Om Boye og hans bande—og om Boyes Banke.

 Sommeren 1856 var usædvanlig varm og god. Høsten var i gang overalt. Men en dag hvilede alt arbejde på hele Vestfyn. Der var en trafik på alle veje endnu før solen stod op. Til vogns og til fods bevægede man sig til et sted i Balslev Bjerge ved Assens landevej.

I tætte rækker tog man opstilling, og afventede, hvad der skulle ske. Nu var det altså endelig forbi. Han skulle dø. Nu skulle det være forbi med søvnløse nætter. Vejfarende skulle kunde færdes i fred, bonden skulle ikke længere hver morgen tælle sine kreaturer, kirkebetjentene skulle kunne regne med at kirkernes inventar var der, når de kom om morgenen. Hundreder af tilskuerene havde et regnestykke at gøre op med Jens Henrik Boye.

Skarp-retteren samt rakkerknægten var kommet dagen før, de havde overnattet på Udby Kro. De lokale myndigheder og de nærmeste 4 sognes beboere tog opstilling inderst ved retterstedet, bevæbnet med stokke, økser, høtyve o. s. v.

Den 16. august 1856 præcis kl. 6 kom de med Boye og hans to medskyldige, Anders Pranger og Kristen Sosmed, – deres dødsdom blev ændret til livsvarigt fængsel, de blev løsladt efter godt tyve år. Boye holdt en kort tale om sit forspildte liv, han gav sin tilladelse til, at de syge kunne søge helbredelse ved hans blod, præsten bad Fadervor. Boye trak sin frakke af, foldede sin skjorte af og lagde roligt hovedet på blokken, og rakkerknægten spændte bøjlerne fast.

Man så et glimt af den blanke bøddeløkse, og i næste øjeblik faldt hovedet. Skarpretteren tog nu Boyes hoved og holdt det højt i vejret, så at alle kunne se, at eksekutionen havde fundet sted og skilt hovedet fra kroppen. Krøblinge og syge masede frem for at smøre blodet fra den henrettede på det syge sted; man mente, det virkede helbredende. Liget med hovedet under armen blev lagt i en simpel fjællekiste og begravet på stedet. Et trækors blev sammentømret og sat over hans grav.

Således endte den forhenværende forbryder sit liv, en mand, som havde forstået at indvolvere 150-200 forskellige vestfynboer i sit beskidte røverliv. Neden for bakken lå denne morgen hans gamle far. Han var sunket sammen inden bakkens top. Til de forbipasserende råbte han: ”Det har jeg ikke lært min søn.” Og det var sandt. Faderen havde alle dage været en hæderlig håndværker.

Boye blev født den 24-09-1823 i Gribsvad, Rørup sogn, men familien flyttede snart til Voldby. Drengen var en dygtig tegner, med lyst ”til bogen”, men det kunne familiens økonomi ikke klare. Efter kort tid i malerfaget blev han handelsmand, solgte urtefrø fra et frøfirma, og på sine ture rundt på Vestfyn lærte han en masse at kende, også de mange, der årene igennem hjalp ham i forbryderfaget. Fra ca. 1844 satte en bølge af tyverier ind over egnen i et omfang, som en enkelt mand ikke kunne stå bag. Boyes nærmeste medhjælpere var Anders Pranger fra Vejlby og Kristen Sosmed fra Blanke Mark, i hvis hus banden havde fast tilhold.

Fra ”Niels Hansens erindringer”, barn på” Vestergaard”, Strandgyden, Baaring:

”En af de begivenheder, der i min skoletid gjorde stærkt indtryk på mig, var den store mord og tyverisag under ledelse af Boye. Han havde for en stor del sit ophold i et af fiskerhusene ved Baaring Strand, ligesom en stor del af hans bande holdt til der. De skulle altså, når de som regel kørte ud på deres natlige ekspeditioner, lige forbi mit hjem. Jeg husker, at politiet en mørk efterårsaften efter mange forgæves forsøg havde været så heldig at anholde Boye i hans hjem . De førte ham til mit hjem, indtil der blev rekvireret en vogn, der skulle køre ham til arresten i Middelfart. Jeg så med stor skræk på den så meget omtalte og frygtede mand. Af ydre var han en meget smuk og næsten vennesæl mand, og hans evner stod i høj grad i forhold dertil.

Oprindelig var han maler, og der findes på hans fødeegn endnu vellignende portrætter malet af ham. Hans anholdelse ved ovennævnte lejlighed var begrundet på mistanke om, at han skrev falske pengesedler. Medens Boye og politiet i ventetiden blev opvartet med smørrebrød, snaps, øl og kaffe, spurgte min fader ham: ”Kan du skrive en femdalerseddel, Boye?”. ”Det kan jeg meget let”, svarede Boye. ”Men jeg må ikke, og jeg gør det ikke. Et kunststykke, jeg derimod både kan og vil udføre, er at tage en snaps fra bordet med mine albuer, føre den til munden og drikke den, hvis du vil ofre den på mig.” Kunststykket blev udført.”

Den 11. Oktober 1853 skulle manden i Broendehuset ved Balslev, den 60 årige Niels Hansen, lokkes ud og kvæles af Boye, mens hans 2 hjælpere skulle stjæle alt af værdi. Under mandens flugt mod den nærliggende Broendegård indhentedes han og fik en kniv jaget i maven. Han fortsatte dog og nåede ind i stuehuset, hvor han sank sammen i en stol. Folkene måtte afsted til huset, hvor de fandt hans forskræmte forlovede og fortalte om den dødeligt sårede mand, der inden sin død få dage efter nåede at blive viet til pigen.

Nu blev det befolkningen for meget. De lokale myndigheder havde intet kunnet opklare, en politiassessor Herman Rothe fra København blev tilkaldt, og selv om det tog lang tid, lykkedes det til sidst at opklare såvel mordet på Niels Hansen som alle de øvrige berigelsesforbrydelser, egnen gennem så lang tid havde været udsat for. Dommene blev afsagt den 21. august 1855, i alt blev 57 personer dømt- 42 mænd og 15 kvinder. De fik domme,der spændte fra dødsdom til fængsel på 1 gange 5 dage.

Retterstedet i Balslev Bjerge har man siden kaldt ”Boyes Banke”.

Kilder: Litteratur om boye, bl.a. C. H. Andersen bog.

Arkivet har udskrift af retssagen mod Boye.

Grethe Marcussen

Til toppen