engen lå i modsat retning, ud mod Kærby Mark. Bedstemor byggede til stuehuset, som jo også skulle huse mange mennesker.
Niels Peter Olsen var en dygtig landmand. Jeg har en lommebog fra 1916, hvoraf det fremgår, at høsten af byg, rug, havre og blandkorn var god. Også køerne havde han held med: Olga nr. 2 kælver den 2. marts 1918 og den 24. marts 1919, hver gang med en kviekalv, og Rosa nr. 11 får den 24. august 1919 desværre en tyrekalv; men den 24. august 1920 nedkommer hun lykkeligt med en datter. Udover de almindelige afgrøder blev der i mellemkrigstiden, 1918 og frem, dyrket tobak. Vest for blomsterhaven lå frugthaven med bl.a. dejlige gråstener, som bedstemor var meget stolt af. I 1928 undersøgte Nationalmuseet de gamle længer, der blev dateret til at være mindst 200 år gamle. Museet var interesseret, men havde ikke penge til at flytte længerne.
Bedstemor havde 20 børnebørn, så der var liv og glade dage, når vi mødtes i haven til hendes fødselsdag den 17. juli, og ved juletid til mere stille lege.
Kunstmaleren Asger Andersen malede sulelængen med kig ind i gården.
Maleri fra 1960.
En ny ejer
I 1935 var bedstemor over 70, og da hendes syn var dårligt, solgte hun gården til min far og byggede på jorden, nu Kærbyholmvej 5, et dejligt hus, som af alle i Kærby blev kaldt villaen. Her flyttede hun ind sammen med Niels Peter Olsen og boede der, til hun døde i 1947.
Den 3. september 1935 rykkede Karen og Johannes Nygård ind med deres 5 døtre: Thinne (Anne Kathrine), tvillingerne Ussi (Karen) og Beth (Elisabeth), Sysse (Inger Marie) og Kesse (Kirsten) med samt vores morfar, Jørgen Jensen, som tidligere havde haft købmandsforretning i nabohuset, nu Kærbyholmvej 4. Far blev gårdejer midt i landbrugskrisen, og det var sikkert vanskelige år, men da vi jo havde alle naturalier til husholdningen, mærkede vi aldrig, at der ikke var mange kontanter. Der blev drevet almindeligt, alsidigt landbrug med 14 jerseykøer, 4 heste, ca. 50 grise og høns, gæs og ænder. Ænder og gæs var mors, og indtægten ved salg af fjer og dyr bidrog til juleindkøbene. Far plantede ca. 400 frugttræer oppe i marken, og under krigen blev der dyrket tobak i stor stil. Mange damer sad og syede tobak på lange snore, hvorefter snorene blev hængt til tørre i et stråtækt tobakshus, en slags høj lade uden sidevægge. I løbet af efteråret blev tobakken pakket og solgt.
Livet i Kærby
I 1936 oplevede Kærby en frygtelig katastrofe, idet Lykkegård og Stines ejendom, nu Kærbyvej 43, nedbrændte, og ilden havde også fat i Kærbyvej 10, nu Stengården, men heldigvis lykkedes det at slukke ilden, så skaderne på den ejendom blev små.
Dagene og årene i Kærby blev virkelig ”et jævnt og muntert, virksomt liv på jord”. Dengang var der piger og karle på gårdene, og i de lange, lyse sommeraftener samledes ungdommen ved Alfred Andersen, Vangbygård, og sad på murkanten langs Kærbyholmvej og spiste negerboller og snakkede, til de skulle hver til sit til rødgrøden, som om sommeren afsluttede dagen.
Om vinteren lå sneen somme tider højt på Kærbybanken, som endnu ikke var gravet ud, og så måtte far som snefoged mobilisere karle med skovle. Der blev også brugt en sneplov, en stor trætrekant med lave sider, som blev trukket af tre heste. Når der så var ryddet, og kun et tyndt lag sne var tilbage, kælkede vi langt ud ad Kærbyvejen eller ad Kærbyholmvej ned til bækken. Alle børn var med og havde glade dage. I det hele taget var Kærby et fællesskab, hvor alle deltog i alles hverdag, glæder og sorger. Alle var inviteret til de store gilder, og byens damer var samlet til fødselsdage, og mange emner blev vendt over en kop formiddagskaffe.
Enhver, der boede i Kærby på den tid, fortjener at blive nævnt. Jeg husker dem alle, fra Marie og Svend Rasmussen i Egebjerggården til Baldershøj med storkereden på stråtaget, fra Stine til Kristine og Harald Dam, nu Kærbyvej 51, fra Agnethe og Alfred Andersen til ”lille Ruth” i huset ved bækken, fra Baldershøj til Kristen Bruun på Kørupgården.
Nyhederne udefra fik vi i radioen gennem pressens radioavis og Middelfart Venstreblad, og nyt fra Kærby kunne man hente hos min faster Adda og hendes mand Jørgen Møller, der havde en købmandsforretning i huset Kærbyholmvej 4, som over havedøren har et relief af en liggende løve. Her handlede alle i Kærby, og damerne drak kaffe i køkkenet, og mændene fik en øl i bagbutikken, mens kaffen blev malet og sukkeret vejet af. Faster Adda og Jørgen var elskelige, gæstfrie mennesker, hvis absolutte yndling var Holger, ældste barn på Vangbygård. Som ganske lille dreng stavrede han over vejen til dem og sad på Jørgen Møllers skød og fik en rugbrødsmad. Jeg må også nævne Ruth Jensen, som boede sammen med sine forældre, Frederikke og Anders Jensen, på Kærbyholmvej 3; familien kom til Kærby i december 1941, og første gang, jeg traf Ruth, sad hun sammen med mor i bryggerset og pillede gæs. Efterhånden blev hun hele Kærbys kogekone, og senere stod hun for det kulinariske ved utallige fester på hele Nordvestfyn. Frederikke og Anders Jensen var de første i Kærby, der fik fjernsyn, og både børn og gamle var velkomne til et kig. Endelig skal Stine og Niels Jørgen Jørgensen også med; de boede i ejendommen, nu Kærbyvej 43. Mor, som var født og opvokset i Kærby, havde kendt Stine altid og holdt meget af hende, så Stine kom ofte om aftenen med sin strikkestrømpe, og om vinteren fulgte vi hende hjem kl. 22. Stine kunne karte og spinde, en færdighed, hun under 2. verdenskrig tog op, så det blev almindeligt at se hende ved rokken. En sommeraften var Beth sendt om til Stine med en besked og fandt hende i marken, hvor hun sad i aftensolen og sang ”Der står et slot i vesterled”, mens hun malkede sin ko.
Årene går
Bedstefar døde i december 1941 og efterlod et stort savn hos os alle; han havde jo altid boet hos os. Som voksne rejste fire af os hjemmefra; men vores yngste søster, Kesse, blev hjemme for at hjælpe far og mor, og da hun i 1953 blev gift med Poul Jespersen, blev de boende på gården og var en uvurderlig støtte for far og mor og et fast samlingspunkt for os og vores børn. Far var meget syg i 1954, og samme år solgte han jorden til sin nevø, Valdemar Rasmussen, søn af faster Rasmine og Aage Rasmussen, Kærbyholm. Han beholdt kun 1½ tdr. land hjemme ved gården, samt skoven. Nogle år derefter kastede far sig over svineavl, og på et tidspunkt havde han så mange, at mor udtrykte nervøsitet ved at skulle have grise på loftet, men så galt gik det dog ikke. I 1960erne standsede arbejdet med grisene, og staldene stod tomme, og forsikringspræmien var høj; igen var der et museum, som var interesseret og denne gang i suleladen; det var Den fynske Landsby, der kom og målte op, og også denne gang strandede projektet på grund af pengemangel.
I 1966 blev gårdens længer fjernet. Tilbage stod stuehuset og halvdelen af sulelængen. I 1967, hvor billedet er taget, ses begyndelsen til bevoksning og græsplæne på gårdspladsen. Det store vindue til venstre fortæller, at Kesse samme år åbnede sin butik.
Mor døde i 1965, og i 1966 entrerede far med et firma om nedrivning af længerne, bortset fra en del af suleladen, som stadig står tilbage. Far ville ikke være hjemme, mens arbejdet stod på, og rejste over til Ussi i Køge.
Uden længerne var det et sørgeligt syn, der mødte en, med det store tomme område; men far og Poul tog fat og anlagde den dejligste forhave med terrasse, græsplæne og rosenbed, hvor vi har tilbragt mangen en sommeraften.
Den del af suleladen, der blev skånet, da længerne blev fjernet 1966.
Foto ca. 1975.
En butik åbner
I 1967 døde Jørgen Møller. Faster Adda ville ikke fortsætte forretningen og solgte huset til Grethe og Preben Andersen. Selv flyttede hun hen til Ellis og Valdemar Rasmussens ledige lejlighed på Kærbyholmvej 7 og havde gode dage her til sin død i 1978.
Kesse havde imidlertid lyst til at overtage forretningen for at bevare en købmand i Kærby og måske også som en slags videreførelse af bedstefars butik. Forretningen fortsatte altså, men nu hjemme i gården, idet en butik blev indrettet i sydenden af stuehuset. Den blev en succes. Med sit altid imødekommende væsen blev Kesse en populær købmand, og kundekredsen blev stor; der var altid tid til en snak over disken, og ofte fik far besøg af en kunde. Far fik en god alderdom, og vi var trygge ved, at han var i Kærby og i gode hænder. Han arbejdede lidt både ude og inde og tilbragte mange timer med børnebørnene, en flok på fire. Kesse passede butikken, mens Poul tog på arbejde på stålmøbelfabrikken i Middelfart og arbejdede i haven, når han kom hjem.
I 1972 købte Kesse og Poul ejendommen, men det var stadig at ”komme hjem”, når vi svingede ind på gårdspladsen.
Far døde den 31. december 1978. Noget af det sidste, barnebarnet Lotte efter hans diktat skrev i hans dagbog, er fra den 29. december: ”Himmel og jord står i et. Det har sneet og føget hele dagen. Meget koldt. Drejergaard har været her.”
Nye tider
Endnu i 10 år boede Kesse og Poul i Kærby og havde en travl hverdag, men også mange hyggelige og muntre sammenkomster med familie, kærbyer og mange andre venner. Efterhånden blev det meget besværligt at drive en lille butik, så i 1985 lukkede Kesse og blev derefter ansat hos købmand Vagn Aage Petersen og hustruen Bodil i deres forretning på Byvejen 37. Vagn Aage døde i 1987, og da Bodil året efter ønskede at sælge, købte Kesse og Poul og fik nogle meget gode år i Baaring; men det er en helt anden historie. Kesse døde i 1995 og Poul i 1998.
Fra folkestuen 1980 ses her et kig ud gennem butikken til baggården. Kesse ved bordet og Poul i rokkestolen har besøg af to journalister, som vil høre om Pouls præstationer i syngespillet ”Vendsboerne”, en fynsk version af ”Molboerne”, som samme år blev opført på Baaring Nationalscene og udendørs hos Karl og Marie Larsen i Alleshave.
Kesse og Poul solgte ejendommen i Kærby til Grethe og Finn Christiansen. Grethe åbnede en butik, Rokkestuen, med brugs- og gaveting, og de blev i Kærby til 1992, da der igen kom nye ejere, Vita Bjarnason og Bent Kyndlev. Hun var hjemmesygeplejerske, og han var snedker, så nu var det slut med en butik i Kærby. Da de i 1999 satte ejendommen til salg, skete der det lykkelige, at Kesse og Pouls søn Jørgen og hans kone Tina købte den, så det blev oldebarnet af den første Karen Nygård med kone og 4 børn, der skulle bo i det gamle hus. Både Jørgen og Tina arbejder ude, og alligevel har de i deres fritid formået at renovere inden døre, så det nu er en moderne bolig i de gamle rammer, og det 1½ tdr. land store område omkring huset er forvandlet til en stor, smuk blomsterhave vest for huset som i bedstemors tid, omgivet af plæner, buske og træer. Den 23. juni er Pouls fødselsdag. Den aften har vi altid været i Kærby til pølser, Beths kringle og bål. Den tradition har Tina og Jørgen videreført, så nu samles familie, naboer og venner til pølser, lagkage og bål, og for mig er det stadig at ”komme hjem”.
Familien skylder Jørgen og Tina stor tak, fordi de bevarer og fornyr alt så smukt, og ønsker dem mange gode år i Kærby.
Her slutter min beretning om mit Kærby og gården, som i bedstemors tid hed Abildgård, og som far døbte om til Kærbygård. Som det forhåbentlig fremgår, har jeg kun glade minder derfra, og jeg er overbevist om, at kærbyerne også i dag er glade mennesker med et godt sammenhold.
Anne Kathrine Nielsen